Erik Gahner Larsen

Jeg kan læse – hvem skal jeg takke?

På tirsdag starter en retssag hvor en tidligere folkeskolelev sagsøger sin kommune for 250k, fordi han aldrig nåede at lære at læse eller stave.

Denne retssag bygger på principper, og som med mange andre retssager er denne faktisk lige så lovgivende som den er dømmende. Hvis kommunen bliver kendt skyldig i… ja… jeg ved ikke lige hvad det hedder… så kan mange andre kommuner nok se frem til lignende sager i fremtiden. Men hvem er det egentlig man skal beskylde? Forældrene der ikke var strikse nok til at sige til deres børn, at lektierne skulle laves? de børn der mobbede en så man ikke kunne holde fokus i undervisningen? Inkompetente lærere? Hvis jeg skal gætte på noget, vil jeg tro, at det er forskelligt fra barn til barn. Nogle er måske bare født med indlæringsvanskeligheder, men hvad fanden, så kan man vel sagsøge kommunen for at de ikke har gjort noget ved det.

Jeg mener personligt ikke, at man skal give lærerne skylden, eller, der er selvfølgelig tilfælde hvor lærere ikke har gjort dere job ordentligt, men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man må give lærerne et så stort ansvar, at hvis ikke deres opgave med at lære børn at stave, læse, regne etc. fuldføres, skal kommunen betale enorme summer.

Da jeg hørte om denne retssag kom jeg straks til at tænke på det afsnit af South Park ved navn ”Sexual Harassment Panda” hvor det lykkedes Cartman at sagsøge skolen og vinde retssagen hvilket resulterede i, at alle de andre børn gjorde det samme, og det hele endte med, at skolen ikke længere havde råd til at kunne levere en ordentlig undervisning til eleverne.

Men hvem skal jeg egentlig takke for, at jeg kan læse, skrive og regne bare nogenlunde? Min mor der ej læser så godt? De snæversynede lærere jeg havde op igennem folkeskolen? Hah, jeg ved det sgu ikke.

Hvor er vi dog selvstændige…

Det selvstændige menneske. Vi hører det igen og igen, specielt om kvinder, men det er vidst noget med mange års rødstrømpe-feministisk kamp for ligestilling mellem kønnene. Det er nu heller ikke det, at dette blogindlæg skal handle om, altså strømper, eller jo, så alligevel lidt, for i hvert fald noget om mode, hvis der da overhovedet er noget mode hvad angår strømper? (Efter en hurtig Google-søgning fandt jeg bl.a. et par Björn Borg-strømper, så jo – de findes [link]).

Det hænder, at jeg ser gamle film i TV, og man skal ikke mange år tilbage (f.eks. tilbage til 90210’eren) før at folk går i mega klamt og nederen tøj. Tøjet er nederen pga. at moden er skiftet hvad angår farver, måden de kropslige former skal udstråles gennem tøjet m.v. Vi vil sikkert også sidde om et par dekader og se tilbage på gamle fotos fra familiefester og grine højlydt af hele familiens latterlige tøjvalg og grimme frisurer og hvad der dertil hører af merchandise i form af smykker, ure etc.

Moden ændrer sig – det er ingen hemmelighed, men hvem er det der bestemmer de næste modefænomener? Det er selvfølgelig kapitalen, altså dem der har pengene til at smide Justin Timberlake i et nyt sæt tøj for at promovere deres mærke. Vi har i samfundsfag lært en teori, i forbindelse med sociologi, om, at det for mennesket betyder ufatteligt meget, hvad omverdenen tænker om os, altså individet. En teori jeg tror passer meget godt. For at blive socialt accepteret blandt andre må man gå ud fra, at man skal tilegne sig modens standarder inden for rimelighedens grænser. Jeg kan i hvert fald hurtigt finde noget tøj fra fortiden der ville gøre en hvilken som helst tilfældig person ufattelig grim og dårligt påklædt set ud fra en sociologisk synsvinkel. Med andre ord er det modebranchen der klæder os på, nogle på kortere sigt (dem der gerne vil være hip på det nye) og andre på længere sigt (dem der ikke går så meget op i mode).

For år tilbage var det mest almindeligt at mænd tændte på velnærede damer, da det var tegn på, at man havde mange penge og kunne spise meget. På samme måde var det bedst at være så hvid som muligt, da det viste, at man ikke var nødsadigt til at gå ude og arbejde i solens hede. Disse to beskrivelser står i total kontrast med det der er mode i dag. I dag skal man være så slank og brun som overhovedet muligt. Hvorfor? Fordi at det at være brun er tegn på, at man har tid til at chille i solen? Eller måske skyldes det andre psykologiske årsager, f.eks. at det er være fed er tegn på dovenhed og manglende viljestyrke? Måske er det bare indoktrinering fra modeindustriens side om, hvad vi skal synes er bedst? Måske har vi set for mange kulørte forsider på M! og FHM om hvordan kvinder skal se ud? Ville man, hvis man langsomt begyndte at sætte lidt kraftigere damer på forsiderne af samtlige drengerøvsmagasiner kunne ændre mænds smag for kvinder?

Det selvstændige menneske? Hvor selvstændig kan man dog være? Er vi ikke alle underlagt nogle standarder og konventioner for at dække vores behov for at være socialt accepteret? Jeg tror bare, at jeg er blevet lidt træt af at høre på andre snakke om hvor selvstændige og selvtænkende de er, når der er spørgsmål de aldrig før har taget stilling til, såsom hvem der egentlig er skyld til at man dog bærer lige netop den trøje, har den frisure, går på den café, arbejder på den arbejdsplads, har de venner, hører den musik, spiser den mad osv. osv.

Selvfølgelig vil nogle kunne kalde sig for selvstændige, men dette er selvfølgelig inden for samfundets forudsætninger til det enkelte individ. Skriv gerne hvis du er uenig! Lad os få startet en snak.