Først publiceret på podia.dk.
»Jeg hedder Mette Reissmann. Du kender mig måske fra tv programmet Luksusfælden, men jeg er også aktiv socialdemokrat«. Sådan indleder Mette Reissmann sin velkomstbesked til de besøgende på hendes hjemmeside. Underfundigt nok er jeg ikke stødt på så meget som én nyhed under valgkampen der har nævnt Mette Reissmann, uden også at få nævnt Luksusfælden – og lave en eller anden sammenligning mellem Luksusfælden og dansk økonomi.
Det er måske også denne association der gør, at hun nu er valgt til Folketinget. Hun er i hvert fald ikke bleg for at fremme en opfattelse af, at hendes evner – som fremvist i TV3-programmet Luksusfælden – kan overføres til den politiske praksis, og som hun også har meldt ud, er der »mange ting tilfælles mellem statsbudgetter og privatøkonomi«.
Jeg er ikke ekspert i makroøkonomiske modeller og teorier og lignende, men lad os da antage, at Mette Reissmann med rette kan skabe denne association mellem Luksusfælden og Danmarks økonomi. Ser vi på den visdom hun har prædiket igen og igen og igen i Luksusfælden, finder vi den gamle læresætning om, at ens indtægter skal være større end ens udgifter. Simple as ABC.
Det er dog aldrig nemt i Luksusfælden for de deltagende familier med økonomiske vanskeligheder. Der er mange følelser involveret. De har vænnet sig til en bestemt levestandard. De har købt forbrugsgoder og luksusprodukter i vanvittige mængder. Problemet visualiserer Mette ved at samle en masse pengesedler på en plade der viser hvordan familiens udgifter ligger, og forklarer hvordan dette ikke stemmer overens med indtægterne. Alt sammen for at familien kan se, at »This is serious!« (eller som Villy Søvndal ville formulere det: This is syria!).
Mette Reissmann får derefter en fuldmagtstilladelse og kan så træffe de nødvendige beslutninger – på rationel afstand til problemerne. Sælge ud af modelflyversamlingen, lade kærester blive gift, omlægge lån, sælge huset, sende folk på rygestopkurser osv. Alt sammen noget der hver gang ender med det samme: Indtægterne vil ende med at være større end udgifterne.
Nu er Mette Reissmann så kommet i Folketinget. Hvad er det for en virkeligheden hun indfinder sig i? Hvis hun valgte at visualisere landets økonomi med pengesedler på en bordplade, ville hun kunne få et indblik i en udgiftstung velfærdsstat, der står over for kort- såvel som langsigtede problemer. Ikke nok med dette har danskerne problemer: De har vænnet sig til bestemte sociale ydelser, et bestemt lønniveau osv. Ligeledes er de blevet lovet, at hvis bare de arbejder 12 minutter mere, skal det hele nok gå. De er med andre ord af den klare overbevisning, at der er en magisk løsning på problemerne.
Men Mette Reissmann, nu har du fået en fuldmagtstilladelse af de danske vælgere. Herfra skal der derfor lyde en opfordring til, at du tager dig sammen, afviger lidt fra den typiske socialdemokratiske magilogik og bidrager til at træffe nogle upopulære – men vigtige – beslutninger, der kan få styr på regnskabet. Beslutninger som Liberal Alliance har advokeret for, der skal sikre at beskatningsgrundlaget er til stede på længere sigt.
Det er derfor hyklerisk når du, Mette Reissmann, udelukkende argumenterer for politiske tiltag som efterlønnens bevarelse, for en betalingsring, for mere økonomisk lighed og ligeledes er principiel modstander af brugerbetaling. Dine politiske udmeldinger bidrager på ingen tænkelig måde til at skabe orden på økonomien (snarere tværtimod), hvis vi antager at det grundlæggende mål må være, at udgifterne ikke er større end indtægterne.
Derfor, Luksusfælden-Mette: Hvis du til stadighed insisterer på, at du kan bruge dine evner fra Luksusfælden, må du også kunne eksplicitere hvordan der skabes en balance mellem statens udgifter og indtægter. Tak.