Erik Gahner Larsen

Year: 2013

Breaking Bad (2008)

De fleste TV-serier har det med at falde i kvalitet, jo længere tid de får lov til at udfolde sig på skærmen. Det seneste eksempel på dette er Dexter, der i seriens sidste sæson var intet mindre end en tåkrummende affære at overvære. Fuck Dexter. Sideløbende med at sidste sæson af pivringe Dexter skuffede alverdens seere, var man dog så heldig, at der var en perfekt serie at følge: Breaking Bad.

Breaking Bad er et paradeeksempel på, hvordan serier bør være: En serie der kun bliver bedre, jo mere historierne og karakterne får lov til at udfolde sig. Serien er intet mindre end fantastisk. Handlingsforløbet er eminent, karakterne multidimensionelle – og cinematografien er en grund i sig selv til at serien.

Serien tager sit afsæt i Walter White (spillet af Bryan Cranston). Han er fyldt 50, har kone og en handicappet søn, arbejder som kemilærer (med en sidegesjæft på et bilvaskeri, for at få det hele til at løbe rundt), og ja, så har han fået konstateret uhelbredelig kræft. Det er med andre ord ikke en dans på roser, at være Walter White, og sidstnævnte er katalysator for den erkendelse, at han kun er her på lånt tid.

Tanken om at skulle forlade denne verden med kone og børn (ja, konen Skyler er gravid), får Walter til at påbegynde småkriminelle aktiviteter med henblik på at kunne forsørge familien lang tid efter, at han er væk. Walters plan er at udnytte sin viden om kemiske processer til at producere metamfetamin. Dette fører til et møde med en kriminel verden, der i begyndelsen forekommer Walter yderst fjern, men som tiden går og de småkriminelle forbrydere udskiftes med hårdkogte narkobaroner, virker mere og mere som hans kald. Mere tør jeg ikke sige om handlingen i serien, da linjerne allerede nu er på vej til at opnå spoilerpotentiale.

Sæson 5 kørte i to dele, og der var næsten et helt års mellemrum mellem dem. Det var venetiden værd, og det gav mig mulighed for, at jeg kunne nå at gense hele serien, før sidste halvdel af sæson 5 begyndte. Det er fair at sige, at serien efterlod et tomrum på højde med det jeg havde, da jeg havde set The Wire. Så god er den.

Jeg er ikke alene om at kunne lide denne serie, og Knud Hvilsted har anbefalet serien i forskellige sammenhænge (han var ligeledes opsat på, for år tilbage, at jeg skulle se nærværende serie). Det er ligeledes så godt som umuligt at finde en oversigt over de bedste serier fra de senere år, hvor Breaking Bad ikke indtager en velfortjent placering.

Det er en guldalder for amerikanske TV-serier i disse år, og selvom dine venner siger, at du bør se både The Wire, Game of Thrones, The Walking Dead, The Sopranos og så videre, kommer vi ikke uden om, at de to serier, der bør være øverst på din prioriteringsliste, er The Wire… og Breaking Bad.

Analyse i Politiken: Reformer skal vælges med omhu

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Christian Elmelund-Præstekær og Michael Baggesen Klitgaard. Analysen beskæftiger sig med, hvordan vælgerne reagerer på regeringens reformtiltag. Fra analysen (ikke online):

Den klassiske forestilling er, at vælgerne generelt har et stærkt ønske om at bevare det eksisterende. Vælgernes tilfredshed med regeringen forventes derfor at falde, når der gennemføres reformer med direkte og iøjnefaldende velfærdstab for vælgerne til følge – også selvom regeringen forsvarer reformerne med henvisning til f.eks. økonomisk krise. Vælgerne vægter nemlig konkrete velfærdsgoder højere end abstrakte økonomiske nøgletal. I det omfang regeringer alligevel har et ønske om at gennemføre nedskæringer, kan de med fordel koncentrere reformkræfterne om politiske områder, hvor den brede vælgerbefolkning ikke er overbevist om, at modtagerne har et legitimt behov for offentlig hjælp.

Konkret vil det sige områder, hvor den generelle opfattelse – rigtig eller forkert – er, at modtagernes problemer er delvis selvforskyldte, og at modtagerne selv kan afhjælpe deres problemer. Ved at sætte ind på sådanne områder kan regeringen afgrænse reformens negative effekt på vælgeropbakningen og dermed forfølge sine politiske mål uden at spille hasard med vælgeropbakningen.

Et godt eksempel på en aktuel nedskæringsreform, som i vælgermæssig henseende kun har påført regeringen begrænsede skader, er den såkaldte studiefremdriftsreform, som for nylig har fået landets universitetsstuderende på barrikaderne. De protesterer over en reform, som mindsker deres mulighed for at planlægge – og ikke mindst forlænge – deres studieforløb. Studentermodstanden er et klassisk eksempel på, at velfærdsreformer er upopulære. Men både minister og regering ser ikke ud til at lade sig påvirke af kritikken – hvilket kan skyldes det enkle forhold, at den kommer fra en lille og klart afgrænset gruppe, der ikke formår at vinde opbakning til deres sag fra den brede vælgerbefolkning.

Meningsmålinger fra Wikipedia til R med XML pakken

Internettet er fyldt med spændende data, der uden de store vanskeligheder kan hentes ned og anvendes systematisk. På Wikipedia er der eksempelvis en side med meningsmålingerne fra seneste folketingsvalg til i dag. I dette indlæg viser jeg, hvordan man simpelt kan hente disse meningsmålinger ind i R. Den nemmeste måde at gøre dette (som jeg er bekendt med), er ved at anvende XML pakken.

Det kræver ikke mange sekunders arbejde at hente informationerne ud. Først tager vi XML pakken i brug og angiver hvilken side, vi ønsker at hente data fra:

library(XML)
url <- "http://en.wikipedia.org/wiki/Opinion_polling_for_the_next_Danish_general_election"

Til at hente meningsmålingerne ud, bruger vi readHTMLTable funktionen i pakken XML. Som det fremgår af navnet på funktionen, er readHTMLTable ideel til at hente information fra tabeller ud fra hjemmesider. Vi gemmer vores data i polls:

polls <- readHTMLTable(url)

Nu er tabellen hentet ind i R, og det eneste det kræver herfra, er at lave en dataframe, der passer til vores ønsker. Nedenstående fjerner nogle kolonner (Kristeligt Folkeparti og blokinformationer), fjerner rækken med resultatet fra seneste folketingsvalg, laver en id variabel (1 er første måling lavet efter valget), erstatter DR med Epinion m.v.:

polls <- polls[[1]]
polls <- polls[-1,1:10]
colnames(polls) <- c("Institut", "id","Venstre","Socialdemokraterne","DF","Radikale","SF","Enhedslisten","LA","Konservative")
polls <- na.omit(polls)
polls = polls[-1,]
polls <- polls[polls[,1]!="Election Results",]
polls$Institut <- gsub("\\[|1|2|3|\\]", "", polls$Institut)
polls$Institut <- gsub("DR", "Epinion", polls$Institut)
polls$id <-  nrow(polls) - as.numeric(rownames(polls)) + 4

Nu har vi en tabel, der ser ud som følger:

tail(polls)
    Institut id Venstre Socialdemokraterne   DF Radikale  SF Enhedslisten  LA Konservative
118  Epinion  6    32.5               22.1 11.4      9.0 8.1          7.8 4.8          3.5
119  Megafon  5    32.9               22.8 10.4     10.5 7.4          7.3 4.6          3.9
120  Megafon  4    32.2               23.0 11.4     10.5 7.0          7.5 4.7          3.3
121  Epinion  3    31.9               20.9 11.8      9.6 8.7          7.4 4.8          4.4
122  Megafon  2    33.1               22.9 10.5      9.7 7.9          7.1 4.1          4.0
123  Megafon  1    28.2               24.1 12.4     10.5 7.8          6.9 5.4          4.0

head(polls)
  Institut  id Venstre Socialdemokraterne   DF Radikale  SF Enhedslisten  LA Konservative
2 Voxmeter 122    27.5               23.3 14.9      7.9 5.0         10.9 5.2          4.7
3   Gallup 121    27.5               22.7 15.6      7.7 4.6         10.8 5.0          4.7
4 Voxmeter 120    25.8               24.1 15.8      8.1 5.1         10.2 5.9          4.4
5 Voxmeter 119    24.9               24.7 15.3      7.5 6.0         11.5 5.7          3.9
6  Megafon 118    29.3               22.2 15.9      7.6 5.5         10.2 4.6          3.9
7  Rambøll 117    25.2               22.4 16.4      7.5 6.1         10.9 6.1          4.7

Efter at have lavet partivariablene numeriske, kan man bruge dem efter forgodtbefindende. For eksempel plotte hvordan de enkelte partier har rykket sig i meningsmålingerne siden Folketingsvalget. I disse to plot (lavet vha. ggplot2) er det vist for hhv. Venstre og Dansk Folkeparti:

Venstre havde en stigning i meningsmålingerne efter valget, men er nu begyndt at falde. Dansk Folkeparti kan kun håbe at deres udviklingen i meningsmålingerne fortsætter som hidtil. Der er selvfølgelig også mulighed for at plotte udviklingen for flere partier i samme plot (foruden ggplot2 har jeg anvendt reshape2):

Som bemærket ovenfor har jeg blot lavet en simpel id variabel, der giver hver meningsmåling et unikt id. Alternativt kunne man bruge informationen om hvilken dato meningsmålingen var publiceret, og plotte dem efter eksakt dato for offentliggørelse. Dette ville give et mere retvisende billede af distancen mellem de enkelte meningsmålingers offentliggørelse (og dermed også hvornår de er foretaget).

Mere arbejde krævede det ikke at hente en tabel ned fra nettet. XML pakken kan bruges til at hente al slags information ud, og hvis der blot er tale om en tabel fra en hjemmeside, som i ovenstående tilfælde, kræver det ikke mere end et lille script og lidt databearbejdning, alt efter hvad man ønsker at lave. God fornøjelse.

Potpourri: Statistik #12

– Download kommunalvalgsdata fra kmdvalg.dk
– Data Visualization in Sociology
– The garden of forking paths: Why multiple comparisons can be a problem, even when there is no “fishing expedition” or “p-hacking” and the research hypothesis was posited ahead of time
– Statistical significance and its part in science downfalls
– Complete list of Coursera courses using R ranked by “popularity”
– Making High-Resolution Graphics for Academic Publishing
– Is published economics research credible?
– How to analyze your Facebook friends network with R
– Did You Hear the One About Sex, Traffic Accidents, and Acacia Trees?
– Danmarks Statistik: Statistikbank API

Har valgstedet nogen betydning?

Ved det kommende kommunalvalg vil der være mulighed for at stemme hos McDonalds (artiklen på Politikens hjemmeside omtaler det ganske vel som muligheden for at “stemme på McDonalds”, men det kan misforstås). Formanden for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck, er ikke den største tilhænger af initiativet, da det kan føre til, at vælgerne “vil stemme mere eller mindre tilfældigt”.

Men kan det tænkes, at valgstedet har ikke-tilfældige implikationer for, hvordan vælgerne stemmer? Selvom de fleste vælgere har det godt med ideen om at træffe en rationel, selvvalgt beslutning på valgdagen, taler forskningen for, at valgstedet kan have betydning for, hvilke valg vi træffer.

Berger, Meredith og Wheeler (2008) undersøger, om valstedet havde en betydning ved en afstemning i Arizona i 2000, hvor vælgerne skulle stemme om, hvorvidt skatten skulle stige, så der kunne bruges flere penge på skoleområdet. Resultaterne viser, at de vælgere der stemte på en skole i højere grad gik ind for at bruge flere penge på skoleområdet, end dem der stemte i for eksempel en kirke eller en anden offentlig bygning. Den teoretiske forklaring er, at omgivelserne primer ens holdning, hvorved man tillægger bestemte forhold en større værdi (i dette tilfælde skoler), når der skal træffes et valg.

Ovenstående er blot en korrelation, så for at komme tættere på at kunne undersøge den teoretiske forklaring kausalt, foretager de (selvfølgelig) et eksperiment. I eksperimentet undersøgte de, som ved afstemningen i Arizona, vælgeres holdning til flere penge til skoleområdet. I den eksperimentelle gruppe fik forsøgspersonerne forevist et billede af en skole, hvor en kontrolgruppe i stedet fik vist et billede af en kontorbygning eller kirke. Eksperimentet viste, at de deltagere der så et billede fra en skole, i højere grad gik ind for at støtte forslaget om flere penge til skoleområdet.

Rutchick (2010) er ligeledes interesseret i hvilken betydning det har, hvor folk stemmer. I det første studie undersøger han, om folk der stemmer i en kirke, er mere tilbøjelige til at stemme på en republikansk kandidat, der som vi ved, går mere ind for konservative værdier. Det er de:

Dette er ligeledes blot en korrelation. I fire andre studier, hvor fokus udvides til emner relateret til religion og blandt andet undersøges med et felteksperiment og et lab eksperiment, bekræftes teorien om, at valgstedet har en betydning for, hvilke valg vælgerne træffer.

Tilbage til kommunalvalget: Gad vide om folk vil stemme mere kapitalistisk, hvis man har en stemmeseddel i den ene hånd og en Big Mac i den anden? Det er klart, at det KU-formanden Kristoffer Beck frygter, er, at vælgerne ikke vil tillægge det at stemme den store værdi (hvilket det måske egentlig heller ikke bør have, men det er en anden diskussion), når man kan stemme på McDonalds.

Det kunne dog være fedt, hvis vælgerne stemte mere kapitalistisk på McDonalds.

En selvmodsigelse?

Bo Lidegaard er ikke den fødte chefredaktør, og det er sjældent han skriver noget, der er værd at læse. I går skrev han et debatindlæg under titlen ”Politikerne retter ind efter meningsanalyser og fokusgrupper”, hvori han skriver lidt løst om alt og intet (mestendels sidstnævnte).

Det er svært at læse, hvad det egentlig er, Bo Lidegaard forsøger at fortælle. Der må dog være tale om en selvmodsigelse, når han på en og samme tid taler for, at vælgerne føler sig spist af med en politik, de ikke ønsker, samtidigt med at politikerne retter ind efter den offentlige opinion.

Som han skriver, lytter politikerne ikke til vælgerne: ”Vælgerne føler sig spist af med en ’nødvendighedens politik’, en kurs uden reelle alternativer, som sættes igennem, med henvisning til at det er nødvendigt, for at de samfund, vi har, ikke skal bukke under i den globale konkurrence.”

Så vrøvles der løs i nogle afsnit, hvorefter der konkluderes, at politikerne ikke laver andet end at lytte til vælgerne: ”Politikerne retter ind efter meningsanalyser og fokusgrupper og passer på med at afsløre deres egne holdninger. De kunne jo skræmme nogle af de flygtige vælgere.”

Og der afsluttes med: ”Måske er problemet ikke, at vælgerne vender sig fra regeringen, men at regeringen vender sig fra vælgerne.”. Kan du beslutte dig, Bo Lidegaard? Det må være en selvmodsigelse. Eller en fejl. Måske to forskellige indlæg der blev skåret ned til ét?