August 2010 – Erik Gahner Larsen

’Professor Caritats forunderlige opdagelser’ af Steven Lukes

I Professor Caritats forunderlige opdagelser, der er oversat fra den engelske The Curious Enlightenment of Professor Caritat, bliver professor Nicholas Caritat sendt på en opgave: Han skal finde den bedste af alle verdener.

Historien tager sit udgangspunkt i fængslingen af professor Nicholas Caritat, der med hans oplysningsfilosofiske tanker har givet håb, i den verden han befinder sig i, Militaria. Han bliver dog befriet af oprørsbevægelsen Hånden og sendt på ovennævnte mission.

Denne skønlitterære bog er skrevet af Steven Lukes, der er professor i politik og sociologi ved New York University. Fremgangsmåden for tilblivelsen af denne bog er at tage nogle filosofiske retninger og ideologier, og deducere verdener hvor disse eksisterer til fulde uden modifikationer. Disse teoretiske universer konfronteres professor Caritat så med i hans rejse, og skildrer gennem breve hvad der er godt og skidt.

Hans første stop er i Calcula i Utilitaria, der som navnene indikerer, bygger på nyttefilosofien/utilitarismen. Derefter går rejsen bl.a. til Kommunitaria og Libertaria, og hvilke retninger der ligger til grund for disse verdener, burde ikke være nogen gåde. I det hele taget er det nok også lidt det, der irriterer mig ved bogen. Symbolikken er lidt for primitiv, og om end at bogen da er meget spændende, er man næsten hele tiden en side eller to foran rent narrativt, i ens forventninger til, hvad der nu skal ske. Der mangler ganske enkelt overraskelser og twists.

Jeg tager mig nu den frihed at komme med en spoiler. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at følgende formulering kommer på en af bogens sidste sider (den eneste overraskelse er måske, at den kommer fra en ugle, som han konverserer med):

”Tænk på alle de lande, som du har besøgt og lagt bag dig. Hver især var de helliget en stræben efter et værdigt mål: ét ville sikre orden og sikkerhed, ét ville maksimere mere velfærd og lykke, ét ville sikre stabile identiteter, så folk kunne føle sig hjemme sammen med andre af deres slags, ét hengav sig til en tåget, fantaserende vision om virkelig, individuel frihed i harmoni med alle andre, og ét helligede sig beskyttelsen af individer og deres ejendom fra indblanding. Alligevel forfulgte de alle deres foretrukne mål ved at udelukke alle de andre og ofrede i processen utallige mennesker på deres abstrakte idealers alter. Hvor mange menneskeliv er ikke blevet gjort ulykkelige og ødelagt i disse idealers navn? Hvilken menneskelig dårskab!”

Uglen er, som ugler er kendt for at være, klog. Vi ved dog også fra Twin Peaks, at ”the owls are not what they seem”! For dem der gerne vil vide hvad Caritat kommer frem til vil være det bedste, røbes det i Wikipedia-artiklen for bogen.

Bogen er intet skønlitterært mesterværk. Karaktererne virker for overfladiske og deres tilstedeværelse synes kun at være båret af fremstillingen af de forskellige verdener. Dette er også bogens fokus, men det gør, at det aldrig rigtigt formår at blive en rigtig god fortælling, og ligeledes ikke rummer den samme viden man kunne have i et faglitterært værk af den samme længde. Bogen ender derfor på dette punkt med at sætte sig imellem to stole.

Når alt kommer til alt, kan jeg dog faktisk godt anbefale denne bog. Ikke til mine medstuderende, der for længst har haft politisk teori og er godt inde i filosofi, idéhistorie m.v., men til de mennesker der gerne vil have en ikke-abstrakt introduktion til forskellige ideologier og politiske retninger.

Vurdering:

Børneporno og lolicon … og nå jo – ytringsfriheden

En ny udstilling på Brandts, der kan ses fra d. 21. august til 24. oktober 2010, har til hensigt at skabe debat om såkaldt ’animeret børneporno’. Og debat skal jeg love for, at der er kommet.

Hvad er så dette ’animeret børneporno’ for noget? Med denne betegnelse refereres der til lolicon, som er en genre inden for manga, hvor ’barnagtige kvindelige figurer er afbildet på en erotisk måde’ (kilde). I medierne har der desværre været en fejlagtig opfattelse af hvad manga og anime er, så flere folk nu tror, at dette er synonymt med lolicon og/eller børneporno.

Vores allestedsnærværende pseudoforældre i Socialdemokraterne har fremsat et forslag om et forbud mod animeret børneporno. Dette fordi, at nogle forskere er kommet frem til, at lolicon kan have den samme effekt som børneporno. Jeg er ikke ekspert på dette område, men jeg er dog bevidst omkring, at der også er forskere der er kommet frem til at det ingen effekt har, eller sågar kan have modsatte effekt. Skal vi ikke lade tvivlen komme ytringsfriheden til gode?

Jeg har to spørgsmål i denne sag: 1) Hvordan vil et forbud overhovedet kunne realiseres og opretholdes i praksis? og 2) Skal man indskrænke ytringsfriheden i denne sag? Lad os for morskabens skyld forholde os til sidstnævnte spørgsmål først.

Ytringsfriheden har ikke haft det nemt på det seneste. Specielt ikke når det gælder ting der er tegnet. Jeg forstår dog ganske enkelt ikke den ligegyldige jamren der finder sted, når nogen ytrer sig om noget, der træder en over tæerne. Jo, man kan blive forarget, og jo, man kan referere til noget der mener noget, men altså – hvad er problemet? Og uanset hvad der er problemet i denne sag, har vi så ikke et større problem i en indskrænket ytringsfrihed?

Ytringsfriheden bør ikke modificeres efter hvad der lige er politisk korrekt i samtiden. Tværtimod skal den netop beskytte dem, der har holdninger som ikke konvergerer med flertallets perspektiver. Med flertallet mener jeg i denne sammenhæng dem der har et politisk flertal til at indskrænke hvad folk må ytre sig omkring. En hvilken som helst politisk indskrænkning af ytringsfriheden, sker på baggrund af et flertal, og da vi aldrig kan få nogen garanti for, at flertallet ved bedst, bør vi ikke gøre visse ytringer ulovlige. Hvis der er noget vi har lært af historien, er det, at ved at mindske feltet for tilladte ytringer, skaber vi kun et vækstgrundlag for vanetænkning.

John Stuart Mill sammenligner i On Liberty den menneskelige moral med en muskel. Den skal trænes og bruges. Det er ikke sundt for et samfund, hvis der ikke tillades en pluralitet af forskellige holdninger – og det er direkte usundt, hvis visse ytringer bevidst holdes ude og kriminaliseres. Det er sundt for det enkelte menneske at blive konfronteret med perspektiver, meninger, ytringer, løgne, sandheder etc. der udfordrer ens egne.

Fra Popper ved vi, at en teori ikke nødvendigvis er stærk fordi den bekræftes igen og igen, men først når den udsættes for dristige forsøg med henblik på at prøve at afkræfte den. På samme måde må vi acceptere, at vores holdninger udfordres. Vi må acceptere, at vi udsættes for ting vi væmmes ved og provokeres af, og ligeledes acceptere, at et samfund hvor vi forsøger at gøre alt det vi finder moralsk forkasteligt for illegitimt, er og bliver et fattigt samfund.

Når alt dette er sagt, kommer spørgsmålet om, om det overhovedet er muligt at opretholde et forbud mod dette i praksis, og sørge for, at man ikke kan få adgang til det. Min påstand er, at da det er tilladt i mange andre lande, vil det blive meget svært, om ikke umuligt, at eliminere muligheden for at få adgang til alt det materiale der højst sandsynligt foreligger. Vil man finde det, kan man finde det. Ulovligt eller ej.

Hvordan skal vi overhovedet kunne afgøre, om det er animeret børnepornografi – om figuren der afbildes er fyldt 15, 17 eller 18 eller 21 år i det sekund der tegnes? Det er lidt det samme principielle spørgsmål Trey Parker og Matt Stone stiller i et afsnit af South Park, når de tegner Muhammed som en tændstikmand – er det OK?

Der findes ufatteligt meget på nettet der er forkasteligt og ikke ligefrem er hvad man vil kalde for moralsk velanset. Det der måske er usundt for mennesket at se og kan være skadeligt, findes der allerede meget af. Ideen om at forbyde alt det der ikke harmonerer med vores politisk korrekte opfattelse, er en krig der er dømt til at fejle. Vi kan kun håbe på, at alt det vi i vores daglige færden og igennem medierne udsættes for, som vi væmmes ved, kan være med til at styrke det enkelte menneskes moralske habitus.

Rekordmange sættes på gaden – hvem har ansvaret?

Det hænder at DRs TV-Avisen laver indslag, jeg ikke helt kan se logikken i. Dertil kommer, at jeg i det hele taget ikke kan se logikken i at have DR. I aftenens udgave af 18.30-nyhederne var der så endnu et indslag, som jeg desværre heller ikke helt kunne se logikken i. Det handlede om folk der bliver smidt på gaden, fordi at de ganske enkelt ikke har råd til at betale deres regninger.

Indslaget, som kan ses her (50 sekunder inde, første indslag), giver regeringen ansvaret for det stigende antal af mennesker der smides på gaden, qua at førstnævnte ved en tidligere lejlighed har sagt, at kurven skal vendes. I den anledning, og i forlængelse af indslaget, interviewes socialminister Benedikte Kjær, hvor at værten, Klaus Bundgård Povlsen, taler direkte om ”jeres ansvar”, med henvisning til regeringens manglende indgriben.

I interviewet kommer Benedikte Kjær ind på noget der er så sandt som det er sagt, og kun fortjener gentagelse. Hun taler om det væsentlige i at se på, hvem det er der bliver smidt på gaden – og hvorfor. Her refererer hun til en undersøgelse der viser, at mange af dem der bliver smidt på gaden, ingen uddannelse har, 40% er lønmodtagere, men har svært ved at få økonomien til at hænge sammen – og halvdelen af dem der bliver smidt på gaden, har sågar ikke engang taget sig den frihed at søge boligstøtte!

Problemet er i bund og grund derfor ikke, at det er umuligt at finde et sted at bo. Problemet er, at man har en levestandard der ikke harmonerer med ens udgifter til lejlighed/bolig. Det er simpel økonomi. Man har et budget, en budgetrestriktion, som sætter rammerne for, hvor meget og hvad man kan forbruge af goder. Det kan og bør vel af gode grunde ikke være statens (eller regeringens) ansvar, at opretholde en levestandard der giver råd til den lejlighed man ønsker at bo i.

Der er ingen tvivl om, at vinklingen på indslaget er problemer med økonomien som primærforklaring på boligproblemet. Problemet kan i bund og grund derfor kortes ned til (hvis regeringen har ansvaret), at staten ikke har givet penge nok til dem der bliver smidt på gaden. Indslaget tager udgangspunkt i Kecia Heidemann, der endelig har fået tag over hovedet igen, efter at have været boligløs. Hendes problemer er helt klart økonomiske, for som hun siger: Jeg er bare bange for, at når der kommer en varmeregning – at jeg ikke kan betale den.

Kecia, der er kontanthjælpsmodtager, giver kameramanden en rundvisning i hendes nye lejlighed, og viser de “små gange og små toiletter”, som hun nu må leve med. Som hun ligeledes fortæller, er det nødvendigt at være småkreativ, for at få det hele til at hænge sammen. Ved at dvale lidt ved hendes situation har jeg dog svært ved at tro på, at Kecia Heidermann er ret kreativ. For i indslaget ser vi ligeledes at fladskærms-TV’et er på plads, katten ligger lunt og godt på gulvtæppet, og lur mig ikke, om hun i det hele taget lever ret godt. Kigger man på hendes facebook-profil kan man ligeledes se, at hun er ryger, er medlem af FitnessWorld m.v. Alt sammen noget man snildt kunne være lidt kreativ omkring, og vælge at prioritere varmeregningen frem for endnu en pakke smøger. Nuvel, jeg skal ikke gøre mig til dommer over andres liv og hvordan de lever dette, men det er og bliver ingen menneskeret at have nævnte.

Hvorfor stiller journalisten ikke så meget som ét kritisk spørgsmål omkring dette? Har hun ikke et ansvar for at tage vare på sig selv og sørge for at have et sted at bo? Hvis så mange andre danskere kan være på kontanthjælp og blive boende i deres hjem, hvorfor kan hun så ikke? Er det overhovedet statens opgave at opretholde hendes levestandard? Skal regeringen stå til ansvar?

Noget kunne tyde på, at vi bare ser en ny trend i medierne. Vi har blot at gøre med det nemme indslag der let lader sig producere vha. såkaldte professionelle fattige som Heidi Astrup og Bettina Larsen (hvornår mon vi ser den første mand?), hvor at journalisten bevidst eller ubevidst udelader de kritiske spørgsmål. Måske i frygt for at det vil få indslaget til at falde til jorden.

Til Kecia Heidemann skal der blot lyde et lille råd: Hvis ingen tager ansvaret for dig og dit liv, er det måske et vink med en vognstang om, at du skal tage lidt ansvar selv.

BOG: Hærværk (1930)

Først publiceret på Kulturkanonen.

Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last

Kan vi finde en mening i tilværelsen ved at søge ind i os selv? Hvad finder vi egentlig når vi søger dybt ind i sjælen med alkohol og sprut som følgesvend? Tom Kristensen, der har skrevet denne bog af et mesterværk, lader ikke sin hovedkarakter, Ole Jastrau, finde mening i ret meget. Tværtimod.

Ole Jastrau er litteraturanmelder på Dagbladet. Han har kone og barn, er velanset og vellidt og bosat i en fin lejlighed på Istedgade. Han er dog også en person vi følger på en personlig sjælerejse. Og som bogen langsomt skrider fremad i handlingsforløbet, bliver vi introduceret for et menneske, der under overfladen rummer kaos, tvivl og angst. Det hele starter med at han får besøg af et par kammerater. Ja, kammerater.

Hærværk byder Ole Jastrau på alverdens knap så borgerlige aktiviteter, lige fra et sidespring hos en glædespige, fuldskab, besøg i detentionen til alt muligt andet selvdestruktivt, der er rigtig god læsning, og som ender i den ultimative flugt fluks mod afgrunden.

Jeg mindes hverken at have læst eller set en karakter gå mere i hundene end Ole Jastrau. Det er topmålet af kaos – altså sjælens bund. Enden af kontinuet. Et referencepunkt der næppe lader sig overgå. Af samme grund giver det super mening når Kasper Spez i Pigen på væggen rapper: ”Det er et hærværk mod mig selv – Jeg’ klar til at battle Tom Kristensen.”

Hærværk blev i 1977 filmatiseret af Ole Roos med Ole Ernst i hovedrollen som Ole Jastrau (det var mange Ole’r, ja). Jeg så filmen for år tilbage på DR2, men husker den så svagt, at jeg desværre ikke kan udtale mig om denne i relation til bogen. Jeg kan dog på det kraftigste kun anbefale, at man får læst bogen.

Læs den.

‘The Bro Code’ af Barney Stinson

I TV-serien How I Met Your Mother (som jeg bl.a. anbefaler her) er der en karakter ved navn Barney Stinson, spillet af Neil Patrick Harris. Han har en stor fanskare og sin egen blog – sidstnævnte en side som han af og til refererer til i TV-serien. Dertil kommer, at han også har skrevet en bog (læs: en ghostwriter ved navn Matt Kuhn har skrevet en bog), der skal udbrede filosofien omkring The Bro Code.

The Bro Code er et værk alle bros tilsyneladende skal kende. Det er regler, normer, standarder og procedurer for, hvordan brors skal befærde sig i forhold til hinanden og konkrete situationer. Hvad der er OK – og hvad der ikke er OK. The Bro Code er i den forbindelse bygget op i paragraf-form, hvilket gør, at der mildest talt ikke er synderligt meget indhold på mange af siderne. De fleste paragraffer er dog direkte latterlige og humorforladte, og der kan derfor gå mange sider mellem grinene.

I TV-serien har Barney Stinson altid, eller i hvert fald oftest, en kvik kommentar eller bemærkning om hvad der er god skik jf. The Bro Code. Det ændrer desværre ikke på, at bogen er en omgang letfordøjelig, ligegyldig merchandise-underholdning, hvis eneste overraskelse er, at den ikke engang formår at komme op på et niveau der er foreneligt, med den kvalitet der leveres i TV-serien.

Bogen appellerer til unge mænd der kan identificere sig med Barney (eller ville ønske at de kunne), men for dælen da hvor er denne bog kedelig! Vil man have en god omfang litterær drengerøvshumor, kan jeg meget bedre anbefale Maddox’ (selvironiske) take på mandehumor i The Alphabet of Manliness.

The Bro Code lader sig uden problemer læse på få timer, afhængigt af hvor mange (tænke)pauser der stopper en – og det bør næppe være mange. Dette er dog stadigvæk noget der er værd at betegne som tid, så hvis din tid har selv bare den mindste værdi, kan jeg kun fraråde enhver kontakt med denne bog. Denne bog er blot ligegyldig og latterlig, og vil på ingen måde indfri de forventninger, at serien med rette har givet en. Eller bogen indfriede i hvert fald ikke mine forventninger.

Vurdering:

Undervurderede film

Det er tit, når man snakker om film, at man støder ind i synspunktet, at en film er alt for undervurderet. Nuvel, om noget er under- eller overvurderet vil altid være en subjektiv vurdering der bygger på en utilfredshed i forhold til den vurdering man mener at filmen har fået. Jeg synes dog af og til, at argumentet om at en film er undervurderet bruges alt for lemfældigt, og blot for at pointere, at man virkelig godt kan lide en film.

Senest, og det der motiverede mig til at skrive dette indlæg, overhørte jeg en kammerat der mente, at Tarantinos Reservoir Dogs fra 1992 var alt for undervurderet. Det er selvfølgelig en fair holdning at have, men jeg var uenig med ham i, at den var undervurderet, alene af den grund, at den af mange anses som at være et mesterværk og en af Tarantinos allerbedste film.

Dette fik mig til at tænke på det helt konkrete spørgsmål: Kan man operere med en fælles betegnelse for, hvornår en film er undervurderet?

Er det, at en film ikke er kendt af mange eller bare hadet af mange? Jeg vil bruge den resterende plads af dette blogindlæg på at give mit bud på hvilke film jeg mener, er alt for undervurderet. Jeg har sat som kriterium, at de film jeg godt kan lide, men som jeg mener, er undervurderet, ikke må have en højere gennemsnitsranking end 7 på IMDb.

1. The Ninth Gate (1999)
En film om noget så kedeligt som bøger. Intet mindre end en fantastisk thriller med masser af mystik og spænding. Har set den et utal af gange og læst bogen, der virkelig holder en fanget hele vejen igennem. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

2. Commando (1985)
En af de allerbedste film Arnold Schwarzenegger nogensinde har været med i. Den har alt det som en god actionfilm bør have. Spænding, våben, blod, biljagt, hævnmotiver, humor – you name it! Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

3. Point Break (1991)
Også en fantastisk film. Næsten ikke til at fatte, at det er en kvinde der har instrueret den (Kathryn Bigelow, der også har instrueret The Hurt Locker). Filmen er værd at se alene på baggrund af Keanu Reeves og Patrick Swayzes skuespil, så det er ikke en film man bør undlade at se. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

4. The Beach (2000)
Da jeg for første gang så hvor latterligt lavt at denne film ligger på IMDb, fik jeg mildest talt et mindre chok. Den er fantastisk på så mange måder, har mainstream-potentiale og tager et yderst relevant emne som ’utopia’ op til behandling. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

5. Head Above Water (1996)
En komedie der nok kræver at man er til den slags humor som filmen nu leverer, men vi har her at gøre med en film der virkelig er sjov og skør på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at grine. En fremragende film hvis man er til black comedies.

Dette er mit bud på fem undervurderede film, på baggrund af min definition af hvornår at film er undervurderede. Såfremt at nogen skulle have lyst til at kritisere mit valg af film, så kom gerne med ideer til, hvordan man ellers kunne diskutere hvorvidt film er undervurderede eller ej.

Lidt om statistik… og får iPhone-ejere mere sex?

Det er sommerferie – og det er dejligt! Sommerferien er lig med en masse tid man skal bruge og prioritere efter ens egne ønsker og præferencer. I mit tilfælde har jeg, foruden arbejde, film, læsning, solskin m.v., valgt at bruge tid på statistik. Hvorfor? Fordi at statistik i bund og grund er noget så fantastisk.

Jeg har før siddet i en diskussion og refereret til diverse statistikker i min argumentation, for blot at få modsvaret, at det jo ”bare” er statistik. Jeg ved ikke hvor udbredt denne opfattelse er, men jeg bliver mildest talt målløs, når jeg møder nogen der har den indstilling til statistik. Jeg må nok tilstå, at jeg er af den opfattelse, at har man intet statistik til at underbygge ens påstande, står man meget svagt.

Benjamin Disraeli, der var engelsk premierminister, sagde, at der findes tre typer af løgne: almindelig løgn, forbandet løgn – og statistik. Dette kan der være noget om, da man kan tolke statistik efter forgodtbefindende, få de værste tal til at se pæne ud og ændre proportioner på fænomener, alt afhængigt af hvordan man ønsker at noget skal fremstå. Dette er dog blot et argument for, at der ikke er brug for at væmmes ved statistik, men tværtimod at specialisere sig yderligere i statistikkens værktøjskasse.

Da Darrell Huff i 1954 skrev bogen How to Lie With Statistics, var det jo netop ikke for at få flere til bevidst at sløre fakta med statistisk manipulation. Nej, hensigten med bogen var at informere om nogle af de faldegruber der eksisterer. Man kan bruge statistik, og man kan også misbruge det, men uanset hvad, så ændrer det ikke på, at man bare må sætte sig ind i, hvad det er statistik kan bruges til og hvordan. Samtidigt er det dog også vigtigt at vide, hvad statistik ikke fortæller. Et eksempel på dette kan være kausalitet.

Fordi at vi opererer med statistisk korrelation, har vi ikke nødvendigvis en kausal sammenhæng. Som statskundskabsstuderende hører man dette igen og igen, og med god grund. Man støder desværre alt for ofte i det daglige på, at folk fejlagtigt forveksler korrelation med kausalitet. Vi ser det desuden også ofte i den journalistiske praksis, hvor at en statistisk korrelation giver en fantastisk anledning til at lave en artikel, hvor at overskriften eksplicit eller implicit antager, at der er en kausalmekanisme.

Et eksempel på dette er nyheden om, at iPhone-ejere får mere sex. En sådan nyhed sælger selvfølgelig blot på overskriften og ideen om, at det er selve ens iPhone der kan forklare, at man får mere sex. Kigger man nærmere, er der i bund og grund blot tale om en meget kedelig statistik, der viser, at det forbrugersegment der køber iPhones, har en fortid præget af flere seksuelle partnere, end ejere af Android-telefoner og BlackBerrys. Det har, whatsoever, ingen direkte relation til ens iPhone (formoder jeg).

Nuvel, der er altså en korrelation mellem smartphones og antallet af seksuelle partnere, men der er næppe en kausalitet, da det tvivlsomt giver nogen mening, at 40-åriges øgede antal af seksuelle partnere, delvist kan forklares ud fra deres køb af en iPhone. Smartphones har trods alt ikke været på markedet længe nok til, overhovedet at kunne tænkes til at være en forklarende variabel.

Ved at måle på antallet af sexpartnere, måler man desuden ikke på, om iPhone ejere får mere sex, end ejere af andre smartphones. Dette fordi, at man med én sexpartner sagtens kan have fået mere sex, end andre kan have fået med tyve sexpartnere. Det er derfor vigtigt med statistik, at man er bevidst om hvad det er man måler, og hvad man kan tillade sig at udlede på den baggrund.

Det er selvfølgelig en sjov information (for iPhone-ejere), at de får mere sex, men ja – de kan allerhøjest klappe sig selv på skulderen over, at de tilhører det forbrugssegment, der generelt bare har flere seksuelle partnere.

Det var vist alt hvad jeg havde på sinde for dette lille hyldestindlæg til statistik. Men som jeg sidder og skriver dette indlæg, mindes jeg følgende quote fra Double Indemnity (1944), som viser meget godt, hvad det er statistikken kan, og som passende bør afslutte dette indlæg:

[Norton, Keyes’s boss, has just tried, unsuccessfully, to convince a client that her husband’s death was a suicide]

Barton Keyes: You know, you, uh, oughta take a look at the statistics on suicide some time. You might learn a little something about the insurance business.
Edward S. Norton: Mister Keyes, I was RAISED in the insurance business.
Barton Keyes: Yeah, in the front office. Come now, you’ve never read an actuarial table in your life, have you? Why they’ve got ten volumes on suicide alone. Suicide by race, by color, by occupation, by sex, by seasons of the year, by time of day. Suicide, how committed: by poison, by firearms, by drowning, by leaps. Suicide by poison, subdivided by *types* of poison, such as corrosive, irritant, systemic, gaseous, narcotic, alkaloid, protein, and so forth; suicide by leaps, subdivided by leaps from high places, under the wheels of trains, under the wheels of trucks, under the feet of horses, from *steamboats*. But, Mr. Norton, of all the cases on record, there’s not one single case of suicide by leap from the rear end of a moving train. And you know how fast that train was going at the point where the body was found? Fifteen miles an hour. Now how can anybody jump off a slow-moving train like that with any kind of expectation that he would kill himself? No. No soap, Mr. Norton. We’re sunk, and we’ll have to pay through the nose, and you know it.

Barton Keyes er klar over, at der er noget galt. Hvorfor? Fordi det ikke stemmer overens med hans statistik. Sandsynligheden for, at der er tale om selvmord, er ganske enkelt forsvindende lille. Det er stadigvæk muligt, at der er tale om selvmord, men sandsynligheden er lille. Meget lille.

Statistik er fantastisk.

Gode serier

I forlængelse af mit “Gode film”-indlæg kommer her et indlæg, hvor at jeg forsøger at give mit bud på de bedste serier jeg kender til. I modsætning til indlægget med filmene, vil jeg ikke anbefale 50 serier, men skære antallet ned til 15, alene på grund af seriernes karakter, der kræver, at man sætter mange flere timer af til dem, end en film gør.

Der er på listen blevet plads til 2 miniserier (Band of Brothers og Riget). Jeg var i tvivl om disse skulle inkluderes, men kom frem til, at det virkede meget passende. Jeg kan i hvert fald ikke tænke på nogen anden sammenhæng, hvor de ville passe bedre ind.

Her er listen – enjoy:

1. Alias (2001)
Alias er en sci-fi spændingsserie som holder en fanget fra første til sidste sekund. Jeg har aldrig set en serie der rummer så meget action, kombineret med en gennemført handling og fornyelse hele serien igennem. Når dette er sagt er serien dog på et punkt som serier er flest, nemlig bedre i de tidlige sæsoner end i de senere. Desuden overraskede det mig lidt, at sæson 5 sluttede efter blot 17 afsnit, men hvad pokker – serien er underholdende og fængende! Og kan man ikke lide universet eller handlingen, er serien værd at se alene på baggrund af de utallige outfits at Jennifer Garner render rundt i. Weltklasse.

2. Band of Brothers (2001)
Den højest vurderede miniserie på IMDb. I serien følger man Easy Company i faldskærmsinfanteriregimentet 101st Airborne Division under 2. verdenskrig. Den strækker sig over 10 afsnit hvoraf der selvfølgelig er forskel på kvaliteten de forskellige afsnit imellem, men i det store hele formår den at holde en høj standard, og man keder sig på intet tidspunkt. Vi har desuden at gøre med en smuk serie der er velkonstrueret og med en fantastisk lydside. En must-see for alle med interesse i krigsfilm og/eller 2. verdenskrig.

3. Californication (2007)
Californication handler om sex, stoffer, sprut og selvfølgelig familieliv. Første sæson er uden sammenligning den bedste af de tre der på nuværende tidspunkt har været sendt. Fjerde sæson er dog på vej, og jeg glæder mig til denne! Serien tager sit udgangspunkt i Hank Moody og hans liv efter at være flyttet til Californien, og hans problemer med kvinderne, skriveblokaden, stofferne, arbejdet, samt selvfølgelig vennernes problemer og liv. En god blanding af drama og comedy.

4. Columbo (1971)
»Just one more thing!«. Columbo, spillet af Peter Falk, er altid dejlig at være i selskab med. Han er som skabt til rollen, og man ved, at det altid ender godt. Spørgsmålet er ikke som i andre krimier rettet mod hvem der er skurken, men udelukkende hvordan at Columbo får fanget skurken, der som regel er en overklasse-person, der arrogant lever i troen på, at han har begået det perfekte mord. En tro at Columbo langsomt men sikkert får krakeleret.

5. Dexter (2006)
I en tid hvor vi har svært ved at dyrke helte-idealet, er det godt, at vi har antihelte. Dexter er den perfekte antihelt. Han slår ihjel, har tonsvis af (psykiske) problemer og svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen. Til trods for dette arbejder han på at bekæmpe kriminalitet, og rense samfundet for de mordere som at samfundet ikke selv kan fjerne. Første og fjerde sæson er de allerbedste, hvor at sæson to og tre er seværdige, men på ingen måde når det niveau, at serien befinder sig på i førstnævnte sæsoner. Femte sæson er på vej, og jeg skal helt klart se denne. Uden at røbe for meget, efterlader sæson fire mig i hvert fald med en spænding i forhold til spørgsmålet om, hvad der nu skal ske.

6. Frasier (1993)
»I’m listening«. Psykologen Dr. Frasier Crane flytter tilbage til Seattle. I hans nye lejlighed flytter foruden ham selv, også hans far, en gammel lænestol og hunden Eddie ind, som skaber en god kontrast til Frasier, der er arrogant og tilnærmelsesvist snobbet. Han får arbejde på den lokale TV-station, hvor at folk kan ringe ind og få hjælp. I de 11. sæsoner at serien forløber sig over, følger vi Frasier og hans familie (foruden de nævnte er bl.a. hans bror Niles) og hans kollegaer på radiostationen. Denne serie er min yndlingsserie og burde sendes på TV2 eller DR1 i den bedste sendetid. Mindre kan ikke gøre det.

7. Friends (1994)
Friends er en sit-com for både piger og drenge. Jeg har set alle afsnit flere gange, og ser da også stadigvæk serien af og til på TV2, der er ret gode til at vise denne sidst på eftermiddagen, når sendefladen ikke er præget af sport. Der er mange aspekter af serien der gør den god, hvoraf jeg i en anden sammenhæng tidligere er kommet ind på nogle af disse i et andet indlæg, som kan læses her. Desuden har jeg også anbefalet serien på Kulturkanonen, som kan læses her.

8. Langt fra Las Vegas (2001)
Den eneste danske sit-com der er værd at se! Jeg var aldrig den store fan af hverken Klovn eller Mandrilaftalen, men med Langt fra Las Vegas rammer de plet. Ligeledes er første sæson af serien ikke ret fed, men efterhånden som de forskellige skuespillere får fundet deres roller og afsnittene bliver bedre sat sammen, bliver serien rigtig god. Uden sammenligning den serie hvor jeg har set hvert afsnit flest gange.

9. Penn & Teller: Bullshit! (2003)
Der findes meget lort i verden. Lad os kalde dette for bullshit! Det er i hvert fald hvad Penn & Teller gør, når de tager alt fra cheerleading og skattesystemet til ufoer og konspirationsteorier under kærlig behandling. Tonen og stilen er grov, og der er oceaner af bare bryster og beskidte ord, men er man til den slags, går man ikke helt galt i byen, hvis man ønsker lidt provokerende TV. Kører i skrivende stund på ottende sæson, og en del af afsnittene burde stå på diverse pensumlister.

10. Riget (1994)
Først og fremmest skal det siges, at jeg her lige så godt kunne anbefale “Riget II”, der i min optik ikke afgiver meget fra “Riget”. Riget er det bedste bevis på, at Lars von Trier har humor. Man følger den daglige gang på rigshospitalet, hvor at det bogstaveligt talt spøger. Ikke nok med det har mere eller mindre alle ansatte på hospitalet deres egne problemer at se til – nogle problemer større end andre, alle med det eneste til fælles, at det er spændende og sjovt at følge. Ligeledes er de to udviklingshæmmede opvaskeres monologprægede dialoger yderst komiske og mærkværdige!

11. Six Feet Under (2001)
Der findes ikke én problematik mellem mennesker, som at Six Feet Under ikke tager op. Alverdens psykiske lidelser, dødsfald, liv, seksualitet, stoffer, alkohol, midtvejskriser etc. Vi følger familien Fischer der driver og ejer et kapel. Hvert afsnit starter karakteristisk med, at man ser et dødsfald, der i løbet af serien bliver mere og mere bizarre. I første afsnit dør faderen af familien i en bilulykke, og dette ændrer på familieforetagendets struktur og rusker op i det hele. Er man til god drama, er Six Feet Under en serie der om noget ikke må gå ens opmærksomhed forbi.

12. South Park (1997)
South Park er provokerende, komisk, grænseløst og djævelsk udfordrende. Stilen er primitiv, men unik, og det er umuligt at sammenligne South Park med noget. Det er der simpelthen intet der er værdigt nok til i denne boldgade. Det er pudsigt hvordan at jeg i mine teenageår er vokset op med denne serie, og hvor er jeg dog glad for dette! Det er med andre ord svært at forestille sig en verden uden South Park til at krydse grænserne og udfordre ideer, idealer og normer.

13. The Simpsons (1989)
The Simpsons er mere end bare en tv-serie. The Simpsons er et univers man forsvinder ind i i omkring 22 minutters tid af gangen, og underholdes af på grund af dialogerne, de kulturelle referencer, kaosset og kreativiteten. Serien er så detaljerig, og det er beundringsværdigt, at den formår at ramme så bredt et publikum, lige fra de helt unge til de ældre generationer. Ligeledes er det fascinerende, at den har rundet de 20. sæsoner. Denne serie fortjener forhåbentlig ingen yderligere beskrivelse, da jeg formoder, at alle læserne af denne blog, for længst er bekendt med hele The Simpsons-universet.

14. Twin Peaks (1990)
Et mord bliver begået i Twin Peaks. Den kaffeglade FBI-agent Dale Cooper bliver som følge af dette sendt til byen for at opklare mordet. Alting er dog ikke så idyllisk som det fremstår på den pæne overflade. Efterhånden som serien skrider frem, introduceres flere af karakterernes skyggesider samt en masse drømme og gåder, der alt sammen skal hjælpe i opklaringen af mordet på den unge dame, Laura Palmer. Twin Peaks er en noget alternativ serie uden sidestykke som kun David Lynch kan gøre det.

15. Two and a Half Men (2003)
Two and a Half Men er Charlie, Allan og Jake (den halve). Charlie, den succesfulde jingle-producent, Alan, tøffelhelten og fiaskoen og bror til Charlie, og så Jake, søn af Alan og til tider ikke helt så kvik som jævnaldrende børn ville være. I første afsnit bliver Alan smidt ud af konen og ringer på hos hans bror Charlie for at søge husly for et par dage. Syvende sæson er netop overstået, og han bor der stadig. Vi har her at gøre med den bedste amerikanske sit-com der stadigvæk er on air. Jeg venter spændt på ottende sæson, og så er det sjovt at følge Jakes udvikling serien igennem.

Ja, det var så de 15 serier, men hov – jeg giver gerne lige en ekstra her på falderebet. Lad os kalde det for en runner up:

16. How I Met Your Mother (2005)
HIMYM bliver af mange betragtet som arvtageren til Friends. Der er også flere ligheder mellem HIMYM og Friends, og serien er uden tvivl værd at se. Når dette er sagt, er der ikke blevet plads til den på listen, da serien i en del afsnit simpelthen har en alt for lav kvalitet. Nogle afsnit rammer ganske enkelt bunden, og er noget af det værste jeg har set fra en amerikansk sit-com. Når dette er sagt, er de fleste afsnit fantastiske, og jeg finder den derfor nævneværdig i dette indlæg, men kun som en serie jeg ville ønske, kunne have filtreret nogle elendige afsnit fra.

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.