Erik Gahner Larsen

Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter

Det hænder, at jeg tager en kop med op på mit værelse når jeg skal have noget at drikke. Det er f.eks. når jeg har en appelsin- eller æblejuice, hvor jeg på ingen måde gider drikke af kartonen.
Jeg sidder lige nu i min grønne lænestol og ser fjernsyn og skriver dette indlæg, men når jeg kigger over på mit sofabord kan jeg se teksten ”Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter” på en efterhånden gammel kop.

Koppen er fra firmaet LK (Lauritz Knudsen) og er en min far har fået fra en forretningsrejsende for år tilbage. Teksten på koppen er selvfølgelig tvetydig.
I den ene betydning skal kontakter ses som det materielle, altså en kontakt du har monteret på væggen.
I den anden betydning, som er den interessante, skal kontakter ses som de forbindelser du har til andre mennesker, netværk m.v. (f.eks. forretningsforbindelser som LK også pointerer når de giver kopper med sådanne budskaber til deres kunder).

Man hører tit, at uden venner, familie osv. er man ingenting. Dette er rigtigt, men du er heller ikke ”noget” bare fordi du har. Det nytter ikke noget, at du har et hav af venner og familiemedlemmer, hvis de ikke kan hjælpe dig med en skid eller være dig en god støtte og gøre dig til et bedre menneske. Det gælder altså ikke bare om at have kontakter, det gælder om at have de rigtige kontakter – og dét er en kunst i sig selv. Jeg tænker selv meget over hvem jeg bruger tid med og på… der er f.eks. visse personer i min familie jeg gi’r en fuck for og visse personer jeg har muligheden for at bruge tid sammen med, men ene og alene ikke gider, fordi jeg ikke kan bruge deres venskab til en skid.

Jeg vil ikke lyde arrogant. Jeg har ikke så mange venner at jeg bare kan vælge og vrage, men jeg har ikke et socialt behov for at have kontakt til mange mennesker, jeg har derimod et behov for ikke at spilde min tid på folk der ikke kan sætte pris på et venskab.

Hvad med dig? Har du de rigtige kontakter?

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.

Jeg kan læse – hvem skal jeg takke?

På tirsdag starter en retssag hvor en tidligere folkeskolelev sagsøger sin kommune for 250k, fordi han aldrig nåede at lære at læse eller stave.

Denne retssag bygger på principper, og som med mange andre retssager er denne faktisk lige så lovgivende som den er dømmende. Hvis kommunen bliver kendt skyldig i… ja… jeg ved ikke lige hvad det hedder… så kan mange andre kommuner nok se frem til lignende sager i fremtiden. Men hvem er det egentlig man skal beskylde? Forældrene der ikke var strikse nok til at sige til deres børn, at lektierne skulle laves? de børn der mobbede en så man ikke kunne holde fokus i undervisningen? Inkompetente lærere? Hvis jeg skal gætte på noget, vil jeg tro, at det er forskelligt fra barn til barn. Nogle er måske bare født med indlæringsvanskeligheder, men hvad fanden, så kan man vel sagsøge kommunen for at de ikke har gjort noget ved det.

Jeg mener personligt ikke, at man skal give lærerne skylden, eller, der er selvfølgelig tilfælde hvor lærere ikke har gjort dere job ordentligt, men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man må give lærerne et så stort ansvar, at hvis ikke deres opgave med at lære børn at stave, læse, regne etc. fuldføres, skal kommunen betale enorme summer.

Da jeg hørte om denne retssag kom jeg straks til at tænke på det afsnit af South Park ved navn ”Sexual Harassment Panda” hvor det lykkedes Cartman at sagsøge skolen og vinde retssagen hvilket resulterede i, at alle de andre børn gjorde det samme, og det hele endte med, at skolen ikke længere havde råd til at kunne levere en ordentlig undervisning til eleverne.

Men hvem skal jeg egentlig takke for, at jeg kan læse, skrive og regne bare nogenlunde? Min mor der ej læser så godt? De snæversynede lærere jeg havde op igennem folkeskolen? Hah, jeg ved det sgu ikke.