International politisk økonomi og det normative spørgsmål om det normative spørgsmål

1. Indledning
I tider med økonomiske kriser bliver det klart, at økonomi og politik hænger sammen (Jackson & Sørensen 2007: 180). Hvordan dette forhold er mellem økonomi og politik, er der flere forskellige bud på. Dette bunder i, at der helt fundamentalt i international politik ikke kun findes én måde at studere verden på (Smith 2009: 3). Fokuserer man på international politisk økonomi (herefter IPØ), møder man ligeledes ikke én teori, men flere forskellige perspektiver, der siger noget om forholdet mellem teori og praksis – og økonomi og politik.

Nærværende besvarelse vil fokusere på to teorier omkring IPØ, den liberale og den merkantilistiske. Dette vil ske ved at sammenligne deres logikker, aktørperspektiver m.v., for derefter at se på, hvilke implikationer dette har for, hvordan de respektive teorier hver især ser på national økonomisk politik. Her forstået som de mulighedssfærer teorierne overlader til staterne i forbindelse med, at skulle varetage spørgsmål af nationaløkonomisk karakter. De tre IPØ teorier, de to nævnte og marxisme, er som andre tilgange udviklet sidenhen, og diskuteres i den fjerde debat, hvor spørgsmål af videnskabsfilosofisk karakter er aktuelle. Videnskabelige idealer, alt efter hvordan disse udledes, rejser også spørgsmål omkring de normative aspekter af international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin.

Dette vil jeg derfor tage op i besvarelsens sidste del, hvor nødvendigheden af normative aspekter af international politik vil blive diskuteret ved inddragelsen af 1) aspekter af normativ IP teori og betydningen for positiv IP teori og 2) elementer af Leo Strauss’ kritik af en udelukkende positivistisk samfundsvidenskab. Grundet besvarelsens omfang vil jeg af ressourcemæssige årsager foretage den afgræsning, ikke at fokusere eksplicit på globaliseringsdebatter og globaliseringens betydning for teorierne, velvidende at globaliseringen er bundet op på økonomi og har gjort IPØ mere relevant og vigtigt.

2. Sammenligning af liberalisme og merkantilisme
Liberalisme og merkantilisme er to af de traditionelle tilgange til at se på IPØ, der hver især repræsenterer deres perspektiv på globale økonomiske relationer og hvad staternes rolle er i forhold til disse. Jeg vil her først og fremmest sammenligne de to teorier, for derefter i næste sektion, at redegøre for de implikationer teorierne har for national økonomisk politik.

Liberalismen bygger på den logik, at et frit marked først og fremmest er mest efficient, men også moralsk at foretrække. Frihandel og kapitalens fri bevægelighed giver komparative fordele og en mest effektiv fordeling af goder og services i verdensøkonomien (Woods 2007: 332). Ideen er, at økonomien bygger på sine egne mekanismer og love, og økonomien vil derfor fungere spontant i overensstemmelse med disse (Jackson & Sørensen 2007: 184). Der opnås så orden gennem den usynlige hånd, når at der opstår konkurrence på den globale markedsplads (Woods 2007: 333). Overordnet bygger det derfor på den logik, at økonomi og politik så vidt muligt bør adskilles, så ordenen i størst muligt omfang, kan skabes på markedet.

Merkantilismen ser mere politisk på økonomi, og ser verdensøkonomien som en arena for konkurrerende stater, der forsøger at maksimere deres relative styrke og magt (Woods 2007: 333). Det der dermed kendetegner merkantilismen er, at politik er styrende for økonomi, hvor at sidstnævnte er underlagt det primære mål, nemlig at øge statens magt (Jackson & Sørensen 2007: 182). Det er derfor heller ikke den frie hånd og markedskræfterne der skaber ordenen. De stater der har mest magt definerer grænserne for systemet og reglerne gennem alliancer, hegemoni og magtbalance (Woods 2007: 333).

Sammenligner man derfor de to teorier, vil man se to vidt forskellige perspektiver på økonomiens væsen og økonomiske relationer. Hvor at liberalismen i spilteoretiske termer ser økonomien som et plussumsspil, ser merkantilismen det som et nulsumsspil. Hvor at politik er afgørende i relationen mellem politik og økonomi i merkantilismen, er økonomien mere selvstændig i liberalismen.

Ovenstående gør også, at alt efter hvilke teorier vi vælger at se på forholdet mellem økonomi og politik med i international politik, vil det have forskellige implikationer for national økonomisk politik og målet med denne. Dette vil jeg redegøre for i næste afsnit, hvor jeg vil se nærmere på implikationerne for national økonomisk politik, forstået som den rolle og de præferencer stater har jf. de pågældende teorier.

3. Implikationerne for national økonomisk politik
Liberalisternes og merkantilisternes teorier har forskellige implikationer for national økonomisk politik. Først og fremmest afviser liberalisterne merkantilisternes perspektiv på staten som den centrale aktør når det kommer til økonomiske spørgsmål (Jackson & Sørensen 2007: 185).

Ser vi først på liberalisterne, er det ikke tilfældet, at der ikke skal være nogen stat, hvad nogen vil kunne være foranlediget til at tro. Der skal være en stat, men dennes opgave er primært at sikre en glidende og så relativt få begrænsninger for markedet som muligt (Woods 2007: 332). Den liberale teori har m.a.o. den implikation for den nationale økonomiske politik, at staten kun skal sikre det minimale fundament der skal til, for at markedet kan fungere effektivt (Jackson & Sørensen 2007: 185).

Den merkantilistiske teori ser staten som den primære aktør i forhold til økonomien, og økonomisk aktivitet skal ses i en større kontekst hvor man ønsker at maksimere statens magt. Staten har jf. merkantilismen derfor et større råderum end i liberalismen, hvor handelsprotektionisme, subsidier og selektive investeringer i indenrigspolitiske anliggender er blandt de redskaber staten har til rådighed (Woods 2007: 333).

De to teorier giver hver deres idealtype, og man vil derfor sjældent kunne finde gennemførte liberalister eller merkantilister. For at opsummere, så gør teorierne nogle specifikke antagelser omkring sammenhængen mellem økonomien og det politiske, som hver især har konsekvenser for national økonomisk politik, og hvordan denne bør bedrives.

4. Normative spørgsmål i international politik
I forhold til de gennemgåede teorier, bliver spørgsmål som hvilke præferencer aktørerne har, og hvordan vi bedst kan beskrive aktørernes handlinger, relevante. I forhold til dette, er metodiske overvejelser aktuelle, der i dag deler teorierne i IPØ (Woods 2007: 335). Dette har også været med ambitioner om at leve op til krav om at være en videnskabelig disciplin og udvikle teorierne derefter. Efter den Kolde Krig afslutning og Sovjetunionens fald, er der kommet et større fokus på normative spørgsmål i henhold til neoliberalismens sejr og kritik af dens konsekvenser (Dickins 2006: 481). Nyere teoretiseren inden for IPE er dog inspireret af neoklassisk økonomi og dens metodologiske individualisme (Jackson & Sørensen 2007: 219). Her har specielt Rational Choice teorien haft meget forklaringskraft, hvor Dickins (2006) beskriver udfordringen for den slags teori i forhold til normative spørgsmål i IPE:

“While Ratiosaurs have advanced on the empirical instrumental questions of governance with their formidable armoury of analytical tools, they are less adapted to tackle these normative questions regarding the legitimacy or purposes of global governance.” (Dickins 2006: 482).

Dette rejser derfor spørgsmål om, hvorvidt international politik (herunder også IPØ) som en samfundsvidenskabelig disciplin, skal bevæge sig væk fra at beskrive hvordan international politik bør foregå, og udelukkende beskrive hvordan international politik er. Jeg vil i denne sektion diskutere, hvorvidt international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin udelukkende skal bestræbe sig efter at være positiv, eller også være normativ. Overordnet vil jeg diskutere den præmis der lyder, at samfundsvidenskaben kun skal forholde sig til hvordan international politik foregår.

Jeg ser det som selvindlysende at videnskab i ordets fulde betydning, bør indsamle systematisk viden omkring det pågældende genstandsfelt, og diskussionen vil derfor ikke centrere sig omkring vigtigheden af dette. Man kan overordnet først og fremmest argumentere for, at positiv viden fortæller os om hvordan vi kan manipulere verden, men en helt anden slags viden er nødvendig, når formålene med nævnte manipulation skal ekspliciteres (Brown 2002: 12).

Det spørgsmål der så rejser sig er, hvorvidt denne slags viden bør være en del af international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin. Der kan argumenteres stærkt for, at international politik bør tilstræbe objektivitet, forklare og forstå verden, og så vidt muligt mindske den normative bias. Teorier skal m.a.o. ikke være baseret på subjektive vurderinger og se bort fra at prøve at afdække kausalsammenhænge, men ingen teori er blottet for værdier. I dette tilfælde, er værdierne implicitte.

Hvis vi starter med at se på de områder som er en del af international politiks genstandsfelt, får vi et godt fundament til at kunne diskutere ”bør”-udsagnenes relevans i IP. Områder som (retfærdig) krig, fred, orden, suverænitet, (menneske)rettigheder, global retfærdighed, intervention, velfærd i IPØ etc., er alle områder der i en eller anden forstand bygger på nogle normative præmisser, eller om ikke andet den forudsætning, at vi kan diskutere normative spørgsmål.

Hvis vi taler om retfærdig krig, er der også noget, der ikke er retfærdig krig, og dermed noget som man ikke bør gøre – og noget man bør gøre. Såfremt at man ser formålet med international politik som en samfundsvidenskabelig disciplin, at afdække hvordan international politik foregår, og ikke vil foregå, afskriver man sig en række forskningsområder, der i værste fald kan være at smide barnet ud med badevandet. Dertil kommer, at den normative del af international politik, kan hjælpe med at inkludere værdier i forhold til de ’facts’ der studeres, der definerer hvem vi er og påvirker vores adfærd (Erskine 2009: 42).

Et er at diskutere hvilke dele af international politik der ville forsvinde, hvis man gav disciplinen et positivistisk syrebad. Noget helt andet er at diskutere, om det overhovedet er muligt, at have en samfundsvidenskab, der udelukkende er positiv. Leo Strauss (1959) argumenterer for, at en samfundsvidenskabelig disciplin må argumentere for hvilke ting der er politiske, og hvilke der ikke er politiske (Strauss 1959: 22). Dette bunder i, at vi må forholde os til, hvad der er politisk, som er defineret ud fra samfundet og dets formål.

Når grøn teori bruges til at studere international politik, er det ikke udelukkende pga., at man har fundet en videnskabelig disciplin der kan forklare hvordan verden er. Der er også nogle normative antagelser, der ligger til grund for bl.a. ens fokus. De objektive svar vi får givet de givne teorier vi bruger, får deres mening fra de subjektive spørgsmål (Strauss 1959: 26).

Dem der advokerer for, at international politik udelukkende bør forholde sig til, hvordan tingene foregår og vil foregå, og ikke hvordan de bør foregå, går måske ligefrem ind på det normative område. Spørgsmålet om hvorvidt normative spørgsmål skal være en del af IP, har måske selv karakter af at være et normativt spørgsmål, når man tager aktivt stilling til, hvad der skal fokuseres på. Man bedriver ikke positivistisk værdineutral videnskab, ved blot at undlade at overveje og/eller eksplicitere normative præmisser og værdier. Det er også her forklaringen til den mere eller mindre uelegante overskrift på besvarelsen skal findes. Kan man svare på spørgsmålet ”Skal normativ teori være en del af international politik?” og samtidigt være fuldstændig værdineutral?

Vi kan ikke se på international politik uden først at gøre os nogle konkrete antagelser om, hvilke fænomener vi kigger på og hvordan vi kigger på disse – samt hvilke fænomener vi ikke kigger på. Derfor er det på ingen måde altid klart, hvilke politologiske fænomener man skal have viden omkring:

”Political things are by their nature subject to approval and disapproval, to choice and rejection, to praise and blame.” (Strauss 1959: 12).

Det handler m.a.o. om nogle valg, hvorpå svarene ikke er givet på forhånd eller blot kan findes ved at kigge på verden som den foregår eller vil foregå. Hardcore foundationalister vil indvende, at vi kan adskille subjekt og objekt, og studere virkeligheden derefter, men det ændrer vel næppe på, at de forskningsspørgsmål der arbejdes med, ikke er determineret forud for forskningsarbejdet. En absolut og kategorisk distinktion mellem positiv og normativ teori til den enes fordel, vil næppe være at foretrække, og der kan af den grund argumenteres for, at der må være plads til begge, specielt i en samfundsvidenskabelig disciplin som international politik.

Tager vi fat i udgangspunktet for denne besvarelse, forholdet mellem politik og økonomi, som er aktuelt i IPE, er der mange økonomiske implikationer af de normative antagelser. Her bliver specielt ambitionen om at en positiv samfundsvidenskabelig disciplin skal kunne beskrive hvad der vil foregå, om end ikke alene meget svært, men også tilnærmelsesvist umuligt. Det kan sågar tænkes, at der ville være bestemte interesser forbundet med ønsket om at givne hændelser indtræffer.

Det kan være svært, om end ikke umuligt, at diskutere hvor meget normativt der er plads til i en samfundsvidenskabelig disciplin, og der kan argumenteres for, at denne grænse må forblive arbitrær og forblive åben til diskussion.

5. Konklusion
Jeg har i denne besvarelse fokuseret på 1) en sammenligning af liberalismen og merkantilismen i IPØ, 2) beskrevet de to teoriers antagelsers implikationer for national økonomisk politik og 3) diskuteret hvorvidt international politik som samfundsvidenskabelig disciplin, udelukkende bør fokusere på at beskrive verden som den er, og om dette overhovedet er muligt uden at forholde sig til normative spørgsmål.

Det er muligt at bedrive positiv videnskab, men der vil altid være nogle normative antagelser, og disse aspekter forsvinder som sagt ikke ved, at man ignorerer disse. Det må derfor være anbefalelsesværdigt for enhver kohærent teori, at eksplicitere de normative antagelser ved en tilgang, ikke for at hæmme den systematiske forskning, men for at styrke den.

6. Litteraturliste
Brown, Chris (2002). Sovereignty, Rights, and Justice: International Political Theory Today. Cambridge: Polity Press.

Dickins, Amanda (2006). “The evolution of international political economy”, International Affairs 82(3): 479-492.

Erskine, Toni (2009). “Normative IR Theory”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 36-58.

Jackson, Robert & Georg Sørensen (2007). Introduction to International Relations – Theories and approaches. New York: Oxford University Press.

Smith, Steve (2009). “Introduction: Diversity and Disciplinarily in International Relations Theory”, i Dunne, Tim et al. (red), International Relations Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford University Press: 1-14.

Strauss, Leo (1959). What is Political Philosophy? And other Essays. Chicago: University of Chicago Press.

Woods, Ngarie (2007). “International Political Economy in an Age of Globalization”, i Baylis, J.; S. Smith & P. Owens (red), The Globalization of World Politics. An Introduction to International Relations. Oxford: Oxford University Press: 325-47.

Hvad er frihed?

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy

Mutz’ forsøger med bogen at undersøge dilemmaet mellem på den ene side at ”høre den anden side”, altså være deliberativ, og så at deltage i demokratiet (”participation”). Dette dilemma beskrives på side 125:

Political diversity poses a disturbing dilemma for images of the ideal citizen. There is a tendency to see the model citizen as a neat package of characteristics that all fit comfortable together into a single composit portrait. The problem is that for some very logical reasons these characteristics do not cohere. We want the democratic citizen to be enthusiastically politically active and strongly partisan, yet not to be surrounded by like-minded others.

Analytisk undersøger hun gennem en række datasæt ”the extent of cross-cutting exposure”, som værende indikator for deliberation.

Hvad undersøgelsen viser (side 3):

But based on my findings, it is doubtful that an extremely activist political culture can also be a heavily deliberative one. The best social environment for cultivating political activism is one in which people are surrounded by those who agree with them, people who will reinforce the sense that their own political views are the only right and proper way to proceed. Like-minded people can spur one another on to collective action and promote the kind of passion and enthusiasm that are central to motivating political participation.

Den ideale samtalesituation (side 7):

Habermas’s “ideal speech situation” incorporates the assumption that exposure to dissimilar views will benefit the inhabitants of a public sphere by encouraging greater deliberation and reflection.

Den politiske uenighed reduceres, når at intimiteten i relationerne stiger (side 26):

When one examines the individual respondent-discussant relationship involved in political talk, one can see that the extent of political disagreement in a relationship steadily decreases as the intimacy of the relationship increases. As shown in the line marked by diamonds in Figure 2.1, it is those relationships characterized as “mere acquaintances”, rather than as friends, that are most likely to involve political disagreement.

Arbejdspladsen og cross-cutting political conversations (side 29):

Of the various social contexts identified, the workplace appears most promising as a site for cross-cutting political conversations.

Jo mere viden om politik og interesse man har i samme, desto mere dominerer ligesindede holdninger over divergerende holdninger (side 32):

those most knowledgeable about and interested in politics are not the people most exposed to oppositional political viewpoints. The dominance of like-minded over oppositional voices increases as political knowledge increases.

Side 33:

Those who are highly politically involved are not as likely to expose themselves to cross-cutting political perspectives.

Those who consider themselves liberals or conservative and those who self-identify as partisans on either end of the spectrum are less likely to be exposed to cruss-cutting political communication.

Muligheden for selv at vælge og styrke sin identitet (side 44):

Selective exposure is likely to account for the fact that the networks of highly partisan and politically active people are more dominated by like-minded discussants. Politics is important to their lives and identifies, thus their friends are likely to be chosen at least in part on basis of this dimension of similarity. People who deem politics a relatively minor aspects of their lives and identities are less likely to take this dimension of similarity into account.

Om udsættelsen for andre politiske holdninger og at stemme (side 112):

Having friends and associates of opposing political views makes it less likely that a person will vote. This relationship is particularly pronounced for nonvoting in congressional elections, although it also applies to nonvoting in the presidential context. The greater the cross-cutting exposure in the person’s network, the more likely he or she is to abstain from voting.

Reference:
Mutz, Diana C. (2006). Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy. New York: Cambridge University Press.