Tidligere i år skrev jeg et indlæg omkring opbakningen til Frie Grønne. På baggrund af hvordan partiet klarede sig i meningsmålingerne, skrev jeg, at det var “meget svært at se partiet have en jordisk chance for, at blive valgt ind ved næste valg.”
Vi har nu haft et folketingsvalg, hvor vi må konkludere, at meningsmålingerne ramte opbakningen til Frie Grønne godt. Dette var ingenlunde en selvfølge, da partiet selv var overbevist om, at de ville blive valgt ind. Ikke alene var Frie Grønne overbevist om, at de ville blive valgt ind, men også af den overbevisning, at meningsmålingerne systematisk tog fejl på grund af ikke-repræsentative meningsmålinger.
Konkret var kritikken fra Frie Grønne af meningsmålingerne, at de ikke formåede at inkludere nok etniske minoriteter i deres meningsmålinger, som angiveligt i højere grad ville stemme på Frie Grønne. Dette skrev jeg om før valget i et indlæg:
Det store spørgsmål, når vi taler repræsentativitet, er som bekendt, hvor repræsentativ en stikprøve er for den population, vi ønsker at udtale os om. Det er ikke noget vi ofte diskuterer, især fordi analyseinstitutterne alle står på mål for, at deres meningsmålinger er repræsentative. Et eksempel på en sådan diskussion havde vi dog lige før valgkampen, da Sikandar Siddique fremførte en kritik af meningsmålingerne. I denne kritik fremhæver han, at meningsmålingerne ikke dækker etniske minoriteter tilstrækkeligt. Jeg har ingen grund til at tro, at Sikandar Siddiques kritik er gyldig, ej heller at Frie Grønne vil komme over spærregrænsen (det ville i så fald være en af valgets helt store nyheder!). Jeg kan dog nemt forestille mig, at et eller flere analyseinstitutter ikke har 100% repræsentative stikprøver (selv efter at diverse vægte er taget i brug).
Frihedsbrevet har nu skrevet en artikel omkring netop Frie Grønnes kritik af meningsmålingerne, hvori jeg også udtaler mig. I artiklen udtaler jeg blandt andet, at jeg har fuld forståelse for, at man som politiker og parti selvfølgelig (udadtil) skal være optimistisk i forhold til sine muligheder for at blive valgt ind, men at man godt kan være kritisk overfor meningsmålingerne uden at skabe mistillid til dem.
I denne slags diskussioner bliver det også altid til et spørgsmål om, hvorvidt vi overhovedet har brug for meningsmålingerne. Dette er dog netop et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at have meningsmålinger. Eller som jeg udtaler i artiklen: “Det er jo en stående diskussion om meningsmålingerne er et gode eller et onde i den politiske debat. Jeg er af den mening, at meningsmålinger giver et fagligt funderet udgangspunkt at tale ud fra. De sikrer, at debatten er koblet til virkeligheden, og at der for eksempel ikke opstår vildfarelser omkring partiernes indbyrdes styrkeforhold.”
Der er mange ting, man kan tilføje om Frie Grønnes kritik af meningsmålingerne, men selv hvis de skulle have en pointe om, at meningsmålingerne har været skæve, er der to forhold, der gør, at jeg ikke nødvendigvis er overbevist om, at det ville have ført til en større opbakning til partiet. For det første, at det ikke er en fornuftig antagelse, at etniske minoriteter, hvis de var underrepræsenteret, ville stemme på Frie Grønne i sådan et omfang, at partiet ville komme over spærregrænsen. For det andet, at hvis institutterne har haft svært ved at ramme bestemte vælgere, er dette vælgere der i mindre grad vil være tilbøjelige til at stemme ved valg (evt. pga. sproglige vanskeligheder eller politisk mistillid). Med andre ord er mange af de vælgere, som ikke kan eller gider deltage i meningsmålinger sandsynligvis også blandt de vælgere, der i mindre grad vil deltage i et folketingsvalg.
Du kan finde hele artiklen hos Frihedsbrevet her.