September 2015 – Erik Gahner Larsen

Får Carl Holst laveste karakter nogensinde?

Megafon har for Politiken og TV2 lavet en meningsmåling, der viser, at forsvarsminister Carl Holst ikke er blandt de mest populære ministre i disse dage. Hos Ekstra Bladet kan man således læse, at Carl Holst scorer ufattelige 0,0 pct. i en chokmåling. Dette er angiveligt den laveste karakter nogensinde.

Tallet overraskede mig, da popularitetsmålinger over politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed normalt ikke skaber overskrifter med popularitetsmål omkring 0 procent. Ligeledes irriterede det mig, at man skrev ”nogensinde”, da jeg ved, at det er vanskeligt at sammenligne sådanne meningsmålinger over tid. Dette især på grund af spørgsmålsformuleringen, der ikke altid er den samme. YouGov stillede eksempelvis forrige år spørgsmålet ”Uanset dine poliske præferencer, hvad synes du så om følgende personer”, for at finde den mest og mindst populære minister, hvor Annette Vilhelmsen indtog sidstepladsen med 2,11 point. I en meningsmåling foretaget af Epinion for DR i 2013 var Lars Barfoed den mindst populære politiker med en PDI-score på -45 (positive vurderinger minus negative vurderinger).

Hvordan kan vi så vurdere Carl Holsts opbakning i forhold til andre målinger? Det kan vi ikke. Spørgsmålet der er stillet, er slet ikke stillet med henblik på at sige noget om, hvor dårligt ministrene har klaret sig, men udelukkende at finde ud af, hvilke ministre, der klarer sig bedst. Således lyder spørgsmålet ”Hvilke af regeringens ministre, mener du, klarer sig bedst?”, hvor hver respondent maksimalt måtte vælge tre ministre. 1125 respondenter afgav i alt 1838 svar.

Hvorfor er dette problematisk? Fordi de nul procent ikke er det samme som, at 0 procent af vælgerne bakker op om Carl Holst. Kigger man således på tallene, får Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen, Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Jørn Neergaard Larsen, Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt alle hver især mindre end fem procent (og de tre sidstnævnte får én procent). Det at ingen nævner de nævnte ministre som værende de mest populære, er ikke det samme som, at de er upopulære.

Ikke nok med, at meningsmålingen ikke er lavet til at undersøge om en minister er upopulær, var en af svarmulighederne ”Jeg mener ikke, at nogen af ministrene har klaret sig godt”. Med andre ord kan vi ikke sige ret meget om, hvor upopulære de enkelte ministre er med udgangspunkt i det pågældende spørgsmål. Dette er selvfølgelig blot endnu et eksempel på en misvisende meningsmåling. Normalt når Megafon plejer at stille dette spørgsmål med henblik på at finde ud af, hvilke ministre der er upopulære, spørger de eksplicit respondenterne om, hvilke ministre, der har klaret sig dårligst.

Det bliver dog værre endnu. Anders Langballe konkluderer på baggrund af målingen, at: ”Det er helt entydigt, at ingen peger på Carl Holst. Det viser hvor stort et problem han er for Venstre. Han er en klods om benet på regeringen.”. Det giver ingen mening. Betyder det også, at dem der kun nævnes én procent af gangene også er en klods om benet på regeringen? Spørgsmålet er retorisk.

Carl Holst er ikke en populær minister i disse dage, men det er ingen undskyldning for at journalister og politiske kommentatorer kan tage tal ud af en kontekst og misbruge dem efter forgodtbefindende.

Det uetiske ved randomiserede forsøg i offentlig politik

Det er af afgørende betydning, at offentlige politikker har den ønskede virkning. Det giver eksempelvis ingen mening at gennemføre sociale tiltag, hvis de ikke har nogen effekt (eller ligefrem en modsatrettet effekt af den ønskede). Den bedste (og ofte eneste) måde at klarlægge, om en politik virker, er ved at gennemføre eksperimenter. Der er heldigvis flere og flere offentlige institutioner, der er ved at åbne øjnene op for, hvilke specifikke styrker den eksperimentelle metode har, og det er åbenlyst, at vi kun vil se endnu flere eksperimenter i fremtiden. Især i takt med at ønsket om og behovet for evidensbaseret politik stiger.

Eksperimenter er dog også forbundet med diverse svagheder, og et af de kritikpunkter man ofte hører, er relateret til det uetiske ved, at ikke alle personer i et eksperimentelt studie får den samme behandling. Og hvad endnu værre er: Det er tilfældigt, hvem der får behandlingen. Problemet er bare, at tilfældighedsaspektet, altså randomiseringen, ikke alene er ønskværdigt, men en forudsætning for, at kunne undersøge effekten af offentlige politikker.

I Weekendavisen fra den 11. september kan man læse en interessant artikel, ”Må vi kigge over skulderen?”, der blandt andet kommer ind på det etiske aspekt ved randomiserede forsøg: ”At det også er vanskeligt at lave randomiserede kontrollerede studier af det specialiserede socialområde, har SFI erfaret. Her måtte man sidste år opgive at undersøge effekten af behandlingsprogrammet Treatment Foster Care Oregon. Det er målrettet børn og unge i alderen 12-18 år med adfærdsproblemer, som midlertidigt anbringes i en træningsfamilie, og er en af de ni metoder, som Socialstyrelsen anbefaler. I første omgang sagde otte ud af 18 kommuner ja til at medvirke i et forsøg, hvor metoden skulle sammenlignes med en traditionel anbringelse. Men efterfølgende fik sagsbehandlerne kolde fødder. De fandt det uetisk at lade lodtrækning afgøre, hvilket tilbud børnene skulle have.”

Dette er hverken den første eller sidste historie, hvor hovedfortællingen er, at et eksperiment bliver aflyst, fordi dem der står med ansvaret, finder det uetisk at lade tilfældigheder afgøre, hvilke tiltag borgerne får (i ovenstående tilfælde børnene). Det triste er, at vi opgiver forsøget på at opnå en viden om sociale sammenhænge (altså at blive klogere på verdenen), fordi der tilsyneladende hersker en illusion om, at status quo er bedre.

Det vigtige er, at vi ikke kan vide om alternativet til en bestemt politik er bedre uden først at undersøge det. Udfordringen er her, at der ofte allerede er en bestemt politik på et givent område, og denne politik eksisterer ikke uden at offentligt ansatte har en opfattelse af, at den pågældende politik har en eller anden intenderet virkning. Når man dermed ønsker at undersøge, om en anden politik (eller ingen politik) virker bedre, skal man først overbevise de ansvarlige om, at en bestemt gruppe mennesker ikke skal udsættes for status quo. Det giver bare ingen mening at sige, at dette er uetisk, da grunden til vi netop ønsker at gennemføre et eksperiment er at finde ud af, om status quo er den bedste løsning. Først når noget er undersøgt i et eksperiment, kan vi diskutere, om det er uetisk at lade tilfældigheder afgøre, hvem der skal udsættes for en bestemt politik.

Her kommer vi så til det paradoksale: Det at designe eksperimenter kræver en viden om, hvad der virker. En viden som først opnås, når man har gennemført et eksperiment. Det er denne viden de ansvarlige føler, at de besidder forud for et eksperiment, hvorved det er uetisk at gennemføre eksperimentet. Opgaven for forskere og andre personer med et ønske om evidensbaseret politik, er at overbevise de ansvarlige om, at eksperimenter ikke er uetiske, men en forudsætning for at kunne belyse sociale sammenhænge og i mange tilfælde blive fundamentalt klogere på, hvordan man bedst opnår de ønskede mål for færrest mulige offentlige midler.

Summa summarum: Det er altid vigtigt at forholde sig til de etiske aspekter af et eksperiment (dette gælder for al slags forskning), men når det kommer til de etiske aspekter forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt vi skal bruge randomiserede kontrollede forsøg til at blive klogere på verdenen, er det ikke uetisk at lave eksperimenter, men tværtimod – i de fleste tilfælde – uetisk ikke at gennemføre eksperimenter.