Erik Gahner Larsen

’Professor Caritats forunderlige opdagelser’ af Steven Lukes

I Professor Caritats forunderlige opdagelser, der er oversat fra den engelske The Curious Enlightenment of Professor Caritat, bliver professor Nicholas Caritat sendt på en opgave: Han skal finde den bedste af alle verdener.

Historien tager sit udgangspunkt i fængslingen af professor Nicholas Caritat, der med hans oplysningsfilosofiske tanker har givet håb, i den verden han befinder sig i, Militaria. Han bliver dog befriet af oprørsbevægelsen Hånden og sendt på ovennævnte mission.

Denne skønlitterære bog er skrevet af Steven Lukes, der er professor i politik og sociologi ved New York University. Fremgangsmåden for tilblivelsen af denne bog er at tage nogle filosofiske retninger og ideologier, og deducere verdener hvor disse eksisterer til fulde uden modifikationer. Disse teoretiske universer konfronteres professor Caritat så med i hans rejse, og skildrer gennem breve hvad der er godt og skidt.

Hans første stop er i Calcula i Utilitaria, der som navnene indikerer, bygger på nyttefilosofien/utilitarismen. Derefter går rejsen bl.a. til Kommunitaria og Libertaria, og hvilke retninger der ligger til grund for disse verdener, burde ikke være nogen gåde. I det hele taget er det nok også lidt det, der irriterer mig ved bogen. Symbolikken er lidt for primitiv, og om end at bogen da er meget spændende, er man næsten hele tiden en side eller to foran rent narrativt, i ens forventninger til, hvad der nu skal ske. Der mangler ganske enkelt overraskelser og twists.

Jeg tager mig nu den frihed at komme med en spoiler. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at følgende formulering kommer på en af bogens sidste sider (den eneste overraskelse er måske, at den kommer fra en ugle, som han konverserer med):

”Tænk på alle de lande, som du har besøgt og lagt bag dig. Hver især var de helliget en stræben efter et værdigt mål: ét ville sikre orden og sikkerhed, ét ville maksimere mere velfærd og lykke, ét ville sikre stabile identiteter, så folk kunne føle sig hjemme sammen med andre af deres slags, ét hengav sig til en tåget, fantaserende vision om virkelig, individuel frihed i harmoni med alle andre, og ét helligede sig beskyttelsen af individer og deres ejendom fra indblanding. Alligevel forfulgte de alle deres foretrukne mål ved at udelukke alle de andre og ofrede i processen utallige mennesker på deres abstrakte idealers alter. Hvor mange menneskeliv er ikke blevet gjort ulykkelige og ødelagt i disse idealers navn? Hvilken menneskelig dårskab!”

Uglen er, som ugler er kendt for at være, klog. Vi ved dog også fra Twin Peaks, at ”the owls are not what they seem”! For dem der gerne vil vide hvad Caritat kommer frem til vil være det bedste, røbes det i Wikipedia-artiklen for bogen.

Bogen er intet skønlitterært mesterværk. Karaktererne virker for overfladiske og deres tilstedeværelse synes kun at være båret af fremstillingen af de forskellige verdener. Dette er også bogens fokus, men det gør, at det aldrig rigtigt formår at blive en rigtig god fortælling, og ligeledes ikke rummer den samme viden man kunne have i et faglitterært værk af den samme længde. Bogen ender derfor på dette punkt med at sætte sig imellem to stole.

Når alt kommer til alt, kan jeg dog faktisk godt anbefale denne bog. Ikke til mine medstuderende, der for længst har haft politisk teori og er godt inde i filosofi, idéhistorie m.v., men til de mennesker der gerne vil have en ikke-abstrakt introduktion til forskellige ideologier og politiske retninger.

Vurdering: