Oplæg for CBEN om nudging og metode

Forleden gav jeg et oplæg for Copenhagen Behavioural Economics Network (CBEN) om nudging og metode. Sidstnævnte er noget jeg beskæftiger mig meget med, og nudging har jeg berørt i diverse indlæg (se eksempelvis her, her og her).

Arrangementet bar titlen ‘The methods behind nudging‘. Mit oplæg var introducerende med fokus på metode, og især hvorfor det er vigtigt at tage metoden bag mange af diverse undersøgelser interesseret i nudging seriøst (også selvom man er en del af et felt, hvor det overvejende fokus er på nye og spændende teoretiske bidrag). Min simple pointe var, at al den viden om nudging der appliceres i det offentlige såvel som det private i disse år er rodfæstet i viden, men også en betydelig del bullshit, og den eneste måde hvorpå man kan adskille det videnskabelige fra den tomme snak, er ved at sætte sig ind i metode.

Foruden mit oplæg var der et spændende oplæg af Pelle Guldborg Hansen (fra iNudgeyou og RUC), der gik i dybden med, hvad nudging er – og mindst lige så vigtigt, hvad det ikke er. Fremmødet var imponerende (en blanding af universitetsansatte, studerende, konsulenter, embedsmænd m.v.), og jeg kan kun anbefale andre med interesse for nudging at deltage i fremtidige arrangementer.