I slutningen af januar fik én bestemt meningsmåling opmærksomhed på alle sendeflader. Målingen viste, at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint. Mere specifikt fra 26,3 procent til 19,3 procent. Meningsmåling blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken.

Syv procentpoint er meget. Mere end en fjerdedel af, hvad Socialdemokraterne stod til at få tilbage i november hos Megafon. Nyheden om at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint fik af samme grund omtale hos blandt andre MetroXpress, Information, Ekstra Bladet, Berlingske, TV2 (igen), Fyens Stiftstidende, BT og sågar i udlandet. Hos Politiken valgte man at bruge anledningen til også at følge op med et par artikler omkring tallene bag vælgertabet og de sidste 20 års største vælgerskred.

Asger H. Nielsen, direktør for Megafon, udtalte til TV2, at han var 100% sikker på, at meningsmålingen var korrekt. De havde sågar lavet en såkaldt kontrolmåling, for at være sikker på, at målingen var valid. Med andre ord var selv Megafon overraskede over resultatet. Tallene fra målingen er som illustreret:

Det interessante ved målingen, og grunden til at journalister elsker målinger som den fra Megafon, er, at historierne står i kø for at blive fortalt. Politisk kommentator Søs Marie Serup får eksempelvis hele syv historier ud af målingen, herunder at “Dansk Folkeparti er Danmarks største parti. Succesen er ikke forbigående!”

Når der er så mange historier i én måling, altså så mange store forandringer, er der grund til at være ekstra skeptisk. Vi ved, at når én måling viser noget ekstremt, er sandsynligheden for, at det er korrekt, minimal. I forhold til den journalistiske dækning er det paradoksale, som jeg pointerede for nogle år siden i Berlingske, at de forkerte målinger netop er kendetegnet ved, at de får ekstra meget omtale.

Fredag, dagen efter Megafons måling var blevet præsenteret i 22 Nyhederne på TV 2, kom der en meningsmåling fra Greens for Børsen, der viste, at Socialdemokraterne ikke gik tilbage. Denne måling fik ikke lige så meget omtale som Megafons, men formåede dog heldigvis at blive dækket af blandt andre Jyllands-Posten, Information, Metroxpress og Berlingske.

Dette førte til nogen forvirring, og på den baggrund var jeg med i TV2 News fredag aften. Her havde jeg to pointer. For det første, at Megafons kontrolmåling ikke var nogen garanti for validiteten. Kontrolmålingen viste blot, at Megafon havde været i stand til at ramme det samme estimat to gange i træk, altså opbakningen til Socialdemokraterne, men ikke at man havde ramt bullseye. For det andet at man – som altid – bør være varsom med at tolke for meget ud af enkeltmålinger. Det er med andre ord vigtigt i situationer hvor én måling viser noget ekstremt, at være åben for det mulige scenarie, at kommende målinger ikke ville bekræfte de ekstreme tendenser, og i de fleste tilfælde decideret afkræfte dem.

Samme dag blev det meldt ud fra Megafon, at man var fagligt inkompetent, hvis man ikke kunne se forskellene på Greens og Megafons målinger. Mandag den 1. februar gav Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet fem grunde til, at man skulle tvivle på Megafons måling, og Megafons direktør, Asger H. Nielsen, gav fire grunde til at tro på Megafons måling.

Den ugentlige Voxmeter-måling, også fra om mandagen, viste, at der ikke var noget, der tydede på, at Socialdemokraterne gik tilbage. Voxmeter-målingen, der bliver foretaget for Ritzau, fik omtale hos BT, Fyens Stiftstidende og Politiken. Det interessante er, at til trods for at nogle medier dækkede både Greens og Voxmeters målinger, kom de ikke i nærheden af at få lige så meget omtale som Megafons måling, og slet ikke på print og i TV. Dette skyldes blandt andet, at det er nemmere at skrive opfølgende historier, der bygger på forandring. Det er nemmere at få en kommentar fra et utilfreds S-bagland, når Socialdemokraterne går tilbage, end det er at få en kommentar, når der ikke er sket noget som helst.

Megafon plejer at gennemføre en meningsmåling i slutningen af hver måned, men i februar, mere specifikt torsdag den 11. februar, kom der en ny måling, hvor Socialdemokraterne af uransaglige årsager går frem. Dette på trods af diskussioner omkring intern uro i partiet, blandt andet affødt af den ekstreme måling fra Megafon.

Siden da har vi set endnu en måling fra Megafon, der viser, at Socialdemokraterne ligger på omkring de 24 procent, som de har gjort i flere måneder. Det samme mønster, bare uden en ekstrem måling, finder man i hos de andre analyseinstitutter. I lørdags (den 5. marts) havde jeg derfor en analyse i Politiken, der inkluderede nedenstående figur:

I analysen, der ikke er online, skriver jeg således om de efterfølgende målinger og formidlingen af dem:

Når det gælder Megafon, er det især instituttets efterfølgende målinger, der er interessante. Her får Socialdemokraterne, af uransagelige årsager, et opsving i begge målinger. Det bedste gæt er, at det blot er en langsom tilbagevenden til den reelle opbakning, som partiet har, og som alle andre meningsmålinger viser.

Det triste er så, at landets journalister ikke har dedikeret lige så megen tid til at formidle lige netop disse aspekter. Der er med andre ord en klar asymmetri, der gør det svært at dræbe myter om store partivandringer. Når én meningsmåling viser noget ekstremt, får den masser af opmærksomhed, men når forudgående og efterfølgende meningsmålinger afkræfter den pågældende måling, er journalisterne med få undtagelser tavse.

Her står vi så: Det har ingen konsekvenser, når journalisterne går i selvsving i forbindelse med en ekstrem måling. Medierne, såvel som analyseinstitutterne, har endda klare incitamenter til at skabe så meget omtale som muligt, uafhængigt af, om en meningsmålingen så ellers er korrekt.

Megafon fik masser af omtale, og alle – med undtagelse af et par politologer, der går op i meningsmålinger – har glemt alt om målingen. Tilbage er der blot at vente på den næste ekstreme måling, der kan rydde sendefladen. Vi har set det før, vi har set det igen med Megafons måling, og vi kommer til at se det igen. Desværre.