Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: Harry Potter and the Philosopher’s Stone (2001)

»This boy will be famous. There won’t be a child in our world who doesn’t know his name.«

Ovenstående citat er fra samtalen mellem Dumbledore og Professor McGonagall, da Harry Potter efterlades hos hans plejefamilie. Lige så sandt som det er i trolddomsfantasiverdenen, lige så sandt synes det efterhånden at være i den rigtige verden. Hvem kender efterhånden ikke Harry Potter? Med bøger, filmatiseringer der har omsat for milliarder af dollars, spil og merchandise … for ej at forglemme en verdensomspændende fanskare der dyrker alt ved Harry Potter-universet.

Det er nok også denne fanskare jeg mest af alt associerer med børn og unge der søger tilflugt i en fantasiverden hvor nørden, dengsen og den rødhårede er de populære, der har gjort, at jeg har afholdt mig fra at skabe bekendtskab med bøger såvel som film. Jeg har dog efterhånden fået set alle filmene (jeg mangler i skrivende stund part 2 af 7’eren), men står tilbage med en følelse af, at udbyttet vil være større ved at læse bøgerne.

Nu har jeg så fået læst den første bog, og har i den forbindelse valgt at gense Harry Potter and the Philosopher’s Stone. Min overordnede vurdering er, at filmen på godt og ondt holder sig til bogen. Det er derfor helt forståeligt, at filmen varer 2½ time, som er spækket med indholdsrige scener.

Filmen begynder med at Harry Potter efterlades hos den eneste tilbageværende familie, Dursley-familien. Dursley-familien behandler på ingen tænkelig måde Harry Potter anstændigt, men favoriserer i stedet den jævnaldrene søn i hoved og andet, mens Harry Potter må bo under trappen i kosteskabet. Det er derfor uventet at der en dag kommer et brev til ubetydelige Harry, og da familiens overhoved Vernon Dursley ser, at brevet er fra Hogwarts, kan det kun gå for langsomt med at få det destrueret.

Det viser sig dog, at det ikke kun er et brev der bliver sendt. I dagene der følger kommer der så mange breve, at Vernon beslutter, at familien skal rejse langt væk fra breve. Dette afholder dog ikke Hagrid, nøglebæreren på Hogwarts, i at finde frem til Harry Potter, og få ham med videre – med kurs mod Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Det er da også her den resterende del af filmen finder sted. Vi bliver introduceret til stedet, fagene, personerne, traditionerne, sportsgrenen Quidditch osv. Alt sammen som i bogen. Alt hersker dog ikke fred og idyl på Hogwarts, og faren lurer lige under overfladen.

Filmen afviger kun fra bogen nogle få ubetydelige steder, og højst sandsynligt kun af hensynet til at have en film i spillefilmslængde. Jeg må dog indrømme, at glæden ved at se filmen var størst, efter at have læst bogen. Det er ganske enkelt som om, at filmen følger bogen så slavisk og for enhver pris, at den er mere sammenhængende, når man har hele bogens handlingsforløb i baghovedet. Som selvstændig film har den derfor nogle mangler.

Der er tale om en god film, men intet prangende. Hvis du har tiden og lysten, så læs bogen og se filmen derefter. Med bogen såvel som filmen introduceres et ganske interessant univers, og jeg kan ingenlunde udelukke, at jeg ikke vil læse en eller flere af de andre bøger ved lejlighed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *