Hvor lav er opbakningen til Venstre? #2

Der er sket meget i meningsmålingerne i løbet af de seneste par måneder. I januar viste min prognose, at Venstre stod til at få omkring 17 procent af stemmerne. Siden da har partiet mistet endnu flere vælgere i meningsmålingerne. I min seneste prognose står partiet til at få omkring 10 procent af stemmerne. Til sammenligning ligger de Konservative på omkring 15 procent.

Der har været især to store begivenheder i 2021 for Venstre. Den ene er relateret til Lars Løkke Rasmussens afgang, den anden Inger Støjbergs ditto. Mit bud er, at kun den ene af disse er relateret til Venstres opbakning i meningsmålingerne, selvom man selvfølgelig kan diskutere, om de to begivenheder er relateret til hinanden og om der er tale om kausale effekter.

I nedenstående figur viser jeg alle meningsmålinger fra 2020 og 2021, vi har haft i skrivende stund. Ligeledes har jeg fremhævet tre væsentlige begivenheder. Den første er corona-nedlukningen den 11. marts 2020. Den anden er Lars Løkke Rasmussens udmeldelse af Venstre den 1. januar 2021. Den tredje er Inger Støjbergs udmeldelse af Venstre den 4. februar 2021.

Vi ser flere interessante ting i figuren. For det første ser vi at opbakningen til Venstre løbende falder i løbet af 2020, men ikke fra én måling til den næste. Det er med andre ord et gradvist fald der er sket i løbet af 2020, hvor Socialdemokratiet konsoliderede deres magt og position, herunder også i meningsmålingerne.

For det andet ser vi et direkte og stort fald i meningsmålingerne efter Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud ved årsskiftet. Før dette lå Venstre på over 15% i langt de fleste meningsmålinger. Siden da har Venstre ligget på under 15% i samtlige meningsmålinger. Dette er en klar diskontinuitet i opbakningen til Venstre i meningsmålingerne.

For det tredje ser vi, at der ikke var et lignende fald i meningsmålingerne efter Inger Støjberg forlod Venstre. Meningsmåingerne giver med andre ord Venstre samme (lave) opbakning i meningsmålingerne før og efter hendes exit.

Formålet med dette indlæg er udelukkende at beskrive, hvordan Venstre har klaret sig, og dermed ikke hvordan partiet vil klare sig i de kommende målinger og måneder. Det vil tiden – og sandsynligvis et senere indlæg – belyse.

Fem ud af fem meningsmålingshistorier var forkerte

Den 22. oktober kunne TV 2 præsentere en ny Megafon-måling med rubrikken: ”Radikale Venstre er halveret siden valget – næsten dødt løb mellem blokkene”.

Meningsmålingen viste store forandringer i det politiske landskab og fik ikke overraskende meget opmærksomhed blandt politiske kommentatorer og andre plattenslagere. Søs Marie Serup kaldte det en vild måling med følgende beskrivelse: “Målingen pegede på en halvering af Det Radikale Venstre, et tilbageslag til Socialdemokratiet, at Nye Borgerlige var dobbelt så store som Dansk Folkeparti og et nærmest dødt løb mellem blokkene.” Henrik Qvortrup kaldte det ligeledes helt vildt.

Kristian Madsen fremhævede, at der er (mindst) fem historier i meningsmålingen: 1) en halvering af Radikale, 2) Nye Borgerlige er dobbelt så store som DF, 3) minus 6 procentpoint til Venstre, 4) Socialdemokratiet er solidt tilbage under 30 procent og 5) dødt løb mellem rød og blå blok.

Der er flere gode grunde til at være skeptisk over for disse fem historier. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at der er evidens for så meget som én af de historier, Kristian Madsen fremhæver. Husk på Twymans lov, der om noget gælder, når det handler om meningsmålinger: Jo mere interessant noget data er, desto større er sandsynligheden for, at der er tale om en fejl.

Megafon har en notorisk dårlig track record, når det kommer til ekstreme enkeltmålinger. I 2016 viste de, at Socialdemokratiet mistede halvdelen af deres vælgere (hvilket der ikke var belæg for i andre målinger – inklusiv deres efterfølgende målinger). Lignende ekstreme Megafon-historier har der været med de Konservative (i 2017), Dansk Folkeparti (i 2017), Socialdemokratiet (i 2018) og Radikale (i 2018). Derfor tillader jeg mig at være ekstra skeptisk hver gang, der er en ny vild Megafon-måling. Modsat de politiske kommentatorer, der har en lidt kortere hukommelse.

Jeg har derfor også ventet med at skrive dette indlæg, til vi havde endnu en Megafon-måling i hus, blot for at se, om der var tale om nogle historier, der kunne være korrekte. Kigger man på den seneste måling fra Megafon (eller alle meningsmålinger fra andre analyseinstitutter), er der dog intet der tyder på, at historierne holder vand. De Radikale er på magisk vis ikke længere halveret, Nye Borgerlige er ikke dobbelt så store som DF, Socialdemokratiet er på 30% og der er ikke længere dødt løb mellem rød og blå blok – eller som det beskrives i artiklen: “I oktober var blå og rød blok næsten lige, men med den seneste måling er vi stort set tilbage ved det vante billede for denne valgperiode.” Tilbage? Vi har aldrig været væk fra det vante billede.

Den eneste historie man med lidt god vilje kan sige ikke er direkte forkert, er historien om en tilbagegang på 6 procentpoint til Venstre. Men kigger man på de seneste Megafon-målinger har Venstre ikke rykket sig. Der er således tale om en tilbagegang siden valget i 2019, hvorfor der ikke er noget nyt ved den pågældende Megafon-måling. De vilde historier udebliver – og det er misvisende at sige, at der har været en stor ændring i målingerne, når det kommer til Venstres opbakning i løbet af de seneste måneder.

Jo vildere en meningsmåling er, desto mindre skal du stole på den. Og når én historie i en meningsmåling ikke holder, bør du også forvente, at andre vilde historier ikke holder. Én ulykke kommer sjældent alene.

Er Venstre gået frem efter EP-valget?

Venstre endte med at få flest stemmer ved Europa-Parlamentsvalget. Det var således blot et spørgsmål om tid, før vi ville se en meningsmåling, der skulle fortælle om implikationerne af dette for det kommende folketingsvalg.

Denne meningsmåling har vi nu fået hos TV 2, der bringer nyheden om en ‘stor fremgang til Venstre‘. Konkret kobles dette sammen med EP-valget: “Bedst er det gået for Venstre i den første Megafon-måling efter søndagens valg til Europa-Parlamentet, hvor partiet overraskende sikrede sig fire mandater og blev Danmarks største parti i parlamentet.”

Her er problemet med denne tolkning: Der er ingen evidens for, at Venstre er gået frem (eller tilbage) i meningsmålingerne siden EP-valget. Faktisk er der intet der tyder på, at Venstre har bevæget sig i løbet af valgkampen. Figur 1 viser opbakningen til Venstre i de seneste syv meningsmålinger fra Megafon, hvor den stiplede linje viser datoen for EP-valget (26. maj).

Figur 1: Opbakningen til Venstre hos Megafon

Der er ganske enkelt intet i Megafons meningsmålinger, der tyder på, at Venstre har fået flere eller færre stemmer, når man tager den statistiske usikkerhed i betragtning. Figur 2 viser alle meningsmålinger foretaget i dagene op til og efter EP-valget, hvor der ligeledes ikke er noget der tyder på, at Venstre er gået hverken frem eller tilbage.

Figur 2: Opbakningen til Venstre før og efter EP-valget, alle institutter

Med andre ord er det forkert at konkludere, at Venstre har oplevet en stor fremgang på grund af EP-valget. En lidt bedre – men stadig forkert – tolkning af selvsamme meningsmåling så man hos Politiken, der kunne berette om, at Venstre “går lidt frem”.

Der var dog blot tale om en redigeringsfejl, hvorfor dette heldigvis blev ændret, så det nu hedder: “I den første måling fra Megafon efter valget til EU-Parlamentet fører oppositionen fortsat”.

Det er selvfølgelig muligt, at Venstres opbakning vil stige i de kommende meningsmålinger, men der er intet der taler for, at EP-valget har flyttet stemmer fra de andre partier til Venstre.

Kan meningsmålingerne have påvirket Venstres valg i 2011?

Hos Politiken kan man læse, at hvis “Venstre havde haft bedre meningsmålinger op til valget [i 2011], så havde Venstre også klaret sig bedre på valgdagen”. Med dette menes der ikke blot, at hvis Venstre havde haft en opbakning på 40 procent i meningsmålingerne, ville de også ligge tættere på 40 procent på valgdagen, men derimod at meningsmålingerne i sig selv kunne have haft en effekt på den offentlige opinion. Det vil sige, at gode meningsmålinger kunne have fået flere til at stemme på Venstre og dermed føre til endnu bedre målinger.

Mere specifikt fremhæver artiklen i Politiken, at analyseinstitutterne gav Venstre færre stemmer i løbet af valgkampen, end de endte med at få ved selve valget i 2011. Logikken er, at dette kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. Der er dog mindst to grunde til, at jeg er skeptisk i forhold til, hvorvidt dette var tilfældet.

For det første er der ingen grund til at tro, at vælgerne fokuserer på den absolutte support til partierne, men, hvis overhovedet, fokuserer på forandringen i meningsmålingerne. Det vil sige at en stigning eller et fald i meningsmålingerne kan skabe en bandwagon effekt, hvor man forlader den synkende skude og hopper over på vinderholdet. Det er dog ikke dét, der argumenteres for, var tilfældet i 2011, men derimod at Venstre skiller sig “ud fra de andre partier ved gennem hele valgkampen at ligge meget lavere i meningsmålingerne end valgets endelige resultat”. Kigger man på opbakningen til Venstre i løbet af valgkampen 2011 finder man da også et meget stabilt mønster (med de velkendte tilfældige og systematiske skævheder fra måling til måling):

Jeg har svært ved at se forekomsten af betingelserne for, at meningsmålingerne kunne have resulteret i en bestemt type dækning af Venstres opbakning i meningsmålingerne, som så videre kunne have påvirket vælgerens partivalg.

For det andet er der ikke stærk evidens for, at meningsmålingerne har effekter på den offentlige opinion, selv når man fokuserer på den relative forandring (se eksempelvis her og her). Hvis meningsmålingsartiklerne i 2011 for Venstre viste, at de ikke flyttede sig i meningsmålingerne, vil det kontrafaktiske scenarie jf. det refererede studie hos Politiken, altså at de får flere stemmer, næppe generere nogen ændring i vælgeropbakningen til partiet. Var der derimod en meget stor fremgang i meningsmålingerne og det kontrafaktiske scenarie var en meget stor tilbagegang, kunne der måske være en forskel i opbakningen til partiet (jeg er ikke sikker på, hvordan man skal tolke en sådan kausal effekt). Dette synes dog ikke at være tilfældet eller aktuelt for Venstre i 2011.

I det store hele er jeg skeptisk i forhold til, hvor meget en artikel om opbakningen til et parti kan betyde for den videre opbakning til partiet. Dette af især fire grunde. For det første er effektstørrelserne i studiet af effekten af meningsmålingerne ikke store (og i forhold til de estimater, vi helt basalt er interesserede i, ikke-signifikante).

For det andet er der en høj grad af selvselektion. Dem der interesserer sig for politik vil være dem, der er mest tilbøjelige til at se en meningsmåling, og disse personer vil sandsynligvis være mindre påvirkelige end dem, der aldrig vil se en sådan artikel. Med andre ord er det dem der i forvejen har en stærk holdning til deres partivalg, som vil være mere nysgerrige efter at vide, hvordan det går med deres parti. Det er den samme logik der ligger til grund for, at jeg aldrig får nogen information om, hvordan det går OB i Superligaen.

For det tredje læser man ikke meningsmålingerne neutralt. Mange vælgere har stærke holdninger til partierne i forvejen som påvirker deres 1) tilbøjelighed til at læse bestemte typer af artikler og 2) måden hvorpå de læses og fortolkes. På samme måde som man ikke tager en valgtest eller ser en politisk debat uden forudindtagede holdninger til partierne, læser man ikke en meningsmåling uden et bestemt set af eksisterende holdninger til partierne. En meningsmåling vil derfor i mange tilfælde blot tiltrække mere opmærksomhed fra de personer, der i forvejen køber historien, der sælges. Socialdemokrater elsker meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne går frem og det samme for de andre partier og dets vælgere.

For det fjerde skal man være meget påpasselig med, som artiklen hos Politiken også er, at generalisere effekterne i ét studie til virkelighedens verden. Kort fortalt er den økologiske og eksterne validitet i de eksperimentelle studier meget lille. Der findes eksempelvis ikke lignende eksempler på en sådan artikelopbygning, som der anvendes i det citerede studie, i den virkelige verdens mediedækning. Ligeledes er der i en valgkamp et informationsoverload og en tidsdimension der gør, at én artikel næppe vil have nogen effekt dage efter, når krydset sættes. Og sidst men ikke mindst er der ofte ikke tale om nogen reel forandring i en meningsmåling, som i studiet, men blot insignifikante forskelle som varierer på tværs af målinger og institutter (jf. ovenstående figur), der resulterer i vidt forskellige artikler i løbet af en valgkamp med både fremgang og tilbagegang for de fleste partier.

Derfor tvivler jeg blandt andet på, at meningsmålingerne kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten i 2011.

Pinlige dage for den politiske dækning

Dagene i begyndelsen af uge 23 i det herrens år 2014 må gå over i historiebøgerne som nogle af de mest pinagtige i dansk mediehistorie, især hvad angår formidlingen af en større politisk begivenhed. Vi taler om de dage i juni, hvor der har været en yderst intensiv mediedækning af Lars Løkke Rasmussen og historier om faldende opbakning i meningsmålingerne, Lars Løkkes afgang som formand, kandidater til formandsposten i Venstre, hvem Lars Løkke peger på som ny formand og så videre. Historierne om Lars Løkkes problemer har været der længe, men de tog til i styrke mandag.

Mandag begyndte i særdeleshed dårligt for Venstre, da en Megafon-måling i Politiken kunne rapportere, at Venstre ikke ville få statsministerposten, hvis der var folketingsvalg samme dag. Mette Østergaard, politisk kommentator hos Politiken (dem der gav os Peter Mogensen), mener, at målingen bør føre til, at Venstre-toppen overvejer en ny formand: ”Når vælgernes reaktion er så voldsom som det, vi ser nu, så må man også i Venstres top begynde at overveje, om man kun holder fast i Lars Løkke for hans egen skyld og ikke for partiets.”.

Ikke mange timer efter kunne en Epinion-måling hos DR fortælle, at der stadig var et flertal til blå blok. En artikel hos DR der desuden bør være pensum på diverse journalistuddannelser som et paradeeksempel på, hvordan man ikke skriver en artikel om en meningsmåling. De fleste danske medier skrev flittigt om begge meningsmålinger, selvfølgelig som altid uden at perspektivere dem eller på anden måde forholde sig systematisk til, hvordan partierne ville stå, hvis der var valg. På BT kunne man eksempelvis se følgende pinagtige dækning af meningsmålingerne:

Hvis man tror det var pinligt at følge mediedækningen mandag, var det dog kun fordi man endnu havde til gode at opleve den næstkommende hverdag. Her kom det tidligt på dagen ud, at Lars Løkke efter alt at dømme ikke ville klare sig dagen ud. Mette Østergaard skrev et indlæg klokken 9.33, hvori hun lufter muligheden for, at Lars Løkke trækker sig fra formandsposten i Venstre. Klokken 12.43 kunne Politiken så meddele, at Lars Løkke vil trække sig om aftenen. Kilden til historien er Mette Østergaard, der dagen forinden havde pointeret, at Venstres top må begynde at overveje om de ville holde fast i Lars Løkke. Allerede her spekulerer Mette Østergaard over, hvem der vil tage over, når Lars Løkke trækker sig: “Kristian Jensen er det oplagte bud som ny formand. Han er næstformand og dermed det formelle og naturlige bud på en ny formand, når den eksisterende formand træder tilbage.”

De andre medier fanger op på Mette Østergaards historie (se eksempelvis Berlingske og Ritzau). Ikke mange timer efter kan Mette Østergaard så fortælle historien om, at Søren Gade står klar til ”et spektakulært politisk comeback”. Forsiden på Politikens hjemmeside var klar i mælet:

Bemærk desuden, at det ikke var mulet at klikke på teksten i breaking news-banneret. De andre medier fulgte efter. Her Ekstra Bladets hjemmeside:

Her BTs hjemmeside:

Og her Jyllands-Postens hjemmeside:

Nu kunne man håbe for Mette Østergaards integritet og faglige stolthed, at Lars Løkke ville træde af tirsdag aften. Dette skulle dog ikke vise sig at være tilfældet. I stedet måtte Politiken diskret pakke den gule breaking news-søjle væk og – forhåbentligt modvilligt – rapportere at Lars Løkke måske fortsætter som formand:

Den seneste nyhed? Lars Løkke overlever. Dette påskud af journalistisk arbejde vi har været vidne til i går og i dag, tjener ingen – mindst af alt medierne selv, der lever af at levere korrekte informationer. Hvis der er én ting Lars Løkke med rette kan sige til de danske medier, i hvert fald for nu, er det: Rygterne om min død er stærkt overdrevne. For der var jo ikke på noget som helst tidspunkt tale om andet end rygter, som blev sat stort op på forsiden af de danske dagblades hjemmesider som faktuelle kendsgerninger.

Selv skrev jeg tirsdag aften: ”Én ting er sikkert: Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen træder af, gør en håndfuld politiske kommentatorer.”, hvilket af gode grunde blev kritiseret: ”Sikker? Troede ellers, at “politisk kommentator” var den eneste jobbeskrivelse, der tillod flere lig i lasten end “partiformand”.”. Vi ved alle godt, at det ikke får implikationer for de politiske kommentatorer.

Hvad er problemet? Problemet er, at der i morgen ikke er noget problem. I morgen taler de politiske kommentatorer videre om nye emner, eksempelvis om hvornår Lars Løkke træder af som formand. Politiske kommentatorer taler om i dag – ikke i går. Det er decideret sørgeligt, at en gruppe af mennesker der ”erfarer” så meget, er så dårlige til at gøre sig nogle erfaringer. Det er sørgeligt, at mennesker der gør alt hvad der står i deres magt for at øge presset på en politiker, udelukkende med henblik på at holde mediegryden i kog, ikke har noget videre ansvar. Der er jo nye emner der ganske ansvarsløst skal kommenteres.

Jeg bliver så træt af politiske kommentatorer. Jeg bliver så træt af, at de ikke stilles til ansvar for deres bombastiske udmeldinger, der kan være med til at påvirke den politiske virkelighed og dermed bidrage til, at deres analyser bliver selvopfyldende profetier. Nu har de politiske kommentatorer brugt hele dagen på at tale om en politiker der træder af, fordi han ikke kunne passe sit hverv som politiker tilfredsstillende. Måske burde en politisk kommentator eller to tage konsekvensen af åbenlyst manglende evner til at være politisk kommentator. Ingen nævnt, ingen glemt, men læs eventuelt dette indlæg igen.

Et eksempel på en dårlig infografik

Politiken skriver i dag om, at Venstre siden folketingsvalget i 2011 har skiftet holdning i flere politiske sager. I den forbindelse har de lavet en infografik, der skal gøre det overskueligt for læseren, i hvilke sager Venstre har skiftet holdning. Der er dog flere grunde til, at den pågældende grafik irriterer mig, og blot er et eksempel på noget, der ikke bør være grundlag for inspiration.

For det første er der ingen kompleksitet i informationen, der motiverer visualiseringen af samme. Intet tungt talmateriale og ingen forvirrende sammenhænge. Fordelen ved at fremstille noget grafisk er netop, at det kan gøre det nemmere for læseren at overskue information. Her modarbejder grafikken læsevenligheden og placerer teksten tilfældigt.

For det andet er det uklart, hvorfor der er så mange billeder af Lars Løkke Rasmussen. Flertallet af de eksempler journalisten fra Politiken har fundet, involverer – foruden selvfølgelig Lars Løkke – Kristian Pihl Lorentzen, Henrik Høegh, Jacob Jensen, Karen Ellemann og Jan E. Jørgensen. Hvis man absolut vil visualisere anekdotisk evidens, kunne man i det mindste gøre det med de personer eksemplerne involverer.

For det tredje bruges grafikken blot til at underbygge én pointe: At Venstre er på slingrekurs. Spejlvendte billeder af Lars Løkke og den zigzaggende blå linje ned gennem grafikken. Der kunne nemt inddrages andre elementer, der kunne formidle mere end den samme pointe. Dette er selvfølgelig resultatet af, at man ikke har nogen information at visualisere, men det bør jo ikke være en undskyldning for, at det man laver er dårlig formidling.

For det fjerde er der ingen systematik i fremstillingen af eksemplerne. Nuvel, det er en grafik der bygger på tilfældige eksempler (nogle mere søgte end andre), men man kunne i det mindste have præsenteret dem efter for eksempel hvornår holdningsskiftet havde fundet sted.

Det kan være forbundet med store vanskeligheder for journalister at formidle komplekse emner. Derfor er visualisering af information et fantastisk redskab i den journalistiske værktøjskasse. Visualiseringen af information fordrer dog at der er en mening med galskaben og at det reducerer kompleksitetsgraden for læseren. Dette er ikke tilfældet med denne ligegyldige grafik.

Hvad synes danskerne om den røde regering?

Det vrimler med meningsmålinger for tiden der på en eller anden måde skal vurdere noget den nye regering gør. Det lettere komiske aspekt er, at regeringen i bund og grund ikke har gjort noget endnu, andet end at tale om regeringsgrundlaget og udvalgt nogle ministre.

Derfor ser vi ret tynde meningsmålinger der handler om danskernes opfattelse af løftebrud, gætterier om hvordan det kommer til at gå og så videre. Alt sammen meningsmålinger der i bund og grund handler om ens opfattelse af den nye regering. Konklusionen er næppe noget der vil slå benene væk under dig, kære læser: Røde vælgere bakker i højere grad op om den røde regering end blå vælgere. Alligevel ser vi forsideartikel efter forsideartikel der bygger på det udgangspunkt.

Lad os tage et par eksempler, begge fra MetroXpress. I dagens udgave af MetroXpress finder man en artikel omhandlende, at danskerne er af den opfattelse, at den røde regering bliver »et dyrt bekendtskab«. For en problematisering af artiklens konklusion på baggrund af meningsmålingen, henviser jeg til dette indlæg. Det interessante i denne sammenhæng er, når man ser på hvordan ens opfattelse sandsynligvis er afhængig af ens politiske orientering.

Spørgsmålet der er blevet stillet er: »Forventer du, at S-R-SF-regeringens politik vil have negativ eller positiv indflydelse på din private økonomi de kommende år? «. Lad os se på hvordan danskernes forventning er fordelt – og blå og røde vælgere er specificeret ud fra farven i søjlen.

Det ses tydeligt, at specielt blå vælgere er mere negativt indstillede end røde vælgere. Det giver ingen reel mening at tale om danskerne som en gruppe, der har én opfattelse af den røde regering, hvorfor overskriften ”Danskere: Den røde regering bliver et dyrt bekendtskab” virker forfejlet. Artiklens konklusion hviler på, at røde vælgere i meget højere gad har en status quo-forventning, end blå vælgere. Skal man konkludere noget på baggrund af meningsmålingen er det, at blå vælgere er mere kritiske over for den røde regering end røde vælgere. Surprise, surprise!

Et andet eksempel er ligeledes fra MetroXpress og handler om danskernes opfattelse af løftebrud versus kompromiser. Her er 1.018 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 blevet stillet over for to udsagn: 1) ‘S-SF har måttet indgå kompromiser med Det Radikale Venstre i regeringsgrundlaget, og derfor er det naturligt, at de to partier ikke har fået alle deres løfter igennem.’ og 2) ‘S-SF har brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige’.

Personerne i meningsmålingen har så svaret på, hvilket udsagn de er mest enige i. For at visualisere min forholdsvist simple pointe, har jeg ved hvert parti taget differensen i procentpoint for de respektive partier, hvorved at vi kan have værdien fra -100 til +100. -100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 2 (at der er brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige), +100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 1 (det med kompromiser) og 0 angiver, at lige mange fra hvert parti er mest enige i de to udsagn. Lad os se hvad vi finder:

Igen, ikke den store overraskelse: De blå vælgere mener at de røde partier fremstår utroværdige, hvor de røde vælgere omvendt mener, at de røde partier har indgået kompromiser. S og SF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at der er tale om politiske kompromiser i regeringsgrundlaget. DF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at de to nævnte partier er utroværdige. Surprise, surprise.

Hvordan skal vi forholde os til disse tal? Meningsmålingerne taler mest af alt for, at vælgerne er loyale over for de partier, de har stemt på. Dette harmonerer fint med Rune Slothuus resultater omkring, at der kan være en partiafsendereffekt1. Dette vil sige, at det ikke handler om hvad partierne gør, men hvilke partier der gør det.

Er det et parti man har et tilhørsforhold til (som man for eksempel stemmer på), er man mere åben over for de udmeldinger det parti kommer med. Rune Slothuus lavede et eksperiment på baggrund af vækstpakken i efteråret 2009, hvor både Socialdemokraterne og Venstre gik ind for øgede offentlige investeringer. Her fandt han klare og konsistente effekter i forhold til partiafsenderen. Vælgernes holdning til vækstpakken var dermed tydeligt farvet af det parti der meldte noget ud omkring den – og så om man stemte på det pågældende parti eller ej.

Jeg vil argumentere for, at det er de samme effekter man finder i disse dages meningsmålinger. Der er ingen reelle politiske aspekter i meningsmålingerne, men blot noget der handler om ens opfattelse af partierne. Her er det ingen overraskelse at blå vælgere er mere skeptiske og kritiske over for en rød regering end røde vælgere. Det giver derfor ingen reel mening at tale om danskere som ét folk der har én bestemt holdning til den nye regering på et område (for eksempel om den røde regering bliver et dyrt bekendtskab).

Hvad synes danskerne så om den nye regering? De røde vælgere er positive. De blå vælgere negative. Ryd forsiden!

  1. Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360. []

10 andre punkter

I går publicerede jeg et indlæg hvor jeg kiggede nærmere på de politikpunkter, der var udsendt fra den konstellation af partier, der i dag har præsenteret et regeringsgrundlag. I går udsendte de rundt regnet 15 punkter, som den nye regering vil arbejde for at få gennemført. Overordnet konkluderede jeg, at Det Radikale Venstre blev den store vinder, SF taberen, og noget af Venstres politik ville blive gennemført.

Problemet med sådanne punkter er, at de – som jeg også pointerede – er strategisk udvalgt. For at komme med et andet eksempel på hvilke pointer man også kunne have fokuseret på, kan man kigge nærmere på 10 punkter Berlingske har valgt ud, hvor S og SF må skuffe deres vælgere.

På den baggrund kan man komme frem til følgende tabel over partiernes holdninger til de 10 udvalgte punkter:

Politikpunkt
1. Efterløn
 2. 12 minutter
mere
3. Dagpenge
4. Vækstpakke
5. Boligpakke
6. Millionærskat
7. Bankskat
8.-9. Folkeskole
10. Integration

Jeg er ikke helt sikker på specielt de Radikales holdning til et par af punkterne, men ikke desto mindre er konklusionen ganske klar: Man kan nemt finde områder hvor partierne i den nye regering ikke er enige, og omvendt områder hvor de er helt enige. Den nye regering vil selvfølgelig fokusere på sidstnævnte.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

Derfor skal Venstre tabe valget

Først publiceret på Podia.dk.

I 2001 holdte daværende oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen en grundlovstale hvori han kritiserede Socialdemokraterne og deres tilgang til statsapparatet. Overordnet lød kritikken på, at Socialdemokraterne havde siddet så længe på magten, at de betragtede regeringsapparatet som deres personlige ejendom.

En lignende kritik kunne Helle Thorning-Schmidt med rette bringe af Venstre. Om det samme er tilfældet ved Venstre nu som ved Socialdemokraterne for 10 år siden, vil jeg dog ikke forholde mig videre til i dette indlæg, men blot pointere, at det er sundt for demokratiet og statens institutioner, at magthaverne skiftes ud gennem demokratiske valg i ny og næ.

Derfor vil det – givet den minimale forskel der er på Venstre og Socialdemokraternes politik – ikke betyde det store for mig, hvis det er Socialdemokraterne der skal stå i spidsen for en ny regering efter valget. Omvendt ville jeg faktisk have det ret dårligt med, at Venstre gik hen og vandt valget. Hvorfor? Fordi de på ingen måde fortjener det.

Det er ikke alt dårligt det vi har set i det sidste årti. Der har været nogle tiltrængte reformer, men de stemmer ingenlunde overens med de krav man med rette kan stille til en regering, der har siddet ved magten i 10 år. Resultaterne er ganske enkelt udeblevet.

Senest har regeringen stået i spidsen for at få sat en ny rekord: Der er nu over 2.000.000 danskere på offentlig forsørgelse. Aldrig nogensinde har vi været vidne til, at så mange voksne danskere lever af midler fra det offentlige. Venstre har derfor grundlæggende fejlet, hvis det da har en ambition om at skabe et samfund hvor dem der kan, får muligheden for at skabe rammerne for deres eget liv uafhængigt af fællesskabets ansvarsløse pengepung. Konsekvensen er, at vi på sigt vil se, at flere borgere kommer til at leve en tilværelse som ansvarsfraskrivende velfærdsvoksne.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis bliver bedre med Socialdemokraterne i spidsen, men løsningen på landets økonomiske problemer er på ingen måde Venstre. Venstres økonomiske politik som noget der vil få dette velfærdsliderlige samfund ud af en international økonomisk krise, er en myte der hviler på et haltende budget og nogle antagelser om, at man ved at ændre lidt hist og her, nok skal klare den.

Venstre fortjener derfor ikke at genvinde magten ved valget d. 15. september. Ligeledes er det min opfattelse, at det vil være sundt for det borgerlige Danmark at komme i opposition. Der er brug for nytænkning og friske kræfter i kampen for et bedre samfund. Der er brug for at eksplicitere et borgerligt projekt med udgangspunkt i nogle grundlæggende, liberale værdier, der rækker længere end til en mærkesag med mantraet »Gæld eller velfærd«.

Det er næppe meget der vil ændre sig ved Venstres politik når de kommer i opposition efter valget. For det liberale projekt er det dog alt andet lige at foretrække, at Venstre (Danmarks liberale parti), ikke sidder på magten. Efter valget, når der ikke længere er en såkaldt borgerlig regering, får de liberale kræfter i dette land et bedre udgangspunkt for at problematisere, kritisere og diskutere det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt, end tilfældet har været de sidste ti år, hvor Danmarks liberale parti har været forvaltere af nævnte.

Rettigheder til ovenstående stribe tilfalder Cyanide and Happiness. Jeg har blot ændret teksten. En tak til min bror Andreas for at henlede min opmærksomhed til den konkrete stribe.