Traditioner. Forud for pandemien var det en naturlov, at der var større fodboldbegivenheder og OL hvert fjerde år. Som noget, intet kunne rokke ved. Jul og nytår var også noget, der altid ville finde sted traditionen tro. Traditioner er vigtige, og det kom ikke bag på mig, da en meningsmåling i december viste, at en stor andel af danskerne ikke havde i sinde at følge myndighedernes anbefalinger. Julen blev dog ikke som forventet, og pandemien har lært os, at ingen tradition er hellig. Med lidt god vilje kan vi godt ændre på den slags. Verden er langt mere foranderlig, end vi tror. Intet er helligt. Det er på mange måder befriende.
Morgenmadsrutine. Jeg er et rutinemenneske, når det kommer til morgenmad. Den står altid på havregryn. Uden sukker. Med nødder og sojamælk (jeg stoppede med at købe komælk i 2018). Og appelsinjuice og stempelkandekaffe. Det er en rutine, der blot er blevet konsolideret i løbet af pandemien. En af de nye aktiviteter jeg har fået taget op i løbet af pandemien, er hjemmelavet juice. Min favorit er appelsin med gulerod og ingefær, men æble med ingefær og bladselleri kan også gå an. Når man primært arbejder hjemmefra er det også lettere at lave en hel kande koffeinfri stempelkandekaffe om morgenen, hvilket fungerer som en perfekt overgang fra morgen til formiddag. Jeg savner omvendt også afbræk i denne rutine, herunder især kontinental hotelmorgenmadsbuffet (den eneste type buffet, jeg kan se logikken i).
Bagklogskab. Allerede i januar var mit feed fyldt af tweets og nyhedshistorier om, at det nu var ét år siden, at WHO eller andre sagde det ene eller det andet. Det er let at finde udsagn fra folk, der tog fejl. Der er ikke altid noget nævneværdigt ved at tage fejl. De fleste af os tager fejl om mange ting på noget nær daglig basis, inklusiv ting vi er eller bør være eksperter i. Problemet opstår, hvis man ikke kan erkende disse fejl – og dermed ikke tager ved lære af samme. Cass R. Sunstein bør man således holde sig fra at tage alvorligt. Der er også gode eksempler på bidrag, der tidligt og med stor præcision, forklarede hvad vi sandsynligvis ville gå i møde (se eksempelvis her).
Alkohol. Jeg drak ikke så meget som én dråbe alkohol i 2019, hvilket var et interessant forsøg. Jeg er – set i bakspejlet – glad for at jeg havde dette forsøg i 2019 og ikke i 2020. For det første fordi en af årsagerne til ikke at drikke var at undersøge de sociale aspekter ved ikke at drikke alkohol. Dette ville have været svært (eller for nemt?) i 2020. For det andet fordi alkohol trods alt er fantastisk (i moderate mængder) – især midt i en global pandemi. Som med mange andre ting har alkohol været et godt redskab til at hjælpe med at sondre mellem hverdag og weekend, hvorfor jeg afholder mig fra at drikke på hverdage. Har du interesse i at lære mere om alkoholens betydning for din krop og samfundet, kan jeg fint anbefale bogen ‘Drink? The New Science of Alcohol and Your Health‘ af David J. Nutt.
Vacciner. Det har været fantastisk at følge udviklingen af en effektiv vaccine. Det var absolut ingen selvfølge, at der ville komme en vaccine så hurtigt – især ikke hvis man tager tidligere pandemier i betragtning. I begyndelsen af pandemien var mange eksperters bud, at vi skulle vente en årrække på en effektiv vaccine. Hvor formidlingen af data i 2020 især handlede om antallet af nye smittede, handler formidlingen af data i 2021 i høj grad om antal vaccinerede. Der er således sket et skift fra “negative” til “positive” tal. Jeg ved dog absolut intet om vacciner, og det har været interessant at se, hvordan mange DJØF-uddannede, der besidder en ekspertviden i forhold til hvordan og hvornår vacciner bør godkendes. Her skal det nævnes, at jeg absolut intet har imod at folk udtaler sig om forhold, der ikke er direkte relateret til det felt, de forsker i, men at det er godt at være relativt beskeden (læs evt. dette fantastiske paper). Det eneste jeg har det kategorisk svært at affinde mig med er, hvor dårlige vi er til at forholde os rationelt til de (lave) risici, der er forbundet med at tage vacciner (især sammenlignet med de gevinster der er for samfundet generelt betragtet).
Carlsbergfondet. I 2016, da jeg havde indleveret min ph.d., søgte jeg postdoc-midler hos Carlsbergfondet, hvorfor jeg selvsagt er biased (jeg bærer dog absolut intet nag over en afvist forskningsansøgning – det er the name of the game). Det er min klare opfattelse, hvis ikke navnet allerede skulle have afsløret det, at der intet ædrueligt er ved foretagendet. Det har længe været åbenlyst, at det primært er venner af huset, der har fået forskningsmidler fra Carlsbergfondet. Det kunne aldrig falde mig ind at søge midler der igen, eller anbefale andre at gøre det. Jeg er ikke bekendt med, at nogen forsker, der offentligt har ytret kritik af forskning finansieret af Carlsbergfondet, efterfølgende har haft succes med at søge midler der. Og jeg har endnu mindre grund til at tro, at det er noget vi vil se så meget som ét eksempel på i fremtiden. På den måde er Carlsbergfondet tættere på at være et marketingsbureau end en forskningsfond (et af de definerende karakteristika ved sidstnævnte er desuden, at der gennemføres fagfællebedømmelser af ansøgningerne). For et godt eksempel på, hvad jeg blandt andet mener er problematisk, kan man se dette eksempel på, hvordan Carlsbergfondet ser på forskning. Med det kendskab vi har til fraværet af fagfællebedømmelser hos Carlsbergfondet og deres dubiøse praksis generelt betragtet, skal det heller ikke være nogen overraskelse, at jeg er yderst kritisk ift. meget af den “forskning”, de kaster penge efter.
Måltidskasser. Før pandemien havde jeg ikke så meget som overvejet at hoppe med på måltidskassevognen. Især de kendsgerninger, at det er relativt nemt at time, hvornår man er hjemme, og man har mere fleksibel tid til at lave mad, har gjort det mere attraktivt at modtage en ugentlig måltidskasse. Det kan kun anbefales, hvis man har muligheden herfor. Der er ligeledes et stokastisk element, hvor man prøver ny og varierende mad, der fungerer rigtig godt med måltidskasser (og dette videnskabelige studie kan forklare hvorfor).
Sygdom. Det hele handler om ikke at blive syg. Mange ting er derfor også vendt på hovedet. Hvor det før pandemien var atypisk at tænke på at blive syg, er det i en pandemi langt mere vigtigt at man aktivt gør hvad man kan for, at konstruere en hverdag, hvor man er rask og ikke tænker på at blive syg hele tiden, mens man tager sig sine forholdsregler. Normalt når jeg har en slem forkølelse, tænker jeg meget på, at jeg vil værdsætte at være rask mere, eller at jeg burde have værdsat det endnu mere, når jeg ikke var syg. Det er lidt samme situation nu med tiden før COVID-19.
Rejselitteratur. Parallelt med at jeg var i lockdown fik jeg læst Amor Towles’ A Gentleman in Moscow. Det er en utroligt velskrevet og interessant bog, og til trods for at jeg mangler en kontrafaktisk læseoplevelse, er det min vurdering, at det giver en bedre læseoplevelse at læse bogen mens man er i lockdown. Det er det tætteste man, når ingen rejser er mulige, kommer på den “normale” oplevelse at læse bøger, der foregår det sted, man rejser.
Brexit. Det er imponerende hvor lidt verden har ændret sig, når det kommer til Brexit. Dermed ikke sagt, at Brexit ikke har haft en stor betydning – og ikke kommer til at få det i årtier fremover. Nyhederne op til nytår talte om et “extraordinarily uncertain moment“, da et “No deal”-Brexit stadig var en mulighed. Dette kom samtidig med en ny mutation af COVID-19-virussen, der forårsagede at mange danskere var strandet i London. Jeg må blot konstatere, at pandemien har gjort det meget svært for mig at mærke Brexit på egen krop. Endnu.
Gå. Jeg har aldrig haft et problem med at gå langt (altså relativt betragtet). Tværtimod. Når det kommer til at finde nye gåture i London, har jeg forsøgt at lade mig inspirere af London Greenground map og forskellige gåruter i relation til Capital Ring og Green Chain. Det er dog begrænset, hvor mange nye ruter jeg rent faktisk har fået udforsket, da jeg åbenbart er et vanemenneske, der nyder den samme rute med mindre variationer. En af grundende hertil er nok, at det er mindre attraktivt at udforske nye områder, når infrastrukturen ikke er normal, herunder at det er begrænset hvilke muligheder der er for at købe mad eller finde noget så basalt som et offentligt toilet, der har åbent.
Instagram. Twitter har som altid været en fornøjele under pandemien, men Instagram er om noget blot blevet endnu mere ligegyldigt og overflødigt. En af grundene er nok, at det er begrænset hvor meget visuelt nyt, folk kan dele, når de blot er hjemme. En anden grund er selvfølgelig blot, at det er et Facebook-produkt (jeg kan i den forbindelse varmt anbefale bogen No Filter: The Inside Story of Instagram). Instagram bliver nok det næste sociale medie, jeg siger farvel til.
Minimalisme. Jeg har før leget med tanken om, hvor dejligt det kunne være, hvis verden gik i stå i et års tid, så man havde mulighed for at samle op på det hele og få færdiggjort en masse (“be careful what you wish for“). Jeg har forsøgt at leve mere minimalistisk i løbet af de seneste 5-10 år – ikke grænsende til spartansk, men klart på en måde hvor jeg nyder at skille mig af med ting mere end jeg nyder at erhverve mig samme. Pandemien har været en god anledning til også at få gjort mere rent digitalt. Der er projekter der, må jeg erkende, aldrig kommer til at materialisere sig. Jeg har slettet et tocifret antal mapper med idéer, analyser, tanker m.v., da de ganske enkelt ikke tiltalte mig mere og derfor ville være mere arbejde end fornøjelse. Der kunne sandsynligvis have kommet gode projekter ud af det, men værdien af at have et minimalistisk setup, med fokus på det der er vigtigt for en, er langt mere værd. Ligeledes har jeg slettet udkast til en lang række blogindlæg, der ville tage en del tid at få færdiggjort (mere tid end jeg følte, jeg var klar til at bruge på dem).
Sammenblanding. Det bliver sværere og sværere at isolere effekterne og betydningen af COVID-19. Hvilken effekt har COVID-19 på mine præferencer? Hvilken effekt har ét år på mine præferencer? Giver det overhovedet mening at se på noget længere som isoleret af COVID-19 på den ene eller anden måde? Hvordan ville livet se ud nu i fraværet af COVID-19? Det ved jeg ikke. Derfor tænker jeg også, at dette for nu må blive det sidste indlæg med forskellige observationer, der er mere eller mindre relateret til COVID-19. Vi kommer til at leve med pandemien og dens følgevirkninger de næste mange år, men det må være på sin plads at konstatere, eller konkludere, at vi nu er ude af den periode, hvor COVID-19 var ny og unik. Alt er flettet sammen med COVID-19 nu. Pandemien har ganske vel ført noget godt med sig også, men jeg er godt nok træt af den i skrivende stund. Selv det at skrive om pandemien nu gør mig træt.