Hvor god en serie er Borgen?
TV-serien Borgen har fået en del ros. Den anbefales eksempelvis i bogen 50 tv-serier du skal se, og er blandt andet kaldt den bedste TV-serie omhandlende politik nogensinde. Personligt vil jeg argumentere for, at der findes mindst 50 serier, der er bedre, samt et par britiske og en håndfuld amerikanske serier omhandlende politik der skal ses, før man kaster sig over Borgen (begynd eventuelt med The Wire). Normalt ser jeg ikke danske serier, men grundet al den omtale serien har fået nationalt såvel som internationalt, satte jeg mig for at set den. Jeg er ikke imponeret.
I Borgen følger vi partiformanden Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, der efter et folketingsvalg kan placere sit parti De Moderate på midten af det politiske spektrum med de afgørende mandater. Efter diverse forhandlinger med ledere fra de andre partier, vælger Birgitte Nyborg at tage statsministerposten selv. Dette bringer et hav af udfordringer med sig, både politisk og privat, og i løbet af de tre sæsoner serien forløber, får så godt som alle karakterer med en eller anden relation til Birgitte Nyborg oplevet et hav af op- og nedture.
Borgen er fiktion, men den er kraftigt inspireret af virkeligheden. Vi har den statsejede public service kanal TV1 (DR1), der bare gerne vil lave god journalistik og ikke fokusere på seertal. Vi har politiske partier, der giver en en-til-en afbildning af det partipolitiske landskab, som vi kender det. Vi har politikere, spindoktorer og andet godtfolk i mediebranchen, der vækker talrige associationer til diverse real life-karakterer. For danske seere tager det derfor ikke mere end et par minutter at identificere sig med miljøet omkring det fiktive parlament.
Der er væsentlige problemer med Borgen, men skal jeg udpege især ét aspekt, der ikke fungerer, er det seriens udgangspunkt. Birgitte Nyborg tager som beskrevet posten som statsminister, og skal nu balancere privatliv og karriere i en politisk (herunder hektisk) hverdag. Det kan være spændende, men når det tager udgangspunkt i en politiker, der angiveligt har taget magten uden at gå på kompromis med sine idealer (hvilket i sig selv må være dybt urealistisk) – og nu vil forvalte den med god, gammeldags, bedrevidende, politisk korrekthed, er det intet mindre end ualmindelig kedeligt. Det er i hvert fald påfaldende, hvor lidt politisk drama vi har med at gøre. Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at der mangler power. Med andre ord: Der mangler i den grad en drivkraft.
Borgen er politisk drama med tryk på drama (cirka 90 procent drama og 10 procent politik) – og det fungerer ikke, da det mest af alt virker som om, at manuskriptforfatterne har plukket en alt for stor mængde af lavthængende frugter. Eller som Christian Monggaard har formuleret det: »Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.«
Den diametrale modsætning til Birgitte Nyborg er Francis Underwood i House of Cards. I House of Cards er der en drivkraft. Udgangspunktet holder og man fornemmer, at det er mere end blåøjet naivitet-slash-idioti, der motiverer karaktererne. I Borgen er der ingen drivkraft men mestendels ydre omstændigheder, der placerer Birgitte Nyborg & Co i en ny politisk og/eller familiemæssig situation. Der er til syvende og sidst derfor intet, der får os til hverken at hade eller elske endimensionelle, politisk korrekte Birgitte Nyborg. En skilsmisse her og lidt depression der. Who cares? Man er simpelthen ligeglad med, hvordan det går hende.
Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at selvom alle sæsoner er lettere forudsigelige, præget af ligegyldige sidehistorier og generelt stråler langt væk af middelmådighed, er der stor forskel på dem. Her er især tredje sæson den dårligste, og det er mig en gåde, hvorfor man valgte at lave denne. Eller som man kan læse på Politiken: »Men i sin tredje sæson er ‘Borgen’ blevet en soap, dramatikkens banale lillesøster, der altid tager den oplagte vej gennem en firkantet spændingsopbygning af cliffhangere og klassiske konflikter. Det er en hermetisk lukket verden, hvor alt, hvad der sker i handlingen, er brændstof for hovedplottet.« Det samme kan man sige om de to første sæsoner, men det bliver væsentligt værre i den sidste sæson.
Borgen kan nok bedst beskrives som en politisk Anna Pihl. Borgen har da også en del ligheder med denne serie. Begge har en på overfladen principfast kvinde i hovedrollen. Begge er tre sæsoner med i alt 30 afsnit. Begge hovedroller har et job, man normalt har associeret med mænd. Begge hovedroller har problemer med familielivet (herunder får begge oplevet at være singlemor). Begge hovedroller står i et trade-off mellem karriere og arbejde. Begge serier er skabt af Adam Price. Begge er letfordøjelig underholdning til aftenkaffen – og ikke meget mere end det.
Når dette er sagt, har serien selvfølgelig også visse kvaliteter. Serien er flere steder ganske behagelig og oser af dansk design, stearinbelyst hygge, minimalistiske kulisser med videre. Nævnes bør det også, at skuespillerne med succes gør alt hvad de kan for, at få en middelmådig, fejlfyldt og urealistisk fortælling til at virke troværdig. Tilføj dertil at måske ikke alle serier bør have et ambitionsniveau a la det man finder i talrige amerikanske og britiske serier i disse år, og at der rent faktisk er en efterspørgsel efter pseudopolitisk drama fra et konsensusdemokratisk eventyrland, hvor ingen overraskende veje befærdes, når forudsigeligheden er chauffør. Er man til den slags, er Borgen vel egentlig en fin serie, men ellers må konklusionen være, at der er en del andre serier, man bør se før Borgen.