Perioden mellem folketingsvalget i 2011 og folketingsvalget i 2015 var i særdeleshed interessant. Rød blok formåede ved valget i 2011 at mønstre et politisk flertal, hvorved der blev sat et politisk punktum for det tiår, hvor VKO havde haft et stabilt politisk flertal (om end det i en periode så ud til, at Ny Alliance havde sat en endelig stopper for VKO-flertallet i 2007). Blokpolitikken blev med andre ord lagt i graven den 15. september 2011.

Dette udfald af valget igangsatte således også en proces, hvor Socialdemokraterne og SF skulle realisere deres politik i en parlamentarisk kontekst, hvor de Radikale var den store sejrherre. Dette var umuligt og regeringen blev kritiseret for at bedrive en løftebrudspraksis (altså kontraktpolitikkens negation). Der var ingen tvivl om, at de Radikale blev den store vinder i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Efterfølgende så man et Socialdemokraterne, der blev kritiseret fra alle sider, og et SF der blev kørt helt i sænk, hvor Goldman Sachs/DONG-sagen som bekendt var dråben, der fik regeringsbægeret til at flyde over.

På højrefløjen så man et Venstre, der i begyndelsen af perioden lagde godt fra start, men som med tiden ikke kunne tåle flere sager med Lars Løkke Rasmussen i centrum, hvorfor det måtte se vælgerne flygte i hobevis til især Dansk Folkeparti. Det var med andre ord en valgperiode, der kunne være gået bedre for de to traditionelt set store partier, Socialdemokraterne og Venstre. For læsere med lyst til at gå en tur ned ad memory lane, kan Henrik Qvortrups Tre år, ni måneder, tre dage varmt anbefales.

For de læsere, der har lyst til et mere akademisk perspektiv på perioden, kan det anbefales, at man tager et kig på den nye bog, Fra krisevalg til jordskredsvalg: Vælgere på vandring 2011-2015. Jeg anmelder bogen i det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik, hvor jeg kommer ind på bogens styrker såvel som svagheder. Det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik (19, 4) er tilgængeligt her.