Kan vi stole på meningsmålinger?

Hos Zetland kan man læse en artikel om, i hvilket omfang man kan og bør stole på meningsmålinger. Jeg udtaler mig herom i artiklen og giver et par kommentarer relateret til meningsmålingernes anvendelighed.

Jeg har i løbet af årene publiceret et tocifret antal videnskabelige artikler, der anvender data fra spørgeskemaundersøgelser. Jeg har ligeledes i forskellige sammenhænge kritiseret og forsvaret meningsmålinger. Derfor vil det nok ikke komme som en overraskelse, at min generelle holdning er, at vi kan stole på meningsmålinger, men det skal ikke være en blind tro på de tal, meningsmålingerne giver os.

Det vigtige er her, at vi skal forstå konteksten for de tal, meningsmålingerne giver os. Hvad er den præcise ordlyd af de spørgsmål, respondenterne i en meningsmåling er blevet stillet? Hvilke andre spørgsmål er der blevet stillet? Hvordan og hvornår blev respondenterne spurgt? Og så videre. Det gode ved meningsmålinger er, at selv når vi har fejl, kan vi ofte analysere og forstå dem systematisk.

Det er en rigtig god artikel som Lasse Hjorth Madsen har skrevet for Zetland. Der er mange interessante eksempler og nuancer i artiklen, som fortjener at blive læst. Lav derfor en god kop kaffe og læs den i sin helhed.

Sidst jeg blev citeret i en artikel hos Zetland var desuden også i forbindelse med meningsmålinger. Dengang var det i forhold til 2016 præsidentvalget I USA, hvor jeg beskrev det som at falde i søvn i én virkelighed og vågne i en anden.