Erik Gahner Larsen

Det er vores ret, at du går på arbejde!

Enhedslisten kræver nye velfærdsrettigheder. SFs finansordfører, Jonas Dahl, er ikke direkte afvisende over for ideen: »Det lyder interessant, og flere af kravene har vi jo selv foreslået tidligere«. Som en sidebemærkning skal det tilføjes, at SF kan bruge den kommentar i forbindelse med alle politiske tiltag, der vil øge de offentlige udgifter.

Ideen om velfærdsrettigheder vækker selvfølgelig associationer til Socialdemokraternes vanvidsprojekt i 2007: 29 konkrete velfærdsrettigheder, der ville koste adskillige milliarder. Kristian Madsen har om Socialdemokraternes velfærdsrettigheder skrevet: »de 29 velfærdsrettigheder, der ville koste – hold fast – et tocifret milliardbeløb hvert år. Det er uden sammenligning det dummeste program S er gået til valg på i nyere tid. Forestil Dem lige, at S havde vundet sidste valg, og havde gennemført 29 juridisk bindende rettigheder til 20-30 mia. årligt lige før krisen. Mamma mia«.

Der er næppe megen fornuft i at tale om velfærdsrettigheder. Hverken i 2007 – eller den dag i dag. Jeg vil da også lade det være op til økonomerne at tale politikerne til fornuft i denne sammenhæng. Hvad der dog kan være mere end bekymrende, er de grundlæggende værdier, som velfærdsrettigheder er udtryk for. Helle Thorning-Schmidt sagde selv om velfærdsrettighederne i 2007, »at velfærdsrettighederne repræsenterer en helt ny måde at tænke politik og velfærd på, og at metoden skal være den røde tråd til modernisering af den offentlige velfærdsservice«.

Problemet er selvfølgelig, at det er direkte bizart at tale om rettigheder på denne måde. Hvor rettigheder historisk set har været knyttet til individet for at sikre borgerne mod overgreb fra statsmagten, er der en ny tendens til at rettigheder handler om at styrke den enkelte borgers afhængighedsbånd til staten. Og ikke alene at styrke dette bånd, men også at give grupper ret til at bruge statsapparatet til, at kræve flere penge fra andre med henvisning til, at det er deres ret.

Dette betyder helt essentielt, at jeg kan kræve, at min nabo tager på arbejde for at sikre opretholdelsen af mine velfærdsrettigheder. Hvis ikke han gør det overtræder han mine rettigheder, og så er han intet mindre end kriminel. Dette er det grundlæggende problem med velfærdsrettigheder, hvorfor de i så vidt muligt et omfang, skal undgås.

For godt fire år siden skrev Jacob Mchangama og Christopher Arzrouni en kronik i Berlingske, hvori problemet med velfærdsrettighederne blev formuleret klart:

»Velfærdsrettighederne angiver […] ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne«.

Det kan godt være, at den nuværende statsminister mente, at velfærdsrettigheder er en spændende metode til at reformere den offentlige velfærdsservice. Det kan ligeledes godt være, at Enhedslisten – den røde regerings parlamentariske grundlag – mener, at velfærdsrettigheder er noget der bør kræves. Det ændrer dog ikke på, at velfærdsrettighederne er udtryk for en kollektivistisk og skadelig logik.

Enhedslistens krav om nye velfærdsrettigheder bør derfor mødes med modstand fra dem der har deres frihed kær, og ikke vil se frem til at blive mødt med ordene: »Det er vores ret, at du går på arbejde!«

Hvorfor er flere respondenter ikke nødvendigvis bedre?

Under valgkampen i 2007 lavede Ekstra Bladet et prøvevalg på deres hjemmeside, hvor læserne blev spurgt om, hvem de ville stemme på. Da daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt blev bedt om at kommentere hendes partis ringe opbakning i det pågældende prøvevalg, var hendes upåklagelige kommentar: »Det lyder ikke som nogen seriøs meningsmåling. Den har jeg ingen kommentarer til«.

Under valgkampen i september i år, lagde en bekendt statskundskabsstuderende et billede op på facebook af en afstemning på bt.dk, omhandlende læsernes holdning til Helle Thorning-Schmidts evne til at danne et stærkt ministerhold, hvortil vedkommende skrev: »Nu med 7800 stemmer :) Repræsentativt!«.

På selve valgdagen i valgkampen i år kunne man læse en tåkrummende artikel på Ekstra Bladets hjemmeside med overskriften ’Måling med 72.886 danskere: Løkke vinder’. Artiklen er ligegyldig og sælger sig selv med indledningen: »Analyseinstituterne [sic] laver meningsmålinger med mellem 1000 og 2000 personer – her kan du se målingen med 72.886 svar«.

Jeg skal fatte min simple pointe i korthed, der bunder i ren og skær frustration: Fordi der er mange respondenter i en meningsmåling, er den ikke nødvendigvis repræsentativ. Sidstnævnte er et perfekt eksempel. Løkke vandt som bekendt ikke.

Hvorfor fører mange respondenter så ikke automatisk til repræsentativitet? Svaret er logisk og ligetil: Fordi respondenter ofte ikke er tilfældigt valgt fra populationen. I tilfældet med simple netafstemninger er vi endda langt fra noget der giver et udgangspunkt, hvor man kan sige noget fornuftigt om, hvordan danskerne vil stemme.

En meningsmåling med små 1.000 respondenter kan derfor være betydeligt mere repræsentativ end en med 72.886 respondenter – afhængigt af hvordan respondenterne er udvalgt. Det er så elementært at det ikke burde være nødvendigt at skrive et blogindlæg, for at få den pointe ud – men nu er det gjort. Det var så lidt.

Hvorfor er Natholdet ikke lige så sjovt som The Daily Show?

I Information skriver journalist Anton Geist (ikke online), at »[d]et virker, som om TV 2 har skelet til amerikanske ’The Daily Show’, da de tilrettelagde ’Natholdet’«. Hvordan!? Det tvivler jeg stærkt på er tilfældet, men lad os da lige høre Antons argument:

»Som fænomenale Jon Stewart skal danske Anders Breinholt kommentere de seneste dages tv-indslag, og det skulle gerne være skarpt og sjovt. Det er bare slet ikke lige så sjovt.«

Nuvel, det er rigtigt at både Jon Stewart og Anders Breinholt kommenterer tv-indslag og lignende, men at sammenligne de to værtsroller, giver absolut ingen mening. Jon Stewart tager aktuelle emner op, hvor Anders Breinholt finder de skæve, små indslag – dette være sig alt lige fra lokal-tv til YouTube. Det er derfor forfejlet at forvente, at de to værter vil have den samme tilgang til nyhedsstrømmen (der desuden er meget større i USA).

Anton fortsætter: »Hvor ’The Daily Show’ har masser af politisk kant og er decideret systemkritisk tv, er der mere fald-på-røven over ’Natholdet’.«. Surprise, surprise! Hvad havde du forventet? Natholdet er lavet med henblik på at få et bestemt seersegment til at se mere TV sent om aftenen – og ikke at tilfredsstille Anton og hans politisk interesserede venner med aktuel, ”systemkritisk” satire.

Natholdet er – naturligvis – mere mainstream end The Daily Show, og de har højst sandsynligt skelet mere til De sorte spejdere og lignende koncepter. Hvorfor? Fordi det er hvad folk gider se. Og det er ofte – ligesom The Daily Show – faktisk ret sjovt.

For nogle år siden prøvede Tjenesten på DR2 at sende ti minutter alle ugens hverdage, hvor der blev kommenteret på aktuelle emner i medierne, lavet indslag med forskellige korrespondenter osv. – og dét var på ingen måde en succes. Det tætteste vi i dag kommer på et program der har skelet til The Daily Show er Langeberg, der bliver sendt på DR Mama (altså DR HD). Det er ikke sjovt, har ikke politisk kant – og er ingenlunde decideret systemkritisk.

Faktum er, at Danmark er for lille et land til at have et dansk The Daily Show. For det første sker der for lidt (politisk relateret) i Danmark. For det andet kræver det mange ressourcer at lave sådan et program (flere end selv DR ligger inde med). Derfor giver det kun god mening, at Natholdet ikke er et forsøg på at være en dansk udgave af The Daily Show.

Anton, din kritik er revnet.

Hvis jeg var kynisk, gav jeg Enhedslisten magt

Først publiceret på podia.dk. For 100+ kommentarer se 180grader.dk.

Hvis jeg var kynisk og ligeglad med andre menneskers ve og vel, ønskede jeg Enhedslisten magt som de har agt. Udelukkende for at kunne sige: »Hvad sagde jeg!«. Jeg ville give dem lov til at fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer.

Jeg ville give dem lov til at afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Og ligeledes forhøje dagpenge- og kontanthjælpssatserne (og forlænge dagpengeperioden og gøre det lettere at opnå dagpengeret). Give dem lov til at sørge for, at overførselsindkomster følger med lønudviklingen. Give dem lov til at skabe deres 56.000 grønne arbejdspladser. Give dem lov til at ansætte flere voksne i børnehaverne og sørge for færre elever i klasserne. Give dem lov til at bygge en havvindmøllepark om året. Give danskerne billigere kollektiv trafik. Give dem lov til at sætte arbejdstiden ned.

Give dem lov til at sikre, at alle har ret til mindst 15.000 kr. pr. måned. Lade dem arbejde for en ny Grundlov der også tager højde for kollektive rettigheder. Give dem lov til at de fra 2012 kan øge kommunernes budget til velfærd med 15 milliarder kroner. Og tilføre psykiatrien en milliard kroner i samme år. Og desuden øge den danske ulandsbistand – i første omgang til 1,5 % af BNI.

Jeg ville give dem lov til at sikre kvinderepræsentation ved hjælp af indførelsen af kvoter i bestyrelserne. Give dem lov til at bevare lokale akutfunktioner og sygehuse i Holstebro, Næstved og Svendborg. Og på alle andre mulige måder øge de offentlige udgifter.

Give dem lov til at sørge for, at medicinalindustrien overtages af staten og demokratiseres. Sørge for at der skal være gratis tandlægebehandling og offentlig tandpleje. Og at al dokumenteret behandling skal være gratis.

Finansieringsmæssigt ville jeg give dem lov til at kræve mere skat fra de multinationale selskaber, indføre omsætningsafgifter på aktier, indføre en ekstra skat på 10 pct. på indkomster over en million, genindføre formueskatten og droppe skattestoppet på ejendomsskatten. Og selvfølgelig indføre en betalingsring.

Ovenstående politiske tiltag er fundet ved hjælp af Enhedslistens hjemmeside. Aldrig har jeg været sat så godt ind i, hvad partiet helt konkret gerne vil, og til det har jeg kun ét spørgsmål til dem der den 15. september satte deres stemme på dét parti: Er I idioter?

Jeg er udmærket klar over, at jeg taler for døve øren, når jeg prøver at appellere til venstreorienteredes sunde fornuft. Op gennem det 20. århundrede lærte mange lande på den hårde måde hvordan det gik, når man straffede menneskets skabertrang og lyst til profit – og omvendt hyldede offentlig produktion og planøkonomi og lod slagteren, bryggeren og bageren arbejde fordi alternativet var Gulag. Derfor er det også med en vis skepsis at jeg på Enhedslistens hjemmeside kan læse følgende:

»Den offentlige sektor skal gennem demokratisk styret offentlig produktion og service sætte hensynet til beskæftigelse, miljø og livskvalitet over den private sektors ensidige hensyn til at få penge til at yngle så meget som muligt.«

Som sagt: Hvis jeg var kynisk nok, ville jeg lade Enhedslisten få mere magt. Jeg ville lade dem gennemføre alt det de følte ville gøre verden til et bedre sted at leve. Jeg er dog af den klare overbevisning, at det for det første bliver et fattigere samfund – og at det for det andet bliver et samfund hvor livet som fattig vil være fyldt med flere vanskeligheder.

Derfor irriterer det mig grænseløst når Enhedslisten fremstår som det solidariske parti der tager hånd om de svage og har en såkaldt social profil. Intet kunne være mere forkert. Jeg har bare ikke nosser nok – eller et så stort fravær af moral, at jeg tør lade dem vise det.

Hvad synes danskerne om den røde regering? II

Hvad synes danskerne om den røde regering? Danskerne er næppe enige om så meget når emnet falder på den røde regering. Dette afspejler sig specielt i diverse meningsmålinger, hvor danskerne ingenlunde er enige.

Dette faktum dedikerede jeg et indlæg til for to uger siden, hvor jeg konkluderede, at det ingen reel mening giver at tale om én holdning danskerne besidder i forhold til regeringen. Det kommer næppe som nogen overraskelse for de faste læsere af min beskedne blog, at en artikel der bærer overskriften »Danskerne kræver undskyldning for brudte løfter«, irriterer mig.

Hvad er et repræsentativt udsnit af danskerne blevet spurgt om, som danner baggrunden for overskriften? Dette spørgsmål: »Mener du, at statsminister Helle Thorning-Schmidt bør undskylde over for danskerne, at regeringen ikke indfrier en række af de ting, regeringen havde stillet i udsigt i valgkampen?«

Svarer danskerne så enstemmigt at de kræver en undskyldning for brudte løfter? Nej. For eksempel svarer 76 pct. af SFs vælgere og 74 pct. af de socialdemokratiske vælgere således, at Helle Thorning-Schmidt ikke bør undskylde. De eneste partier hvor et flertal af deres vælgere kræver en undskyldning er – og hold nu fast – de blå!

Ovenstående viser differensen i procentpoint for de respektive partier, hvor positive værdier viser, at et flertal af vælgerne der har stemt på partiet, ikke kræver en undskyldning, og omvendt ved de negative værdier, hvor et flertal kræver en undskyldning.

For ikke at gentage mig mere end højest nødvendigt i forhold til mit forrige indlæg om emnet, skal jeg gøre pointen kort: Danskerne kræver ikke noget. Blå vælgere kræver noget. Og dét er der ingen nyhed i.

Hvem skal betale for krisen?

Cevea stiller ovenstående spørgsmål og kommer ikke så overraskende frem til, at danskerne ser »finanssektoren og millionærerne, som dem, der endnu ikke har taget deres del af ansvaret for krisen«.

Hvordan er Cevea kommet frem til konklusionen? Simpelt: De har lavet en meningsmåling gennem analyseinstituttet Internetresearch A/S og spurgt danskerne om, hvem der skal betale for krisen. Analysen er blevet omtalt hos bl.a. Politiken, Avisen.dk og FinansWatch.

Lad os se nærmere på de svarmuligheder respondenterne i undersøgelsen er blevet stillet over for, og på en Likert-skala skulle ytre deres enighed i forhold til, da de skulle besvare spørgsmålet.

På den første side i analysenotatet finder vi figur 1, der viser svarene på: ”Hvem skal betale prisen for den økonomiske kriser [sic]”. Her skal respondenterne blandt andet svare på om de synes, at det er de arbejdsløse og/eller de nedslidte, der skal »betale for krisen«. Dette er der – knap så overraskende – ikke så mange, der synes om. Meget bedre ser det ikke ud i forhold til ønsket om at alle skal betale ved at skære i velfærden eller arbejde mere.

Dem der skal betale er ikke engang de rigeste, men de allerrigeste – og så bankerne. Bum. Det kan næppe være nogen overraskelse at respondenterne i højere grad svarer, at de er enige med dette, når alternativerne handler om at ramme de svageste i samfundet eller skære i velfærden. Det er smart skruet sammen af Cevea, og de har undgået at bruge penge på en undersøgelse der kunne vise noget, som ikke matchede den dagsorden de ønsker at sætte.

Cevea tolker undersøgelsen som om, at mentaliteten fra Occupy Wall Street er at genfinde i den danske befolkning, og der protesteres mod det »økonomiske borgerskab og finansfyrsterne«. Det er måske at konkludere lige lovligt meget på baggrund af den pågældende undersøgelse.

Jeg ville hjertens gerne skrive mere om analysen, men for det første har jeg ganske enkelt svært ved at tage den seriøst, og for det andet er det vanskeligt, når de metodiske informationer er henlagt til en simpel, lille fodnote i notatet og generelle oplysninger er fraværende.

Det radikale regeringsgrundlag

En lille tanke: Kan det tænkes at vælgerne generelt ville være mere positive overfor regeringsgrundlaget, hvis radikale vælgere og politikere havde været ude og kritisere samme?

Et kompromis er når flere parter bliver enige om noget, som ingen er enige i. I dette tilfælde virker det mest som om, at de Radikale ikke er imod noget som helst af det der står i regeringsgrundlaget. Denne holdning finder man i hvert fald blandt radikale vælgere. Ligeledes er det en stor del af vælgernes opfattelse, at regeringsgrundlaget er radikalt.

De Radikale har fået sat et tydeligt og klart aftryk på regeringsgrundlaget, og de har grund til at være tilfredse – men måske har de solgt det for godt til vælgerkorpset og medierne? Måske ville S-SF-vælgerne være mere tilfredse, hvis radikale vælgere ikke havde haft glædestårer i øjnene ved en gennemlæsning af regeringsgrundlaget, men snarere udviste utilfredshed over 24-årsreglen og lignende. For hele regeringens bedste.

Spurgt med andre ord: Har det skadet regeringen, at radikale vælgere fremstår enige i det som ingen bør være enige i?

SPIL: Elasto Mania (2000)

Ser man på markedet for computerspil, ser man over tid en rivende udvikling på næsten alle fronter. Grafik, gameplay og alt er blevet vildere. Selv specifikationskravene der skal være opfyldt for at ens hardware kan trække spillet, bliver større. Jeg spiller sjældent computerspil, så det kan ikke betale sig at investere i vildt hardware der kan trække de nyeste spil. Derfor er Elasto Mania et godt spil på min laptop.

Spillet er i 2D og kræver så godt som intet af din computer. Det prøver ikke at fascinere dig med grafiske overraskelser. Tværtimod. Det kræver ikke at man bruger et helt tastatur til at udføre alverdens trick, men spillet er ikke simpelt af den grund.

I spillet sidder du på en motocross-cykel. Du kan ikke hoppe af, men skal køre rundt og samle æbler. Yep, æbler. Når alle æbler er samlet ind, skal du ramme en blomst. Yep, blomst. Spillet er bygget op i levels, og når du har gennemført et level, kommer du til det næste, hvor sværhedsgraden øges fra level til level (som man kender det fra så mange andre spil).

Det første man forsøger på er at gennemføre et level. Når man spiller det igen, bliver det så et spørgsmål om at gennemføre det så hurtigt som muligt – selvfølgelig med henblik på at slå sin egen rekord. Der er et halvt hundrede levels i Elasto Mania – men med lidt snilde kan man skaffe flere tusinde levels, og så er der udfordringer nok til et helt liv.

Elasto Mania kræver kun et par piletaster og en mellemrumstast, men det er ingenlunde simpelt. Forskellen på begynderen og mesteren i dette spil er kolossal. Evnen til at bruge cyklen, banen og tyngdekraften rigtigt – og kombinere dette med en god strategi til at indsamle æblerne hurtigst, kommer ikke af sig selv, men kræver mange timers spil.

I nærværende spil er der mange timers vanedannende underholdning. Og du vil aldrig nogensinde kunne gennemføre dette spil, så det er kun interessen for spillet der sætter grænsen for, hvor mange timer der vil blive brugt på Elma (som spillet hedder i daglig tale). Den eneste ulempe ved spillet er, at det, hvis man er lovlydig internetbruger, ikke er gratis.

Først publiceret på Kulturkanonen.

Hvad synes danskerne om den røde regering?

Det vrimler med meningsmålinger for tiden der på en eller anden måde skal vurdere noget den nye regering gør. Det lettere komiske aspekt er, at regeringen i bund og grund ikke har gjort noget endnu, andet end at tale om regeringsgrundlaget og udvalgt nogle ministre.

Derfor ser vi ret tynde meningsmålinger der handler om danskernes opfattelse af løftebrud, gætterier om hvordan det kommer til at gå og så videre. Alt sammen meningsmålinger der i bund og grund handler om ens opfattelse af den nye regering. Konklusionen er næppe noget der vil slå benene væk under dig, kære læser: Røde vælgere bakker i højere grad op om den røde regering end blå vælgere. Alligevel ser vi forsideartikel efter forsideartikel der bygger på det udgangspunkt.

Lad os tage et par eksempler, begge fra MetroXpress. I dagens udgave af MetroXpress finder man en artikel omhandlende, at danskerne er af den opfattelse, at den røde regering bliver »et dyrt bekendtskab«. For en problematisering af artiklens konklusion på baggrund af meningsmålingen, henviser jeg til dette indlæg. Det interessante i denne sammenhæng er, når man ser på hvordan ens opfattelse sandsynligvis er afhængig af ens politiske orientering.

Spørgsmålet der er blevet stillet er: »Forventer du, at S-R-SF-regeringens politik vil have negativ eller positiv indflydelse på din private økonomi de kommende år? «. Lad os se på hvordan danskernes forventning er fordelt – og blå og røde vælgere er specificeret ud fra farven i søjlen.

Det ses tydeligt, at specielt blå vælgere er mere negativt indstillede end røde vælgere. Det giver ingen reel mening at tale om danskerne som en gruppe, der har én opfattelse af den røde regering, hvorfor overskriften ”Danskere: Den røde regering bliver et dyrt bekendtskab” virker forfejlet. Artiklens konklusion hviler på, at røde vælgere i meget højere gad har en status quo-forventning, end blå vælgere. Skal man konkludere noget på baggrund af meningsmålingen er det, at blå vælgere er mere kritiske over for den røde regering end røde vælgere. Surprise, surprise!

Et andet eksempel er ligeledes fra MetroXpress og handler om danskernes opfattelse af løftebrud versus kompromiser. Her er 1.018 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 blevet stillet over for to udsagn: 1) ‘S-SF har måttet indgå kompromiser med Det Radikale Venstre i regeringsgrundlaget, og derfor er det naturligt, at de to partier ikke har fået alle deres løfter igennem.’ og 2) ‘S-SF har brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige’.

Personerne i meningsmålingen har så svaret på, hvilket udsagn de er mest enige i. For at visualisere min forholdsvist simple pointe, har jeg ved hvert parti taget differensen i procentpoint for de respektive partier, hvorved at vi kan have værdien fra -100 til +100. -100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 2 (at der er brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige), +100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 1 (det med kompromiser) og 0 angiver, at lige mange fra hvert parti er mest enige i de to udsagn. Lad os se hvad vi finder:

Igen, ikke den store overraskelse: De blå vælgere mener at de røde partier fremstår utroværdige, hvor de røde vælgere omvendt mener, at de røde partier har indgået kompromiser. S og SF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at der er tale om politiske kompromiser i regeringsgrundlaget. DF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at de to nævnte partier er utroværdige. Surprise, surprise.

Hvordan skal vi forholde os til disse tal? Meningsmålingerne taler mest af alt for, at vælgerne er loyale over for de partier, de har stemt på. Dette harmonerer fint med Rune Slothuus resultater omkring, at der kan være en partiafsendereffekt1. Dette vil sige, at det ikke handler om hvad partierne gør, men hvilke partier der gør det.

Er det et parti man har et tilhørsforhold til (som man for eksempel stemmer på), er man mere åben over for de udmeldinger det parti kommer med. Rune Slothuus lavede et eksperiment på baggrund af vækstpakken i efteråret 2009, hvor både Socialdemokraterne og Venstre gik ind for øgede offentlige investeringer. Her fandt han klare og konsistente effekter i forhold til partiafsenderen. Vælgernes holdning til vækstpakken var dermed tydeligt farvet af det parti der meldte noget ud omkring den – og så om man stemte på det pågældende parti eller ej.

Jeg vil argumentere for, at det er de samme effekter man finder i disse dages meningsmålinger. Der er ingen reelle politiske aspekter i meningsmålingerne, men blot noget der handler om ens opfattelse af partierne. Her er det ingen overraskelse at blå vælgere er mere skeptiske og kritiske over for en rød regering end røde vælgere. Det giver derfor ingen reel mening at tale om danskere som ét folk der har én bestemt holdning til den nye regering på et område (for eksempel om den røde regering bliver et dyrt bekendtskab).

Hvad synes danskerne så om den nye regering? De røde vælgere er positive. De blå vælgere negative. Ryd forsiden!

  1. Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360. []

Spørgsmålsformuleringens betydning for meningsmålinger

Når analyseinstitutter foretager meningsmålinger for organisationer m.v., virker det ofte som om, at man på forhånd har en god idé om, hvilke konklusioner organisationerne ønsker at kunne bringe, på baggrund af meningsmålingen. Hvis f.eks. NGO-Forum (samarbejdsorgan for danske organisationer, der har interesse i dansk udviklingsbistand) ønsker at sætte fokus på ulandshjælp, får de analyseinstituttet til at formulere spørgsmålene således, at ulandshjælpen sættes op i forhold til for eksempel skattelettelser, så der er en god sandsynlighed for, at ulandshjælpen vil blive prioriteret højt af danskerne. Dette har jeg tidligere skrevet om, hvor jeg konkluderede:

Det er blot endnu et eksempel på at en interesseorganisation forsøger at sætte dagsordenen i medierne og påvirke politikerne ved at sige ”danskerne mener”. Spørgsmålet er selvfølgelig formuleret så man har en idé om hvad folk vil svare, så man kan udsende en pressemeddelelse der passer ind i ens politiske dagsorden.

Grunden til at jeg nævner dette er artiklen Bondefup med Gallup-tal, der er et fantastisk eksempel på, hvordan spørgsmålsformuleringen er af væsentlig betydning, hvis man vil forstå, hvorfor meningsmålingen viser hvad den gør. Kresten Roland Johansen formulerer problemets kerne:

“Min hovedanke går på, at Gallup har accepteret at bruge de generelt stærkt ledende spørgsmål. Der spørges på en sådan måde, at det ville være næsten fornuftstridigt at svare imod. Hvem vil ikke svare ja, når man bliver spurgt om, der skal være en grænse for, hvor langt danske politikere kan gå i forhold til at lægge særregler og afgifter over på dansk landbrug? Eller hvem ville svare ja til et spørgsmål, om Danmark skal skærpe miljøreglerne unødigt? Og vil ikke alle gerne slippe af med ”administrativt bøvl”?”

Ovenstående viser hvorfor det er vigtigt, at artikler der formidler meningsmålinger, også gengiver formuleringen på de spørgsmål der er blevet stillet. Spørgsmålsformuleringen kan være en væsentlig grund til, at en meningsmåling falder ud som den gør, og som ikke nødvendigvis afspejler den fulde sandhed – men et forvrænget billede af den.

HT: Kresten Roland Johansen (der bringer ovenstående citat)