Kapitalisme, kærlighed … og flaskepant

Jeg handler af og til i Fakta. Fakta har, som mange andre supermarkeder med flaskeautomater, en mulighed for, at man i stedet for at få udbetalt sin pant, kan vælge at donere værdien af sin pant til et godgørende formål. Alt sammen ved bare at trykke på én knap! Velgørenhedsknappen kan findes i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma og Fakta.

I stedet for velgørenhed kan man selvfølgelig også vælge at få udbetalt sin pant, hvilket jeg de gange jeg har afleveret pant i Fakta, har valgt. Jeg er dog en stor fan af denne valgmulighed. Jeg ser det som en fantastisk funktion ved det frie marked: evnen til at man som menneske kan vælge. Jeg er på ingen måde tvunget til at give mine penge til Red Barnet eller Verdensnaturfonden eller lignende, hvis jeg ikke føler for det. Dette bygger på et fundament af respekt og næstekærlighed. En tanke om, at jeg som menneske selv skal tvinges til at træffe nogle valg, og ikke bare bliver dikteret fra politisk side af, hvad mine penge skal bruges på.

Derfor irriterer det mig også lidt, at hver gang at jeg gerne vil have udbetalt min pant, konstrueres en symbolsk opfattelse af en dikotomi med på den ene side kapitalisme og på den anden side kærlighed, hvor at jeg så vælger kapitalismen og fravælger kærligheden. Denne dikotomi finder jeg meget symptomatisk for den måde at liberalismen normalt anskues.

Den symbolske konstruktion af det valg at jeg skal træffe er fandens kløgtig – en idé om, at jeg skal træffe mellem at være en pengefikseret umoralsk kapitalist eller en næstekærlig moralsk filantrop. Kapitalismen er grådig, svinsk, egoistisk, væmmelig, fjendsk og måske ligefrem selvudslettende. Som kapitalismens modsætning har vi alt det gode – altruisme, socialisme, Red Barnet, næstekærligheden, medmenneskeligheden og så højhelligt videre!

På et marked hvor der er valgmuligheder er der allerede et fundament af næstekærlighed. Jeg forstår godt, at man for at få flere til at vælge at donere sine penge til et godt formål, vælger at associere valget med kærlighed, men hvis det stod til mig, burde den pågældende valgmulighed være indhegnet i ét stort hjerte med en lille tekst ved siden af der lyder: Kapitalismen er fantastisk!


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *