South Park, Muhammed og ytringsfrihed



South Park er en amerikansk TV-serie der er de fleste unge bekendt. Jeg er selv en stor fan af serien og dens humor og måde at gribe emner og temaer an på. Essensen bag serien er i bund og grund bare, at intet er helligt. Jeg elsker South Park. South Park er intet mindre end en genial serie. Lad mig i dette indlæg give et eksempel på hvorfor.

Serien har flere gange inddraget Muhammed (I ved hvem). Det sjove ved Muhammed i South Park, og hvad der gør det et blogindlæg værdigt, er, at de har brugt ham på forskellige tidspunkter i forhold til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Og dette har implikationer for brugen af ham. Overordnet har de brugt ham tre gange: 1) Før Muhammed-krisen, 2) Under Muhammed-krisen og 3) Efter Muhammed-krisen. Med “Efter Muhammed-krisen” mener jeg blot den tid efter at de værste konflikter har lagt sig.

Første gang: Før Muhammed-krisen

Første gang man så Muhammed i South Park var tilbage i 2001 i afsnittet Super Best Friends fra sæson 5. Dengang blev Muhammed skildret uden nogle problemer eller ramaskrig overhovedet. Efter at Muhammed-krisen eskalerede, bliver afsnittet sjældent vist (I Taking South Park Seriously bruger de betegnelsen “pre–9/11 episode” om afsnittet, hvilket jeg finder lidt forfejlet).

Anden gang: Under Muhammed-krisen

Anden gang at Muhammed er med i South Park er i Cartoon Wars Part II der blev sendt i 2006, hvor at afsnittet handler om, at den latterlige serie Family Guy vil vise Muhammed, til hele byen South Parks skræk og rædsel. Muhammed blev dog fjernet af Comedy Central før at afsnittet blev sendt. Et direkte eksempel på censur som følge af Muhammed-krisen.

Tredje gang: Efter Muhammed-krisen

Tredje gang at Muhammed igen er på rollelisten, er i år i afsnit 200 – og så alligevel ikke. Her forsøger holdet bag South Park åbenlyst at lege med grænserne og udfordre vores definition af, hvornår Muhammed er tegnet. Kan en tændstikmand godt være Muhammed? Er det at tegne Muhammed hvis han er tegnet i et kostume? I afsnittet skal det forestille sig at Muhammed er i et bjørnekostume, men man finder så ud af, at det ”bare” er julemanden. Før at afsnit 201 var på vej, hvor at Muhammed skulle være med, fik Trey Parker og Matt Stone trusler på baggrund af intentionen om at tegne Muhammed. Store dele af afsnittet blev censureret.

Før den 30. september 2005 (Muhammed-tegningernes og min fødselsdag) var der ikke nogle problemer med at gøre grin med Muhammed og tegne samme. Det var og er provokation for provokationens egen skyld. Der er ingen dybere mening bag, og det er selvfølgelig her, at konflikten ofte opstår når man diskuterer Muhammed-tegningerne nu til dags. Jeg støder ofte på argumenter som ”Jamen der var jo ingen grund til at tegne de tegninger!”, og rigtigt – det var der måske ikke, men hvad er pointen? Skal der være et logisk grundlag? Det kan jeg nu ikke rigtigt se fornuften i.

Holdet bag South Park er ikke ude på at foretage en systematisk hetz mod én minoritet eller majoritet, men en evig og konstant provokation og latterliggørelse af alle tænkelige ideer, symboler, magtrelationer, aktører, problematikker, tanker og perspektiver – dette være sig alt lige fra kendisser og TV-shows til ideologier og religioner. Igen – intet er helligt, og sådan har det været siden start.

Jeg kunne godt begive mig ud i at kreere en liste over de personer, religioner, temaer, lande, kendisser, minoriteter osv. som holdet bag South Park har taget under humoristisk behandling, men en sådan liste ville simpelthen gøre dette indlæg endnu længere end det allerede er på vej til at blive. Pointen er bare, at det er mange – hvis ikke næsten alle. En ting er bare sikker: Muhammed er ingen undtagelse.

Jeg elsker South Park for at provokere bare for at provokere. Det er ikke en personlig hetz, men blot nogle personer der tager noget personligt. Jeg har svært ved at se det samfundsmæssige problem. Hvor holdbar er en idé, hvis den ikke kan tåle, at man prikker til den?

Bag South Parks tilgang til humor ligger der en filosofi om, at ingen idé eller tanke er så hellig, at man ikke kan lave sjov med den. I bedste facebook-jargon kan man tydeligt sige: Synes godt om.

South Parks brug af Muhammed er et perfekt eksempel på en indskrænkelse af ytringsfriheden. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er nogen der siger, at Muhammed-tegningerne intet har med ytringsfriheden at gøre, men hvis South Park er vant til at kunne gøre grin med Muhammed, og så ikke længere kan gøre det… Ja, hvad er det så?

Ytringsfrihed handler om respekt

I gårsdagens udgave af Nyhedsavisen (18-10-2006) skriver formanden for DFU, Kenneth Kristensen, at demokrati ikke har noget som helst med respekt at gøre, men er dette korrekt? Selvfølgelig ikke. Et folkestyre kan ikke fungere på nogen måde, hvis man ikke udviser respekt for hinanden. Dette kaldes gensidig respekt, Kenneth. Demokratiet er til for at sikre alle muligheden til et godt liv, også de dårligst stillede.

Jeg vil gerne sige tak, Kenneth, for din fine skildring af ytringsfrihed og ytringsret, men din jamren over, at privatlivet nu er væk, kan jeg kun le af. Hvis jeg ikke tager meget fejl, var jeres sommerarrangement statsstøttet, og som David Trads skrev i Nyhedsavisen (16-10-2006), er det vigtigt at vise, hvad der sker blandt fremtidens politiske ledere.

Desuden har de fleste muslimer intet imod, at Muhammed bliver tegnet. Muhammed er blevet tegnet et utal af gange, selv før Jyllands-Posten bragte tegningerne, uden det har ført til internationale kriser, dog med den forskel, at det har været med respekt til andre menneskers religion. Ytringsfriheden skal bruges til at ytre sine holdninger og synspunkter, ikke til at nedgøre andres. Jeg tror jeg ville reagere på samme måde, hvis nogen nedgjorde noget som jeg havde kær, f.eks. min nære familie, men det ville du måske være ligeglad med, Kenneth, at nogen gjorde nar af din kæreste, forældre eller andre der står dig tæt? Det kan ikke være rigtigt, at der i et moderne samfund ikke både er plads til gensidig respekt og ytringsfrihed.

Bragt i Nyhedsavisen, 20. oktober 2006

Die dumme Dänen II

I sidste uges udgave af Øboen (1. august ’06) bragte I læserbrevet ’Die Dumme Dänen’. I skuffer mig lidt, Øboen. Ikke fordi I bringer et indenrigs-/udenrigspolitisk læserbrev, men fordi I bringer et så fremmedhadsk et af slagsen.

Når det er sagt, skal det læserbrev nok alligevel tages med et gran salt. Skal man nægte at tage en dansk statsborger hjem, fordi vedkommende har været kritisk overfor Jyllands-Posten og regeringens behandling af Muhammed-krisen? – Så er vi da tæt på noget der lyder som diktatoriske forhold, hvilket måske i virkeligheden også var det Inge Petersen sad og længtes efter, da hun skrev læserbrevet og erindrede tyske citater fra Anden Verdenskrig.

Patriotisme gavner ikke Danmarks renommé i udlandet, og at give Ahmed Akkari skylden for Muhammed-krisen, er der jo intet hold i.

Hvis demokratiet skal vedligeholdes, som Inge jo så tydeligt går ind for, kunne vi jo starte med at udvise solidaritet, og ikke had over for andre pga. holdninger og/eller religion.

Bragt i Ugeavisen Øboen 8. august 2006.