I løbet af de seneste par dage har man kunne læse flere bidrag i medierne om, at vi nu lever i en postfaktuel tid. I dagens Politiken kan man således læse, at vi “lever i en postfaktuel verden, hvor hver side har sine egne argumenter og sine egne urokkelige fakta. Vi har ikke længere bare forskellige meninger. Vi har forskellige kendsgerninger.” I RÆSON kan man læse en kronik, der argumenterer for, at vi ser konturerne til et postfaktuelt demokrati. I Information kan man læse, i kølvandet på Brexit, at vi ser “postfaktuel politik i en nøddeskal: Friheden til at udtrykke sin egen mening er blevet afløst af friheden til at udvælge sine egne kendsgerninger.” Hos Altinget skriver Lisbeth Knudsen, ligeledes i kølvandet på Brexit, at vi ser “en politisk proces med forskellige tolkninger, løsninger og holdninger, [der] ser ud til at blive erstattet af et postfaktuelt demokrati.”

Der er en lang række af fællestræk ved ovennævnte indlæg. For det første er de fyldt med de samme banaliteter. Pointerne i disse bidrag er, som det meste andet stof i de danske medier, et ekko af hvad man kan læse i de internationale (især amerikanske) medier, hvorfor der også primært er henvisninger til de eksempler, man kan finde i de internationale medier, især Brexit og Trump. For det andet er der tale om anekdotisk evidens. Der gives nogle ekstreme eksempler på, at mange vælgere nu i højere grad kan være selektive i forhold til deres valg af informationskilder, på hvilken baggrund der drages generelle konklusioner. For det tredje henvises der til nogle af de samme forklaringer, herunder især nyhedsmediernes indhold, den teknologiske udvikling og de sociale medier. For det fjerde henvises der til, at dette er et nyt vilkår ved den demokratiske samtale.

Ovenstående forhold gør det nemt at finde et par kritiske indvendinger til påstanden om, at vi nu skulle leve i et postfaktuelt demokrati. Overordnet er der tale om en klassisk forfaldshistorie, altså det der med, at alt var bedre i gamle dage. Der er intet nyt i denne kritik, og den er ikke nødvendigvis mere aktuel i dag. Som Alexios Mantzarlis har pointeret, har vi angiveligt haft postfaktuelle tilstande i flere årtier. Det interessante er dog også den betydning, der ligger i begrebet postfaktuel. Termen postfaktuel indikerer i denne sammenhæng, at vi tidligere har været i et faktuelt demokrati, hvor alt var fryd og gammen og politik blev ført med udgangspunkt i fakta. Som Brendan Nyhan korrekt har bemærket: “I don’t think that time ever existed”.

I kronikken hos RÆSON tilføjes der desuden et par ekstra bemærkninger til, hvad der menes med et postfaktuelt demokrati: “Et demokrati er i en postfaktuel tilstand i det tilfælde, at sandhed, fakta og saglig konsekvensberegning erstattes af robuste narrativer, opportune politiske dagsordener og urealiserbare løfter, således at den demokratiske debat og mobilisering mister forbindelsen til realistiske politiske løsninger og ren vælgermaksimering bliver målet i sig selv.”

Her blandes forskellige fænomener sammen, men der er især to relevante forhold. For det første virker det søgt at betegne urealiserbare løfter fra politikerne som et nyt vilkår. I en parentes bemærket kan det sågar tilføjes, at det som regel altid vil være de politikere, der leverer de mest realistiske urealiserbare løfter, der bliver valgt. Det er med andre ord politikernes jobbeskrivelse. Ikke et nyt vilkår. For det andet reduceres det hele til ren motivspekulation, når politikernes ambitioner ligeledes reduceres til at være ren vælgermaksimering (altså at appellere til flest mulige vælgere). Det er jo bare et mindre fint ord for demokrati, desuagtet motiverne.

Det er muligt, at der kan være noget om de pointer, de forskellige indlæg rejser. Der er bare et ironisk, tilnærmelsesvist komisk, fravær af fakta, til at bakke de pågældende påstande op. Jeg kunne sagtens have skrevet et indlæg om, at vi nu lever i et faktabaseret demokrati, hvor der er mere fokus end nogensinde før på at lave faktatjek, bedrive evidensbaseret politik og korrigere misinformation, men det er ikke min pointe. Min pointe er den simple, at hvis man gerne vil foretage den demokratiske diagnosticering, at vi nu lever i en postfaktuel tidsalder, så tag lidt fakta med til at bakke det hele op. Dette vil sikre, at det eneste bevis for at vi lever i en postfaktuel tidsalder, ikke blot bliver selvsamme analyses anekdotiske karakter.