Jeg har det svært med begreber som det gode og det onde. Hvad der opfattes som godt for nogen opfattes som ondt for andre. Jeg er sikker på at en minoritet i Tyskland under nazistpartiets ledelse ikke var helt tilfredse med magthaverens definition af det gode, og ligeledes var der nok en majoritet i apartheidstyret i Sydafrika, der ikke var helt tilfredse med magthavernes definition af det gode. Det er samtidigt heller ikke noget nyt at diskutere det gode og det onde. Spørgsmålet om det gode og det onde har været en del af den politiske tænkning i årtusinder. Helt tilbage til antikkens politiske filosofi finder vi overvejelserne omkring polis, med henblik på at skabe det gode liv for borgerne. Religionen er også et typisk eksempel på noget der forholder sig til det gode og det onde, og guider autoritetsrygklapperen til det gode liv på dydens smalle sti.

Overordnet set er det ikke bare en evig kamp om hvad der skal defineres som det gode og det onde. Der rejser sig også en række andre problemer. Er det f.eks. acceptabelt at gøre noget ondt, hvis dette på sigt vil føre til mere af det gode (jf. utilitarismen)? Er det OK i det godes navn at krænke ejendomsretten? Eller er der en sindelagsetik der vejer tungest, og dermed ser bort fra en hvilken som helst mulighed for bevidst at gøre noget ondt? Hvad jeg i dette blogindlæg vil bruger et par bogstaver på, er velfærdsstaten og hvordan jeg ser forholdet mellem denne og ideen om det gode.

I en velfærdsstat er der en klar sammenhæng mellem det gode og det økonomisk bedste. Det godes kunst er reduceret til at finde det rette beskatningsgrundlag, altså et simpelt forhold mellem skatteprocenter og skatteindtægter jf. Laffer-kurven, og på denne baggrund lave en så lige fordeling som overhovedet muligt. Det onde, og dem der praktiserer det onde, er det/dem der ser bort fra det økonomiske lighedstyranni og ønsket om ikke at give de økonomiske strukturer en så overordentlig vigtig position i forhold til samfundslivet og statens Big Brother-søgende karakter i forholdet mellem stat og klient.

Sat på spidsen bygger en velfærdsstat på en basis-overbygnings inspireret antagelse om, at det er økonomien der determinerer de etiske vilkår, kulturelle, filosofiske, samfundet som helhed osv. Bare vi kan give bistandsklienten og de andre fattige en net sum penge, bliver deres position bedre. Dette er jeg langt fra enig i. Tværtimod risikerer vi, at når velfærdsstaten reducerer samfundets opgave til at foretage en autoritativ fordeling af økonomiske ressourcer, mister vi de etiske såvel som moralske forpligtelser for hverandre, ideen om samfundet som mere end et sted hvor finansloven skrives. Det er med andre ord ikke velfærdsstatens fortjeneste, når vi er i stand til at diskutere de værdimæssige spørgsmål og træffe moralske valg der for det enkelte individ bygger på overvejelser mellem det gode og det onde.

Hvad er så det gode i en velfærdsstat? Er det at betale skat pr. definition at gøre noget godt? Nej. Det er ikke at gøre noget godt, før man står med i en valgsituation, hvor man kan fravælge et potentielt onde. Velfærdsstaten reducerer dermed de valgmuligheder det enkelte individ stilles over for, mellem at træffe det gode eller det onde, jf. de definitioner det enkelte individ nu engang opererer med. Er det at donere 100,- til Haitis ofre noget godt? Ja, eller hvis man ser dette som noget godt er det, for man står med et personligt valg, hvor man kan gøre det eller undlade. Det er her vores moralske overvejelser spiller ind.

Når en mand falder ned fra et højhus, gør han ikke det onde ved at følge tyngdekraften. Han står ikke over for et potentielt valg. Hvis han kunne vælge at flyve eller falde, ville der ligge et valg, og dermed kunne han gøre det gode eller onde. Når en mand går på arbejde, gør han ikke det gode ved at lade staten trække den lovpligtige procentsats af hans indkomst.

Problemet bliver dermed ikke at definere det gode og det onde (hvilket i disse postmoderne tider nok bliver svært), men derimod at tvinge den enkelte borger til at tage et ansvar og træffe nogle valg. Velfærdsstaten reducerer antallet af valg vi som borgere skal træffe, og fjerner dermed også en del af det individuelle ansvar, og dermed retten til eget liv.

Overordnet er det også et problem i forhold til det positive frihedsbegreb. Et statsligt organ filtrerer de ”onde” valgmuligheder fra (bemærk: det onde ud fra en pro velfærdsstatsterminologi), og sørger for en økonomisk omfordeling. Ideen om at det gode står tilbage når man fjerner det onde, er naiv. Vi står tilbage med et teknokratisk system blottet for moralske overvejelser, og individet er neutralt i forholdet til moral – om det er forpligtet til at tage et medansvar over for sine medmennesker eller ej, da det jo netop ikke har muligheden for at fravælge det onde.

Det principielle spørgsmål jeg på baggrund af ovenstående (ja, undskyld) lidt rodede tanker er: Hvor går grænsen for hvilke valg fællesskabet skal træffe i forhold til det enkelte individ, og dermed fjerne dennes ansvar og valgsituationer hvor potentialet for at træffe moralske valg ligger?

Som fængselspræsten så korrekt protesterer i A Clockwork Orange, vil jeg ligeledes afslutte dette blogindlæg: Goodness is something to be chosen. When a man cannot choose he ceases to be a man.