Erik Gahner Larsen

Det er jo ens egen skyld, ikk?

Hvor går grænsen for hvad journalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv og retten til at leve i fred?
Flere af læserne på denne blog (hvis der overhovedet er nogen) vil nok sige, at dette kommer an på hvilken relevans det har for samfundet og offentligheden. Hvis journalisten (eller plur.) med deres opmærksomed rettet på et andet menneskes privatliv er i stand til at afsløre magtmisbrug el.lign., vil de fleste nok sige, at dette er moralsk legitimt. Med andre ord er det okay at bryde spillets regler til en vis grænse (skrevne (juridiske) såvel som uskrevne), for at afsløre en der ikke følger samfundets regelsæt og normer.

Så er der jo også sladderjournalister der lever af at skrive om kendte menesker som har offentlighedens interesse. Dette kan være sangere, skuespillere, fodboldspillere, Vild med dans-deltagere, politikere m.v. Disse journalisters opgave er ganske banal, nemlig at tilfredsstille os læseres behov for at læse/høre om kendte menneskers private liv, de gode såvel som dårlige hændelser i deres liv. Kæresteri, bommerter, bryllupper og andre bevigenheder, holdninger etcetera.Nu er det jo sådan, at sladderjournalistik som regel ikke har nogen betydning for samfundet overhovedet (med mindre der selvfølgelig er tale om en guvernørs forbrug af luksusludere).

Hvor går grænsen så for hvad sladderjournalister kan tillade sig når det handler om menneskers privatliv? Det kunne nu være relevant at gå ind og tage fat på Habermas og den borgerlige bevidstheds respekt for privatsfæren, men den debat vil med sikkerhed blive taget andetsteds og er taget så mange gange før i andre sammenhænge. Nej, ser du, grunden til at jeg skriver dette indlæg, er dette indlæg af Paula Larrain, der også er bragt i det nye nummer af fagbladet Journalisten. Her sammenligner hun sladderjournalister med våbenhandlere (et eksistensgrundlag der udelukkende bygger på penge, kynisme og andre folks ulykke/konflikter). Når man har sagt sladder må man også sige Se&Hør og Henrik Qvortrup, og disse bliver da også nævnt i Paulas artikel. Dette har (selvfølgelig) resulteret i, at Henrik Qvortrup nu tager sladderjournalistikken til forsvar og svarer igen på Paulas kritik. Eller gør han?

Henrik Qvortrup forsvarer sig med, at han ikke kan tage kritikken seriøst (»Jeg kunne måske have respekt for synspunktet, hvis Paula Larrain havde været tilbageholdende med at optræde i vores spalter«), fordi at hun ikke havde noget imod sladderpressens deltagelse i hendes privatliv da der var tale om gode hændelser, men at den først kommer når det er det dårlige der bliver skrevet – altså bagsiden af medaljen. M.a.o. må kritikken ikke komme fra medievante personer der på noget tidligere tidspunkt i livet har set igennem fingre med sladderbladenes engagement og deltage i ens privatliv. Du må ikke kritisere brugen af en pistol uafhængigt af hvad den før har været brugt til. Du vidste jo hvad den også kunne, og den har jo på sin vis også været grunden til at du står der hvor du står i dag.

Henrik Qvortrup argumenterer videre: »Jeg tror bare ikke, at de 900.000 læsere, der bladrer igennem Se & Hør hver uge, er enige i, at vi ikke gør nogen nytte. Jeg tror faktisk, at det gør mange mennesker temmelig glade«.Det er så korrekt, Henrik. Fordi at 900.000 mennesker finder det interessant og er villige til at betale for at se en en kendis topløs i sin baghave, kan den ene kendis da ikke mene det seriøst, når vedkommende kalder det for nytte- og respektløst. 900.000 menneskers finansiering af våbene legimiterer brugen af samme, så længe at kanonerne rammer noget der får os til at ville finansiere næste uges produktion.

Jeg har svært ved at se logikken i Henrik Qvortrups udtalelser. Dette kan måske skyldes min brug af våbenhandlermetaforen. Eller kan det?

Apropos Paula Larrain, så bidrager hun med en anbefalelsesværdig artikel i det politiske magasin RÆSON #2.

Budapest, Ungarn februar 2008

Bragt i skolebladet på HTX, foråret 2008.

Nestlé, McDonalds, Burger King, Coca Cola, Pepsi og så frem(d)ragende videre – de pryder alle gadebilledet på de store reklamesøjler i Budapest, og her har jeg kun nævnt et fåtal af de multinationale levnedsmiddelproducenter der har fundet vej til det før-sovjetiske marked i centraleuropa. Foruden at Budapest er rammerne for pseudobehovsskabende posters og monumentale og historiske bygninger, skulle Ungarns hovedstad også være rammerne for vores studietur fra en tilfældig onsdag til en lige så tilfældig mandag i foråret 2008.

Det starter onsdag. Det er meget tidlig morgen og os tredjeårselever der har samfundsfag på B-niveau samles så småt på Nyborg banegård. Snakken går hvidt omkring, lige fra søvn og mangel på samme overvurderede behov til den amerikanske valgkamp og Super Tuesday. Vi får vundet vej til nattoget hvor folk ser sit snit til enten at sove eller blive underholdt (kortkast, det holder!) – hele vejen til Kastrup. Turen gik mod destinationsstedet Star Hotel, hvilket vi var ved omkring middagstid, og efter at have stemplet ind på det forholdsvist ekstravagante hotel og nuppet en bid mad på et spisested i en radius af et stenkasts længde, gik turen mod den danske ambassade. Vind og vejr, politiske forhold, økonomi & historie var nogle af de emner der blev berørt der, og efter endt powerpoint-show og obligatoriske spørgsmål, var vi fritstillede, så efter lidt hurtig hurtigmad gik turen lige ret hjem og på hovedet i hotelsengen til 13 timers søvn. Kvarteret hotellet ligger i virker dystert, gadebelysningen er svag og ikke just LUX’uriøs, og det ligner en gade fra en Roman Polanski-film, der mest af alt giver en lyst til at finde nærmeste træ og prøve løkken.

Torsdag. Tretten timers søvn trætter i situationen, men efter et hurtigt bad og et dejligt måltid mad i morgenmadsbuffeten var man klar til at komme ud og besøge et gymnasium i Budapest. En guide guidede os vej igennem de budapestiske gader. Det er fedt at gå blandt mennesker der ikke har samme historiske baggrund som en selv, og kun delvist samme kulturelle referenceramme, og det giver en rige muligheder for at observere, analysere og reflektere over andre såvel som ens selv og identitet.

På gymnasiet blev vi opdelt i tre hold, hhv. drama, sport og engelsk, der så skulle ud i de respektive klasser og snakke lidt om forskellene ved at være gymnasieelev i Danmark og Ungarn. En meget udadvendt gymnasieelev med ekspertviden inden for MGP, var talerør for de andre unges ord som de delte med ham med latter og på ungarsk. Efter gymnasiebesøget og en hurtig tilbagevenden til hotellet, gik turen til en af Grundfos fabrikker cirka 60 km væk fra Budapest. Det var ganske overvældende, og reklamefilmen der skulle ses iført 3D-briller på hovedet på hovedet, var rigtig def og fed. Vi var nede og følge produktionen af forskellige pumper, og dette med mega smart radiostyr. Da rundvisningen var veloverstået, gik busturen hjemad.

Fredag. I Ungarn er der demokrati, og med demokrati følger folkevalgte, og disse folkevalgte skal selvfølgelig have en arbejdsplads. Denne arbejdsplads, parlamentet, skulle have et visit. En rundvisning i den semisymmetriske bygning efterfulgt af en snak med en chef for informationskontoret. Han kom vidt omkring, lige fra miljøspørgsmål til fokus på forfatningen. Da parlamentsbesøget var et overstået kapitel, skulle vi via metroen på avisbesøg. Vi havde dog en times tid i overskud, så endnu et Burger King-besøg var muligt. I de pågældende dage var der så mange burgerkædebesøg, at titlen king of Burger King burde være realistisk og inden for rækkevidde, hvis man ser bort fra amerikanske burgerforbrugere.

Avisen vi skulle besøge hed Népszava (på engelsk ”voice of the people”, ”folkets stemme”). Vi kommer op til avisen via elevatoren der løfter os de ni etager op til avisens lokaler. Avisens onlineredaktør, Bialkó, viser os vej til et mødelokale hvor avisens chefredaktør (en person der sætter sin hat som han vil, og nok bedst kan sammenlignes med Tøger Seidenfaden) og deres kvindelige USA-ekspert er til stede. De kom blandt andet relevant ind på avisens forhold under kommunismen, at de gerne så at regeringen tabte næste valg, men at det samtidigt kunne betyde dårligere forhold for deres journalistik samt mange andre informative emner. Efter avisbesøget gik turen hjem. Det hænder når man kommer hjem på hotellet, at toilettet må tages i brug. Toiletterne på hotellet var disse østtyske, hvor ens efterladenskaber hviler på en afsats, hvor det kan inspiceres og analyseres før det skylles ud.

Lørdag. På vores udleverede skema står der ’FRI’, dette er dog ikke helt tilfældet. Dagen står på bytur med Jess, sir! Det var spændende. Turen endte på et marked hvor vi fik fri for resten af dagen. Turen skulle selvfølgelig ikke udelukkende bestå af burgermad, så vi fandt da også vej til Pizza Hut. Dette var en skuffelse, og Burger King måtte da også have et obligatorisk visit senere på dagen. Jeg blev stoppet af et hav af hjemløse på vejen hjem. ”I’m a honest guy…”, jaja, men *jeg* har travlt og er i forvejen lavt budgeteret. Jeg forklarede situationen på mit bedste engelsk og måtte se et skuffet, men smilende ansigt i hjemløse måske-alkoholiserede mennesker. Det går dog nok alt sammen, for han overlever jo nok… mine få Forint eller ej. Det er nemt at være kynisk i en verden der er hamrende relativ.

Søndag. Søndagen starter med at jeg i fællesskab med mine (overvægtige?) venner får gjort elevatoren til ’Elevator of Terror’ da den desværre kun kunne rumme 500 kg menneskefylde. Nå, men altså, anyway – whatevah (udtalt på bedste HTX-reklame manér) – turen gik til House of Loyality/Terror hvilket var yderst interessant. Til lyden af dyster, hård musik var der filmklip fra det nazistiske styre og kommunismen i Ungarn. Der var propagandaplakater fra det kommunistiske styre. Der var en kælder hvor man kunne se de celler der blev brugt til politiske fangere og andre afvigere. En stående celle, en lydisoleret celle og de andre direkte skræmmende celler i kælderen, var tankestartende. Ikke bare omkring de historiske handlinger, men lige så meget Guantanamo, eller en tanke til de tusindvis af mennsker der jf. Amnesty International hvert år henrettes af politiske og religiøse årsager i Kina i såkaldte Laogai-lejre. Og her skal vi til OL senere i år… verden er relativ. Bagefter var der mulighed for at komme i tyrkisk bad. Om aftenen havde et fåtal besluttet hvor vi skulle spise, og det var på en smuk restaurant med en generøs tjener der gav os valget mellem en a menu eller en b menu, så vi kunne få maden hurtigere (et bedre flow var dermed muligt for dem). Begge menuer indeholdte den ungarske specialitet, gullaschkød. Med mit syn på gullasch var det mildest talt et valg mellem Budapest og kolera.

Mandag. Hjemrejse. Vi var tidligt oppe fordi bussen skulle komme tidligt. Med bus og fly og tog og bus gik turen hjemad, og nu sidder jeg i dejlige Danmkark, på mit værelse, med alle mine bøger, dvd-film, alkoholiske drikke, computer, stort fjernsyn – I’m lovin’ it, men jeg savnede det ikke da jeg var væk. Winamp spiller C.V. Jørgensen med Dannebrog over et kaffebord fyldt med likør og tørre kager. Nogen vil måske kalde det for den daglige trummerum.