Der er to politiske blokke: rød blok og blå blok. Ved nogle folketingsvalg er det primært et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne foretrækker den ene blok frem for den anden blok. I disse tilfælde stiller hver blok med deres egen statsministerkandidat. Disse folketingsvalg har karakter af at være et ‘præsidentvalg’ med to muligheder (evt. da Helle Thorning-Schmidt fra rød blok stod over for Anders Fogh Rasmussen fra blå blok i 2007).
Folketingsvalget i år er alt andet end et valg mellem to blokke. Der er mange partier at vælge blandt, og der er ikke et simpelt valg mellem rød eller blå blok. For det første stiller blå blok op med to statsministerkandidater, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen. For det andet har Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne haft held med at positionere sig uden for de to blokke og placere sig på ‘midten’ i dansk politik (hvad det så end er). Sidstnævnte er ingen simpel bedrift (husk på hvordan det gik for Ny Alliance i 2007, da de talte om dronningerunde og kongelig undersøger, da de ikke ville pege på en statsministerkandidat).
Dette giver nogle ekstra udfordringer, når man skal formidle meningsmålingerne for blokkene. En simpel indvending kan være, at vi helt skal lade være med at kigge på blokkene og kun vise opbakningen til partierne, men det vil i min optik være en fejl. Det er alt andet lige vigtigt at forstå, hvem der står til at kunne mobilisere et flertal efter et folketingsvalg. Selv hvis vi kun viser partierne, og ikke blokkene, vil det være godt at kunne vise opbakningen for partierne på en skala, der går fra de mest røde til de mest blå partier.
Når vi skal visualisere opbakningen til de politiske blokke i meningsmålingerne er der mindst fem relevante spørgsmål. For det første, hvem skal inkluderes? Skal Moderaterne inkluderes eller ej? Og skal de i så fald med i blå blok eller stå alene? Og hvad med de nordatlantiske mandater? For det andet, skal det visualiseres over tid eller ej? Og hvis det skal visualiseres over tid, hvor lang tid? For det tredje, skal man kigge på procenter eller mandater? Procenterne kan være nemmere at have med at gøre, men tager ikke højde for, at nogle af partierne i en blok kan være under spærregrænsen, hvorfor de ikke vil bidrage til en bloks samlede op bakning. For det fjerde, skal man visualisere statistisk usikkerhed eller ej? Til sidstnævnte kan vi også diskutere, om man skal visualisere opbakningen til blokkene på baggrund af de enkelte målinger eller et vægtet snit.
Lad os begynde med et simpelt eksempel, som jeg bruger på Politologi.dk, hvor vi tager opbakningen til rød og blå blok (uden Moderaterne) i enkeltmålingerne over tid med 95% konfidensintervaller.
Konkret vises de seneste 75 meningsmålinger. I denne figur kan vi se, at rød blok havde et flertal tidligere på året, men blå blok overhalede i en periode rød blok, før rød blok igen fik et flertal (der dog i de seneste målinger ikke er over 50%). Husk igen på at Moderaterne ikke er inkluderet i denne figur, hvorfor det ikke er muligt på baggrund af den pågældende figur at sige noget om, hvorvidt blå blok vil have et flertal sammen med Moderaterne.
En figur som denne er fin til at vise ikke alene hvor stor opbakningen er til blokkene over tid, men også hvor meget usikkerhed der er herom (husk på at den statistiske usikkerhed er større for estimater, der er tættere på 50%) såvel som antallet af meningsmålinger i forskellige perioder.
Det kan dog være besværligt at danne sig et overblik på baggrund af alle de estimater og den statistisk usikkerhed. I nedenstående figur har jeg brugt mit vægtede snit til at lave en langt mere simpel figur, der viser forskellen i opbakningen til rød og blå blok. Bemærk at Moderaterne ligeledes ikke er inkluderet her.
Det fremhævede areal mellem tendenslinjen for hhv. rød og blå blok gør det nemt at se, hvilken blok der står stærkest. En af ulemperne ved en figur som denne er, at der ikke er en perfekt korrelation mellem antallet af stemmer i procent til en blok og det antal af mandater, det kan forventes at få (hvis et parti eksempelvis står til at få under 2% af stemmerne, vil det bidrage med 0 mandater til den respektive blok).
En måde at tage højde for dette er ved at vise antallet af mandater. Tag eksempelvis denne figur på baggrund af mit vægtede snit, der viser hvor mange mandater de respektive partier står til at få. Logikken er relativt simpel: Partierne til venstre er rød blok og partierne til højre er blå blok. Moderaterne er i midten.
Ulempen er her, at det er svært at arbejde med statistisk usikkerhed, når man arbejder med mandater. Hvis et parti eksempelvis står til at få 1,9% af stemmerne, hvordan skal usikkerhedsintervallet så se ud, når man arbejder med mandaterne? Jeg har nogle idéer til hvordan man potentielt kunne gøre dette rent statistisk og ligeledes visualisere det, men det må blive et emne ved en senere lejlighed (og helt sikkert først på den anden side af et folketingsvalg).
Da det stod klart i valgkampen at Moderaterne ville blive et vigtigt parti, lavede jeg en figur hvor jeg kombinerede 1) en figur med opbakningen til hhv. rød og blå blok i mit vægtede snit, 2) en figur med opbakningen til Moderaterne i mit vægtede snit og 3) en figur med den estimerede opbakning til blokkene og Moderaterne i mandater på baggrund af det seneste vægtede snit.
Jeg overvejede først at lave en figur hvor både blokkene og Moderaterne var i samme panel (altså hvor y-aksen ville gå fra 0 til ~55%), men det gjorde det hurtigt vanskeligt at følge Moderaternes udvikling over få procentpoint. Det skal dog nævnes at sådan en figur fungerer fint, nu hvor Moderaterne har oplevet en meget større fremgang end først forventet (som vist senere i dette indlæg).
En anden god visualisering, der viser begge blokke og Moderaterne, finder vi hos TV 2. Figuren, der er vist nedenfor, viser opbakningen over tid og især om en blok er afhængig af Moderaternes stemmer, for at få mere end 50% af stemmerne.
Hvis du finder figuren i TV 2s artikel vil du desuden kunne se, at figuren er dynamisk, så du kan holde markøren over et bestemt tidspunkt og se, hvor stor opbakningen er til de viste blokke og Moderaterne. En af ulemperne ved figuren er selvfølgelig, at det er svært at vise den statistiske usikkerhed. Jeg ville desuden selv have valgt nogle andre farver – eller et andet setup – da jeg har en idé om, at man godt kunne have gjort figuren pænere (altså rent æstetisk).
I mit samarbejde med Jyllands-Posten, hvor vi visualiserer meningsmålingerne fra indeværende valgperiode, har vi også et par visualiseringer med blokkene. Vi placerede først Moderaterne i blå blok, men nu kører vi med en visualisering, hvor man let kan se, hvilken blok der står til at få flest mandater. Bemærk desuden at de nordatlantiske mandater er inkluderet i den nederste del af visualiseringen.
Der var også en figur med opbakningen til blokkene som vist ovenfor, hvor Moderaterne var med i blå blok. I den seneste version af visualiseringen har vi også Moderaterne med. Her kan man let se Moderaternes fremgang i løbet af valgkampen, der nu er på omkring 10%, til trods for at figuren viser hele valgperioden.
Som de ovenstående figurer viser, er der mange forskellige måder at vise opbakningen til de politiske blokke. Jeg har dog gemt noget af det bedste til sidst, hvilket er Zetlands interaktive valgværktøj Flertalsbyggeren. Her er deres beskrivelse: “Et alternativt valgbarometer, der forsøger at vise den kompleksitet og de mange nuancer, der findes i politik. For politik er ikke to fasttømrede blokke, der altid står i opposition til hinanden.”
Det interessante ved dette værktøj er, at du relativt let kan se, hvilke politiske blokke der har flertal i meningsmålingerne alt efter hvilket spørgsmål, man er interesseret i. Her er et simpelt eksempel, hvor du på hjemmesiden kan justere de 90 mandater for at se, hvordan du kan bygge et flertal på tværs af de forskellige partier.
Placeringen af partierne er ingenlunde tilfældig men varierer alt efter, hvilket spørgsmål, man er interesseret i. Zetland har eksempelvis placeret partierne efter deres holdninger til klimaspørgsmålet, og på den måde kan man også se, hvilke partier der vil kunne tælle til 90 på baggrund af meningsmålingerne.
Det skal for en god ordens skyld nævnes her, som det også bliver nævnt i artiklen hos Zetland, at jeg har leveret mandattallene på baggrund af mit vægtede snit.
Hvad jeg finder beundringsværdigt ved Zetlands brug af meningsmålingerne er, at de ikke kun bruges til at give et billede af, hvor stor opbakning der er til partierne og de politiske blokke, men også hvilke potentielle implikationer det kan have på tværs af forskellige politikområder. Dette viser med andre ord hvordan der ikke er en modsætning mellem dækningen af meningsmålinger og politisk indhold.
Der er mange forskellige måder at visualisere opbakningen til de politiske blokke i meningsmålingerne, og ikke én af disse er perfekt. Hvis man eksempelvis ønsker at vise hvor tæt løbet er mellem rød og blå blok, kan det vigtigt at have den statistiske usikkerhed med. Hvis man ønsker at vise mandatopbakningen på tværs af politiske områder, som Zetland fokuserer på, er den statistiske usikkerhed mindre relevant.
Der er helt sikkert andre gode eksempler i medierne på, hvordan opbakningen til de politiske blokke i meningsmålingen kan visualiseres, men jeg har med ovenstående forhåbentligt dækket de mest gængse måder at visualisere opbakningen til de politiske blokke.