February 2011 – Erik Gahner Larsen

Reklamer i min postkasse? Nej tak.

Jeg er en stor tilhænger af reklamefinansierede services. Det er fantastisk at jeg kan bruge et produkt mod at jeg frivilligt accepterer, at jeg ser nogle reklamer. Jeg forstår af samme grund ikke folk der kan tude over reklamer i TV eller på facebook eller et helt tredje sted, hvor man frivilligt bare kan vælge servicen fra.

Det er da heller ikke uden grund, at jeg er en meget stor tilhænger af det reklamefinansierede TV2 frem for det tvungne DR. Reklamer er en form for brugerbetaling, og ved at der er reklamer på TV2, kan jeg slippe for at betale licens. Det er fantastisk.

Reklamer er i bund og grund derfor et tilvalg. Jeg vælger et produkt der finansieres vha. reklamer. Når jeg besøger Berlingske.dk, Politiken.dk, JP.dk eller andre hjemmesider, får jeg adgang til en bestemt type indhold, mod at jeg samtidigt accepterer, at der er reklamer. Derfor bruger jeg ikke AdBlockers software.

Der er dog også tilfælde hvor at jeg ikke kan fordrage reklamer, nemlig når jeg ikke frivilligt har valgt at bruge en service, hvor at jeg udsættes for reklamer. Derfor irriterer det mig bl.a., at jeg flere gange om ugen skal tømme min postkasse for kulørte reklamer.

Kan jeg så ikke bare tilmelde mig en ”Reklamer, nej tak!”-ordning? Jo, og det har jeg også gjort. Situationen er så bare den, at jeg har fået besked på, at jeg ikke må have klistermærket på min postkasse, da dette vil skabe misfarvninger og andre ting på postkassen. Latterligt.

I så fald at ”Nej tak”-ordningen fungerede, ville jeg dog alligevel ikke være nogen tilhænger af ordningen. Jeg går ind for tilvalg – ikke fravalg. Derfor irriterer det mig også, at der ikke er kommet noget ud af et forslag fra De Radikale fra sidste år, som jeg vil dedikere resten af dette indlæg til med et lille uddrag:

”I dag sender virksomhederne tonsvis og atter tonsvis af reklamer ud til danskerne – reklamer, som aldrig bliver læst og kun er til gene. Årligt modtager en dansker 55 kg reklamer, og mange af dem ryger direkte i skraldespanden. Det er et kolossalt spild af papir og et irritationsmoment for de mange danskere, som ikke vil spammes af reklamer. Derudover er miljøbelastningen enorm. Derfor skal vi have gjort noget ved problemet omgående,” siger Radikale Venstres forbrugerordfører Bente Dahl.

Hun vil nu erstatte den nuværende ”Nej tak”-ordning med en ”Ja tak”-ordning:

”Vi vil vende reglerne på hovedet og erstatte ”Nej tak”-ordningen med en ”Ja tak”-ordning. For fremtiden skal man altså vælge det aktivt til, hvis man ønsker at modtage reklamer. Der skal et ”Ja tak”-skilt på postkassen, før man må lægge reklamer i den”

Jeg er 100% enig. Ja tak – ikke nej tak. Kan man ikke få et politisk flertal til sådan en ordning? Please.

MUSIK: Per Vers – Vers 1.0

Hvis man kender lidt til dansk rap, er der en chance for, at man er stødt på Per Uldal, bedre kendt under aliaset Per Vers. Jeg vil i nærværende indlæg anbefale Per Vers’ debutalbum som soloartist, Vers 1.0. Først og fremmest er det dog vigtigt at slå fast, at Per Vers har lavet andet eminent dansk rap end lige dette album, specielt i oldschool gruppen Sund Fornuft.

Sidste år forsøgte jeg på at lave en top 50 over de danske rap-numre jeg synes bedst om. På denne liste blev der plads til hele 4 numre fra Vers 1.0. Og jeg kunne i princippet på en god dag sagtens have tilføjet flere numre fra CD’en til den liste. Ikke desto mindre er det klart, at vi har at gøre med en CD der har så gennemførte produktioner, at hele pladen er en sikker vinder.

Jeg vil ikke komme ind på alle sange fra CD’en i dette indlæg, men blot fremhæve et par få. Resten må du, kære læser, selv tjekke ud. Intro-sangen indledes med råb og skrig af komikeren Simon Jul Jørgensen, og derfra kan det kun blive bedre – og det gør det virkelig også.

Black Power er nok uden sammenligning det nummer fra albummet at de fleste er bekendte med. Det fik i hvert fald airplay i æteren og musikvideoen hvor man ser en søvndrukken Per, nåede ud i diverse musikprogrammer. Sangen er ikke, i modsætning til hvad man umiddelbart skulle tro, en sang om race, men blot en humoristisk hyldest til den sorte mirakeldrik – kaffen.

City of Dreams handler om at vokse op på landet og ikke være den sejeste dreng i klassen. Om at have drømme om at komme til storbyen og blive kunstner. Der er et godt tempo i tracket og er et af de numre man godt kan undre sig over, ikke fik mere rotation. Desværre.

Det nummer der dog uden tvivl er mit absolutte yndlings på denne plade, er Trøstesløs Café, der gæstes af Povl Dissing og Rune T. Kidde. ikke alene er teksten fængende med gode rim og oneliners, men beatet kombineret med de to nævnte gæsteoptrædener, skaber en melankolsk stemning der sjældent er hørt før i noget dansk rap.

Per Vers er på vej til at udgive hans næste CD ”EGO”, men i mellemtiden kan jeg kun anbefale, at man anskaffer sig dette værk. Også selvom man måske normalt ikke er til dansk rap. Per Vers er i hvert fald ikke som de fleste rappere er flest. Og heldigvis for det!

Velfærdssamfundets voksne mennesker

Jeg husker med al tydelighed hvordan at jeg som barn havde stor agtelse for voksne mennesker. Voksne mennesker der kunne bestemme over sig selv, køre bil, have eget hus, rejse rundt i den store verden, se hvordan det hele så ud fra 1 meter og 90, vide en masse og fundere og diskutere på et sprog, jeg kun havde få års erfaring med.

Det var nok også derfor, at jeg frygtede tanken om at blive voksen. Tanken om alt det ansvar ens pusselanker engang skulle bære. Tanken om at gro ud af barndommens trygge kasse og selv en dag blive en af de voksne, jeg med djævelsk stor respekt så op til.

Som dagene gik hen og blev til uger og måneder og år, lærte jeg dog langsomt, at man godt kan tage ansvar for sig selv og sine medmennesker. Man får lov til at tage på legepladsen selv, gå ned til købmanden og handle ind, cykle i skole, være alene hjemme, problematisere og kritisere voksnes beslutninger, tage til fest, drikke alkohol og vupti – det hele kulminerer med, at man fylder 18 og bliver myndig. Og der har man så den politiske rettighed, at man må stemme. Det er da heller ikke uden grund, at jeg på min 18 års fødselsdag, ligesom alle andre, får tilsendt Grundloven, der skal sikre mig mod overgreb fra statsmagten.

Jeg bliver 18 år og kan nu være med til at bestemme hvordan samfundet skal indrettes. Politisk voksen om man vil. Hurtigt finder jeg dog ud af, at den måde voksne mennesker tænker om hinanden, er som mennesker der ikke er voksne nok til at tage vare på sig selv. Voksne er i hvert fald ikke i stand til at tage ansvar for sig selv og sine værdier. Tværtimod. Vi bruger vores penge forkert, lever for usundt, drikker for meget, arbejder for lidt, ryger og alt muligt andet vi bare burde gøre bedre! Vi voksne har brug for andre voksne til at bestemme over os for at kunne leve det gode liv.

I Berlingske Tidende forleden kunne man da også læse et par velfærdsforskere udtale, at vi bør leve sundere (for velfærdssamfundets skyld). Der skal spises sundere, motioneres mere, drikkes mindre og ryges mindre. Hvor at jeg som barn blev fortalt igen og igen, at jeg skulle spise mine grøntsager, er intet nyt som voksen. Eneste forskel er bare, at det ikke er mor og far der bruger ressourcer på at fortælle mig hvad der er godt for mig – det er socialstaten.

Jeg forstår det bare ikke. Hvornår er jeg gammel nok til selv at bestemme? Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg leve mit liv, før at jeg selv kan bestemme hvordan jeg vil leve mit liv?

Ronald Reagan, der døde i 2004 og havde sin 100 års fødselsdag her den anden dag, er ophavsmanden til et fantastisk citat, der lyder: I don’t believe in a government that protects us from ourselves. Jeg har det nok på samme måde med velfærdsstaten i særdeleshed. Jeg har ikke brug for at få fortalt hvordan jeg bør leve, eller endnu værre hvordan jeg skal leve, blot for at jeg kan leve længere eller være en af dem i statistikken, der får regnestykket til at gå op.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg har en vis foragt for de mennesker, der har indset, at de ved bedre end jeg, hvordan at jeg skal leve mit liv. Nuvel, jeg er kun 22 år gammel og har hele verden foran mine fødder og tonsvis af fejltagelser forude jeg skal begå, før jeg nok får bare en minimal forståelse af hvad det er for en virkelighed jeg er en del af. Jeg er dog oprigtigt træt af andres gode intentioner om at gøre det bedste for mig. Jeg føler ikke at jeg har brug for at blive en del af en kasse hvor at andre bestemmer, hvad meningen med mit liv er. Om man så kalder en spade for en spade og fortæller at det er for at finansiere alverdens ligegyldige tiltag eller bruger rawlsianske retfærdighedsargumenter er som sådan underordnet. Konsekvensen er den samme.

Lige så meget at jeg som barn frygtede at blive voksen, lige så meget nyder jeg, som selvproklameret voksen, at jeg er i stand til at tage ansvar for mig selv og have den filosofiske frihed, at kunne fundere over meningen med mit eget liv og mine værdier, holdninger, perspektiver og manglen på samme. Og lige så meget som jeg elsker nævnte, lige så meget hader jeg, når andre prøver at tage den frihed fra mig.

Filmanmeldelse: The King’s Speech (2010)

Jeg har været i den heldige situation at have mulighed for at se alle film der er nomineret til en Oscar for best picture. Blandt de nominerede film skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilken der er min favorit: The King’s Speech (da. Kongens store tale).

The Social Network er god, men skuffede mig. Inception ditto. The Fighter holdes oppe af Christian Bale, hvorfor han bør få ‘Supporting actor’-prisen. True Grit er ikke helt oppe på Coen-brødrenes normale niveau. The Kids Are All Right er bare ikke ret god. Winter’s Bone sagde mig heller ikke det store. Black Swan, 127 Hours og Toy Story 3 er alle rigtig gode film, men de må bare se sig slået af The King’s Speech.

The King’s Speech er så gennemført, at den er bedre end alle de andre nominerede film. Det er da heller ikke uden grund, at filmen er nomineret til flest Oscar-statuetter, nemlig 12 af slagsen. Der kan være forskellige forklaringer på hvorfor at filmen vinder, men den bedste jeg kan komme med er, at det bare er den bedste film.

Filmen handler om Bertie der uventet bliver konge. Bertie, der bliver Kong George 6., har det problem, at han stammer. Dette er et problem i hverdagen, men værst når der skal holdes store taler ved særlige lejligheder. Og da Bertie ikke har det store held med at få hans taleproblem under kontrol, må der ske noget ekstraordinært.

Gennem hans smukke kone får han kontakt til talepædagogen Lionel Logue, en aldrende skuespiller uden den store succes i livet, der bruger mindre konventionelle metoder for at få folk til at undgå at stamme. Lionel og George kommer tæt på hinanden gennem deres fælles ønske om at få George til at tale. De er dog ikke helt enige om midlerne.

Mange af scenerne i filmen er da også bygget op på netop konflikterne mellem konge og talepædagog, og de holder en noget nær perfekt standard. Specielt skuespillet er nævneværdigt og ses sjældent så godt. Til trods for, at der er rigtig meget dialog i filmen, bliver den på ingen måde hverken langtrukken eller kedelig.

Jeg har aldrig selv stammet, men kender godt til følelsen af at ens taleevner kan være alfa omega i visse sociale sammenhænge. På mange måder kan jeg derfor også sagtens identificere mig med nogle af Georges problemer i filmen. Det handler derfor ikke kun om de problemer en mand kan have med at tale, men man kommer til at fundere nærmere over, hvilket redskab talen i det hele taget er.

En statsleder skal kunne tale. Hvem kunne forestille sig en Barack Obama der ikke kunne holde en god tale? Det er da heller ikke kun på grund af den historiske skildring og kontekst at der vises billeder af Adolf Hitler i filmen. Han formåede bl.a. vha. talens magt at samle nationen og gøre den krigsførende. Det samme pres ligger på Kong George 6. og hans krigstale. Han må mestre talen og vise handlekraft og selvsikkerhed.

Kongens store tale er da også filmens endelige klimaks. Her hvor at George skal træde i karakter som en statsmand og holde sit livs tale. Det er ligeledes her at det manifesteres hvilken smuk film der er tale om, da George i hans tale akkompagneres af Ludwig van Beethoven. Ren poesi.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at nærværende film nok skal vinde en masse Oscars.

Tre dialoger fra 1. sæson af Yes Minister

Og for dem der ikke lige er bekendt med rollefordelingen: Jim Hacker er minister og Sir Humphrey er topembedsmand i ministeriet.

Hacker: How many people do we have in this department?
Sir Humphrey: Ummm… well, we’re very small…
Hacker: Two, maybe three thousand?
Sir Humphrey: About twenty three thousand to be precise.
Hacker: TWENTY THREE THOUSAND! In the department of administrative affairs, twenty three thousand! We need to do a time-and-motion study to see who we can get rid of.
Sir Humphrey: We had one of those last year.
Hacker: And what were the results?
Sir Humphrey: It transpired that we needed another five hundred people.

Sir Humphrey: Minister, Britain has had the same foreign policy objective for at least the last five hundred years: to create a disunited Europe. In that cause we have fought with the Dutch against the Spanish, with the Germans against the French, with the French and Italians against the Germans, and with the French against the Germans and Italians. Divide and rule, you see. Why should we change now, when it’s worked so well?
Hacker: That’s all ancient history, surely?
Sir Humphrey: Yes, and current policy. We had to break the whole thing [the EEC] up, so we had to get inside. We tried to break it up from the outside, but that wouldn’t work. Now that we’re inside we can make a complete pig’s breakfast of the whole thing: set the Germans against the French, the French against the Italians, the Italians against the Dutch. The Foreign Office is terribly pleased; it’s just like old times.
Hacker: But surely we’re all committed to the European ideal?
Sir Humphrey: [chuckles] Really, Minister.
Hacker: If not, why are we pushing for an increase in the membership?
Sir Humphrey: Well, for the same reason. It’s just like the United Nations, in fact; the more members it has, the more arguments it can stir up, the more futile and impotent it becomes.
Hacker: What appalling cynicism.
Sir Humphrey: Yes… We call it diplomacy, Minister.

Hacker: Humphrey, do you see it as part of your job to help ministers make fools of themselves?
Sir Humphrey: Well, I never met one that needed any help.

Taget herfra hvor der også kan læses flere. Serien kan varmt anbefales :-)

Politiske bloggere og folketingsvalget 2011

I 2011 skal der være folketingsvalg. Der diskuteres i den forbindelse hvilken betydning at specielt sociale medier og politiske blogs kommer til at få. Jeg vil i dette indlæg primært forholde mig til sidstnævnte og give mit bud på, hvilken rolle at politiske blogs kommer til at spille i valgkampen. Dette vil ske ved at tage udgangspunkt i det indlæg jeg ovenover henviser til, ”2011/12 – de politiske bloggeres gennembrud” skrevet af Annegrethe Rasmussen.

Indlægget bærer de to årstal ’11 og ’12, da der i 2011 er folketingsvalg i Danmark og i 2012 præsidentvalg i USA. Der forsøges dermed anlagt et komparativt perspektiv, i bestræbelserne på at sammenligne nogle tendenser i de forskellige lande. Ved en sådan sammenligning er der to yderst relevante aspekter der skal tages højde for. For det første er der tale om et andet medielandskab i USA, der har en anden struktur end det danske. For det andet er der i Danmark, sammenlignet med USA, meget få kompetente politiske bloggere som folk overhovedet gider læse. Konsekvensen af dette er, at hvis de politiske bloggere får deres gennembrud ved folketingsvalget 2011, er der tale om et par enkelte politiske bloggere.

Fordi at der i en artikel i New York Times påstås, at bloggerne vil spille en større rolle ved det næste præsidentvalg i USA, vil jeg derfor være yderst påpasselig med at drage nogle paralleller til en dansk kontekst. Det overordnede spørgsmål der danner udgangspunktet for indlægget er da også: ”Bliver valgåret 2011 det år, hvor de politiske bloggere overhaler de traditionelle medier i betydning, når det gælder valgdækning?”.

Svaret på dette spørgsmål kan gøres simpelt: Nej. De politiske bloggere kommer ikke til at overhale de traditionelle medier i betydning når det gælder valgdækning. De politiske bloggere får en magt fordi at de traditionelle medier citerer dem. I det sekund at journalisterne ikke gider citere Jarl Cordua, har han næppe nogen magt. Styrkeforholdet er på plads. Og dette vil næppe ændre sig fordi at der udskrives valg. Får Jarl Cordua en god historie kan han sætte dagsordenen i medierne. Men næppe udenom de traditionelle medier.

Hvad angår de sociale medier, vil jeg nok gå så vidt som til at sige, at de ikke kommer til at spille nogen rolle overhovedet. Det er nok også oftest folk der har specialiseret sig i sociale medier, der tror på, at facebook og twitter kommer til at påvirke valget. Twitter kan skabe en revolution i Egypten, men ikke ændre udfaldet ved et folketingsvalg. Det er da heller ikke uden grund, at partiernes pressefolk ikke prioriterer de sociale medier ret højt.

2011 bliver ikke de politiske blogs gennembrudsår.