Erik Gahner Larsen

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #3

I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.

Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.

Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:

Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.

Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).

Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).

Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).

Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.

Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti? #2

I et tidligere indlæg kiggede jeg nærmere på en meningsmåling, der påstod, at 20 procent af vælgerne vil overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti. I indlægget gentog jeg nogle af de kritikpunkter, jeg tidligere har fremført, når medierne og analyseinstitutterne forsøger at belyse, hvor stor opbakningen er til et nyt parti, der ikke er med i de traditionelle meningsmålinger.

Ét af mine kritikpunkter i mit indlæg var, at der ikke engang var tale om et egentligt parti endnu, men et potentielt parti. Siden da har Lars Løkke bekræftet, at der er tale om et politisk parti. Partinavnet er der dog stadig ingen, der kender til.

Vi ved stadig ikke, hvor mange der sandsynligvis vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti, før vi har en meningsmåling, hvor vælgerne bliver spurgt om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i dag – og Lars Løkke Rasmussens parti er én blandt flere valgmuligheder. En sådan meningsmåling har vi stadig til gode (de fleste analyseinstitutter kræver, at et parti er opstillingsberettiget, før de inkluderer det i deres meningsmålinger). Mit gæt er at YouGov, for hvem kvaliteten af meningsmålingerne er sekundært og ofte underordnet, vil være de første til at inkludere Lars Løkkes parti i målingerne (og sandsynligvis før det er opstillingsberettiget).

Siden jeg skrev mit forrige indlæg, har Voxmeter foretaget to meningsmålinger, der begge spørger respondenterne om følgende: “Hvis Lars Løkke Rasmussen stifter et parti, som bliver opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg, hvor sandsynligt er det så, at du ville stemme på et sådant parti?”

Den første måling blev foretaget i perioden fra 19. til 22. januar. Den anden måling blev foretaget fra 9. til 16. april. Lars Løkke offentliggjorde sit parti midt i dataindsamlingsperioden for den anden meningsmåling i en klumme hos BT den 10. april (det er altid godt at kommunikere til laveste fællesnævner, når man vil komme bredt ud med et budskab).

Jeg finder det ikke interessant at kigge alt for meget på tallene. De kunne have været halvt eller dobbelt så store, uden at jeg ville finde dem relevante at formidle. Der er ikke tale om en traditionel meningsmåling, og det er i bedste fald blot en useriøs måde at lave meningsmålinger på. Den overordnede pointe er dog, at 13,6% af vælgerne fandt det sandsynligt at ville stemme på Lars Løkkes parti i januar, men det tal var nede på 9,3% i april. Hvad kan vi bruge denne ændring på 4,3 procentpoint til? Jeg mener ikke, at vi kan bruge disse tal til meget, men det er ikke desto mindre, hvad de viser.

Et af de interessante forhold ved den slags meningsmålinger er, at de altid kan bruges til at lave vidt forskellige historier. Avisen.dk kaldte eksempelvis de 9,3% i målingen fra april for medvind til Lars Løkke på baggrund af et notat fra Ritzau. Igen, jeg vil helst undlade at tolke for meget på de tal, men jeg har svært ved at se, hvordan man kan tolke tallene som medvind.

Jeg har fuld forståelse for, at medierne hjertens gerne vil belyse et nyt partis elektorale potentiale, samt at analyseinstitutterne øjner sig en unik mulighed for at få ekstra omtale, men jeg har vitterligt vanskeligt ved at se anvendeligheden af den slags målinger. Der er langt mere støj i den politiske dækning med den slags målinger, hvor vælgerne fejlagtigt vil tro, at opbakningen til Lars Løkkes nye parti ligger på omkring 9,3% af stemmerne, selvom der absolut intet empirisk belæg er for sådan en opfattelse.

Mit råd vil være at medierne holder sig fra at dække den slags meningsmålinger og fokuserer på andre aspekter ved nye partier, eksempelvis deres politiske profil (og evt. hvad vælgerne synes om disse politiske udmeldinger), og når partiet så er opstillingsberettiget, kan vi belyse, hvor stor opbakning partiet vil få ved næste valg.

Hvor lav er opbakningen til Venstre?

Den sidste Voxmeter-måling for Ritzau i 2020 giver Venstre 17,3% af stemmerne. Hvor lavt ligger partiet så? YouGov har haft Venstre omkring 15% men de fleste analyseinstitutter synes at give partiet omkring 17% af stemmerne. Ritzau formulerede på baggrund af Voxmeter-målingen følgende (der kan læses hos bl.a. BT og Kristeligt Dagblad):

Ifølge en opgørelse fra hjemmesiden Politologi, der drives af dataanalytiker og ph.d. Erik Gahner Larsen, har Voxmeter ellers været et af de institutter, der har givet Venstre de bedste målinger gennem efteråret.

Dette er korrekt, men Voxmeter er som bekendt blot ét analyseinstitut – og der er ikke nødvendigvis tale om en stor ændring på det seneste i Venstres opbakning. Her er hvad min prognose viser for Venstre:

Som vi kan se faldt opbakningen til Venstre signifikant ovenpå coronanedlukningen i marts, fra omkring 22% til 20% af stemmerne. I løbet af sommeren er partiet så faldet omkring yderligere 2 procentpoint. De seneste meningsmålinger tyder på, at opbakningen er mellem 16% og 18%, og den seneste prognose giver Venstre 17% af stemmerne.

Overordnet er der tale om meget små ændringer i målingerne i løbet af de seneste par måneder, og historien om Venstres opbakning i meningsmålingerne i 2020 er en historie om et parti der især mistede vælgere i løbet af pandemiens første periode og nu har svært ved at komme tilbage – alt imens andre partier på højrefløjen (Konservative og Nye Borgerlige) klarer sig formidabelt.

Hvorfor er flere respondenter ikke nødvendigvis bedre? #2

I 2011 skrev jeg et trivielt indlæg om, at flere respondenter ikke nødvendigvis er bedre i en meningsmåling, og ofte er værre, da det kan være et tegn på, at meningsmålingen ikke er repræsentativ. Hvis du ser en meningsmåling med 100.000 respondenter, kan du være ganske sikker på, at der er problemer.

I løbet af de seneste par dage har jeg tænkt på en anden grund til, at flere respondenter i og for sig selv ikke gør meningsmålingen bedre – selv hvis meningsmålingen i udgangspunktet er repræsentativ. Forklaringen herpå skal findes i, at der kan være mange respondenter i en meningsmåling, der angiver, at de ikke ved, hvad de vil stemme, at de nægter at stemme m.v., som ikke bruges til at udregne andelene i en meningsmåling.

Lad os eksempelvis antage, at vi har to meningsmålinger. Den ene meningsmåling har 1.000 respondenter, hvoraf 10% af disse ikke vil stemme på et parti. Den anden meningsmåling har 1.200 respondenter, hvoraf 30% af disse ikke vil stemme på et parti. Den anden meningsmåling har i udgangspunktet en mere imponerende stikprøve, men når man kigger på, hvor mange respondenter vi har, der har stemt på de forskellige partier, har vi en mindre stikprøve. Dette handler ikke om at vurdere, hvilken af meningsmålingerne der er bedst, blot at den stikprøvestørrelse du ser i en meningsmåling, og dermed den statistiske usikkerhed, ikke altid er retvisende.

Den statistiske usikkerhed i en meningsmåling påvirkes som bekendt af stikprøvestørrelsen. Jo flere respondenter, desto mindre usikkerhed. Du kan selv beregne den statistiske usikkerhed for et parti her.

Den seneste Voxmeter-måling kan fungere som et fint eksempel. Her er beskrivelsen af meningsmålingen:

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 8. november 2020, baserer sig på telefoninterview med 1.028 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 2. november 2020 til d. 7. november 2020.
Voxmeter afdækker i tabellen kun de personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Ca 25,6% af de adspurgte var på det pågældende tidspunkt “i tvivl om partivalg”, “vil ikke stemme”, “vil stemme blankt” eller “er ikke stemmeberettiget”.
Tallene i parentes angiver forskellen i procentpoint fra folketingsvalget d. 5. juni 2019. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,8 % point.

Målingen har interviewet 1.028 danskere omkring deres partivalg og giver Socialdemokratiet 32,5% af stemmerne. Her er det interessante: De 32,5% er ikke et tal udregnet på baggrund af 1.028 repræsentativt udvalgte respondenter. De 32,5% er kalkuleret med udgangspunkt i et tal der er betydeligt lavere. Vi kan se i målingen, at ca. 25,6% af de adspurgte var i tvivl om deres partivalg, ikke ville stemme, vil stemme blankt eller ikke er stemmeberettiget. 25,6% af 1.028 er ~263, hvilket betyder at 263 respondenter ikke er medregnet i den stikprøve, som er brugt til at udregne de 32,5% til Socialdemokratiet. Stikprøven der er brugt til at udregne denne andel er ~765.

Dette er vigtigt når vi skal forholde os til den statistiske usikkerhed. Den statistiske usikkerhed for et parti med 32,5% af stemmerne med en stikprøve på 1.028 er som rapporteret omkring 2,8%. Men den statistiske usikkerhed for et parti med 32,5% af stemmerne, når tallet er udregnet med udgangspunkt i 765 respondenter, er 3,3%.

Jeg bruger ikke Voxmeter som eksempel fordi de har problemer. Tværtimod. Sammen med Megafon, der angiver andelen af respondeter, der er “i tvivl om partivalg eller ikke ønsker at stemme”, er de blandt de få institutter, hvor det er muligt at finde informationer som ovenstående i deres seneste meningsmålinger. Det er problematisk, at det er undtagelsen snarere end normen, at sådanne informationer formidles.

Kigger vi på meningsmålingerne fra Voxmeter og Megafon i 2020, kan vi se substantiel variation mellem institutterne i, hvor stor en andel af deres respondenter, der ikke angiver et partivalg.

Der kan være forskellige grunde til disse forskelle. For det første er det muligt, at Megafon gør mere for at presse et partivalg ud af deres respondenter (og eksempelvis gør mere for at respondenterne ikke kan vælge, at de vil stemme blankt). For det andet kan det skyldes metodiske forskelle i, hvordan respondenter udvælges og interviewes (via telefon eller over nettet). Det mest interessante er dog hvor begrænset variation der er hos Megafon, hvor andelen af respondenter uden et partivalg er noget nær konstant. Dette forekommer meget mystisk, da der også burde være usikkerhed omkring disse estimater. Variationen vi finder hos Voxmeter ser betydeligt bedre ud.

På baggrund af ovenstående kan vi se, at der vil være forskelle i, hvor stor den statistiske usikkerhed er for de forskellige partier, alt efter hvor stor en andel af respondenterne, der ikke har et partivalg. Jo større denne gruppe er, desto større en diskrepans vil der være mellem de rapporterede statistiske usikkerheder og den reelle statistiske usikkerhed for den rapporterede opbakning til et parti.

Dette minder mig om et indlæg jeg skrev i forbindelse med folketingsvalgkampen i 2015, hvor medierne rapporterede opbakningen til hhv. rød og blå blok, men brugte den maksimale usikkerhed for partierne til at sige noget om, hvorvidt der var forskel på rød og blå blok. Her kan man også sige, at dette vil være et større problem 1) jo tættere rød og blå blok er på 50% og 2) jo mindre det største parti i en måling er (når vi taler om den maksimale statistiske usikkerhed).

Heldigvis er det en norm, at medierne rapporterer noget så basalt som antallet af respondenter i en meningsmåling (i vores studie af folketingsvalg fra 2005 til 2011 fandt vi, at ~94% af meningsmålingsartiklerne formidlede denne information). Det er dog et problem, at det ikke er muligt at finde information om, hvor stor den reelle stikprøve i en meningsmåling er. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til Voxmeter og Megafon for at dele sådanne tal. Man kan kun håbe, at de andre analyseinstitutter med tiden vil begynde også at offentliggøre disse tal, hvis de vil have, at man skal tage deres målinger seriøst.

Hvor mange vil stemme på Veganerpartiet?

Forleden kunne medierne rapportere, at Veganerpartiet har fået underskrifter nok til at stille op til folketingsvalget. Denne nyhed blev slået stort op. Ekstra Bladet gik eksempelvis – som andre medier og vanen tro – direkte til breaking news:

Efterfølgende har det dog været begrænset, hvor meget vi har hørt til partiet. Ikke desto mindre er et af de oplagte spørgsmål, hvor stor opbakning Veganerpartiet vil have blandt vælgerne. Når et nyt parti melder sin ankomst på den politiske arena, vil de første meningsmålinger være afgørende for, om et parti kan få momentum eller ej i den videre dækning af partiet.

Der kom dog ingen meningsmåling(er) i kølvandet på, at Veganerpartiet havde fået underskrifter nok til at stille op. Dette skyldes at ingen analyseinstitutter havde Veganerpartiet som en svarmulighed i deres målinger, før Indenrigsministeriet offentliggjorde, at de er opstillingsberettigede. Dette giver god mening, men der er flere eksempler på, at analyseinstitutterne har været interesseret i nye partiers vælgeropbakning før Indenrigsministeriet har bekræftet, at partiet kan stille op.

Vi har nu fået ni meningsmålinger fra fem forskellige analyseinstitutter, der giver bud på, hvor stor opbakningen er til Veganerpartiet. De fleste meningsmålinger er fra Voxmeter, der som bekendt kommer med en ny meningsmåling hver uge i den politiske sæson.

De fleste analyseinstitutter (Voxmeter, Epinion, Gallup og Megafon) vurderer, at Veganerpartiet står til at få omkring 0,5% af stemmerne. YouGov er vanen tro vores outlier her, der giver partiet 1,5% af stemmerne og udelukker dermed ikke, at partiets reelle opbakning kan være omkring 2% (og dermed over spærregrænsen).

Kigger vi på min seneste prognose vil jeg estimere, at partiets opbakning er på omkring 0,5%. Dette er langt fra spærregrænsen og viser, at det vil blive noget af en kamp for Veganerpartiet, hvis de skal blive repræsenteret i Folketinget efter næste valg.

Der er især tre grunde til, at jeg tror, at det vil blive svært for Veganerpartiet at blive valgt ind ved næste folketingsvalg. Og ingen af dem er afgrænset til deres politik eller deres kandidater, selvom dette selvfølgelig også vil være afgørende før, om vælgerne vil stemme på partiet.

For det første er små partier på den yderste venstrefløj ikke en mangelvare. Foruden Veganerpartiet har vi blandt andet Alternativet, Lykkepartiet og Nye Grønne. Det er ganske enkelt svært at se, at Veganerpartiet vil kunne mobilisere 2% af stemmerne med så mange andre partier på venstrefløjen. Selv Alternativet ligger nu stabilt under spærregrænsen, så der er ikke mange stemmer at høste der, og vælgerne på venstrefløjen skal være bekymret for potentielt stemmespild ved op til flere partier ved næste valg.

For det andet ligger partiet lavere end hvad meningsmålingerne har vist ved andre nye partier, der er stillet op til valg i løbet af de senere år. Her kan vi kigge på Alternativet, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen, og Stram Kurs. Konkret ser vi her på hvad de første meningsmålinger viste for disse partier:

Som det kan ses var meningsmålingerne langt mere optimistiske, omend i mindre grad for Klaus Riskær Pedersen, der som bekendt heller ikke blev valgt ind ved valget i 2019. Overordnet var udgangspunktet i meningsmålingerne ganske enkelt bedre for de andre partier end tilfældet er for Veganerpartiet.

For det tredje er der lang tid til næste folketingsvalg. Den optimistiske læsning er, at det giver Veganerpartiet tid nok til at komme over de 2%, men min læsning er mere pessimistisk. Jeg udelukker selvfølgelig ikke, at partiet kan blive valgt ind ved næste valg, men hvis de ikke allerede kan præstere bedre i meningsmålingerne i en periode, hvor der trods alt har været fokus på, at de nu kan stille op, bliver det en hård proces at komme i nærheden af de 2%. De skal som minimum satse på at BT giver dem en platform (som de har gjort for partier på højrefløjen), hvor deres YouGov-målinger kan vise, at opbakningen til dem er stor. En indvending til mine overvejelser her er, at Nye Borgerlige stillede op lang tid før folketingsvalget, men dette er i min optik en anden situation. Nye Borgerlige var opstillingsberettiget i en periode, hvor den politiske dagsorden (e.g. flygtningekrise) gav dem bedre betingelser, hvorfor de kunne forblive relevante og aktuelle på den politiske scene. Dette ser jeg ikke som værende tilfældet for Veganerpartiet.

Der er vælgere, der vil stemme på Veganerpartiet, men de første meningsmålinger viser, at der er lang vej til de 2%.

Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #9

For omkring en måned siden kunne BT formidle, at Nye Borgerlige stod til en stor fremgang siden folketingsvalget i 2019. Her stod partiet i dækningen – ud af det blå – til mere end en fordobling af stemmerne i meningsmålingerne. Der var flere problemer med den pågældende artikel og meningsmåling, som jeg har beskrevet her.

Kort fortalt var problemet, at det eneste sted Nye Borgerlige ikke var i nærheden af en fordobling af deres stemmer, var i YouGovs meningsmålinger (hvis man vel at mærke tog deres meningsmålinger fra valgkampen i 2019 seriøst). Der var ligeledes intet nyt i, at BT ukritisk formidlede meningsmålingen uden så meget som ét lille forbehold.

Forleden var BT så på banen med endnu en historisk meningsmåling fra YouGov. Og der er igen tale om, at Nye Borgerlige står til en overordentlig fremgang. Denne meningsmåling blev også formidlet som en stor – ligefrem historisk – nyhed.

Ovenstående er taget fra BTs hjemmeside men historien var også slået stort op i den fysiske avis. Det eneste historiske ved denne meningsmåling er dog, at den udgør et nyt lavpunkt for, hvor dårligt meningsmålingerne kan formidles i de danske medier. Vi har at gøre med endnu et eksempel på, hvor farlig en symbiose YouGov og BT kan være. Meningsmålingen fra YouGov giver Nye Borgerlige 7,7 procent af stemmerne (nogle procentpoint mere end hvad YouGov gav partiet ved folketingsvalget – og mange procentpoint mere end de 2,4 procent, de stod til at få ved valget). Hvis vi – i tradition med BT og medierne generelt – ignorerer den statistiske usikkerhed, er Nye Borgerlige ifølge YouGov det tredjestørste parti i Folketinget.

Der er ikke meget nyt under solen her. Endnu en ekstrem meningsmåling, der i de forkerte hænder bliver skrevet op af et medie, der åbenlyst ikke bør formidle meningsmålinger. I tidligere tilfælde har der været et tvivlsspørgsmål om, hvorvidt BT og YouGov har været ubevidst eller bevidst misvisende i deres dækning af, hvor mange der vil stemme på Nye Borgerlige. I den pågældende artikel indrømmer de dog, i en note der kan udfoldes i artiklen, at “i det seneste kvalitetsvejede snit fra maj af flere analyseinstitutters vælgermålinger til 3,6 procent af stemmerne”. BT ved med andre ord godt, at der ikke er noget der tyder på, at opbakningen er så stor, som de forsøger at overbevise deres læsere om, at den er.

Jeg har allerede skrevet en del om problemet med YouGov og BT, men hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er implikationerne af dækningen. For det første stoppede BT ikke blot med deres artikel om meningsmålingen. De fulgte eksempelvis også op med denne artikel, hvor Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, udtaler, at det går partiet godt fordi hun siger tingene, som de er:

BT gør alt hvad de kan for at sælge meningsmålingen som en chok-måling, men – igen – det eneste chokerende er BTs manglende evne til at dække meningsmålingen sobert. På baggrund af BTs meningsmålingsartikler skrev jeg således en kommentar for Altinget, hvor jeg blandt andet skriver:

“De eneste gode nyheder for BT og YouGov er, at deres dækning kan ende med at blive en selvopfyldende profeti. Jo mere BT bidrager til et narrativ om, at Nye Borgerlige er blandt landets største partier, desto mere medvind vil partiet få, der vil appellere til flere vælgere.

Med andre ord: BT laver misvisende artikler om opbakningen til Nye Borgerlige, men de medvirker til, at opbakningen til Nye Borgerlige vil være større fremadrettet.

Forskningen viser således, at vælgere bruger meningsmålinger delt i deres sociale netværk til at danne sig indtryk om, hvor stor opbakningen er til politiske partier, med implikationer for, hvilke partier vælgerne vil stemme på. Dette f udgør et demokratisk problem, når BT og YouGov – ubevidst såvel som bevidst – bidrager til at give et misvisende billede af opbakningen til partierne.“

Der er flere videnskabelige studier, der dokumenterer en såkaldt bandwagon effekt, altså at partier der bliver fremstillet positivt i medierne, når de dækker meningsmålinger, vil få en øget opbakning (se denne artikel for en god introduktion). I forhold til meningsmålinger i sociale netværk havde jeg dette nye studie i tankerne, der belyser vigtigheden af sociale netværk for meningsmålingernes effekter.

Det er da heller ingen overraskelse, at Nye Borgerliges folketingsmedlemmer var ekstra glade for BTs dækning af partiet og delte den gode YouGov-meningsmåling på Facebook med nyheden om, at de står til at blive Folketingets tredjestørste parti:

Som det kan ses blev artiklen delt et stort antal gange blot gennem et par få politikere. Lars Tvede delte også meningsmålingen på Facebook med ordene: “Her står Nye Borgerlige til at blive det 3. største parti i Folketinget efter Socialdemokratiet og Venstre.” Dette viser at et basalt kendskab til statistik og usikkerhed ikke er en forudsætning for at kunne handle med aktier.

Der er selvfølgelig intet overraskende i, at Nye Borgerlige er glade for meningsmålinger, der giver dem en højere opbakning. Dansk Folkeparti er omvendt nok mindre glade for disse meningsmålinger, hvorfor de også har formidlet min kritik af BTs dækning. Der er intet i vejen med at politikerne deler de meningsmålinger, de er glade for, men BT er trods alt ikke et politisk parti, og det ville være at foretrække, at de kunne tage deres dækning af meningsmålingerne lidt mere seriøst.

YouGov svarede desuden på min kritik, der ligeledes kan læses hos Altinget. Jeg værdsætter at YouGov giver svar på tiltale, men der er intet konkret i deres svar, jeg ikke allerede i tidligere har beskæftiget mig med (jeg er desuden langt mindre skeptisk ift. YouGovs metode end andre kritikere). Kritikken er således mere interessant når man kigger på, hvad YouGov ikke forholder sig til: Hvad har ændret sig siden folketingsvalget, der gør, at vi nu skal tage YouGov seriøst? Dette savner jeg svar på.

Journalisten har også taget min kritik op, hvortil Michael Dyrby udtaler: “Jeg synes ikke, det er vanvittigt at skrive om den tendens, at Nye Borgerlige er stigende. Det har de andre institutter også set.” Det er korrekt. Andre analyseinstitutter finder også en øget opbakning til Nye Borgerlige, men YouGov giver dem en betydeligt højere opbakning. Og igen: Hvad har ændret sig siden folketingsvalget?

Hvor mange vil så stemme på Nye Borgerlige? Nedenstående meningsmålinger fra 2020 giver et bud på opbakningen til partiet:

Vi kan se tegn på, at opbakningen til Nye Borgerlige stiger. Voxmeter, der har vurderet partiet lavest i meningsmålingerne, og ramte ret præcist ved folketingsvalget i 2019, har dem nu på omkring fire procent. Jeg udelukker derfor ikke, at opbakningen til Nye Borgerlige er steget (og sågar kan stige yderligere), og når man ser på den dækning der har været af partiets vælgeropbakning, vil det ikke overraske mig, hvis meningsmålingerne – som jeg nævner i min kommentar i Altinget – kan ende med at blive en selvopfyldende profeti. I skrivende stund er mit bedste bud, at partiets opbakning ligger et sted mellem 4 og 5 procent.

Til slut er det også vigtigt at huske på, at jeg ikke blot er kritisk, når YouGov forsøger at estimere opbakningen til Nye Borgerlige. Den første problematiske meningsmåling, der forsøgte at sige noget fornuftigt om Nye Borgerlige, blev foretaget af Voxmeter tilbage i 2016, hvor medierne rapporterede, at Nye Borgerlige kunne få omkring 10 procent af stemmerne. Over de seneste år har det blot vist sig, at YouGov og BT igen og igen står som eksponent for en problematisk meningsmålingsjournalistik, hvorfor dette selvsagt får flere ord med på vejen.

Er Liberal Alliance gået tilbage på grund af Fremad?

På baggrund af et vægtet gennemsnit af meningsmålingerne rapporterer Altinget, at ”Liberal Alliance er faldet ned under spærregrænsen efter fremkomsten af partiet Fremad”. Der er tre basale problemer med denne påstand. Tre problemer indfanget i én sætning. Det må være en ny rekord.

For det første estimerer det vægtede snit, at Liberal Alliance ligger til 1,9 procent af stemmerne. Til trods for at den statistiske usikkerhed er mindre i vægtede snit (sammenlignet med enkeltmålinger), er vi ingenlunde nær et estimat med en usikkerhed, der ikke inkluderer spærregrænsen på 2 procent. Det vægtede snit tager eksempelvis ikke Megafon med i betragtning, og hvis den seneste måling herfra var med, ville partiet ligge på over 2 procent (og dagens Voxmeter estimerer Liberal Alliance til at ligge på 2,4 procent).

Det er således muligt, at partiet ligger over spærregrænsen, hvis man tager den statistiske usikkerhed i betragtning. Jeg kan i den forbindelse henvise Altinget til denne artikel hos Altinget.

For det andet er Liberal Alliance ikke faldet ned under spærregrænsen for nyligt. Partiet har ligget relativt stabilt omkring spærregrænsen siden valget uden tydelige indikationer på en udvikling. Nedenstående figur fra Politologi.dk viser faldet i opbakning efter valget, der ikke er en ny udvikling.

Figur 1: Opbakningen til Liberal Alliance

For det tredje er der intet der taler for, hvis Liberal Alliance ligger under spærregrænsen, at det er på grund af fremkomsten af partiet Fremad. Partiet Fremad er i meningsmålingerne, som i befolkningen som helhed, gået ubemærket hen. Voxmeter estimerer at supporten til Fremad blandt vælgerne ligger på omkring 0,1 procent. Derfor tyder intet på, at Fremad går fremad med direkte konsekvenser for opbakningen til Liberal Alliance.

Det er på den baggrund ikke muligt at konkludere, at ”Liberal Alliance er faldet ned under spærregrænsen efter fremkomsten af partiet Fremad”.

Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige?

I en ny meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau, står et parti med navn Nye Borgerlige til at få 10,8 procent af stemmerne. Nyheden har fundet vej til blandt andet Information, Børsen, Jyllands-Posten, BT og Berlingske.

Der er tale om en relativt normal meningsmåling. Lige godt 1000 respondenter (1065, for at være helt præcis) har svaret på en række politiske spørgsmål, men så går det også galt for Voxmeter. I en normal meningsmåling, hvor vi gerne vil finde ud af, hvor mange vælgere der stemmer på et parti, stiller vi spørgsmålet, hvilket parti respondenten ville stemme på, hvis der var valg i morgen (eller en afart af dette spørgsmål). Denne måde at spørge på garanterer blandt andet, at summen af opbakningen til de enkelte partier altid er lig 100 procent. Det er dog ikke hvad Voxmeter har gjort denne gang.

Voxmeter har eksempelvis ikke blot stillet ét spørgsmål. Der er stillet flere spørgsmål, der bidrager til at give de 10,8 procent. Det første spørgsmål respondenterne blev sat til at besvare, var: “Hvis det bliver muligt ved næste valg, vil du overveje at stemme på et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti?”. Med dette spørgsmål vil Voxmeter få respondenten til at basere sine overvejelser og valg på udlændingepolitik, og dermed ikke eksempelvis velfærd, miljø, vækst og hvad der ellers spiller en rolle i vælgernes overvejelser.

Det andet spørgsmål, som de 10,8 procent stammer fra, er ikke et klassisk partivalgsspørgsmål, men spørgsmålet: “Partiet Nye Borgerlige forsøger at blive opstillingsberettiget til næste valg. Partiet vil føre en stram udlændingepolitik som Dansk Folkeparti og en borgerlig økonomisk politik som Liberal Alliance. Vil du stemme på partiet, hvis det stiller op?”. Når en respondent svarer ja til dette spørgsmål, er det på ingen måde det samme som, at respondenten ville vælge Nye Borgerlige som svar, hvis spørgsmålet gik på, hvilket parti respondenten ville stemme på, hvis der var valg i morgen. Som Peter Kurrild-Klitgaard beskriver det: “Men det er meget tænkeligt, at vælgerne i praksis vil agere anderledes, når de i andre målinger eller på selve valgdagen (hvis partiet overhovedet får samlet de fornødne underskrifter), konfronteres med det fulde sæt af alternativer–inklusive dem de plejer at stemme på.”

De to spørgsmål – og især deres rækkefølge og konstruktion – bidrager begge til, at respondenterne svarer på et spørgsmål, der på ingen måde kan sammenlignes med et spørgsmål, der skal give et retvisende estimat af, hvor stor vælgertilslutning partiet vil få. Alene det forhold, at disse resultater ikke formidles sammen med en traditionel meningsmåling viser, at nærværende måling ikke skal tages seriøst. Kigger man på den seneste Voxmeter-måling (fra 12. juni), siger 1 procent af vælgerne, at de vil stemme på et andet parti end dem der er repræsenteret i Folketinget (heraf vil 0,7 procent stemme på Kristendemokraterne).

Dermed er det ikke sagt, at Nye Borgerlige ikke har et potentiale, men der er ingen meningsmåling, ej heller Voxmeters, der giver partiet 10,8 procent. Det bygger på tvivlsomme spørgsmål og en række antagelser af yderst urealistisk karakter. Meningsmålingen er med andre ord ikke en meningsmåling, der lever op til de standarder, man normalt arbejder med, og det kan undre en, at Voxmeter kvalitetsstempler meningsmålinger som disse.

Så nej, ingen meningsmåling viser, at “hver tiende vil stemme på Nye Borgerlige”. Det er blot et par dubiøse analytikere, der får det til at se sådan ud, for at skabe en god historie.

Mistede Socialdemokraterne en fjerdedel af deres vælgere?

I slutningen af januar fik én bestemt meningsmåling opmærksomhed på alle sendeflader. Målingen viste, at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint. Mere specifikt fra 26,3 procent til 19,3 procent. Meningsmåling blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken.

Syv procentpoint er meget. Mere end en fjerdedel af, hvad Socialdemokraterne stod til at få tilbage i november hos Megafon. Nyheden om at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint fik af samme grund omtale hos blandt andre MetroXpress, Information, Ekstra Bladet, Berlingske, TV2 (igen), Fyens Stiftstidende, BT og sågar i udlandet. Hos Politiken valgte man at bruge anledningen til også at følge op med et par artikler omkring tallene bag vælgertabet og de sidste 20 års største vælgerskred.

Asger H. Nielsen, direktør for Megafon, udtalte til TV2, at han var 100% sikker på, at meningsmålingen var korrekt. De havde sågar lavet en såkaldt kontrolmåling, for at være sikker på, at målingen var valid. Med andre ord var selv Megafon overraskede over resultatet. Tallene fra målingen er som illustreret:

Det interessante ved målingen, og grunden til at journalister elsker målinger som den fra Megafon, er, at historierne står i kø for at blive fortalt. Politisk kommentator Søs Marie Serup får eksempelvis hele syv historier ud af målingen, herunder at “Dansk Folkeparti er Danmarks største parti. Succesen er ikke forbigående!”

Når der er så mange historier i én måling, altså så mange store forandringer, er der grund til at være ekstra skeptisk. Vi ved, at når én måling viser noget ekstremt, er sandsynligheden for, at det er korrekt, minimal. I forhold til den journalistiske dækning er det paradoksale, som jeg pointerede for nogle år siden i Berlingske, at de forkerte målinger netop er kendetegnet ved, at de får ekstra meget omtale.

Fredag, dagen efter Megafons måling var blevet præsenteret i 22 Nyhederne på TV 2, kom der en meningsmåling fra Greens for Børsen, der viste, at Socialdemokraterne ikke gik tilbage. Denne måling fik ikke lige så meget omtale som Megafons, men formåede dog heldigvis at blive dækket af blandt andre Jyllands-Posten, Information, Metroxpress og Berlingske.

Dette førte til nogen forvirring, og på den baggrund var jeg med i TV2 News fredag aften. Her havde jeg to pointer. For det første, at Megafons kontrolmåling ikke var nogen garanti for validiteten. Kontrolmålingen viste blot, at Megafon havde været i stand til at ramme det samme estimat to gange i træk, altså opbakningen til Socialdemokraterne, men ikke at man havde ramt bullseye. For det andet at man – som altid – bør være varsom med at tolke for meget ud af enkeltmålinger. Det er med andre ord vigtigt i situationer hvor én måling viser noget ekstremt, at være åben for det mulige scenarie, at kommende målinger ikke ville bekræfte de ekstreme tendenser, og i de fleste tilfælde decideret afkræfte dem.

Samme dag blev det meldt ud fra Megafon, at man var fagligt inkompetent, hvis man ikke kunne se forskellene på Greens og Megafons målinger. Mandag den 1. februar gav Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet fem grunde til, at man skulle tvivle på Megafons måling, og Megafons direktør, Asger H. Nielsen, gav fire grunde til at tro på Megafons måling.

Den ugentlige Voxmeter-måling, også fra om mandagen, viste, at der ikke var noget, der tydede på, at Socialdemokraterne gik tilbage. Voxmeter-målingen, der bliver foretaget for Ritzau, fik omtale hos BT, Fyens Stiftstidende og Politiken. Det interessante er, at til trods for at nogle medier dækkede både Greens og Voxmeters målinger, kom de ikke i nærheden af at få lige så meget omtale som Megafons måling, og slet ikke på print og i TV. Dette skyldes blandt andet, at det er nemmere at skrive opfølgende historier, der bygger på forandring. Det er nemmere at få en kommentar fra et utilfreds S-bagland, når Socialdemokraterne går tilbage, end det er at få en kommentar, når der ikke er sket noget som helst.

Megafon plejer at gennemføre en meningsmåling i slutningen af hver måned, men i februar, mere specifikt torsdag den 11. februar, kom der en ny måling, hvor Socialdemokraterne af uransaglige årsager går frem. Dette på trods af diskussioner omkring intern uro i partiet, blandt andet affødt af den ekstreme måling fra Megafon.

Siden da har vi set endnu en måling fra Megafon, der viser, at Socialdemokraterne ligger på omkring de 24 procent, som de har gjort i flere måneder. Det samme mønster, bare uden en ekstrem måling, finder man i hos de andre analyseinstitutter. I lørdags (den 5. marts) havde jeg derfor en analyse i Politiken, der inkluderede nedenstående figur:

I analysen, der ikke er online, skriver jeg således om de efterfølgende målinger og formidlingen af dem:

Når det gælder Megafon, er det især instituttets efterfølgende målinger, der er interessante. Her får Socialdemokraterne, af uransagelige årsager, et opsving i begge målinger. Det bedste gæt er, at det blot er en langsom tilbagevenden til den reelle opbakning, som partiet har, og som alle andre meningsmålinger viser.

Det triste er så, at landets journalister ikke har dedikeret lige så megen tid til at formidle lige netop disse aspekter. Der er med andre ord en klar asymmetri, der gør det svært at dræbe myter om store partivandringer. Når én meningsmåling viser noget ekstremt, får den masser af opmærksomhed, men når forudgående og efterfølgende meningsmålinger afkræfter den pågældende måling, er journalisterne med få undtagelser tavse.

Her står vi så: Det har ingen konsekvenser, når journalisterne går i selvsving i forbindelse med en ekstrem måling. Medierne, såvel som analyseinstitutterne, har endda klare incitamenter til at skabe så meget omtale som muligt, uafhængigt af, om en meningsmålingen så ellers er korrekt.

Megafon fik masser af omtale, og alle – med undtagelse af et par politologer, der går op i meningsmålinger – har glemt alt om målingen. Tilbage er der blot at vente på den næste ekstreme måling, der kan rydde sendefladen. Vi har set det før, vi har set det igen med Megafons måling, og vi kommer til at se det igen. Desværre.