Relationen mellem Folketinget og regeringen: Hvorfor denne institutionelle konfiguration?

1 Indledning
I parlamentariske demokratier er det vanskeligt, om ikke umuligt, at forestille sig studiet af politiske processer og resultater, uden at forholde sig til relationen mellem parlamentet og regeringen som analyseobjekt. Dette er der gode grunde til. For det første – og mest åbenlyst – er relationen mellem parlament og regering et vigtigt led i den parlamentariske styringskæde. Da ingen kæde er stærkere end det svageste led, kan det have negative demokratiske implikationer, hvis et parlament ikke har mulighed for at kontrollere regeringen. For det andet kan vi identificere forskelle i landes institutionelle konfigurationer og dynamikker, der faciliterer relationen mellem et parlament og regering. Enhver form for demokrati skaber dermed specifikke politiske dynamikker, som betinger den grundlæggende struktur for en regering (Moe & Caldwell 1994, 192).

Der er forskellige tilgange til at studere relationen mellem et parlament og regering. Disse forskellige tilgange fokuserer på forskellige interaktionsmønstre. For eksempel kan parlamentet og regeringen studeres som værende i en principal-agent relation, hvor parlamentet som principal vælger en regering som agent, eller med parlamentet som en arena, hvor partier agerer og danner en regering. Disse forskellige typer af interaktionsmønstre er vigtige, hvis man vil forstå relationen mellem Folketinget og regeringen. I nærværende besvarelse vil der derfor blive fokuseret på relationen mellem parlament og regering i en dansk sammenhæng ved hjælp af forskellige typer af interaktionsmønstre. De teoretiske elementer vil dermed blive appliceret på relationen mellem Folketinget og regeringen.

I besvarelsens sidste del vil det blive diskuteret hvad der kan forklare, at vi finder de konkrete typer af institutioner, der skaber bestemte interaktionsmønstre mellem regeringen og Folketinget. Fokus vil her være på hvorfor selv en regering kan have en interesse i, at Folketinget har gode kontrolmuligheder og indflydelse på lovgivningsprocessen, samt forhold der kan påvirke magtforholdet mellem Folketinget og regeringen.

2 Interaktionsmønstre mellem Folketing og regering
Der er flere relevante typer af interaktionsmønstre, når man studerer relationen mellem Folketinget og regeringen. I denne sektion vil der blive redegjort or de forskellige interaktionsmønstre med udgangspunkt i Damgaards (2000) anvendte typologi, hvor forekomsten af disse interaktionsmønstre mellem Folketinget og regeringen vil blive belyst.
Udgangspunktet er eksistensen af forskellige interaktionsmønstre (modes) af relationer mellem parlament og regering (Damgaard 2000, 266). Et interaktionsmønster indebærer samarbejde såvel som konflikt blandt parlamentsmedlemmer og ministre (ibid., 270). Hvilke typer af relationer man vil se i et givent land, kan være betinget af forskellige faktorer, herunder forekomsten af minoritetsregeringer, partidisciplinen, formelle regler m.v. De interaktionsmønstre vi vil se i en dansk sammenhæng vil dermed også være påvirket af en lang række forhold, der vil blive gennemgået herunder.

2.1 Interaktionsmønster: Folketinget versus regering
Et analytisk udgangspunkt for studiet af relationen mellem Folketing og regering kan være en kategorisk sondring mellem dem. Folketinget såvel som regeringen kan dermed anskues som værende selvstændige aktører.
Den parlamentariske styringskæde er brugbar i denne sammenhæng. Her er det specielt principal-agent teorien der fokuseres på, og dermed delegation og ansvarlighed mellem aktører, hvor en aktør (agent) agerer på vegne af en anden aktør (principal) (Strøm 2000, 266). Her agerer regeringen som en agent for Folketinget. Ingen regering kan dermed fungere som agent, hvis ikke det er i principalens interesse.
Denne principal-agent relation er dog ikke problemneutral, og der kan opstå agent-problemer, når agenten agerer således, at det ikke konvergerer med principalens præferencer. Dette sker primært ved 1) skjult information (hidden information) og 2) skjult adfærd (hidden action). Sådanne problemer vil aldrig kunne elimineres (i så fald ville principal-agent teorien være overflødig), men forskellige instrumenter kan øge principalens mulighed for at få information omkring agenten og viden om agentens adfærd. Dette kan være selektions- og screeningsmekanismer, informationsforpligtelser for agenten m.v. der er skrevet ind i en kontrakt m.v. For en systematisk gennemgang af hvilke redskaber en principal kan anvende henvises der til Strøm (2000, 271ff).

Den negative parlamentarisme i Folketinget gør som sagt, at regeringen ikke kan forblive agent, hvis Folketinget ikke ønsker det. Ligeledes har Folketinget en lang række andre ex post kontrolinstrumenter til rådighed (Damgaard 2004, 119). Folketingsmedlemmer kan stille skriftlige såvel som mundtlige spørgsmål til regeringens ministre, og de kan forlange tilstedeværelsen af ministre ved udvalgsmøder (ibid.). Folketingets potentiale for at få information er ligeledes sammenlignet med andre lande højt (Russo & Wiberg 2010, 225). Folketinget har dermed gode muligheder for at kontrollere regeringen ved hjælp af information.

Dertil kommer andre aktører der hjælper Folketinget med at kontrollere regeringen. Dette specielt være sig Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen, men også mindre formelle aktører som medierne og interesseorganisationer, der kan være vigtige i forhold til Folketingets kontrol over regeringen. Ligeledes er der også kontrol og magt til folketingspolitikere gennem udvalgsarbejde, hvor de spiller en væsentlig rolle i lovgivningsprocessen (dette behandles nærmere i afsnit 2.3).

Regeringen som agent har dog også en række funktioner og muligheder, der giver magt i forhold til Folketinget. Regeringens ministre har tæt kontakt til embedsapparatet og de fleste lovforslag fremsættes af regeringen. På samme måde som medierne kan bruges til at kontrollere regeringen, har regeringen en fordel i, at der som regel er mere medieopmærksomhed til regeringen (en kanslerbonus). Der er ligeledes forhold der gør, at regeringen i nogle sammenhænge fungerer mere som principal end som agent, ved at kunne bestemme over principalen (dette tages op i den senere diskussion af principal-agent teoriens gyldighed).

Den relation vi kan analysere mellem Folketinget og regeringen ved at se på delegationskæden og det interaktionsmønster der er mellem Folketinget og regeringen som to forskellige aktører, giver os viden om bestemte institutioners raison d’être og hvordan Folketinget kan kontrollere regeringen og den relative magt mellem dem. Ikke desto mindre er der flere forhold der gør, at vi også kan observere andre typer af interaktionsmønstre.

2.2 Interaktionsmønster: Intraparti relationer
Ved at se på Folketinget versus regeringen, har vi ikke taget højde for, at der også er forskellige partier, og at disse ikke altid agerer som enhedsaktører. Relationen mellem Folketinget og regeringen kan dermed være påvirket af interne konflikter i de politiske partier.

Da partierne er vigtige aktører i et parlament såvel som i en regering, er det vigtigt, at der er styr på partiets medlemmer, for at systemet kan fungere (Damgaard 2000, 274). Denne type interaktionsmønster ses dog ikke så meget i en dansk kontekst, hvorfor Danmark (såvel som de andre nordiske lande) snarere er kendetegnet ved fraværet af denne type interaktionsmønster. Den primære forklaring herpå er den høje partidisciplin (Damgaard 2000, 274; Jensen 2000, 14; Skjæveland 2001). Da politikerne i partierne kun i liden grad afviger fra partilinjen, er det dermed ikke i Danmark denne type adfærd oftest observeres, men snarere i andre lande (såsom England og Frankrig).

Overordnet kan vi derfor konkludere, at det analytisk giver god mening i en dansk kontekst at se på partierne som enhedsaktører. Dermed ikke sagt, at der ikke kan opstå utilfredshed eller komme krav fra partiernes baglande, men at forklaringskraften ved at studere variationerne i dette, ikke fortæller os meget om relationen mellem Folketinget og regeringen. Når dette er sagt skal det noteres, at politikerne, til trods for de repræsenterer et parti, ikke udelukkende indgår i relationer, hvor det er partiets interesser der varetages.

2.3 Interaktionsmønster: Folketinget som markedsplads
Selvom folketingspolitikerne primært repræsenterer et politisk parti, repræsenterer politikerne også særinteresser (Damgaard 2000, 276). Folketinget kan dermed også studeres som en markedsplads, hvor politikerne arbejder sammen på tværs af partipolitisk prædikat, og med bestemte interesseområder som fællesnævner.

Denne type af interaktionsmønster hjælper os med at forklare de specialiserede folketingsudvalg med repræsentanter fra forskellige partier, der behandler lovgivning på forskellige politikområder. Udvalgssystemet i Folketinget og de institutioner der er relateret hertil, giver folketingspolitikerne gode muligheder for at påvirke de politiske initiativer fremsat af ministeren på et bestemt område (Martin & Vanberg 2011, 37). Dette har to implikationer. For det første at folketingspolitikerne har mulighed for at påvirke den førte politik på specialiserede områder. For det andet at folketingspolitikerne har mulighed for at kontrollere hvilken politik der bliver fremsat af regeringen (jf. Folketinget versus regeringen interaktionsmønsteret). Stærke udvalg er dermed en fordel for parlamentspolitikerne, da det styrker parlamentets magt i magtforholdet til regeringen.

Der er dermed udvalgsarbejde, der er relevant at studere, når vi analyserer relationen mellem Folketinget og parlamentet. Når dette er sagt, skal det dog også noteres, at selvom udvalg i de nordiske lande er kollektive aktører i lovgivningsprocessen, vurderer parlamentspolitikerne generelt partiet over udvalget, hvilket kan indikere at det er partiinteresser der prioriteres højere end bestemte særinteresser (Damgaard 2000, 278).

Dette harmonerer som beskrevet fint med, at intraparti typen ikke er det interaktionsmønster vi vil se mest i en dansk kontekst, blandt andet på grund af den høje partidisciplin. Vi kan omvendt antage at partierne er enhedsaktører, hvilket hjælper os, når vi ser på Folketinget som en arena hvor flere partier agerer.

2.4 Interaktionsmønster: Folketinget som arena
Folketinget kan anskues som en arena hvor partier agerer, og forhandlinger mellem disse afgør hvilken regering der bliver dannet. Bestemte politiske partier bliver dermed enige om at indgå i en regeringsformation med fælles mål (Strøm 1990a, 24). Regeringen må derfor ligeledes se som en konstellation af partier, der har deres relation til Folketinget. Interaktionsmønstret er dermed ikke længere ”Folketing versus regering”, men snarere blot Folketing og regering, ved at se på forskellige partiers rolle i Folketinget og deres relation til regeringen. Forhandlinger mellem partier er dermed afgørende for at forstå relationen mellem Folketinget og regeringen (Damgaard 2000, 279).

Anthony King, der analyserede forskellige typer af interaktionsmønstre, tog ikke højde for politiske systemer hvor minoritetsregeringer er normen (Damgaard 2000, 267). Der er dog gode grunde til at inddrage dette forhold i redegørelsen, da det siger noget om hvordan en regering står i forhold til oppositionen, og dermed den adfærd der kan forventes i et parlament. Minoritetsregeringer har per definition ikke et flertal parlamentet, men er afhængige af hvad nogle oppositionspartier gør. Minoritetsregeringer er normen i Danmark, og de regeringer der er minoritetsregeringer i Danmark, har den længste levetid (Lijphart 1999, 137).

Hvorvidt et parti har en klar præference for at indgå i en regering (office), er betinget af hvor meget partiet vægter denne præference i forhold til stemmer og politik (Strøm 1990b). Dertil kommer så forskellige hensyn der skal overvejes i forhold til, hvor mange partier der arbejdes for skal indgå i en regeringskoalition (Strøm 1990a, 33ff).

Dette interaktionsmønster, altså når Folketinget analyseres som en arena, synes derfor at være vigtigt, når vi skal studere relationen mellem Folketinget og regeringen. Dette både før og efter en regeringsdannelse. For det første når partierne indgår i et spil om at danne en regering. For det andet når regeringen er dannet (der som beskrevet i de fleste tilfælde er en mindretalsregering) og skal få gennemført sin politik i Folketinget.

3 Hvorfor disse relationer mellem Folketinget og regeringen?
3.1 Perspektiver på relationen mellem Folketinget og regeringen
I forrige sektion redegjorde jeg for forskellige interaktionsmønstre og overvejede deres betydning for relationen mellem Folketinget og regeringen. Dette kan opsummeres således, at intrapartiinteraktionsmønsteret ikke er lige så relevant som de andre, blandt andet på grund af den høje partidisciplin, mens at de andre relationer kombineret kan danne grundlaget for en videre diskussion over relationen mellem Folketinget og regeringen.

Vi kan tage udgangspunkt i den parlamentariske styringskæde, men modificere og diskuter vores antagelser for til sidst at se Folketinget som en arena med partier som enhedsaktører, og regeringen ligeledes som en kollektiv aktør bestående af et eller flere partier. Til dette kan vi tilføje at folketingspolitikere har gode muligheder til at påvirke lovgivningen (gennem udvalgsarbejde) og kontrollere regeringen (via formelle såvel som uformelle institutioner).

Disse interaktionsmønstre, og hvordan relationerne mellem aktørerne i den parlamentariske institutionelle konfiguration kan anskues, er betinget af vores teoretiske perspektiv. Vi kan derfor fokusere på spørgsmålet relateret til hvorfor Folketinget har gode kontrolinstrumenter til rådighed og gode muligheder for at påvirke lovgivningen gennem udvalgsarbejde. For at belyse dette vil der blive taget udgangspunkt i henholdsvis et sociologisk institutionelt perspektiv (inspireret af sociologisk institutionalisme som præsenteret i Hall & Taylor (1996, 946ff)) og et politologisk/rational choice institutionelt perspektiv (inspireret af specielt Moe (1990)).

Parlamentsmedlemmer i alle nordiske lande vurderer parlamentet som regeringen til at være magtfulde sammenlignet med andre kollektive aktører (Damgaard 2000, 272). Både Folketinget og regeringen har dermed magt. Politikere vurderer dog at regeringen er mere magtfuld end parlamentet – og at det burde være omvendt. På et diskursivt niveau synes sondringen mellem regering versus opposition altså at give mening for politikerne.

Hvorfor har regeringen så den magt den har, og hvorfor har Folketinget også en del magt? Eller formuleret med andre ord: Hvorfor ser vi netop denne institutionelle konfiguration, som præsenteret gennem de forskellige interaktionsmønstre i forrige sektion.

En forklaring på hvorfor vi ser disse relationer mellem Folketinget og regeringen er, at der er en konsensuskultur og en tradition for, at oppositionspartier i Folketinget inddrages i lovgivningsprocessen. Her kan vi tage udgangspunkt i normer der er indlejret i formelle såvel som uformelle institutioner (Hall & Taylor 1996, 947). Med andre ord, at der er tale om bestemte institutionelle normer, der er konsolideret og påvirker regeringens adfærd i relation til Folketinget. Det er ikke alle 179 folkevalgte politikere der bliver udskiftet ved hvert valg, men en udskiftning hvor nogle nye folketingsmedlemmer kommer ind i et Folketing (og nogle også i en regering) med allerede eksisterende uformelle såvel som formelle spilleregler, der sætter rammerne for, hvordan man bør agere som politiker (logic of appropiateness).

Der er betydningsfulde normer og standarder der gør, at politikerne ønsker at Folketinget skal inkluderes i lovgivningsprocessen gennem udvalgsarbejde og samarbejde. Dette er normer der er stærkere end agentens (regeringens) præferencer, hvorfor den søger at imødekomme andre partiers præferencer i Folketinget, også selvom disse må afvige fra regeringens. Agenten har dermed accepteret de normer der er, og arbejder derfor ikke aktivt på at minimere dele af principalens (her forstået som oppositionen) kontrolmuligheder og indflydelse.

Folketinget og regeringen kan dog også bidrage til at forandre de institutioner der udgør de parlamentariske spilleregler. Her vil et rationelt perspektiv indvende, at vi må se på de incitamenter de relevante aktører har. Der er åbenlyse grunde til, at en regering vil minimere Folketingets kontrolmuligheder og indflydelse i lovgivningsprocessen. Regeringen har bestemte præferencer der divergerer fra de andre partier i Folketinget, og at indrette effektive institutioner der giver regeringen de bedste muligheder for at gennemføre sin politik uden inddragelse af Folketinget i lovgivningsarbejdet gennem blandt andet udvalgsarbejde, ville være efterstræbelsesværdigt. Agenten har med andre ord en egennyttemaksimerende interesse i at maksimere agent-problemerne i principal-agent relationen.

Vi kan dog diskutere en agents egentlige interesse i dette. Der er forhold der gør, at regeringen ikke ønsker at regeringen bliver for effektiv og får for meget magt sammenlignet med Folketinget. Dette skyldes politisk usikkerhed, og det faktum, at politiske aktører, der har en bestemt position i dag, kan have en anden position efter næste valg (Moe & Caldwell 1994, 174; Norton 2001, 27). Regeringen har med andre ord ikke regeringsmagten for evigt, og de partier der udgør regeringen, vil kun være at finde i Folketinget på et tidspunkt, hvor andre partier vil være i regeringen. Denne usikkerhed er altafgørende når politiske institutioner indrettes, da ingen politisk aktør har ejerskab over regeringsmagten (Moe 1990, 227).

Derfor kan selv en regering (agent) have en interesse i at fremme institutioner der gør, at Folketinget har mulighed for at kontrollere agenten. Relationen mellem Folketinget og regeringen er dermed resultatet af partiernes kamp over strukturelle midler, der ikke gør regeringen til en effektiv agent, men en der tager hensyn til de potentielle udfald den politiske usikkerhed tilskriver de poliske partier, grundet manglende ejendomsrettigheder i politik (modsat økonomiske antagelser om grundlaget for transaktioner på et marked, jf. Moe (1990)). Magtfordelingen mellem Folketinget og regeringen kan dermed anskues som en ligevægt opnået gennem gentagne spil hvor incitamenterne til at henholdsvis øge og reducere principalens kontrol ændres alt efter om man som parti indgår i den koalition der udgør agenten eller ej.

3.2 Folketinget og regeringen: Principal = Agent + opposition + støtteparti(er)?
Relationen mellem Folketinget og regeringen kan som beskrevet anskues på forskellige måder. Først og fremmest i form af bestemte interaktionsmønstre, hvor nogle er mere fremtrædende i relationen mellem Folketinget og regeringen end andre. Ligeledes kan det diskuteres hvilke grundlæggende mekanismer der forklarer disse institutionelle konfigurationer og deres oprindelse.

Folketinget versus regering og principal-agent relationen er nyttig, men det kan diskuteres hvor meget denne lader sig direkte applicere på relationen mellem Folketinget og regeringen. Et eksempel på dette er, at man kan anskue relationen mellem Folketinget og regeringen i et omvendt principal-agent forhold, grundet nogle af de beføjelser regeringen har. Dette kan dermed bruges til at diskutere, hvorvidt vores antagelser om en stringent principal-agent relation harmonerer med virkeligheden. Det bedste eksempel på at dette ikke altid er tilfældet, er statsministerens ret til at udskrive valg inden for valgperioden. Med dette institutionelle redskab har vi en situation, hvor agenten har retten til at bestemme, at der skal findes en ny principal. Vi ser med andre ord agentens mulighed for at smide principalen på porten (med agentens fald som følge deraf selvfølgelig).

Der er gode teoretiske såvel som empiriske grunde til at antage, at det pågældende er et eksempel på et politisk våben en leder af regeringen anvender, når det vil gavne egne interesser (og skade politiske modstandere). Der er således flere eksempler på at statsministeren har valgt det strategisk bedste tidspunkt at udskrive valg på. Eksemplet illustrerer vanskelighederne forbundet med at studere Folketinget udelukkende som en magtfuld principal og regeringen som en agent der er bundet op herpå.

Ligeledes kan vi ikke, som de andre interaktionsmønstre også viser, se regeringen som noget der udelukkende er versus Folketinget. Regeringen er rodfæstet i Folketinget, og denne arena er regeringen også på. Det giver dog ikke desto mindre god mening at anskue regeringen som en agent (med de nævnte begrænsninger in mente), der ikke er isoleret fra principalen. Det kan dermed diskuteres, om principalen (Folketinget) bør ses som summen af agenten (regeringen), oppositionen og eventuelle støttepartier. Disse relationer er påvirket af blandt andet de ovenstående institutionelle karakteristika, men der er mere til relationen mellem Folketinget og regeringen end det til nu nævnte.

Der er formelle og uformelle institutioner der påvirker relationen mellem Folketinget og regeringen, men det er ikke kun institutionelle determinanter der er bestemmende herfor. Hvis vi anser institutionelle forhold som noget der kan forklare en systematisk variation i Danmark i forhold til andre lande (dette være sig de forhold som mindretalsregeringer, partidisciplin m.v. der påvirker forskellige interaktionsmønstre), er der også en usystematisk variation, der blandt andet kan være den forskel der er i relationen mellem Folketinget og regeringen ved forskellige regeringer. Dette kan være alt lige fra hvor god en konkret regering er til at være agent til hvordan regeringen opfattes af vælgerne. Et hypotetisk eksempel på sidstnævnte kan være, at der måske vil være et øget pres fra Folketingets partier på en regering, hvis en regering samlet står svagt i meningsmålingerne. Disse pointer skal blot illustrere, at der også er andre forhold der er relevante end blot institutioner, når relationen mellem Folketinget og regeringen analyseres og diskuteres.

4 Konklusion
Relationen mellem Folketinget og regeringen kan fremstå som resultatet af multikausale forklaringer, hvor ét interaktionsmønster ikke kan forklare relationen mellem Folketinget og regeringen alene. Nærværende besvarelse har forsøgt at belyse forskellige af disse interaktionsmønstre med henblik på at diskutere relationen mellem Folketinget og regeringen.

For at pointere det strategiske magtspil der synes at finde sted mellem regeringen og (primært) oppositionen i Folketinget, kan vi som en afsluttende bemærkning drage en parallel til skakspillet. Folketinget er det skakbræt hvor regeringen spiller mod oppositionen. Regeringen er de hvide brikker, oppositionen de sorte. Ministre fra regeringen fremsætter de fleste lovforslag, og tager derfor det første træk. Oppositionen agerer på baggrund heraf, og har et fint overblik over hvilke træk regeringen tager og vice versa (grundet ex post kontrolmekanismer).

Den strategiske interdependens mellem de politiske partier og de fælles institutionelle spilleregler skaber bestemte relationer mellem Folketinget og regeringen. Folketinget har meget at skulle have sagt i forhold til spillets udfald (den gennemførte politik), og dette er partierne tilfredse med. Også regeringen, da denne er bevidst om, at ved næste spil kan brættet vende, og så er det oppositionens tur til at være regeringen og have de hvide brikker. Dette kan forklare en parlamentarisk stabilitet i relationen mellem Folketinget og regeringen med henvisning til de institutioner der skaber rammerne for den adfærd der udøves af de politiske partier i Folketinget såvel som i regeringen.

Relationen mellem Folketinget og regeringen er dermed kendetegnet ved en høj grad af inddragelse af folketingspolitikerne i lovgivningsprocessen, uden at regeringen forhindres i at forfølge politiske målsætninger. Denne relation kan betegnes som en afvejning der sikrer en effektiv (minoritets)regering, hvor folketingspolitikerne involveres i lovgivningsarbejdet og har kontrol over regeringens arbejde.

Litteraturliste
Damgaard, E. 2000. Parliament and Government. I Beyond Westminister and Congress: The Nordic Experience, red. P. Esaiasson og K. Heidar. Columbus: Ohio State University Press pp. 265-280.

Damgaard, E. 2004. “Developments in Danish Parliamentary Democracy: Accountability, Parties and External Constraints.” Scandinavian Political Studies 27(2):115-131.

Hall, P. A. & R. C. R. Taylor. 1996. “Political Science and the Three New Institutionalisms.” Political Studies 44(5):936-957.

Jensen, T. K. 2000. Party Cohesion and Cooperation across Party Lines in Nordic Parliamentary Parties. I Beyond Westminister and Congress: The Nordic Experience. Columbus: Ohio State University Press pp. 1-29.

Lijphart, A. 1999. Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven and London: Yale University Press.

Martin, L. W. & G. Vanberg. 2011. Parliaments and Coalitions: The Role of Legislative Institutions in Multiparty Governance. Oxford: University Press.

Moe, T. M. 1990. “Political Institutions: The Neglected Side of the Story”. Journal of Law, Economics, & Organization 6: 213-253.

Moe, T. M. & M. Caldwell. 1994. “The Institutional Foundations of Democratic Government: A Comparison of Presidential and Parliamentary Systems.” Journal of Institutional and Theoretical Economics 150(1):171-195.

Norton, P. 2001. “Playing by the Rules: The Constraining Hand of Parliamentary Procedure.” The Journal of Legislative Studies 7(3):13-33.

Russo, F. & M. Wiberg. 2010. “Parliamentary Questioning in 17 European Parliaments: Some Steps towards Comparison.” The Journal of Legislative Studies, 16(2):215-232.

Skjæveland, A. 2001. “Party Cohesion in the Danish Parliament.” The Journal of Legislative Studies 7(2):35-56.

Strøm, K. 1990a. Minority Government and Majority Rule. Cambridge: Cambridge University Press.

Strøm, K. 1990b. “A Behavioral Theory of Competitive Political Parties.” American Journal of Political Science 34(2):565-598.

Strøm, K. 2000. “Delegation and Accountability in Parliamentary Democracies.” European Journal of Political Research 37(3):261-89.

Er journalisternes politiske orientering et problem?

En undersøgelse viser at 80 pct. af de danske journalister, hvis der var valg i dag, ville stemme på et rødt parti. Er det problematisk? Det er det hvis det står til flere fremtrædende højreorienterede debattører (kig for eksempel her, her, her eller her). Ralf Pittelkow skriver blandt andet:

Journalisterne ligger altså langt fra befolkningen som helhed i deres politiske holdninger. Påvirker det deres journalistik?

Der mangler i høj grad brugbar forskning om emnet. Måske hænger det sammen med, at universitetslærerne konkurrerer med journalisterne om at være Danmarks mest venstreorienterede.

Ved valget i 2007 tog jeg sagen i egen hånd. Jeg undersøgte valgdækningen på de to store tv-kanaler og fandt en markant slagside til fordel for rød blok. Vel at mærke i de offentlige tv-kanaler, der har en særlig forpligtelse til at holde balancen.

Hvad er Pittelkows undersøgelse så udtryk for? Kort sagt det man betegner the hostile media effect, hvor implikationen er, at højreorienterede som regel finder at medierne er for ukritiske over for venstreorienterede og vice versa. Det er derfor ingen overraskelse, at når man sætter Ralf Pittelkow til at se nyhederne, vil han sandsynligvis konkludere, at journalisten godt kunne have gået hårdere til dem han ikke er enige med.

Vi har derfor til gode at se en rationel politiker eller debattør kritisere medierne for at favorisere holdninger der harmonerer med kritikerens egne. Henrik Sass Larsen var for snart et år siden ude og kritisere flere medier for at være borgerligt dominerede, og der findes flere lignende udmeldinger fra både røde og blå politikere. Vi finder dermed kritikken på begge fløje, blot med forskellige fortegn.

Kan vi så per definition ikke udtale os om en eventuel skævvridning i mediedækningen? Jo, og det passer ganske enkelt heller ikke når Pittelkow skriver, at der mangler brugbar forskning på området. Med mindre han med brugbar selvfølgelig mener forskning han kan bruge til at fremme egne synspunkter.

I Kunsten at holde balancen bliver det undersøgt om der er en skævvridning i mediernes dækning, der gør denne dækning ubalanceret. Her er en af hypoteserne, at venstresiden i dansk politik bliver favoriseret. Dette findes der intet belæg for. En anden af hypoteserne går på, at journalisternes politiske overbevisning ingen indvirkning har på det journalistiske produkt. Dette kan ikke afvises.

I studiet tages der højde for at der findes mere end én type af bias, at der findes noget der hedder hostile media effect (hvorfor interkoderreliabilit, operationaliseringer m.v. bliver ekstra vigtigt), og andet der gør, at man kan kalde studiet for systematisk og videnskabeligt. Og så dækker undersøgelsen ikke kun én valgkamp (som mag.art. i litteraturvidenskab Ralf Pittelkows gør), men fem valgkampe (1994, 1998, 2001, 2005 og 2007), hvorfor resultaterne ikke blot er udtryk for tilfældigheder ved ét bestemt valg (hvilket Pittelkow ikke kan afvise som værende en mulighed i hans pseudoundersøgelse).

Betyder det at vores viden er komplet og at spørgsmålet om journalisternes politiske orientering ikke længere er aktuelt? Selvfølgelig ikke. Der kan sagtens være problematiske aspekter forbundet med journalisternes politiske orientering og den politiske dækning. Det er derfor kun sundt at diskutere sådanne spørgsmål (om forskellige typer af bias, forskellige typer af magt osv.) og holde medierne op på, at de skal tilstræbe sig objektivitet i deres nyhedsdækning.

Der er dog intet der taler for, at journalisterne, ubevidst såvel som bevidst, tilsidesætter faglige normer og standarder af hensyn til egne politiske agendaer, og derfor intet der umiddelbart taler for, at det er problematisk, at journalisterne er mere venstreorienterede end resten af befolkningen.