Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #10

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst kiggede nærmere på, hvor stor opbakningen er til Nye Borgerlige. Den korte forklaring på dette er, at der ikke har været meget nyt at rapportere om, når det handler om hvor enige (eller rettere sagt uenige) medierne og analyseinstitutterne er i forhold til at måle partiets opbakning.

Der er stadig ikke enighed om, hvor stor opbakningen er til Nye Borgerlige. Især YouGov og Voxmeter er fortsat uenige, hvor førstnævnte giver partiet en større opbakning (husk på at YouGov ramte partiet forkert ved valget i 2019). Dette er dog ikke det samme som, at der ikke er sket noget i meningsmålingerne hvad angår Nye Borgerlige. Meningsmålingerne har således i løbet af det seneste år været enige om én ting: Nye Borgerliges opbakning i befolkningen er gået opad.

For et år siden havde Voxmeter partiet omkring spærregrænsen. Nu ligger partiet i Voxmeters målinger stabilt på et sted mellem 5 og 10% af stemmerne. De seneste målinger fra Gallup og Epinion placerer også partiet et sted mellem 5 og 10%. Det interessante er, at jo større opbakningen bliver til partiet, desto mindre uenighed vil der være mellem de fleste analyseinstitutter. Det er derfor også vanskeligt at sige, i takt med at opbakningen til partiet stiger, hvad der kan tilskrives henholdsvis tilfældig støj og systematisk bias i meningsmålingerne. Vi ved at den statistiske usikkerhed er mindre for små partier (lille tilfældig støj), men vi ved også, at analyseinstitutterne har svært ved at ramme nye, små partier (større systematisk bias).

YouGov vil kunne forsvare sig med, at de “måler folkestemningen” og indfanger tendenser før andre institutter, hvorfor de har fat i den lange ende. Dette argument køber jeg dog ikke. De formåede som sagt ikke at ramme valgresultatet i 2019. Når det er sagt er YouGov ikke radikalt langt fra hvad andre analyseinstitutter viser nu. Den seneste YouGov-måling giver Nye Borgerlige 11,7% af stemmerne, hvilket ikke er radikalt langt fra 10%. Jeg finder det dog stadig usandsynligt, at YouGov rammer rigtigt.

Voxmeter lavede i 2016 en fejlagtig meningsmåling, der postulerede, at “hver tiende vil stemme på Nye Borgerlige” (Voxmeter har lavet lignende målinger med Lars Løkkes nye parti, men mere om dette i morgen), men forkerte målinger bliver ikke bedre af, at de rammer rigtigt på et senere tidspunkt. Som jeg pointerede sidste år i Altinget, kan denne slags meningsmålinger netop ende med at blive selvopfyldende profetier. Derfor er det vigtigt, at medierne tager deres dækning af meningsmålingerne seriøst og ikke konkluderer om et parti går op eller ned, før der er systematisk belæg herfor.

Med dette in mente kan vi se på den seneste historie om Nye Borgerlige, der går på, at de går tilbage i meningsmålingerne. Hos Altinget rapporterer de således, at opbakningen til Nye Borgerlige bevæger sig nedad. Konkret stod partiet til at få 10,2% af stemmerne i marts, hvor de i april står til at få 8,9% af stemmerne.

Disse estimater harmonerer fint med, hvad min egeng model viser, altså at partiet lå på omkring 10% i marts og nu ligger lidt lavere. Jeg er dog skeptisk i forhold til at konkludere, at Nye Borgerlige går tilbage i meningsmålingerne. Mit bedste bud er – i skrivende stund – at partiet ligger på omkring 10 procent af stemmerne. Min seneste prognose giver partiet 9,5% af stemmerne. I nedenstående figur viser jeg opbakningen til partiet i meningsmålingerne fra 2020 til i dag.

Jeg finder det usanynligt, at partiet har mistet vælgere på det seneste. Min læsning af tallene er, at opbakningen til partiet er stabiliseret. De har således hverken vundet eller tabt stemmer, men de ændringer vi ser er marginale og skal ikke tilskrives for stor betydning. Altinget kan selvfølgelig gøre, hvad de vil (der skal jo skrives nye historier og deres læsere skal have value for money), men jeg ville ikke selv stå på mål for sådan en tolkning af meningsmålingerne.

Bid desuden mærke i, at jeg her er kritisk i forhold til at konkludere, at Nye Borgerlige går tilbage. Sidst jeg kritiserede mediernes formidling af meningsmålingerne i forhold til Nye Borgerlige, var Uriasposten ude med riven, da nogen ikke evnede at forstå, at jeg kritiserede meningsmålingerne og ikke partiet. Dette tager jeg stille og roligt, da der ikke var nogen sammenhængende kritik, jeg kunne forholde mig til (det eneste denne slags meningsdannere ser er nogle kritiske kommentarer i en kontekst, hvor Nye Borgerlige nævnes, og så går de i emotionelt selvsving). Jeg kan blot fremhæve, at jeg vistnok efterhånden har kritiseret mediernes dækning af alle partier – også venstreorienterede partier (da medierne eksempelvis påstod at Alternativet var over spærregrænsen, kritiserede jeg dette og konkluderede, at der ikke var nogen evidens for denne påstand i meningsmålingerne).

Er det utænkeligt at Nye Borgerlige går tilbage? Nej, men det er et andet spørgsmål, der kun kan besvares, når vi ser på de kommende meningsmålinger. Hvis partiet får negativ dækning (såsom at de går tilbage i meningsmålingerne), er det sågar plausibelt, at de vil miste stemmer. Jeg ser blot ingen tendenser i målingerne, der tyder på, at Nye Borgerlige mister stemmer. Partiet ligger på omkring 9,5% af stemmerne og sådan har det været gennem 2021 indtil videre.

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti?

B.T. kan rapportere, at fire procent af danskerne med sikkerhed vil stemme på Lars Løkke Rasmussen eller hans nye parti, skulle han gå hen og stifte et. B.T. kalder det for en “vild måling”, og det er jeg enig i, at det er en vild måling. Jeg kalder det blot en vild måling fordi den er metodisk mærkelig. Der er tale om endnu et eksempel til rækken af sager, der viser, at man bør være ekstra skeptisk for en måling, hvis den kommer fra YouGov.

Målingen kan ingenlunde sammenlignes med meningsmålinger, som vi kender dem. Her er det konkrete spørgsmål, man har stillet respondenterne: “Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af partiet Venstre og har nu startet et nyt politisk netværk. Lars Løkke Rasmussen afviser ikke, at det kan udvikle sig til et egentlig parti. Hvor tilbøjelig vil du være til at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti, hvis han gør alvor af sine tanker om stifte et nyt parti?”

Ikke alene beder man respondenterne om at forholde sig til et hypotetisk parti (der ikke eksisterer), men også om man vil overveje at stemme på dette éne parti. Som Hans Redder fra TV 2 korrekt formulerer det: “Det her er altså en virkelig ringe måde at lave meningsmålinger på. I stemmeboksen skal vælgerne ikke tage stilling til ét, men blandt alle opstillede partier”.

Jeg har i tidligere sammenhænge beskrevet, hvordan denne slags målinger ikke kan bruges til at sige noget om partiernes opbakning i meningsmålingerne, eksempelvis med Nye Borgerlige, Danskernes Parti og Klaus Riskær Pedersen. Den slags målinger bruges udelukkende til at overestimere opbakningen til et parti i meningsmålingerne, så B.T. (og andre medier uden journalistiske standarder) kan skrive historier om vilde målinger. Du kommer derfor aldrig til at se en meningsmåling som denne, hvor historien lyder, at der ikke er potentielle vælgere til et parti.

Dertil skal det også tilføjes, at vi efterhånden ved, at YouGov har store udfordringer forbundet med at måle vælgernes opbakning. De klarede sig dårligst af alle ved det seneste folketingsvalg, og intet tyder på, at der er grund til at tage dem mere seriøst nu. Jeg antager desuden, at spørgsmålet om, hvor mange der kan overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti er stillet i samme meningsmåling, der giver Venstre en historisk lav opbakning (men hvor de fire ud af fem største partier er blå partier!). Det ville i så tilfælde også være interessant at vide om YouGov har stillet deres Lars Løkke-spørgsmål før eller efter spørgsmålet om, hvilket parti vælgerne ville stemme på, hvis der var valg i morgen.

Vi ved ikke, hvor mange der vil stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti. Det er rent gætværk, når Henrik Qvortrup forsøger at estimere, at partiet “ved næste folketingsvalg realistisk set vil kunne høste seks-syv procent af stemmerne og dermed storme ind i Folketinget med sit nye midterparti”. Mediernes dækning er ikke neutral, når det kommer til dækningen af nye (eller i dette tilfælde ikke-eksisterende) partier, men det ville klæde YouGov såvel som B.T. at forbedre deres måde at foretage såvel som at formidle meningsmålinger på.

Hvor mange vil stemme på Veganerpartiet?

Forleden kunne medierne rapportere, at Veganerpartiet har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. Denne nyhed blev slået stort op. Ekstra Bladet gik eksempelvis – som andre medier og vanen tro – direkte til breaking news:

Efterfølgende har det dog været begrænset, hvor meget vi har hørt til partiet. Ikke desto mindre er et af de oplagte spørgsmål, hvor stor opbakning Veganerpartiet vil have blandt vælgerne. Når et nyt parti melder sin ankomst på den politiske arena, vil de første meningsmålinger være afgørende for, om et parti kan få momentum eller ej i den videre dækning af partiet.

Der kom dog ingen meningsmåling(er) i kølvandet på, at Veganerpartiet havde fået underskrifter nok til at stille op. Dette skyldes at ingen analyseinstitutter havde Veganerpartiet som en svarmulighed i deres målinger, før Indenrigsministeriet offentliggjorde, at de er opstillingsberettigede. Dette giver god mening, men der er flere eksempler på, at analyseinstitutterne har været interesseret i nye partiers vælgeropbakning før Indenrigsministeriet har bekræftet, at partiet kan stille op.

Vi har nu fået ni meningsmålinger fra fem forskellige analyseinstitutter, der giver bud på, hvor stor opbakningen er til Veganerpartiet. De fleste meningsmålinger er fra Voxmeter, der som bekendt kommer med en ny meningsmåling hver uge i den politiske sæson.

De fleste analyseinstitutter (Voxmeter, Epinion, Gallup og Megafon) vurderer, at Veganerpartiet står til at få omkring 0,5% af stemmerne. YouGov er vanen tro vores outlier her, der giver partiet 1,5% af stemmerne og udelukker dermed ikke, at partiets reelle opbakning kan være omkring 2% (og dermed over spærregrænsen).

Kigger vi på min seneste prognose vil jeg estimere, at partiets opbakning er på omkring 0,5%. Dette er langt fra spærregrænsen og viser, at det vil blive noget af en kamp for Veganerpartiet, hvis de skal blive repræsenteret i Folketinget efter næste valg.

Der er især tre grunde til, at jeg tror, at det vil blive svært for Veganerpartiet at blive valgt ind ved næste folketingsvalg. Og ingen af dem er afgrænset til deres politik eller deres kandidater, selvom dette selvfølgelig også vil være afgørende før, om vælgerne vil stemme på partiet.

For det første er små partier på den yderste venstrefløj ikke en mangelvare. Foruden Veganerpartiet har vi blandt andet Alternativet, Lykkepartiet og Nye Grønne. Det er ganske enkelt svært at se, at Veganerpartiet vil kunne mobilisere 2% af stemmerne med så mange andre partier på venstrefløjen. Selv Alternativet ligger nu stabilt under spærregrænsen, så der er ikke mange stemmer at høste der, og vælgerne på venstrefløjen skal være bekymret for potentielt stemmespild ved op til flere partier ved næste valg.

For det andet ligger partiet lavere end hvad meningsmålingerne har vist ved andre nye partier, der er stillet op til valg i løbet af de senere år. Her kan vi kigge på Alternativet, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen, og Stram Kurs. Konkret ser vi her på hvad de første meningsmålinger viste for disse partier:

Som det kan ses var meningsmålingerne langt mere optimistiske, omend i mindre grad for Klaus Riskær Pedersen, der som bekendt heller ikke blev valgt ind ved valget i 2019. Overordnet var udgangspunktet i meningsmålingerne ganske enkelt bedre for de andre partier end tilfældet er for Veganerpartiet.

For det tredje er der lang tid til næste folketingsvalg. Den optimistiske læsning er, at det giver Veganerpartiet tid nok til at komme over de 2%, men min læsning er mere pessimistisk. Jeg udelukker selvfølgelig ikke, at partiet kan blive valgt ind ved næste valg, men hvis de ikke allerede kan præstere bedre i meningsmålingerne i en periode, hvor der trods alt har været fokus på, at de nu kan stille op, bliver det en hård proces at komme i nærheden af de 2%. De skal som minimum satse på at BT giver dem en platform (som de har gjort for partier på højrefløjen), hvor deres YouGov-målinger kan vise, at opbakningen til dem er stor. En indvending til mine overvejelser her er, at Nye Borgerlige stillede op lang tid før folketingsvalget, men dette er i min optik en anden situation. Nye Borgerlige var opstillingsberettiget i en periode, hvor den politiske dagsorden (e.g. flygtningekrise) gav dem bedre betingelser, hvorfor de kunne forblive relevante og aktuelle på den politiske scene. Dette ser jeg ikke som værende tilfældet for Veganerpartiet.

Der er vælgere, der vil stemme på Veganerpartiet, men de første meningsmålinger viser, at der er lang vej til de 2%.

Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #9

For omkring en måned siden kunne BT formidle, at Nye Borgerlige stod til en stor fremgang siden folketingsvalget i 2019. Her stod partiet i dækningen – ud af det blå – til mere end en fordobling af stemmerne i meningsmålingerne. Der var flere problemer med den pågældende artikel og meningsmåling, som jeg har beskrevet her.

Kort fortalt var problemet, at det eneste sted Nye Borgerlige ikke var i nærheden af en fordobling af deres stemmer, var i YouGovs meningsmålinger (hvis man vel at mærke tog deres meningsmålinger fra valgkampen i 2019 seriøst). Der var ligeledes intet nyt i, at BT ukritisk formidlede meningsmålingen uden så meget som ét lille forbehold.

Forleden var BT så på banen med endnu en historisk meningsmåling fra YouGov. Og der er igen tale om, at Nye Borgerlige står til en overordentlig fremgang. Denne meningsmåling blev også formidlet som en stor – ligefrem historisk – nyhed.

Ovenstående er taget fra BTs hjemmeside men historien var også slået stort op i den fysiske avis. Det eneste historiske ved denne meningsmåling er dog, at den udgør et nyt lavpunkt for, hvor dårligt meningsmålingerne kan formidles i de danske medier. Vi har at gøre med endnu et eksempel på, hvor farlig en symbiose YouGov og BT kan være. Meningsmålingen fra YouGov giver Nye Borgerlige 7,7 procent af stemmerne (nogle procentpoint mere end hvad YouGov gav partiet ved folketingsvalget – og mange procentpoint mere end de 2,4 procent, de stod til at få ved valget). Hvis vi – i tradition med BT og medierne generelt – ignorerer den statistiske usikkerhed, er Nye Borgerlige ifølge YouGov det tredjestørste parti i Folketinget.

Der er ikke meget nyt under solen her. Endnu en ekstrem meningsmåling, der i de forkerte hænder bliver skrevet op af et medie, der åbenlyst ikke bør formidle meningsmålinger. I tidligere tilfælde har der været et tvivlsspørgsmål om, hvorvidt BT og YouGov har været ubevidst eller bevidst misvisende i deres dækning af, hvor mange der vil stemme på Nye Borgerlige. I den pågældende artikel indrømmer de dog, i en note der kan udfoldes i artiklen, at “i det seneste kvalitetsvejede snit fra maj af flere analyseinstitutters vælgermålinger til 3,6 procent af stemmerne”. BT ved med andre ord godt, at der ikke er noget der tyder på, at opbakningen er så stor, som de forsøger at overbevise deres læsere om, at den er.

Jeg har allerede skrevet en del om problemet med YouGov og BT, men hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er implikationerne af dækningen. For det første stoppede BT ikke blot med deres artikel om meningsmålingen. De fulgte eksempelvis også op med denne artikel, hvor Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, udtaler, at det går partiet godt fordi hun siger tingene, som de er:

BT gør alt hvad de kan for at sælge meningsmålingen som en chok-måling, men – igen – det eneste chokerende er BTs manglende evne til at dække meningsmålingen sobert. På baggrund af BTs meningsmålingsartikler skrev jeg således en kommentar for Altinget, hvor jeg blandt andet skriver:

De eneste gode nyheder for BT og YouGov er, at deres dækning kan ende med at blive en selvopfyldende profeti. Jo mere BT bidrager til et narrativ om, at Nye Borgerlige er blandt landets største partier, desto mere medvind vil partiet få, der vil appellere til flere vælgere.

Med andre ord: BT laver misvisende artikler om opbakningen til Nye Borgerlige, men de medvirker til, at opbakningen til Nye Borgerlige vil være større fremadrettet.

Forskningen viser således, at vælgere bruger meningsmålinger delt i deres sociale netværk til at danne sig indtryk om, hvor stor opbakningen er til politiske partier, med implikationer for, hvilke partier vælgerne vil stemme på. Dette f udgør et demokratisk problem, når BT og YouGov – ubevidst såvel som bevidst – bidrager til at give et misvisende billede af opbakningen til partierne.

Der er flere videnskabelige studier, der dokumenterer en såkaldt bandwagon effekt, altså at partier der bliver fremstillet positivt i medierne, når de dækker meningsmålinger, vil få en øget opbakning (se denne artikel for en god introduktion). I forhold til meningsmålinger i sociale netværk havde jeg dette nye studie i tankerne, der belyser vigtigheden af sociale netværk for meningsmålingernes effekter.

Det er da heller ingen overraskelse, at Nye Borgerliges folketingsmedlemmer var ekstra glade for BTs dækning af partiet og delte den gode YouGov-meningsmåling på Facebook med nyheden om, at de står til at blive Folketingets tredjestørste parti:

Som det kan ses blev artiklen delt et stort antal gange blot gennem et par få politikere. Lars Tvede delte også meningsmålingen på Facebook med ordene: “Her står Nye Borgerlige til at blive det 3. største parti i Folketinget efter Socialdemokratiet og Venstre.” Dette viser at et basalt kendskab til statistik og usikkerhed ikke er en forudsætning for at kunne handle med aktier.

Der er selvfølgelig intet overraskende i, at Nye Borgerlige er glade for meningsmålinger, der giver dem en højere opbakning. Dansk Folkeparti er omvendt nok mindre glade for disse meningsmålinger, hvorfor de også har formidlet min kritik af BTs dækning. Der er intet i vejen med at politikerne deler de meningsmålinger, de er glade for, men BT er trods alt ikke et politisk parti, og det ville være at foretrække, at de kunne tage deres dækning af meningsmålingerne lidt mere seriøst.

YouGov svarede desuden på min kritik, der ligeledes kan læses hos Altinget. Jeg værdsætter at YouGov giver svar på tiltale, men der er intet konkret i deres svar, jeg ikke allerede i tidligere har beskæftiget mig med (jeg er desuden langt mindre skeptisk ift. YouGovs metode end andre kritikere). Kritikken er således mere interessant når man kigger på, hvad YouGov ikke forholder sig til: Hvad har ændret sig siden folketingsvalget, der gør, at vi nu skal tage YouGov seriøst? Dette savner jeg svar på.

Journalisten har også taget min kritik op, hvortil Michael Dyrby udtaler: “Jeg synes ikke, det er vanvittigt at skrive om den tendens, at Nye Borgerlige er stigende. Det har de andre institutter også set.” Det er korrekt. Andre analyseinstitutter finder også en øget opbakning til Nye Borgerlige, men YouGov giver dem en betydeligt højere opbakning. Og igen: Hvad har ændret sig siden folketingsvalget?

Hvor mange vil så stemme på Nye Borgerlige? Nedenstående meningsmålinger fra 2020 giver et bud på opbakningen til partiet:

Vi kan se tegn på, at opbakningen til Nye Borgerlige stiger. Voxmeter, der har vurderet partiet lavest i meningsmålingerne, og ramte ret præcist ved folketingsvalget i 2019, har dem nu på omkring fire procent. Jeg udelukker derfor ikke, at opbakningen til Nye Borgerlige er steget (og sågar kan stige yderligere), og når man ser på den dækning der har været af partiets vælgeropbakning, vil det ikke overraske mig, hvis meningsmålingerne – som jeg nævner i min kommentar i Altinget – kan ende med at blive en selvopfyldende profeti. I skrivende stund er mit bedste bud, at partiets opbakning ligger et sted mellem 4 og 5 procent.

Til slut er det også vigtigt at huske på, at jeg ikke blot er kritisk, når YouGov forsøger at estimere opbakningen til Nye Borgerlige. Den første problematiske meningsmåling, der forsøgte at sige noget fornuftigt om Nye Borgerlige, blev foretaget af Voxmeter tilbage i 2016, hvor medierne rapporterede, at Nye Borgerlige kunne få omkring 10 procent af stemmerne. Over de seneste år har det blot vist sig, at YouGov og BT igen og igen står som eksponent for en problematisk meningsmålingsjournalistik, hvorfor dette selvsagt får flere ord med på vejen.

Giver lotterier tvivlsomme meningsmålinger? #2

I forbindelse med YouGovs seneste meningsmåling, som jeg skrev om for en uge siden, skrev jurist og radiovært, Nima Zamani, en kommentar i Ekstra Bladet, hvori han kritiserer YouGovs meningsmålinger. Der er flere kritikpunkter, men en af de primære kritikpunkter går på, at YouGovs meningsmålinger anvender muligheden for at ‘vinde gratis præmier’.

Konkret formuleres kritikken som følger: “Hos YouGov er det et mere særligt og snævert udvalgt segment af borgere, der udgør resultatet af meningsmålingen, der altså helt ekseptionelt giver Nye Borgerlige 6-7 flere mandater end alle de andre matematisk redelige målinger. Det er borgere, der blandt andet bruger internettet til at vinde gratis præmier. Man deltager nemlig – og hold nu helt fast – i lodtrækningen om luksusgavekort til internetshopping, når man tilmelder sig hos YouGov. […] Og uden at skulle lyde elitær er det altså oftest de mindre velhavende, der er interesserede i luksusgavekort og gratis sager på nettet. Knap halvdelen er Nye Borgerliges vælgere er arbejdsløse eller står udenfor arbejdsmarkedet.”

Med andre ord kritiseres YouGov for at anvende en bestemt metode, der giver skæve svar. Man kan med rette diskutere og kritisere YouGovs meningsmålinger, men jeg finder ikke den konkrete kritik overbevisende.

Jeg finder ikke kritikken overbevisende, da ingen metode er perfekt. Der er intet der taler for, at noget analyseinstitut kan foretage “matematisk redelige målinger”. Analyseinstitutterne har ikke mulighed for at foretage en tilfældig udvælgelse af stemmeberettigede og spørge om, hvilket parti, de ville stemme på, hvis der var valg i morgen. Det er derfor nemt blot at henvise til nogle specifikke begrænsninger ved ét bestemt analyseinstitut og antage, at andre analyseinstitutter ikke har specifikke begrænsninger og udfordringer.

Det er ikke første gang meningsmålinger kritiseres for at anvende lotterier til at tiltrække respondenter, og jeg skrev et indlæg om dette tilbage i 2015. Spørgsmålet om hvorvidt en meningsmåling anvender et lotteri eller ej er dog ingenlunde det eneste relevante aspekt at kigge på, når man skal forstå rekrutteringen af respondenter til en meningsmåling. Ligeledes er det på ingen måde det eneste aspekt, der er relevant for at forstå, om en meningsmåling kun siger noget om et “særligt og snævert udvalgt segment”.

Mange forestiller sig meningsmålinger som noget der primært består af telefoninterviews, men dette er efterhånden undtagelsen mere end reglen. Mig bekendt anvender alle analyseinstitutter – med undtagelse af Voxmeter – en kombination af telefoninterviews og webpaneldeltagelse. De fleste analyseinstitutter anvender dog ikke egentilmelding, hvor man hos YouGov selv kan tilmelde sig panelet, når man har interesse heri. Dette har dog ikke nødvendigvis noget at gøre med præmier, man kan vinde i et lotteri.

Min pointe er, at YouGov afviger fra de andre analyseinstitutter på nogle parametre, men ikke nødvendigvis i så drastisk et omfang, som man tror. Alle analyseinstitutter ville ønske, at det var nemmere at få fat i et repræsentativt snit af danskerne, at der ville være en højere svarprocent osv., men det er og bliver ikke den virkelighed, vi lever i.

Pointen om at lotterier giver tvivlsomme meningsmålinger er i min optik ikke en tilstrækkelig kritik for at kunne diskvalificere eller diskreditere en meningsmåling. Det er langt mere relevant at se på summen af de metodiske valg, der er aktuelle i forhold til, hvordan et analyseinstitut kommer frem til et bestemt estimat for et parti, herunder hvilke variable der vægtes på, om der anvendes tematiske spørgsmål og andre potentielt vigtige karakteristika.

Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #8

Meningsmålingerne har givet vidt forskellige bud på, hvor mange der vil stemme på Nye Borgerlige. Jeg skrev det første af flere indlæg omhandlende netop dette spørgsmål for små fire år siden. Man kunne håbe at folketingsvalget i 2019 havde afgjort det én gang for alle, hvor mange der så rent faktisk vil stemme på Nye Borgerlige, men meningsmålingerne er stadigvæk uenige.

På den ene side har vi meningsmålingerne fra især Voxmeter, der har placeret partiet omkring spærregrænsen. På den anden side har vi meningsmålinger, primært fra YouGov, der har placeret partiet tættere på 5% end 2%. Folketingsvalget i 2019 viste, at YouGov tog fejl – og de fleste andre analyseinstitutter var mere præcise.

En af konklusionerne på baggrund af seneste folketingsvalg var, at YouGov ikke havde et godt valg. Min analyse viste således, at YouGov havde klaret sig dårligst blandt alle analyseinstitutter. Konkret kunne man se, at YouGov havde den største gennemsnitlige afvigelse, altså hvor langt partierne lå fra seneste meningsmåling før valget til selve valgresultatet:

Med dette in mente kan vi nu se nærmere på den seneste meningsmåling fra YouGov, der blev formidlet af BT med følgende titel: Bedste måling for Vermund siden valget: ‘Bemærkelsesværdigt’

Er der tale om en bemærkelsesværdig måling? Hvis man kigger på andre målinger fra YouGov, er svaret nej. BT gik ikke desto mindre – som de har for vane – i breaking mode. Tirsdag aften var selvsamme artikel at finde på forsiden i gult:

Der er ikke tale om en vanvittig måling, men det er svært at formidle relativt neutrale meningsmålinger som breaking news. Dette er ikke en kritik af meningsmålingen i og for sig selv, men formidlingen af samme. Her er det værd at huske på, at BT ej heller havde et godt folketingsvalg, når det kommer til formidlingen af meningsmålinger.

I artiklen kan man læse, at “Nye Borgerlige står til mere end en fordobling af antallet af mandater, hvis der var valg i dag”. Det er meget lig hvad YouGov viste under folketingsvalgkampen, altså at Nye Borgerlige stod til at få dobbelt så mange mandater, som de rent faktisk endte med at få.

Dette har flere andre også bemærket (eksempelvis Hans Redder og Jonas Holm). Hvis vi kigger på meningsmålingerne fra i år kan vi da også se, at intet tyder på, at opbakningen til Nye Borgerlige har ændret sig voldsomt (eller på en måde, der kan betegnes som værende ‘vanvittig’). Her er meningsmålingerne fra januar og frem:

Med andre ord: Intet tyder på, at Nye Borgerlige har fået flere vælgere eller mistet vælgere i løbet af de seneste måneder. BT synes med andre ord at fortsætte hvor de slap under dækningen af meningsmålingerne i løbet af valgkampen.

Problemet med BTs dækning stopper dog ikke her. For det første informeres der ikke om, hvad opbakningen er til alle partierne. Dette gør det umuligt at få et overblik over, hvad meningsmålingen rent faktisk viser. Det var kun da folk begyndte at spørge ind til disse tal, at YouGov lagde dem på deres hjemmeside. Man kan håbe (og kraftigt opfordre til), at YouGov også vil gøre dette i fremtiden.

For det andet har vi endnu et eksempel på, at journalister ikke nødvendigvis forstår sig på den statistiske usikkerhed. Tag denne information fra artiklen: “Målingen, der er foretaget blandt 1.251 repræsentativt udvalgte personer mellem 7. og 11. maj 2020, er den bedste for Nye Borgerlige siden folketingsvalget grundlovsdag 2019. Det hører med til historien, at den statistiske usikkerhed i målingen er på 2,8 procent.”

Der nævnes dog intet tal i artiklen, hvor den statistiske usikkerhed er 2,8 procent. Den statistiske usikkerhed for Nye Borgerlige er mindre end 2,8 procent, og dette tal er den maksimale statistiske usikkerhed. Her kan jeg anbefale, at journalisten (og andre interesserede) (gen)læser mit indlæg fra 2015.

Hvor stor er opbakningen så til Nye Borgerlige, hvis man tager den samlede mængde data i betragtning? Mit bedste bud er at partiet ligger solidt over spærregrænsen, men på ingen måde over 5 procent. Partier som Dansk Folkeparti og Stram Kurs har ikke klaret sig godt, ej heller siden valget, og Nye Borgerlige har sandsynligvis samlet nogle af disse vælgere op, hvorfor der er tale om en fremgang siden valget.

Mit bedste kvantitative bud, jvf. den seneste Politologi Prognose, er, at Nye Borgerlige ville få omkring 3,7% af stemmerne, hvis der var valg i morgen:

Dette estimat er dog sandsynligvis optimistisk (givet specifikke antagelser omkring huseffekterne), og det ville ikke overraske mig, hvis partiet nok ligger tættere på 3% end 4%. Dette er selvfølgelig også et meget hypotetisk spørgsmål, da intet i dansk politik er som det plejer at være (hvordan ville en coronavalgkamp se ud?), og sandsynligheden for et snarligt folketingsvalg er meget lille.

Er meningsmålinger om terrorfrygt væsentlige?

I en klumme i Information skriver klummeskribent Lasse Jensen, at meningsmålinger ofte er igangsat på baggrund af et fravær af journalistiske ideer. Han indleder således sin klumme med ordene: “Hvad skulle mange såkaldt toneangivende medier gøre uden meningsmålinger? Svaret er meget enkelt: De ville være tvunget til at lave rigtig journalistik!” Underforstået, at meningsmålinger ikke handler om rigtig journalistik.

Til at illustrere dette tager klummeskribenten udgangspunkt i en meningsmåling Megafon lavede for TV2 og Politiken i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet i København (i Krudttønden og synagogen i Krystalgade). Her formuleres kritikken af Megafons måling som følger:

Den ene måling fastslog i Politiken, at »knap seks ud af 10 danskere forventer et nyt terrorangreb«. Altså 60 procent. Det er mange, og målingen afstedkom da også et langt indslag i DR’s 21 Søndag, hvor der heldigvis var en forsker, der mente, at »risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er lige så stor som risikoen for at blive ramt af en meteorit«. Da et andet analysebureau, YouGov, lavede den samme undersøgelse for MetroXpress lige efter tragedien i Krudttønden og synagogen, var frygttallet 53 procent. Det faldt dog til 38 procent på to måneder ifølge en ny måling i maj 2015. Der er gået 10 måneder uden terror i Danmark, men frygten er altså voldsomt forøget ifølge Megafon. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved.

Der er flere ting galt her. Jeg elsker at kritisere meningsmålinger lige så meget som alle andre, men den kritik klummeskribenten retter er meningsløs og udstiller blot en manglende evne til at forholde sig kritisk til forskellige meningsmålinger og journalisternes brug af meningsmålinger.

For det første var det ganske enkelt ikke Megafons måling, der afstedkom et indslag i DRs 21 Søndag. Det var derimod en meningsmåling, som DR selv fik lavet af Epinion. De to meningsmålinger vedrører to forskellige spørgsmål. Epinions handler om, hvorvidt frygten for terror er steget i løbet af det seneste år, og Megafons handler om frygten for, at et nyt terrorangreb vil finde sted inden for det næste år.

For det andet påstår ingen, at frygten er voldsomt forøget. Tværtimod nævner journalisten fra Politiken blot, at terrorfrygten ikke er faldet væsentligt. Det giver i denne sammenhæng ingen mening at begynde at sammenligne en meningsmåling fra YouGov med en fra Megafon, uden også at kigge nærmere på, hvem der er spurgt, hvilke spørgsmål der er stillet, hvilke svarmuligheder der er givet og så videre. Det er med andre ord ingen selvfølge, at Megafon og YouGov har lavet den samme undersøgelse.

Megafon har på forskellige tidspunkter over de seneste 15 år stillet spørgsmålet “Anser du det for sandsynligt, at Danmark bliver udsat for et terrorangreb inden for det næste år?”. YouGov har spurgt “Tror du, at der kommer terrorangreb i Danmark i år?”. Spørgsmålene er forskellige, og det er svarmulighederne også. Hos Politiken er de 58 procent (altså næsten 6 ud af 10), den andel der har svaret ‘meget sandsynligt’ eller ‘sandsynligt’, hvor det hos YouGov er andelen, der har svaret ja til et simpelt ja/nej-spørgsmål. Det ville være en journalistisk katastrofe at antage, at de to tal er direkte sammenlignelige, så intet under, at ingen har gjort det.

Hvis man virkelig gerne ville undersøge tendenserne over tid, giver det bedre mening at sammenligne Megafon over tid og YouGov over tid. Dette er da også muligt for sidstnævnte, da YouGov, også i forbindelse med etårsdagen for terrorangrebet, lavede endnu en måling. Fortællingen her er konsistent med fortællingen hos Politiken og DR, netop at mange danskere frygter terror.

Vi er så tilbage til udgangspunktet for klummen, eller som Lasse Jensen afslutter sin klumme: “Det er altid fascinerende at høre, hvad ’danskerne’ mener. Spørgsmålet er, om det er væsentligt?” Det er selvfølgelig ikke noget spørgsmål, der er et klart svar på, men jeg vil mene, at det er et legitimt synspunkt, at det selvfølgelig giver mening for medierne, at belyse danskernes terrorfrygt. Det er netop – som forskerne pointerer og medierne formidler – på mange måder en dybt irrationel frygt, som da om noget er relevant at belyse. Tilføj endvidere det forhold, at en eventuel frygt for terror har væsentlige implikationer for den politik der føres – fra asylpolitik til sessionslogning.

Meningsmålinger er et vigtigt redskab for journalister (og for at sætte det lidt på spidsen: for demokratiet), men de taler aldrig for sig selv, hvorfor de også fordrer, at journalisterne kan placere dem i deres retmæssige kontekst. Det er – som de fleste ved – vigtigt at forholde sig kritisk til meningsmålingerne og journalisternes formidling af dem, men det er for letkøbt blot at affeje meningsmålingernes værdi med, at de ikke er ‘rigtig’ journalistik, hvad pokker det så end er.

Er indvandrerne den største trussel?

I Søndagsavisen, Danmarks mest læste avis, kan man læse en artikel, hvori der sættes fokus på ”danskernes største frygt for fremtiden: indvandrere”. Den er at finde online her. I artiklen påstås det, at danskerne mener, at indvandrerne er den største trussel mod Danmark. Denne pointe får ligeledes omtale på bloggen Den Korte Avis. Søndagsavisen forsøger altså at sælge en historie om, at det danskerne går og bekymrer sig mest om, er indvandringen. Guess what? Ikke på min vagt. I dette indlæg viser jeg, at sådan en tolkning er misvisende og sandsynligvis fordrejer virkeligheden.

Konklusionen bygger på en meningsmåling, Søndagsavisen har fået foretaget af YouGov, hvor et repræsentativt udsnit af den danske befolkning er blevet spurgt om, hvad der udgør den største trussel mod Danmark i fremtiden. Her svarer 24 procent af de adspurgte, at det er indvandring. Der gives dog desværre ingen anden information om undersøgelsen end den her nævnte. Jeg vil bygge min kritik op på den information der foreligger, men hvis tilfældet er et andet, end det artiklen giver udtryk for, skal jeg selvfølgelig nok følge op på dette i et nyt indlæg (jeg sendte en mail med et par spørgsmål til journalisten den 27. oktober, men vedkommende har ikke svaret tilbage endnu).

Der gives ingen information om, hvor mange der er blevet spurgt, hvornår de er blevet spurgt, hvilken kontekst spørgsmålet er stillet i, hvor mange der har svaret på de andre muligheder m.v. Det eneste der gives, er denne infoboks:

For det første er det problematisk, at der ikke gives information om, hvorvidt de fire valgmuligheder – indvandrere, klimaforandringer, konkurrenceevne og terrorisme – er de eneste, der er blevet forelagt respondenten. Vi kan dog sige med sikkerhed, at det ikke er en udtømmende liste, da tilfældet i så fald ville være, at en af de andre muligheder rent matematisk ville have en større opbakning end 24 procent. Mit umiddelbare gæt vil være, at der kan være en betydelig andel, der har svaret “Ved ikke”, som journalisten ikke har inkluderet (det kunne være sjovt at vide, hvor stor denne andel er). Alternativt er der nogle andre muligheder, som ikke er inkluderet. Uanset hvad der er tilfældet, er det utrolig dårlig formidling af de metodiske aspekter.

For det andet kan man problematisere hele tolkningen af distributionen af svar. Er 24 procent, der mener indvandrere udgør den største trussel, det samme som at indvandrere er noget, danskerne går og frygter? Hvis dette tal havde været 5 procent og stadig det højeste blandt svarkategorierne, ville det så også være en fair tolkning, at danskerne gik og frygtede indvandrere? I dette tilfælde kunne man lige så godt tolke det således, at 76 procent ikke ser indvandringen som en trussel (hvorved det altså er et spørgsmål om framing).

For det tredje er det et utroligt dårligt ordvalg, at tale om en trussel i forhold til de pågældende svarmuligheder. En trussel er noget der udgør en risiko, og der er intet overraskende i, at jo mere konkrete svarmulighederne er, desto flere vil være tilbøjelige til at vælge disse (det er trods alt nemmere at forestille sig en indvandrer og deraf negative scenarier end klimaforandringer og eventuelle negative udfald af dette). Og hvis man spurgte om, hvad der udgjorde det største potentiale for Danmark, ville indvandrere nok også, blandt de pågældende svarmuligheder, ligge højest. Desuden er det utroligt uklart, hvordan eksempelvis konkurrenceevnen kan udgøre en trussel i sig selv (Det er vel snarere fraværet af evnen til at kunne konkurrere, der potentielt set kan være en trussel?). Med andre ord virker valget af svarmuligheder arbitrært og udelukkende lagt ind som muligheder, for at sikre, at en del vælger indvandrere (og dermed passer ind i historien).

For det fjerde – og i forlængelse af førnævnte – primer man respondenternes overvejelser, ved at give konkrete svarmuligheder. Den bedste måde at undersøge den slags problematikker på, er ved at spørge folk og lade dem svare frit fra hukommelsen. Der er meget arbejde forbundet med efterfølgende at skulle kode svarene ind i kategorier – og der findes andre interessante alternative metoder – men det giver nu engang de mest valide svar, ikke at spørge folk blandt et par enkelte muligheder. For at kigge nærmere på, hvor meget indvandrerne egentlig udgør en reel bekymring blandt danskerne, kan vi se på bedre data fra Valgundersøgelsen 2011, hvor danskerne blev bedt om at nævne det største problem for Danmark (og altså uden at blive forelagt konkrete svarmuligheder). Her tegner der sig et billede af, at det 1) er langt fra 24 procent, der mener indvandringen er det største problem og 2) der er andre problemer, der er mere påtrængende.

Ovenstående figur viser fordelingen af de mest relevante kategorier. På figuren kan det aflæses, at over 700 af respondenterne valgte problemer relateret til økonomien, over 300 valgte problemer relateret til velfærdsstaten, efterfulgt af arbejdsmarked, sundhed, ældre og miljø og energi. Vi skal et godt stykke ned, før vi finder indvandrere. Intet taler for, at indvandringen opfattes som det største problem blandt danskerne. Med mindre man selvfølgelig designer en undersøgelse, der har til hensigt at komme frem til den konklusion.

Man skal dog selvfølgelig være kritisk i forhold til især to aspekter ved ovenstående figur. For det første var økonomien et stort emne under valgkampen i 2011, hvilket har påvirket vælgernes svar. For det andet kan der jo være sket et skred i befolkningen siden 2011. Hvad angår det første, tvivler jeg på, at det ville være muligt at rykke danskerens vurderinger drastisk. Kigger man eksempelvis på lignende svar fra Valgundersøgelsen 2007, ser man også at velfærd, sundhed, økonomi og lignende ligger utroligt højt (og indvandringen som i 2011 ikke er i nærheden af at være en topscorer). Hvad angår det andet kan jeg selvfølgelig ikke udelukke sådanne tendenser, men jeg vil på ingen måde tage Søndagsavisens undersøgelse som dokumentation for en sådan udvikling.

Det er selvfølgeligt fint, at Søndagsavisen vil fokusere på, hvad danskerne frygter mest. Det er ikke fint, at man bruger en tilgang, der er misvisende.