Reklamer styrker demokratiet

Vi ser dem hver dag, nogle griner vi af, andre irriteres vi over, men fælles for dem alle er, at de er med til at styrke demokratiet.

Når der fra tid til anden diskuteres reklamer i den offentlige debat er det ofte med det syn, at de skaber pseudobehov, er manipulerende og afsendt af kapitalister der kun tænker på at øge kassebeholdningen uden at tænke på samfundsmæssige konsekvenser. Dette er i mine øjne et forkert syn at have på reklamer, men det er nu heller ikke det jeg vil belyse i dette indlæg. Hvad jeg derimod vil belyse, er det faktum, at reklamerne styrker demokratiet, giver mulighed for indsigt og ikke mindst – skaber velfærd.

Reklamer er symbol på købekraft blandt ikke alene målgruppen, men også modtagergruppen. Der er i dagens Vesten en sådan købekraft, at det er muligt at drive profitable virksomheder hvor eneste indtjeningskilde er annoncer. Se for eksempel på gratisaviserne, også kaldet de annoncefinansierede aviser. I 2001 kom MetroXpress til Danmark og gjorde det muligt for hver eneste dansker at få avis, uafhængigt af ens sociale eller økonomiske situation. Siden da er det kun gået frem.

Betalingsaviserne mister flere og flere læsere, og fire af landets fem mest læste dagblade er nu gratisaviser. Den samme udvikling er at finde på Internettet. Flere og flere annoncefinansierede medier kommer frem, bl.a. har vi senest set 180grader.dk. Over 4/5 af den danske befolkning har i dag adgang til Internettet, og denne fremgang er støt stigende. Reklamer altså givet mulighed for hver eneste dansker at få indsigt og overblik over hvad der sker i dagens Danmark.

I et moderne demokrati er det vigtigt at skabe mulighed for hvert enkelt individ at engagere sig og ikke mindst at kunne tage stilling til aktuelle politiske temaer.

Reklamer er dog ikke kun en god ting for samfundet inden for nyhedsformidling. I USA er der eksempler hvor firmaer har gået ind og finansieret etableringen af dele af vejnet for så at kunne reklamere på visse strækninger. Man kan også bare se på reklamerne bag på busserne, på banegårde og alle andre steder i det offentlige rum. Alle ser dem, også dem der ikke nødvendigvis har muligheden for at købe eller bruge det pågældende produkt der reklameres for, men det er alligevel en økonomisk fordel for alle – rig som fattig.

Reklamer skaber ikke nødvendigvis lighed i samfundet, men gør det muligt for alle, stor som lille, rig som fattig, at gøre brug af services der ellers ikke ville være tilgængelige. Reklamer skaber altså, med andre ord, velstand.

Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter

Det hænder, at jeg tager en kop med op på mit værelse når jeg skal have noget at drikke. Det er f.eks. når jeg har en appelsin- eller æblejuice, hvor jeg på ingen måde gider drikke af kartonen.
Jeg sidder lige nu i min grønne lænestol og ser fjernsyn og skriver dette indlæg, men når jeg kigger over på mit sofabord kan jeg se teksten ”Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter” på en efterhånden gammel kop.

Koppen er fra firmaet LK (Lauritz Knudsen) og er en min far har fået fra en forretningsrejsende for år tilbage. Teksten på koppen er selvfølgelig tvetydig.
I den ene betydning skal kontakter ses som det materielle, altså en kontakt du har monteret på væggen.
I den anden betydning, som er den interessante, skal kontakter ses som de forbindelser du har til andre mennesker, netværk m.v. (f.eks. forretningsforbindelser som LK også pointerer når de giver kopper med sådanne budskaber til deres kunder).

Man hører tit, at uden venner, familie osv. er man ingenting. Dette er rigtigt, men du er heller ikke ”noget” bare fordi du har. Det nytter ikke noget, at du har et hav af venner og familiemedlemmer, hvis de ikke kan hjælpe dig med en skid eller være dig en god støtte og gøre dig til et bedre menneske. Det gælder altså ikke bare om at have kontakter, det gælder om at have de rigtige kontakter – og dét er en kunst i sig selv. Jeg tænker selv meget over hvem jeg bruger tid med og på… der er f.eks. visse personer i min familie jeg gi’r en fuck for og visse personer jeg har muligheden for at bruge tid sammen med, men ene og alene ikke gider, fordi jeg ikke kan bruge deres venskab til en skid.

Jeg vil ikke lyde arrogant. Jeg har ikke så mange venner at jeg bare kan vælge og vrage, men jeg har ikke et socialt behov for at have kontakt til mange mennesker, jeg har derimod et behov for ikke at spilde min tid på folk der ikke kan sætte pris på et venskab.

Hvad med dig? Har du de rigtige kontakter?

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.

Jeg kan læse – hvem skal jeg takke?

På tirsdag starter en retssag hvor en tidligere folkeskolelev sagsøger sin kommune for 250k, fordi han aldrig nåede at lære at læse eller stave.

Denne retssag bygger på principper, og som med mange andre retssager er denne faktisk lige så lovgivende som den er dømmende. Hvis kommunen bliver kendt skyldig i… ja… jeg ved ikke lige hvad det hedder… så kan mange andre kommuner nok se frem til lignende sager i fremtiden. Men hvem er det egentlig man skal beskylde? Forældrene der ikke var strikse nok til at sige til deres børn, at lektierne skulle laves? de børn der mobbede en så man ikke kunne holde fokus i undervisningen? Inkompetente lærere? Hvis jeg skal gætte på noget, vil jeg tro, at det er forskelligt fra barn til barn. Nogle er måske bare født med indlæringsvanskeligheder, men hvad fanden, så kan man vel sagsøge kommunen for at de ikke har gjort noget ved det.

Jeg mener personligt ikke, at man skal give lærerne skylden, eller, der er selvfølgelig tilfælde hvor lærere ikke har gjort dere job ordentligt, men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man må give lærerne et så stort ansvar, at hvis ikke deres opgave med at lære børn at stave, læse, regne etc. fuldføres, skal kommunen betale enorme summer.

Da jeg hørte om denne retssag kom jeg straks til at tænke på det afsnit af South Park ved navn ”Sexual Harassment Panda” hvor det lykkedes Cartman at sagsøge skolen og vinde retssagen hvilket resulterede i, at alle de andre børn gjorde det samme, og det hele endte med, at skolen ikke længere havde råd til at kunne levere en ordentlig undervisning til eleverne.

Men hvem skal jeg egentlig takke for, at jeg kan læse, skrive og regne bare nogenlunde? Min mor der ej læser så godt? De snæversynede lærere jeg havde op igennem folkeskolen? Hah, jeg ved det sgu ikke.

Hvor er vi dog selvstændige…

Det selvstændige menneske. Vi hører det igen og igen, specielt om kvinder, men det er vidst noget med mange års rødstrømpe-feministisk kamp for ligestilling mellem kønnene. Det er nu heller ikke det, at dette blogindlæg skal handle om, altså strømper, eller jo, så alligevel lidt, for i hvert fald noget om mode, hvis der da overhovedet er noget mode hvad angår strømper? (Efter en hurtig Google-søgning fandt jeg bl.a. et par Björn Borg-strømper, så jo – de findes [link]).

Det hænder, at jeg ser gamle film i TV, og man skal ikke mange år tilbage (f.eks. tilbage til 90210’eren) før at folk går i mega klamt og nederen tøj. Tøjet er nederen pga. at moden er skiftet hvad angår farver, måden de kropslige former skal udstråles gennem tøjet m.v. Vi vil sikkert også sidde om et par dekader og se tilbage på gamle fotos fra familiefester og grine højlydt af hele familiens latterlige tøjvalg og grimme frisurer og hvad der dertil hører af merchandise i form af smykker, ure etc.

Moden ændrer sig – det er ingen hemmelighed, men hvem er det der bestemmer de næste modefænomener? Det er selvfølgelig kapitalen, altså dem der har pengene til at smide Justin Timberlake i et nyt sæt tøj for at promovere deres mærke. Vi har i samfundsfag lært en teori, i forbindelse med sociologi, om, at det for mennesket betyder ufatteligt meget, hvad omverdenen tænker om os, altså individet. En teori jeg tror passer meget godt. For at blive socialt accepteret blandt andre må man gå ud fra, at man skal tilegne sig modens standarder inden for rimelighedens grænser. Jeg kan i hvert fald hurtigt finde noget tøj fra fortiden der ville gøre en hvilken som helst tilfældig person ufattelig grim og dårligt påklædt set ud fra en sociologisk synsvinkel. Med andre ord er det modebranchen der klæder os på, nogle på kortere sigt (dem der gerne vil være hip på det nye) og andre på længere sigt (dem der ikke går så meget op i mode).

For år tilbage var det mest almindeligt at mænd tændte på velnærede damer, da det var tegn på, at man havde mange penge og kunne spise meget. På samme måde var det bedst at være så hvid som muligt, da det viste, at man ikke var nødsadigt til at gå ude og arbejde i solens hede. Disse to beskrivelser står i total kontrast med det der er mode i dag. I dag skal man være så slank og brun som overhovedet muligt. Hvorfor? Fordi at det at være brun er tegn på, at man har tid til at chille i solen? Eller måske skyldes det andre psykologiske årsager, f.eks. at det er være fed er tegn på dovenhed og manglende viljestyrke? Måske er det bare indoktrinering fra modeindustriens side om, hvad vi skal synes er bedst? Måske har vi set for mange kulørte forsider på M! og FHM om hvordan kvinder skal se ud? Ville man, hvis man langsomt begyndte at sætte lidt kraftigere damer på forsiderne af samtlige drengerøvsmagasiner kunne ændre mænds smag for kvinder?

Det selvstændige menneske? Hvor selvstændig kan man dog være? Er vi ikke alle underlagt nogle standarder og konventioner for at dække vores behov for at være socialt accepteret? Jeg tror bare, at jeg er blevet lidt træt af at høre på andre snakke om hvor selvstændige og selvtænkende de er, når der er spørgsmål de aldrig før har taget stilling til, såsom hvem der egentlig er skyld til at man dog bærer lige netop den trøje, har den frisure, går på den café, arbejder på den arbejdsplads, har de venner, hører den musik, spiser den mad osv. osv.

Selvfølgelig vil nogle kunne kalde sig for selvstændige, men dette er selvfølgelig inden for samfundets forudsætninger til det enkelte individ. Skriv gerne hvis du er uenig! Lad os få startet en snak.

Det der hus for autonome

Så kom dagen. 1. marts 2007. Klokken 7 troppede betjente fra politiets antiterrorkorps op på den efterhånden velkendte adresse Jagtvej 69 med entreprenørudstyr, helikopter og andet nyttigt, der skal bruges, når der skal ryddes op.

Jeg var selv kørende på vej i skole, da radioen giver mig nyheden om, at autonomhuset nu er ryddet, og straks var det som om, at solen stod højt på himlen, og det hele tydede på at blive en god dag. Da jeg senere på dagen kom hjem sad jeg som klistret til mit TV. Ikke fordi jeg var særlig interesseret i sagens forløb, men fordi det er god underholdning at se politiet i gang med at opretholde samfundets regler. Efter at have fulgt med i et par timer, undredede jeg mig dog over, hvor sløsede politiet egentlige er, og hvor frie tøjler de gav ”demonstranterne”.

Politiet prøvede på, at få folk til at gå hver til sit, dog uden den store effekt. Det er min klare overbevisning, at en vandkanon er bedre til at opløse en demonstration end en megafon. Jeg tror det har en bedre virkning, at blive spulet 50 meter hen ad en glasskårbelagt asfalteret vej, end at høre på en autoritet, man i forvejen ikke har nogen respekt for, stå og tale om lovbrud. Dét er hvad der skal til, for at sikre sikkerheden for byens beboere.

Jeg er træt af at høre om hvordan de autonome er blevet snydt og ignoreret i sagen om ungdomshuset, da jeg ikke mener, at man kan kalde sig selv for snydt, hvis man har takket nej til et hus til en værdi af 12.000.000 kroner, som en fond var parat til at give. Noget der så kan gøre mig endnu mere vred er når Deadline har en debat mellem Mikael Rothstein og Mikael Jalving, hvor Hr. Rothstein står og taler om, at det er synd, at der ikke længere er plads til subkulturer, at der kun er plads til ting som friværdi, men ikke frirum. Det er faktisk direkte jammerligt. Der har aldrig været mere plads til at være anderledes end der er i dagens Danmark, problemet er ene og alene kun, at der er nogle autonome, der ikke vil indordne sig efter nogle fælles spilleregler i et demokrati.

Og nu godnat. Sov godt, drøm selv.