Nye partier på vej

Mette Bock advokerer i hendes kronik for, at der er nye politiske partier på vej. Argumentet er, at samfundet i dag er et andet end det de traditionelle politiske partier repræsenterer, og at disse partier højst sandsynligt ikke vil tilpasse sig nutidens krav og vælgernes præferencer.

De traditionelle partier er jf. Bock styret af en partiledelse der dikterer partiets politik og holdninger, som ingenlunde åbner op for enerne og de egentlige holdningsdannere. Partierne tager derimod udgangspunkt i en svunden tid hvor politikken tog udgangspunkt i samfundsklassernes interesser. Klasser der ikke længere eksisterer. De policy-områder som herskede dengang (de fordelingspolitiske) er ikke dem der i samme omfang optager vælgerne i dag, hvor de værdipolitiske spørgsmål vejer mere. Der er dermed nogle nye cleavages på tværs af de etablerede partier.

Dette bunder først, fremmest og allervigtigst i, at verden har ændret sig fra at være et kollektivistisk klassesamfund til et postmoderne samfund der rummer flere individualister. Da de traditionelle partier er hierarkisk top-down dominerede, og da intet tyder på at dette vil ændre sig, er Bock overbevist om, at nye partier med en anden organisationsform vil etableres. Det eneste spørgsmål er hvornår.

De nye partier der mere eller mindre vil opstå som en reaktion på inkompatibiliteten mellem de traditionelle partier og det postmoderne samfund, skal dermed organisere sig ud fra ideen omkring den postmoderne individualisme, og ikke den kollektivistiske klassementalitet. Både hvad angår partiets organisationsform og den politiske attitude og kommunikation.

Dette indebærer blandt andet en tilbagevenden til Grundlovens § 56, omkring, at de folkevalgte udelukkende er bundet ved deres egen overbevisning. En sådan tilbagevenden fordrer en organisering der åbner op for en mangfoldighed af individuelle synspunkter internt i et parti, og ikke er ledet af partiets top.

Vigtigt er også tilknytningen mellem vælger og parti, hvor Mette Bock argumenterer for, at et partimedlemskab ikke skal være centralt i ens tilknytning til partiet. Det handler derimod om at sænke barrieren for deltagelsen i det partipolitiske arbejde, herunder bl.a. kun at engagere sig på enkelte policy-områder med videre.

Når vi ønsker at analysere Mette Bocks forklaring på, hvorfor nye partier er på vej, er det, af analytiske årsager, jf. Easton (1957), nødvendigt at adskille det politiske liv og anden social aktivitet, og se det politiske system separeret fra den kontekst det opererer i. Det politiske system, de politiske institutioner, fungerer ideelt således, at vælgernes præferencer bliver konverteret til konkrete politiske beslutninger.

Intet politisk system kan eksistere hvis ikke dets medlemmer ønsker det (Easton, 1957). Det ændrede environment (det postmoderne samfund) skaber nogle demands der ikke kan varetages med og af de traditionelle partier. De konkrete politiske beslutninger træffes af de folkevalgte, og hvis de folkevalgte er bundet af en partitop, og ikke ud fra deres egen individuelle overbevisning, vil forskellen på input og output i det politiske system være og blive større. Dette primært fordi, at de input der kommer, afspejler den enkelte vælgers præferencer, for hvem systemet er afhængig af, og som støtter systemet hvis dets fortsatte eksistens skal opretholdes.

Når at der sker disse ændringer i miljøet (environment) vil dette altså skabe nogle krav til det institutionelle set-up i det politiske system, for at de input der kommer, bliver til de rette outputs. Når at den postmoderne vælger giver nogle inputs (krav og support), og disse bliver varetaget af partier der ikke imødekommer denne postmoderne vælger, vil den politiske beslutning (outputtet), resultere i en feedback der ikke er vælgeren kærkommen.

Vælgeren vil dermed fremover supporte det parti der kan udligne forskellen mellem det forventede output på baggrund af input og så det faktiske output. Dette, hvis vælgeren er postmoderne individualist, ved at f.eks. stemme på et postmoderne parti der kan tilfredsstille vælgerens krav og præferencer.

Jeg vil i diskussionen tage udgangspunkt i hhv. Rational Choice (herefter RC) og historisk institutionalisme (herefter HI). Dette fordi at den ene underbygger Mette Bocks strategi, hvor at den anden er mere kritisk.

RC opererer med individet som værende en egen- og nyttemaksimerende kalkulationsmaskine, der opvejer fordele i forhold til omkostningerne, og altid vælger det der er mest profitabelt eller færrest omkostninger forbundet med. RC er dermed meget aktørfokuseret i struktur-aktør-debatten.

Et nyt politisk parti vil, jf. RC, være i stand til at sikre opbakning fra vælgerne, såfremt at de fordele der er forbundet med at stemme på det pågældende parti, er større end fordelene ved at stemme på de traditionelle partier.

HI opererer med individet som værende kontekstualiseret i en tid og et miljø der er med til at determinere vælgerens præferencer, ideer og normer. Individet rummer en vis rationalitet, der dog er tynget af historiens fysiske og åndelige ballast. I dag er dermed ikke blot resultatet af nutidens præferencer, men lige så meget resultatet af gårsdagens.

Hvis man rent politologisk ser på Mette Bocks strategi ud fra et historisk institutionelt approach, er det svært at se, at nye partier vil kunne rokke meget i det nuværende partibillede. Hvad vælgerne stemmer er i høj grad afhængigt af hvad de stemte sidst, hvordan deres historiske opfattelse er af det politiske system m.v. Der er m.a.o. en path dependency der ikke er deterministisk, men som fremtidige (rationelle såvel som sociologisk motiverede) beslutninger tager udgangspunkt i.

Tilhængere af HI kan godt forestille sig et forløb som Mette Bocks, bl.a. ved critical junctures, altså formative momenter, hvor der sker noget grundet interne eller eksterne faktorer, der ikke blot følger den historiske udvikling. Et eksempel kan være Jordskredsvalget i 1973, hvor fem ekstra partier kom i Folketinget. Dette folketingsvalg er i flere henseender relevant at inddrage, da det er et godt eksempel på ideen om at ændre det partipolitiske billede. En række partier havde et partiprogram der appellerede til vælgernes præferencer, hvilket resulterede i, at mere end en tredjedel af de folkevalgte blev skiftet ud. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at forløbet er indlejret i en historisk kontekst, og hvis man ser på det store billede, har ingen af de partier der fik succes dengang, den samme partipolitiske position i dag.

Det hele synes altså at bunde i, hvorfor vælgerne stemmer på de partier de nu engang gør. Hvis det blot er for er for at maksimere sin egennytte mest muligt, står RC stærkt. Dette synes dog tilsyneladende ikke at være tilfældet, hvis man accepterer at der er en stor forskel mellem nutidens samfund og de politiske partier. Der må derfor være noget andet end/udover vælgerens egennyttemaksimerende præferencer der sikrer den politiske opbakning til de traditionelle partier.

Mediernes tragikomiske aprilsnarre

Det er ingen hemmelighed eller aprilsnar, at finanskrisen kradser. Det er dog første april, og finanskrise eller ej, er det helt legitimt at narre hinanden med henvisning til aprilsnartraditionen. Det er ikke kun individer der har ret til og mulighed for at narre hinanden på denne dag. Også i medierne er det en hundrede år gammel tradition på denne dag, at publicere en nyhed der ikke lever op til sandhedskriteriet, og det er, når alt kommer til alt, måske meget godt.

Traditioner er ikke absolutte størrelser, der forløber uden at kunne vise noget om den kontekst den er indlejret i, tværtimod. Se blot på juleaften, der om nogen tradition viser hvordan man udviser næstekærlighed i et konsumsamfund. Eller Arbejdernes internationale kampdag, der er gået fra at være proletariatets kamp for bedre arbejdsvilkår, til at være en halv fridag med kølige Tuborg-bajere i Fælledparken for den gennemsnitlige middelklassedansker, for hvem det største problem er den potentielle risiko for at skulle betale topskat.

Med andre ord følger traditionen som idé med tiden, men praktiseres i samtiden, og dette er i højeste grad også tilfældet med aprilsnartraditionen. For at eksemplificere dette kan vi spole tiden et lille år tilbage til dagene omkring 1. april 2008, der viser noget omkring mediernes arbejdsform og succeskriterier.

Mandag d. 31. marts 2008 kunne flere medier, heriblandt Politiken, Nyhedsavisen, EkstraBladet og 180grader, med sammenlagt få timers mellemrum rapportere om, at et nyt parti ved navn Islam Demokraterne var blevet stiftet. Fælles for disse nyheder var, at strukturen lignede opbygningen af pressemeddelelsen udsendt af Islam Demokraterne. Flere timer efter begyndte der at komme nyt i sagen. Her begyndte medierne langsomt at stille spørgsmålstegn ved det nye parti, blandt andet fordi, at partiet hverken havde hjemme på Christiansborg, som der stod på deres hjemmeside m.v. Initiativtagerne til islamdemokraterne.dk stod senere på dagen frem og fortalte, at det blot var et mediestunt der havde til formål at vise dæmoniseringen af islam i medierne, men at siden først skulle have været lanceret 1. april.

I ovennævnte tilfælde blev aktualitetskriteriet dog vægtet højere end sandhedskriteriet, et kriterium som er fundamentalt for det journalistiske virke og arbejde. Ganske simpelt kritisk journalistisk arbejde, ville uden de store vanskeligheder kunne have falsificeret nyheden, men ønsket om at følge med den konstante nyhedsstrøm, gå i selvsving og at opnå en førsteplads på aktualitetspodiet, blev i den grad vægtet højere.

Den 1. april 2008 bragte Politiken og EkstraBladet aprilsnarren omhandlende, at Heidi fra X-factor røg ud af programmet som følge af en SMS-fejl i semifinalen. Politiken og EkstraBladet benyttede forskellige kilder. Frygten for ikke at kunne følge med nyhedsstrømmen gjorde at Fyens Stiftstidende, blev taget med smækbukserne nede (for at bruge deres egen terminologi). Få timer efter blev nyheden taget af nettet og en undskyldning blev lagt op med teksten: En fremragende historie, der nåede at få mange læsere. Desværre er den ikke helt sand. Eller rettere. Den er rystende forkert. Nærmest løgn fra ende til anden. Vi er blevet snydt, kære læser. Taget ved næsen. Trukket rundt i manegen. Kig på Deres kalender. Ja, der står 1. april.

Traditionen 1. april gav med andre ord rig mulighed for sidste år, at vise det afslappede forhold nogle journalister har til det at publicere journalistisk håndværk. Grundene til at det for nogle journalister er blevet et større succeskriterium at være først end at være korrekt, kan være mange, blandt andet at journalistikken i højere grad sker på markedsvilkår. Her tænkes der primært på, at medievirksomheder opkøbes af kapitalfonde, udenlandske investeringsselskaber og globale medieselskaber. Aktører for hvem den offentlige debat, positionen som den 4. statsmagt og de demokratiske forpligtelser tilsidesættes og prioriteres lavere end profitable foretagender og kommercielle hensigter. Et emne Troels Mylenberg behandler grundigt og med stor respekt for faget i bogen Det Store Scoop.

Vi er midt i en finanskrise, og nogle mediehuse har brugt de gode tider på underskudsinvesteringer i aviskrige, der ikke just skaber det bedste udgangspunkt for gode journalistiske produkter i en krisetid på kapitalmarkedet.

Man kan håbe at finanskrisen vil influere mediemarkedet positivt, og at aprilsnaren som tradition og idé kan være en reminder om at den kritiske journalistik udfordres 365 dage om året, men måske blot ekspliciteres én dag. Desværre kan man frygte, at medierne vil gribe til den lette løsning, herunder fyringsrunder og besparelser, der om noget ikke skaber overskud på troværdighedskontoen eller gavner den kritiske, undersøgende journalistik i dagens Danmark. Man må derfor rationelt og kritisk forholde sig kritisk til, om det på længere sigt kan være profitabelt at nedprioritere den kritiske journalistik, for medievirksomhederne såvel som for samfundet.

Når dette er sagt, så lad os for Guds skyld ikke male fanden på væggen. Størstedelen af journalisterne i Danmark har en fornuftig og faglig tilgang til det journalistiske arbejde og dets krav. Herfra skal der blot lyde en opfordring til, måske ikke altid at efterstræbe at få kagen først ud af ovnen, men bestræbe sig på at kunne præsentere en flottere kage senere. Ting tager tid og ressourcer, kritisk journalistik ingen undtagelse. God 1. april.