Year: 2010

It’s 3D!

Jeg vil vædde med, at du har hørt om Jackass før. Du har måske set serien eller stiftet bekendtskab med filmene. Konceptet kan ikke beskrives meget bedre end Johnny Knoxville gør det i Jackass 3D efter et stunt udført af Bam Margera: “That’s the story of Jackass right there; just pissing in the wind.”. I kan selv gætte hvilket stunt det er at Bam Margera udfører.

Ovenstående citat fanger essensen af hvad Jackass handler om og alle dage har handlet om: at gøre dumme ting. Vi ser en flok drengerøve, der skriger awesomeness, gøre ting som ’normale’ mennesker aldrig nogensinde så meget som kunne overveje at gøre. Er det sjovt? Ja.

Jeg har altid været en stor fan af selve Jackass, specielt den første sæson, hvor der også blev lånt klip fra CKY og aktiviteterne generelt var nede et på ikke-kommercielt niveau. Jo længere frem man kommer i serien og jo mere populære at Jackass-holdet bliver, desto mere falder lidt af charmen også ud, og man fornemmer en højere grad af iscenesættelse af de ting der er gang i. Dette ser man specielt også i Viva La Bam, som at en del af holdet gik i gang med efter Jackass.

Når dette er sagt så er Jackass dog ganske originalt. De var de første, og selvom mange sidenhen har efterstræbt samme popularitet (bl.a. The Dudesons der også er med i en scene i Jackass 3D), har ingen opnået den samme status som Jackass. Den samme frontløberstatus kan man også godt unde Jackass med deres nyeste film på specielt 3D-området. De bruger 3D-teknologien på måder der endnu ikke er set. Eller sagt m.a.o.: Hvis du brænder efter at se en pik, lort eller bræk i 3D, må du ikke gå glip af Jackass 3D i biografen.

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt 3D-effekterne overhovedet var nødvendige. Der er et par scener hvor at det giver god mening og er ganske underholdende – specielt i de scener hvor et arsenal af farver får frit løb. I det store hele er det dog blot gammel vin på nye flasker. Der er intet revolutionerende nyt ved de stunts der udføres, der ikke er set i en eller anden afskygning i de tidligere film eller serien.

Man er dog som altid med Jackass ganske godt underholdt og der skal ingen tvivl herske omkring det faktum, at er man en fan af Jackass, vil man også føle sig i godt selskab. Har man dog set nogle afsnit af serien eller en af de andre film og føler, at det var mere end rigeligt, er der ingen nævneværdig grund til at tage i biografen og se den, endvidere at leje den på DVD når den tid kommer.

2010. Det er nogle år siden at Jackass for alvor blev populært og drengene er da også blevet dét ældre, derfor er det måske også lettere symbolsk, når filmen afsluttes med barndomsbilleder af Jackass-holdet. Til trods for at de er blevet ældre, er de et eller andet sted bare drenge der lever af at have det sjovt. Kan man lide at se nogle drenge more sig ved at komme til skade og tage pis på hinanden og pisse på hinanden, så skal man tage ind og se Jackass 3D.

Dette er ikke kun en anmeldelse. Dette er også en advarsel. En advarsel mod at se Julefrokosten. Jeg håber at denne anmeldelse kan bidrage til, at færre mennesker i fremtiden vil vælge at se denne film. Uanset hvor meget man normalt er til genren eller danske film eller Blå mænd (2008) eller hvad man kan sammenligne denne film med, så vil denne skuffe dig. Tro mig.

Julefrokosten ramte biograferne ved juletid sidste år. Normalt når en film har været i biograferne for nogen tid, udkommer filmen på DVD. Det ville dog næppe give de store salgstal, hvis folk kunne købe Julefrokosten samtidig med at de byttede Converse Chuck Taylor All Star Slim Ox sko og diverse compilation musik-CD’er under januarudsalget, så derfor har man gjort klogt i, at vente lidt med DVD-udgivelsen. Nu er den her så, klar til at ligge under utallige danske juletræer som julegave den 24. december 2010.

Filmen tager sit afsæt i, at hovedpersonen Anders Bo (Thomas Voss*) får arbejde hos bilgiganten Mastodont (kan du fange symbolikken?). Her får han den opgave at han skal infiltrere konkurrenten, Holgers Auto, og stjæle deres kundekartotek, med henblik på at værkstedet så vil gå nedenom og hjem. Dette ramler sammen med Holgers Autos årlige julefrokost, hvorfor at Anders Bo selvfølgelig skal deltage i denne. Som en god dansk julefrokost normalt skal foregå, sker der en masse gak og løjer og ballade, som man som tilskuer skal grine af.

Mit største problem med filmen er at den prøver for meget. Humoren er for påtaget og flere af scenerne har karakter af amatørsketches lavet af jeg-ved-ikke-hvem. Der hersker ingen tvivl om, at filmen prøver og prøver og prøver på at være sjov, men det lykkedes sgu aldrig. Tværtimod. Ikke engang Mick Øgendahl, der lever af at være sjov, formår at sige eller gøre noget sjovt i løbet af filmen.

Filmen er instrueret af Rasmus Heide der også stod bag Blå mænd (2008). Højst sandsynligt grundet dennes store kommercielle succes, har han været i stand til at samle cremen af den danske skuespillerstab, til min store ærgrelse. Desuden skulle filmen angiveligt være en remake af Julefrokosten (1976), som jeg ikke har set, og på ingen måde har lyst til at se efter at jeg har set denne umådeligt dårlige lortefilm.

Oprindeligt var meningen, at jeg ville vurdere film på en skala fra 1 til 4. Dette er med Julefrokosten ændret til fra 0 til 4, hvor at Julefrokosten rammer bunden. Jeg kan ikke nævne så meget som én ting der gør denne film værd at se. Seriøst, intet!

* Bare rolig, jeg kender ham heller ikke. Han er dog den eneste relativt ukendte skuespiller der medvirker i filmen.

Eller som den hedder på dansk: Sådan træner du din drage.

Denne film er dog ikke en manual til hvordan du skal træne din drage (hvis du da ellers overhovedet har sådan en). Denne film er en animationsfilm om forventninger. Forventninger der kan bunde i fordomme. Med andre ord en film om at den verden man møder, nødvendigvis ikke er fyldt med ondsindede fjender, med mindre det er ens (fordomsfulde) tilgang.

How to Train Your Dragon tager udgangspunkt i et vikingeby, der har én ydre fjende: drager. Sammenholdet i vikingesamfundet er da også bygget op omkring den ydre fjende og en idé om, at mændene bliver dragejægere. Hiccup, filmens hovedperson, går da også med en forventning om, at han skal blive en dragejæger ligesom hans maskuline og muskuløse far.

Dette går dog ikke helt efter planen. For det første fordi at Hiccup ikke lige frem har fysikken med sig og er lidt af en svækling. For det andet fordi at han finder og udvikler en ret alternativ strategi i forhold til mødet med drager, nemlig at lære at forstå dem. Hele vikingesamfundet må overbevises om, at det perspektiv de har haft på drager gennem generationer måske er forskruet og bygger på destruktive fordomme. En opgave der dog er lettere sagt end gjort.

Denne film er blot én blandt utallige animationsfilm der udgives i disse år. Jeg er en stor fan af mange af dem, da de fleste ofte har noget på hjerte og er af en virkelig høj standard. Dette gør da også, at mange af de film, at jeg sammenligner How to Train Your Dragon med, bare er bedre, men det gør ikke nødvendigvis denne film dårlig.

Historien i filmen er god, men er set bedre. Jeg så den ikke i 3-D, men det forekom mig åbenlyst, at filmoplevelsen ville have været kvalitativt bedre, hvis jeg havde haft et par 3D-briller på (og at filmen selvfølgelig var i 3D). I flere scener fornemmer man mere eller mindre, at det er 3D-oplevelsen der trækker plottet videre, og når man ser den i 2D, gør det bare, at oplevelsen ikke bliver helt den samme. Men det er stadig en rigtig god film!

Overordnet er det dog en fin fortælling og en ganske underholdende film, hvor jeg dog sad tilbage med en følelse af at føle mig lidt snydt for ikke at have set den i 3D. Lidt ligesom dem der så Avatar i 2D. Jeg kan desuden anbefale min gode kammerat Peters anmeldelse af denne film. Jeg kan som Peter også sagtens anbefale denne film, specielt til dem der har mulighed for at se den i 3D eller generelt er fan af animationsfilm for hele familien.

”I have to return some videotapes.”

American Psycho er en vidunderlig film. Først og fremmest skal jeg måske lige sige, at jeg har anbefalet bogen, som filmen er en filmatisering af, her. Min anbefaling af bogen giver en introduktion til hvad American Psycho handler om og Patrick Batemans livsstil, altså Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York etc.

Denne livsstil skildres fantastisk i filmen af Christian Bale. Patrick Bateman er veltrænet og går meget op i sit udseende. Netop alene dette gør da også film som The Machinist (2004) og Batman Begins (2005) værd at se, hvor at Christian Bale hhv. taber en masse kilo og efterfølgende kommer back on track. Dét er hvad man med rette kan kalde for en dedikeret skuespiller.

Der er dog flere aspekter udover Christian Bales eminente præstation, der gør American Psycho til en vidunderlig film. Humoren er unik og man sidder flere gange og griner højlydt til mange af scenerne, hvor der i flæng kan nævnes bl.a. scenen hvor at der fremvises visitkort samt break-up scenen mellem Patrick og Evelyn.

Selvom langt de fleste scener fungerer fantastisk hver for sig og kan ses igen og igen, stjæler de ikke fokus fra filmens helhed. Historien om Patrick Bateman der bliver mere og mere vulgær, psykopatisk og sadomasochistisk i hans tankegang som manifesterer sig i forholdet til omverdenen i almindelighed, og i forhold til de kvinder der er en del af hans liv i særdeleshed.

De pågældende sange der inddrages og bruges i filmen klæder lydsporet godt. Lige fra New Order i natklubben og Phil Collins og sexscenerne til Huey Lewis & The News og øksemordet. Ligeledes er det visuelle udtryk raffineret i en sådan forstand, at lyd, billeder og handling går op i en højere enhed.

Til trods for at det er en kvinde (Mary Harron) der har instrueret denne film, har jeg mine fordomme omkring, at det nok primært er en film at mænd vil synes om. Lidt ligesom med Point Break (1991), der også er instrueret af en kvinde (Kathryn Bigelow).

“Here’s Johnny!”

The Shining, eller Ondskabens Hotel som den hedder på dansk, er en gyserfilm fra 1980. Det er en gyser – men jeg finder den ikke uhyggelig. Er det fordi at den er fra 1980? Måske. Gør det filmen dårlig? Nej, tværtimod. For filmen har større ambitioner end at give seeren gentagne chok og en dårlig nattesøvn. Og heldigvis for det.

I det hele taget er jeg ikke så meget til gyserfilm. Jeg hader de gyserfilm der vil skræmme bare for at skræmme, hvor at der ofte ikke er nogen overordnet mening med filmen eller en narrativ struktur. Her synes jeg at The Shining er et godt eksempel på en film, der ikke blot vil skræmme med hurtige klip, men vil meget mere end det.

Lad os starte med handlingen. Far, mor og barn flytter ind på Panorama-hotellet på grund af faderens arbejde vinteren over. En vinter der gør at hotellet mere eller mindre er afskåret al civilisation. Barnet, den lille dreng Danny, ser dog noget at ingen andre ser. Ikke nok med dette bliver faderen Jack (Jack Nicholson) mere og mere psykotisk og manisk. Hans sidegesjæft som forfatter går ej heller godt, hvilket manifesterer sig i et mindre raserianfald på hans lettere naive kone.

Danny ser som nævnt diverse ting og sager – primært af den onde slags. To unge tvillingepiger der blev dræbt på hotellet vil gerne have Danny med i deres leg, og værelse 237 er på ingen måde et uskyldigt sted på hotellet for en dreng som Danny. Ondskaben ulmer på hotellet og kulminerer da Jack går grassat med hans økse. Lige efter kunstens regler.

Hvad der gør The Shining helt unik er for det første skuespillet, og for det andet det visuelle udtryk. For at tage førstnævnte først, har vi i The Shining med eminente skuespilspræstationer at gøre. Jack Nicholson spiller intet mindre end fantastisk, og han kan se vanvittig ud på en måde, som ingen andre kan. Ligeledes skal Danny Lloyds præstation nævnes, da jeg næppe tror, at jeg har set nogen så god barneskuespiller før.

Der hvor at filmen scorer allerflest point i min bog er dog på billedsiden. Æstetisk er filmen et sandt mesterværk, og det er nok den primære grund til at jeg ser filmen igen. Jeg nyder at se de flotte omgivelser, hotellets gange og labyrintens buske… for ikke at nævne alt hvad der sker i de omgivelser! Dannys tur rundt i gangene fulgt med steadicam er klassisk og en sand fornøjelse at se på.

The Shining er en klassiker, og om end at det ikke er den bedste film at Stanley Kubrick har lavet, så siger det mere om den tårnhøje standard at Stanley Kubrick havde, end at The Shining skulle være en dårlig film. For det er det på ingen tænkelig måde. Den er unik på sin egen måde.

“This is your life and it’s ending one minute at a time.”

Jeg vælger med fuldt overlæg at bryde den første regel. Jeg snakker om Fight Club. For Fight Club (1999) er ganske enkelt en for genial film til at gå din opmærksomhed forbi.

Hvad gør man når komsumsamfundets konformitet skaber en sådan følelse af magtesløshed og eksistentielt fravær, at end ikke piller hjælper på ens søvnløshed? For vores hovedperson i Fight Club (Edward Norton) bliver løsningen på nævnte søvnproblem mødet med den sæbesælgende Tyler Durden (Brad Pitt). Disse starter en klub med ét simpelt formål: at slås.

Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er hovedpersonerne der får afløb for deres frustrationer gennem den fysisk destruktive konfrontation med andre ligesindede unge mænd, og hastigt vokser klubben og ekspanderer på alle tænkelige fronter.

Fra at være et nævekampsprojekt med to personers mentale aflastning gennem kontante slåskampe, skifter projektet pludselig karakter, til fortællerens store overraskelse. Nu er det ikke nok at bruge weekendens kampklub som ventil for hverdagens kaotiske meningsløshed, for nu skal selvsamme verden ændres.

Jeg føler et eller andet sted at jeg har sagt hvad jeg bør, og i en konstant frygt for at denne anbefaling skal komme til at rumme en spoiler, vil jeg lade handlingsbeskrivelsen ende her – hvor filmen for alvor først starter. For at opsummere har vi ganske enkelt at gøre med en anstændig mand pakket ind i en triviel IKEA-tilværelse, som vi følger i et forsøg på at tænde livets gnist. Aldrig set bedre.

Fight Club er en filmatisering af Chuck Palahniuks bog af samme navn fra 1995. Filmen er i det store hele tro mod denne, og man genkender let hele passager fra filmen når man læser bogen (eller hvis man læste bogen før man så filmen, så selvfølgelig vice versa) og det klæder både bogen såvel som filmen.

Filmen er instrueret af David Fincher, og er uden sammenligning hans allerbedste film. Se7en (1995) er end ikke tæt på. Og The Game (1997) fortjener slet ikke at blive nævnt på denne blog. Dertil kommer, at Fight Club er spækket med lækre detaljer, der gør, at du kan se den igen og igen, uden på noget tidspunkt at fortryde det.

Konklusionen på ovenstående er derfor ganske enkel: Se Fight Club.

“I’m singin’ in the rain, just singin’ in the rain.”

Alex er voldsforbryder med hang til ultravold – og så er han vild med klassisk musik! I A Clockwork Orange følger vi Alex’ liv i forskellige fællesskaber. Fællesskaber der indeholder sine egne logikker og normer for, hvad der er god adfærd, og ikke mindst skaber etiske og moralske dilemmaer som opstår i forhold til de herskende logikker.

For det første bor Alex hjemme. Der er dog ingen tvivl om, at han ikke har noget nært forhold til sine forældre. Det er ej heller nogen fremtrædende rolle at hans familie spiller i filmen. I det hele taget fornemmer man et klart svigt fra familiens side. Et svigt der ikke synes mindre da man kommer længere hen i plottet.

For det andet er Alex også en del af et fællesskab med hans drugger. Hans drugger er hans kammerater som deler nogle af de samme interesser som Alex, dette være sig nævnte ultravold, voldtægter, hærværk, blodige kampe og andre forbrydelser.

Alex og hans gruppe færdes dog ikke i et vakuum – men i et samfund. Et samfund der ikke er decideret efterstræbelsesværdigt, men ikke desto mindre et samfund hvor at Alex og hans venner hygger sig gevaldigt. Internt i gruppen kommer der dog magtkampe, og det ender med, at Alex må sætte gruppen på plads, og vise, hvem der er the boss.

Dette resulterer dog i, at de andre i gruppen lader Alex i stikken, og han bliver i forbindelse med en af deres ture fanget af politiet og dømt for mord. Han kommer i fængsel hvor han er i tæt dialog med fængslets præst. En rigtig glæde opstår dog først, da det kommer til hans bevidsthed, at der er kommet en ny behandling, Ludovico-metoden, som muliggør, at han kan blive løsladt før tid.

Behandlingsmetoden er på forsøgsstadiet, men Alex, der er meget vild med tanken om at genvinde sin frihed, bliver taget ind under videnskabens vinger. En behandling indledes og Alex får kemi i kroppen akkompagneret med billeder af vold og ødelæggelse og lyden af klassisk musik. Det hele foregår lige efter planen, og efter en længere periode er Alex kureret.

Den Alex der før havde sadistiske træk, væmmes nu fysisk ved vold og får kvalme. Han kan med andre ord ikke foretage sig onde handlinger. Alt er godt! Eller er det? Fængselspræsten er yderst kritisk og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan gøre det gode, når man ikke selv har valgt at gøre det gode, men blot gør hvad andre har kodet en til at gøre.

I bogen er Alex kun 15 år, hvor han dog i filmen helt sikkert er lige et par år ældre. Dette er dog nok også meget godt. Jeg kan kun gisne om hvor kontroversiel at ’fast forward’-sexscenen ville have været i filmen, hvis den var med de 12-årige fordrukne piger, som tilfældet er i bogen.

Jeg kan uden tøven anbefale denne film af Stanley Kubrick. Meget mere end jeg kan anbefale bogen. Bogen er som sådan fin nok, men den tager en helvedes masse tid at læse på grund af alle de slang-udtryk der benyttes. Noget der flyder lidt bedre i filmen, da jeg aldrig rigtigt kunne vænne mig til det, da jeg læste bogen.