Erik Gahner Larsen

Hvem skal betale for krisen?

Cevea stiller ovenstående spørgsmål og kommer ikke så overraskende frem til, at danskerne ser »finanssektoren og millionærerne, som dem, der endnu ikke har taget deres del af ansvaret for krisen«.

Hvordan er Cevea kommet frem til konklusionen? Simpelt: De har lavet en meningsmåling gennem analyseinstituttet Internetresearch A/S og spurgt danskerne om, hvem der skal betale for krisen. Analysen er blevet omtalt hos bl.a. Politiken, Avisen.dk og FinansWatch.

Lad os se nærmere på de svarmuligheder respondenterne i undersøgelsen er blevet stillet over for, og på en Likert-skala skulle ytre deres enighed i forhold til, da de skulle besvare spørgsmålet.

På den første side i analysenotatet finder vi figur 1, der viser svarene på: ”Hvem skal betale prisen for den økonomiske kriser [sic]”. Her skal respondenterne blandt andet svare på om de synes, at det er de arbejdsløse og/eller de nedslidte, der skal »betale for krisen«. Dette er der – knap så overraskende – ikke så mange, der synes om. Meget bedre ser det ikke ud i forhold til ønsket om at alle skal betale ved at skære i velfærden eller arbejde mere.

Dem der skal betale er ikke engang de rigeste, men de allerrigeste – og så bankerne. Bum. Det kan næppe være nogen overraskelse at respondenterne i højere grad svarer, at de er enige med dette, når alternativerne handler om at ramme de svageste i samfundet eller skære i velfærden. Det er smart skruet sammen af Cevea, og de har undgået at bruge penge på en undersøgelse der kunne vise noget, som ikke matchede den dagsorden de ønsker at sætte.

Cevea tolker undersøgelsen som om, at mentaliteten fra Occupy Wall Street er at genfinde i den danske befolkning, og der protesteres mod det »økonomiske borgerskab og finansfyrsterne«. Det er måske at konkludere lige lovligt meget på baggrund af den pågældende undersøgelse.

Jeg ville hjertens gerne skrive mere om analysen, men for det første har jeg ganske enkelt svært ved at tage den seriøst, og for det andet er det vanskeligt, når de metodiske informationer er henlagt til en simpel, lille fodnote i notatet og generelle oplysninger er fraværende.

Det radikale regeringsgrundlag

En lille tanke: Kan det tænkes at vælgerne generelt ville være mere positive overfor regeringsgrundlaget, hvis radikale vælgere og politikere havde været ude og kritisere samme?

Et kompromis er når flere parter bliver enige om noget, som ingen er enige i. I dette tilfælde virker det mest som om, at de Radikale ikke er imod noget som helst af det der står i regeringsgrundlaget. Denne holdning finder man i hvert fald blandt radikale vælgere. Ligeledes er det en stor del af vælgernes opfattelse, at regeringsgrundlaget er radikalt.

De Radikale har fået sat et tydeligt og klart aftryk på regeringsgrundlaget, og de har grund til at være tilfredse – men måske har de solgt det for godt til vælgerkorpset og medierne? Måske ville S-SF-vælgerne være mere tilfredse, hvis radikale vælgere ikke havde haft glædestårer i øjnene ved en gennemlæsning af regeringsgrundlaget, men snarere udviste utilfredshed over 24-årsreglen og lignende. For hele regeringens bedste.

Spurgt med andre ord: Har det skadet regeringen, at radikale vælgere fremstår enige i det som ingen bør være enige i?

SPIL: Elasto Mania (2000)

Ser man på markedet for computerspil, ser man over tid en rivende udvikling på næsten alle fronter. Grafik, gameplay og alt er blevet vildere. Selv specifikationskravene der skal være opfyldt for at ens hardware kan trække spillet, bliver større. Jeg spiller sjældent computerspil, så det kan ikke betale sig at investere i vildt hardware der kan trække de nyeste spil. Derfor er Elasto Mania et godt spil på min laptop.

Spillet er i 2D og kræver så godt som intet af din computer. Det prøver ikke at fascinere dig med grafiske overraskelser. Tværtimod. Det kræver ikke at man bruger et helt tastatur til at udføre alverdens trick, men spillet er ikke simpelt af den grund.

I spillet sidder du på en motocross-cykel. Du kan ikke hoppe af, men skal køre rundt og samle æbler. Yep, æbler. Når alle æbler er samlet ind, skal du ramme en blomst. Yep, blomst. Spillet er bygget op i levels, og når du har gennemført et level, kommer du til det næste, hvor sværhedsgraden øges fra level til level (som man kender det fra så mange andre spil).

Det første man forsøger på er at gennemføre et level. Når man spiller det igen, bliver det så et spørgsmål om at gennemføre det så hurtigt som muligt – selvfølgelig med henblik på at slå sin egen rekord. Der er et halvt hundrede levels i Elasto Mania – men med lidt snilde kan man skaffe flere tusinde levels, og så er der udfordringer nok til et helt liv.

Elasto Mania kræver kun et par piletaster og en mellemrumstast, men det er ingenlunde simpelt. Forskellen på begynderen og mesteren i dette spil er kolossal. Evnen til at bruge cyklen, banen og tyngdekraften rigtigt – og kombinere dette med en god strategi til at indsamle æblerne hurtigst, kommer ikke af sig selv, men kræver mange timers spil.

I nærværende spil er der mange timers vanedannende underholdning. Og du vil aldrig nogensinde kunne gennemføre dette spil, så det er kun interessen for spillet der sætter grænsen for, hvor mange timer der vil blive brugt på Elma (som spillet hedder i daglig tale). Den eneste ulempe ved spillet er, at det, hvis man er lovlydig internetbruger, ikke er gratis.

Først publiceret på Kulturkanonen.

Hvad synes danskerne om den røde regering?

Det vrimler med meningsmålinger for tiden der på en eller anden måde skal vurdere noget den nye regering gør. Det lettere komiske aspekt er, at regeringen i bund og grund ikke har gjort noget endnu, andet end at tale om regeringsgrundlaget og udvalgt nogle ministre.

Derfor ser vi ret tynde meningsmålinger der handler om danskernes opfattelse af løftebrud, gætterier om hvordan det kommer til at gå og så videre. Alt sammen meningsmålinger der i bund og grund handler om ens opfattelse af den nye regering. Konklusionen er næppe noget der vil slå benene væk under dig, kære læser: Røde vælgere bakker i højere grad op om den røde regering end blå vælgere. Alligevel ser vi forsideartikel efter forsideartikel der bygger på det udgangspunkt.

Lad os tage et par eksempler, begge fra MetroXpress. I dagens udgave af MetroXpress finder man en artikel omhandlende, at danskerne er af den opfattelse, at den røde regering bliver »et dyrt bekendtskab«. For en problematisering af artiklens konklusion på baggrund af meningsmålingen, henviser jeg til dette indlæg. Det interessante i denne sammenhæng er, når man ser på hvordan ens opfattelse sandsynligvis er afhængig af ens politiske orientering.

Spørgsmålet der er blevet stillet er: »Forventer du, at S-R-SF-regeringens politik vil have negativ eller positiv indflydelse på din private økonomi de kommende år? «. Lad os se på hvordan danskernes forventning er fordelt – og blå og røde vælgere er specificeret ud fra farven i søjlen.

Det ses tydeligt, at specielt blå vælgere er mere negativt indstillede end røde vælgere. Det giver ingen reel mening at tale om danskerne som en gruppe, der har én opfattelse af den røde regering, hvorfor overskriften ”Danskere: Den røde regering bliver et dyrt bekendtskab” virker forfejlet. Artiklens konklusion hviler på, at røde vælgere i meget højere gad har en status quo-forventning, end blå vælgere. Skal man konkludere noget på baggrund af meningsmålingen er det, at blå vælgere er mere kritiske over for den røde regering end røde vælgere. Surprise, surprise!

Et andet eksempel er ligeledes fra MetroXpress og handler om danskernes opfattelse af løftebrud versus kompromiser. Her er 1.018 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 blevet stillet over for to udsagn: 1) ‘S-SF har måttet indgå kompromiser med Det Radikale Venstre i regeringsgrundlaget, og derfor er det naturligt, at de to partier ikke har fået alle deres løfter igennem.’ og 2) ‘S-SF har brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige’.

Personerne i meningsmålingen har så svaret på, hvilket udsagn de er mest enige i. For at visualisere min forholdsvist simple pointe, har jeg ved hvert parti taget differensen i procentpoint for de respektive partier, hvorved at vi kan have værdien fra -100 til +100. -100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 2 (at der er brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige), +100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 1 (det med kompromiser) og 0 angiver, at lige mange fra hvert parti er mest enige i de to udsagn. Lad os se hvad vi finder:

Igen, ikke den store overraskelse: De blå vælgere mener at de røde partier fremstår utroværdige, hvor de røde vælgere omvendt mener, at de røde partier har indgået kompromiser. S og SF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at der er tale om politiske kompromiser i regeringsgrundlaget. DF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at de to nævnte partier er utroværdige. Surprise, surprise.

Hvordan skal vi forholde os til disse tal? Meningsmålingerne taler mest af alt for, at vælgerne er loyale over for de partier, de har stemt på. Dette harmonerer fint med Rune Slothuus resultater omkring, at der kan være en partiafsendereffekt1. Dette vil sige, at det ikke handler om hvad partierne gør, men hvilke partier der gør det.

Er det et parti man har et tilhørsforhold til (som man for eksempel stemmer på), er man mere åben over for de udmeldinger det parti kommer med. Rune Slothuus lavede et eksperiment på baggrund af vækstpakken i efteråret 2009, hvor både Socialdemokraterne og Venstre gik ind for øgede offentlige investeringer. Her fandt han klare og konsistente effekter i forhold til partiafsenderen. Vælgernes holdning til vækstpakken var dermed tydeligt farvet af det parti der meldte noget ud omkring den – og så om man stemte på det pågældende parti eller ej.

Jeg vil argumentere for, at det er de samme effekter man finder i disse dages meningsmålinger. Der er ingen reelle politiske aspekter i meningsmålingerne, men blot noget der handler om ens opfattelse af partierne. Her er det ingen overraskelse at blå vælgere er mere skeptiske og kritiske over for en rød regering end røde vælgere. Det giver derfor ingen reel mening at tale om danskere som ét folk der har én bestemt holdning til den nye regering på et område (for eksempel om den røde regering bliver et dyrt bekendtskab).

Hvad synes danskerne så om den nye regering? De røde vælgere er positive. De blå vælgere negative. Ryd forsiden!

  1. Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360. [↩]

Spørgsmålsformuleringens betydning for meningsmålinger

Når analyseinstitutter foretager meningsmålinger for organisationer m.v., virker det ofte som om, at man på forhånd har en god idé om, hvilke konklusioner organisationerne ønsker at kunne bringe, på baggrund af meningsmålingen. Hvis f.eks. NGO-Forum (samarbejdsorgan for danske organisationer, der har interesse i dansk udviklingsbistand) ønsker at sætte fokus på ulandshjælp, får de analyseinstituttet til at formulere spørgsmålene således, at ulandshjælpen sættes op i forhold til for eksempel skattelettelser, så der er en god sandsynlighed for, at ulandshjælpen vil blive prioriteret højt af danskerne. Dette har jeg tidligere skrevet om, hvor jeg konkluderede:

Det er blot endnu et eksempel på at en interesseorganisation forsøger at sætte dagsordenen i medierne og påvirke politikerne ved at sige ”danskerne mener”. Spørgsmålet er selvfølgelig formuleret så man har en idé om hvad folk vil svare, så man kan udsende en pressemeddelelse der passer ind i ens politiske dagsorden.

Grunden til at jeg nævner dette er artiklen Bondefup med Gallup-tal, der er et fantastisk eksempel på, hvordan spørgsmålsformuleringen er af væsentlig betydning, hvis man vil forstå, hvorfor meningsmålingen viser hvad den gør. Kresten Roland Johansen formulerer problemets kerne:

“Min hovedanke går på, at Gallup har accepteret at bruge de generelt stærkt ledende spørgsmål. Der spørges på en sådan måde, at det ville være næsten fornuftstridigt at svare imod. Hvem vil ikke svare ja, når man bliver spurgt om, der skal være en grænse for, hvor langt danske politikere kan gå i forhold til at lægge særregler og afgifter over på dansk landbrug? Eller hvem ville svare ja til et spørgsmål, om Danmark skal skærpe miljøreglerne unødigt? Og vil ikke alle gerne slippe af med ”administrativt bøvl”?”

Ovenstående viser hvorfor det er vigtigt, at artikler der formidler meningsmålinger, også gengiver formuleringen på de spørgsmål der er blevet stillet. Spørgsmålsformuleringen kan være en væsentlig grund til, at en meningsmåling falder ud som den gør, og som ikke nødvendigvis afspejler den fulde sandhed – men et forvrænget billede af den.

HT: Kresten Roland Johansen (der bringer ovenstående citat)

Skal den kriminelle lavalder hæves?

En meningsmåling Morgenavisen Jyllands-Posten har fået foretaget, undersøger danskernes holdning til regeringens ønske om, at hæve den kriminelle lavalder til 15 år. 44 pct. af vælgerne støtter forslaget, 51 pct. er imod og 5 pct. ved ikke. Der er to interessante aspekter ved artiklen der er publiceret på baggrund af meningsmålingen.

For det første angiver artiklen, at justitsminister Morten Bødskov fra Socialdemokraterne tolker meningsmålingen som et udtryk for støtte til den nye regerings linje. Hvordan kan man tolke en meningsmåling der viser, at et flertal er imod et forslag, som en støtte til den nye regering? Det sidste den nye regering bør være bekymret for nu, er meningsmålinger (der er længe til næste valg), men det betyder ikke, at nærværende meningsmåling frit kan tolkes som en støtte til den nye regerings linje.

For det andet har journalisten bag artiklen et underfundigt forhold til den statistiske usikkerhed i meningsmålingen. Den pågældende journalist konkluderer, at »[d]en statistiske usikkerhed er på plus/minus tre procentpoint, hvilket betyder, at andelen af tilhængere og modstandere er lige stor.«

To forhold bør fremhæves her: 1) Der kan ikke konkluderes at gruppen af tilhængere og modstandere er lige store. I populationen kan det sågar tænke, at der er meget større forskel. Pointen er blot, at vi ganske enkelt ikke kan konkludere en signifikant forskel, hvis den statistiske usikkerhed kan forklare variationen. 2) Hvis vi accepterer journalistens præmis, er der, som pointeret andetsteds, stadig forskel på de to grupper, da forskellen er på 7 procentpoint. Dette betyder, at selv når der korrigeres for den statistiske usikkerhed, er der er forskel på de to grupper.

Forskellen på de to grupper er ikke stor, men den er der.

Filmanmeldelse: Commando (1985)

En af mine absolutte yndlingsfilm inden for actionfilmsgenren er Commando fra 1985. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at der er lavet utallige actionfilm efterfølgende der har en bedre historie, bedre effekter, bedre skuespil og så videre. Der er dog ingen actionfilm der tiltaler mig som Commando.

Indrømmet: Jeg har svært ved at argumentere objektivt og nøgternt for, at denne film er fantastisk. Den er fremragende fordi jeg har set den alt for mange gange som barn. På IMDb ligger den med 6,3 ud af 10 (hvilket er ret lavt), hvilket også er grunden til, at jeg har filmen med på min korte liste over undervurderede film.

Det er vanskeligt at eksplicitere hvad der gør denne film unik, men jeg kan med rette spørge: What’s not to like? Arnold Schwarzenegger er hårdtpumpet og cool, alt er så fandens 80er-agtigt på den fede måde, dialogerne er fyldt med oneliners der ikke kan eller bør laves længere – og der er action, humor, eksplosioner og alt hvad der kræves af en rigtig actionfilm.

Arnold Schwarzenegger spiller i Commando den pensionerede John Matrix. Han har slået sig ned væk fra stress og jag sammen med hans datter Jenny, hvor de nyder livet og hygger sig med badning, is og hvad livet ellers byder på af herligheder. Onde kræfter er dog ude efter John Matrix, og disse får held med at bortføre hans datter Jenny. Vores helt Arnold bliver af de onde kræfter sat på en mission, som skal klares inden for et døgn.

Han har dog ingen intentioner om at fuldføre missionen, hvorfor døgnet skal bruges effektivt på at få fundet og befriet sin datter. Dette resulterer i at Arnold kommer på noget af en tur, hvor betegnelsen one man army næppe finder nogen bedre anvendelse.

Der er ingen væsentlig grund til at dvale ved handlingsforløbet i filmen. Det følger en simpel struktur. Det er til trods for den hæsblæsende action befriende afslappende. Vi følger den gode helt mod de onde skurke. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at de gode uomtvisteligt vinder. Sådan er det med actionfilm. Og sådan var det i 80erne.

Filmanmeldelse: Drive (2011)

Drive er en fascinerende fed film. Den indeholder biljagter og action, men der er ikke tale om en film der vækker associationer til Fast & Furious og Transporter-filmene eller lignende såkaldte drengerøvs-actionfilm. Måske er det faktisk dér at forklaringen skal findes på, at nærværende film er en rigtig god film.

Først og fremmest skal det slås fast: Drive er ikke en kedelig film. Man er tværtimod opslugt af filmen fra første til sidste sekund. Der er yderst intense scener, plottet fungerer, den er smuk – både visuelt og auditivt. Hvad angår sidstnævnte mener jeg selvfølgelig musikken der akkompagnerer billedsiden utrolig godt, men også de lyde der udgør detaljerne, som for eksempel når den unavngivne hovedperson (spillet af Ryan Gosling) presser sin hånd sammen og man kan høre hvordan hans læderhandske vrider sig. Det er intet mindre end smukt.

Filmens hovedperson er god til at køre bil. Det er da også på den måde han tjener til dagen og vejen. Han er stuntmand, arbejder på et værksted, og så er han chauffør når der begås kriminalitet. Det er da også de evner han vil bruge, da en dame og hendes søn kommer i fare.

I hovedrollen finder vi som skrevet Ryan Gosling. Den første film jeg så med ham var Remember the Titans, men det er først fra The Notebook, at jeg mindes hans præstation, der var på et yderst højt niveau. For nogle måneder siden så jeg Blue Valentine, der ligeledes varmt kan anbefales. Og nå jo – Drive er instrueret af Nicolas Winding Refn, men det ved du jo nok selvfølgelig allerede.

På nuværende tidspunkt ligger filmen som nr. 107 på IMDbs top 250-liste. Den vil uden tvivl falde over de kommende par måneder (som de fleste nye film der rammer IMDbs top250 gør), men ikke desto mindre pointerer den flotte placering én ting: Filmen er mainstream. Og det er ikke på den dårlige måde.

Det er befriende at se en film der kombinerer biljagt, vold og det der er værre, med en handling der rækker videre end til bunden af popcornsbakken. Du kan i skrivende stund stadig nå en tur i biografen og se denne film, hvilket jeg kun kan anbefale, hvis du ikke allerede har været der.

SFs holdning til effekterne af lettelser i topskatten

Dette indlæg skal ikke handle om løftebrud, men lad os for en god ordens skyld lige få udgangspunktet på plads ved at kigge på hvad der blev meldt ud før, under og efter forhandlingerne omkring det nye regeringsgrundlag:

Igen – dette indlæg skal ikke handle om spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej. Hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er SF’s syn på topskattelettelser henholdsvis før og efter valget.

Før valget var topskattelettelser ikke noget der ville gavne den danske økonomi. Tværtimod. Nu er initiativet omvendt noget der skal bruges til at få styr på økonomien. Set i bakspejlet er følgende udmeldinger derfor ret underfundige:

»Det er en kæmpe hån mod de hundredetusinde danskere, der bliver ramt af forringelser af efterlønnen og højere pensionsalder, at foreslå nye skattelettelser til de rigeste. De fik at vide, at der ikke var råd til efterløn. Men nu kommer sandheden.«
– Ole Sohn (kilde)

og

»[…] Venstre [har] fortsat flere indefrosne skattelettelser som vil blive frigivet i løbet af de næste par år. Samtidig kan hjemmehjælperen og pensionisten se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen.«
– Villy Søvndal (kilde)

Der er ingen tvivl omkring at SF har været inde i nogle hårde forhandlinger med de Radikale, men betyder det så, at de skattelettelser der nu bliver gennemført vil føre til, at »hjemmehjælperen og pensionisten [kan] se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen«? Eller har SF blot ændret holdning til effekterne af topskattelettelser?

Min kvinde kan

Først publiceret på podia.dk.

Jeg har fået en idé til et i mine øjne fantastisk underholdningsprogram! Det skal være et program hvor mænd kan tage deres kæreste, kone eller ægtefælle med ind, og spille med andre mænd om, hvad ens bedre halvdel kan præstere.

I hvert program skal der være fire mænd der spiller med jetoner mod hinanden, og byder på hvad deres respektive partnere kan. Sidstnævnte er – medens mændene i et muntert toneleje omtaler deres damer som arbejdende objekter – sat til udstilling i hver deres glasmontre.

Titlen på programmet skal være »Min kvinde kan«. Programtitlen skal signalere at det er manden der ejer kvinden, og at han kan sende hende på arbejde alt efter forgodtbefindende. Kvinden skal fremstilles som et objekt der skal kunne gøre alverdens ting og sager for ikke at skuffe hendes retmæssige ejer, manden.

Det kan være alverdens forskellige opgaver kvinden kastes ud i. For eksempel at tage 60 armstrækkere på halvandet minut, flytte en masse slanger eller spise en helvedes masse saltstænger på meget kort tid.

Ved nærmere eftertanke ville sådan et program næppe blive til noget. Ligestillingsforkæmpere som direktøren for KVINFO Elisabeth Møller Jensen, »forsker« Karen Sjørup, forfatter Jette Hansen og mange andre ville i ligestillingens navn råbe vagt i gevær: Fremstillingen af det andet køn som værende herskende over det andet køn, er dybt krænkende og decideret respektløs.

Ved endnu nærmere eftertanke, er der dog faktisk allerede et program a la samme koncept. Det hedder blot »Min mand kan« og bliver sendt på Kanal 5. I ovenstående beskrivelse af mit underholdningsprogram kan du blot bytte det kvindelige køn ud med det mandlige og vice versa, og så har du Kanal 5-programmet.

Programmet er næppe noget der kan få folk til at blive forarget, og hvorfor skulle man dog også blive det? Det er ganske uskyldigt – og måske ligefrem underholdende. Jeg kan dog more mig over hvordan vi med sikkerhed ville se bølgen af Hanne-Vibeke Holst-læsende kvindesagsforkæmpere være rystede i deres grundvolde, hvis det akkurat samme koncept blev lanceret med en ændret rollefordeling.

Men hvor er de kvindelige ligestillingsforkæmpere så i denne åbenlyst mandsdiskriminerende sag? Måske er Karen Sjørup gået på pension efter at feminismen er nået til tops? Selvfølgelig ikke. Disse ligestillingsforkæmpere interesserer sig udelukkende for de emner hvor man med en påkrævet overfortolkende evne kan nå frem til konklusionen, at kvinden er det undertrykte køn. Det kan være emner der fremhæver det krænkende i stripfitness, overherredømmet i reklamer eller pornofiseringen af kvindekroppen i medierne.

Man kan finde tonsvis af eksempler der kan tolkes således, at manden åbenbart dominerer kvinden eller omvendt. Denne form for anekdotiske eksempler er dog på ingen måde udtryk for en strukturel undertrykkelse af det ene eller andet køn.

Jeg er glad for, at der er plads til programmer som »Min mand kan«. Det viser at ikke alt skal tages så fandens højtideligt. Det kunne visse feminister lære lidt af.