1. Indledning

Frihed og lighed kan være vidt abstrakte begreber, og ofte anses disse som yderpunkter i hver deres ende af et kontinuum, når det vedrører individers frihed til selv at vælge. Logikken bag er, at jo mere man gennem politisk virke arbejder aktivt for at skabe mere lighed, desto mere reducerer man den individuelle frihed . Denne logik kritiserer Steven Saxonberg (2009), og argumenterer for, at man ved at skabe lighed mellem kønnene, øger friheden til at vælge omfanget af barselsorlov og pasningsmulighederne.

Saxonberg redegør for både forældre og børns frihed, men sidstnævntes er, som han selv drøfter i artiklen, kompleks. Jeg vil derfor rette mit fokus på dette spørgsmål, og se på hvad der fremmer barnets frihed mest muligt. Dette vil jeg gøre ved at se på barnets påvirkning af og udvikling i systemer, som giver barnet de bedste mulighedsbetingelser for at blive udviklet gennem proksimale processer.

Besvarelsen har sit teoretiske udgangspunkt i forskellige velfærdsstatsregimer, og efter en introduktion af disse og en redegørelse for nævntes betydning for hhv. barsel og pasningsmuligheder, vil Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel blive introduceret. Modellen beskriver hvordan at en udviklingsperson (barnet) udvikler sig i forskellige systemer. Dette vil jeg bruge til at sammenligne de forskellige velfærdsstatstyper, og se på hvordan disse muliggør barnets udvikling i forskellige systemer.

Der vil blive konkluderet, at det er svært at tale om et barns frihed, men at den socialdemokratiske velfærdsmodel giver gode betingelser for udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og en god relation mellem disse i mesosystemer. Ligeledes skaber den socialdemokratiske velfærdsmodel mulighed for en harmoni mellem forskellige miljøer i eksosystemer.

2. Velfærdsregimer og betydningen for barselsorlov og pasning

En måde at kategorisere forskellige typer af velfærdsstater på, er ved at se på de kvalitative forskelle i relationerne mellem stat, marked og familie. Esping-Andersen sondrer mellem tre forskellige typer af velfærdsstatsregimer, hhv. den liberale, konservative og den socialdemokratiske (Esping-Andersen 1990: 26-29).

Den liberale velfærdsmodel bygger på liberale arbejdsnormer, og bestræber sig på at hjælpe de absolut fattigste (ibid.: 26). Den konservative model bygger derimod på at opretholde status quo og klasseforskelle, og konservative familieværdier med en hjemmegående husmor er derfor også dominerende, hvilket gør at ydelser som dagpleje og lignende tilbud er ringe (ibid.: 27). Den socialdemokratiske velfærdsmodel kaldes også den universelle model, da den for så vidt muligt stræber efter at alle er afhængige af velfærdsstaten og får fordele deraf (ibid.: 28).

Den socialdemokratiske model anses for at være fremtrædende hvad angår at skabe lige muligheder mellem kønnene (Gupta et al. 2008: 66). De lande der bygger på denne velfærdsmodel, anses for at have skabt balance mellem familie og arbejde hvad angår kvindelig arbejdskraft, fertilitet og børns udvikling (ibid.: 85). Den socialdemokratiske model øger desuden mulighederne for moderen og faderen for at kunne styre omfanget mellem i hvilken grad der skal fokuseres på karriere og tid brugt på barnet, grundet de muligheder denne velfærdsmodel skaber (Saxonberg 2009: 668).

Saxonberg (2009) argumenterer for, at de muligheder velfærdsstaten skaber for forældre gennem barselsorlov og pasningsmuligheder, øger valgmulighederne og derfor friheden for forældrene. Hvad angår pasningsmulighederne, skaber en nem og økonomisk overkommelig adgang til pasning af høj kvalitet en øget frihed til at vælge for forældrene (Saxonberg 2009: 675). I en liberal velfærdsstat er frihedsgraden derimod mindre, da pasningen er dyr, og denne derfor gør det sværere for forældrene selv at vælge hvor lang tid barslen skal forløbe sig over og hvornår man skal vende tilbage på arbejdsmarkedet (ibid.: 675). Den konservative model mindsker moderens frihed, ved i højere grad at være bundet til at blive hjemme og passe barnet, og ikke have den samme adgang til arbejdsmarkedet.

Den liberale velfærdsmodel har en ringe grad af betalt barselsorlov, hvilket gør, at kvinder kan føle sig nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (ibid.: 670). Omvendt giver den konservative velfærdsmodel valget for kvinder mellem at være familie-orienterede eller karriere-orienterede, da det ene valg mere eller mindre udelukker det andet (ibid.: 671). I den socialdemokratiske model har forældre ifølge Saxonberg mulighed for at frit at tilpasse barslen ens behov, alt efter hvad der er bedst (ibid.: 675).

3. Den økologiske udviklingsmodel

Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel er en udviklingspsykologisk model der kan bruges til at forklare hvordan at udviklingen i flere forskellige sfærer, systemer, skaber udgangspunktet for hvordan barnet (fokuspersonen) udvikler sig i en social og kulturel kontekst. Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle led, altså udviklingspersoner, er gensidigt afhængige af hinanden (Gulbrandsen 2006: 52).

Fokuspersonen, det individ vi analytisk tager udgangspunkt i, er en del af forskellige miljøer (systemer). Først og fremmest har vi mikrosystemet, hvor der primært er tale om proksimale processer (nærhedsprocesser), som er udviklingsprocessens største drivkraft (ibid.: 55).

Mikrosystemet fordrer dermed en direkte kontakt mellem folk, og er dermed et mønster af aktiviteter, sociale roller og mellemmenneskelige relationer (ibid.: 54). Det er også her at vi finder de nære udviklingsprocesser, som er af væsentlig betydning for barnets udvikling.

Det næste system er mesosystemet hvor vi ser på de relationer der er mellem miljøer som den udviklende person deltager aktivt i (ibid.: 58). Dette kan f.eks. være relationen mellem hjemmet og en dagsinstitution. Det er også dette system der er med til at gøre, at man ikke blot kan tale om primær og sekundær socialisering. En sådan distinktion er dog heller ikke meningsfuld (Dencik 2005: 21).

Det tredje system der er relevant, er eksosystemet. Eksosystemet består af de forbindelser der er mellem to eller flere miljøer, hvor at fokuspersonen ikke direkte deltager, men hvor processen indirekte påvirker denne (Gulbrandsen 2006: 59).

Det sidste overordnede system modellen opererer med er makrosystemet. Makrosystemet refererer til de overensstemmelser og forestillinger man finder i de andre systemer (ibid.: 62). Disse forestillinger er dog ofte naturaliserede, så det ofte ikke er nogen man reflekterer over (ibid.: 63). Dette kan være forestillingen om forældreroller og hvordan relationen bør være mellem miljøer, og hvilke udviklingspersoner og kompetencer der er ønsket i de forskellige processer. Sådanne kommer til udtryk i dagliglivets sociale forhandlinger i om mening, og vi kan derfor analysere enhver proces med hensyn til aspekter i makrosystemet.

4. Barselsorlov, børnepasning og frihed

Når vi ser på børnenes frihed, er det kompliceret. Spædbørn kan ikke ytre sig omkring hvad de gerne vil. Det anbefales derfor, at man bruger betegnelsen rettighed, altså at det er en ret for spædbarnet at være sammen med både sin far og mor, som ville være det valg barnet ville træffe (Saxonberg 2009: 672). Hvis vi ser på det i et Rational Choice perspektiv, kan vi sige at spædbarnets fortrukne præference som aktør, er det der vil give det største pay-off, som så i dette tilfælde, hvis der skal være tale om frihed, er at faderen også tager barsel.

Når vi skal se på barselsorloven og børnepasningsmulighederne, er disse afhængige af typen af velfærdsstatstype vi befinder os i. Velfærdsstatstypen, som er vores makroaspekt, kan analyseres helt ind i proksimale processer i relationen mellem udviklingspersoner.

I mikrosystemet er der i den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel god mulighed for, at forældrene kan være hjemme hos barnet i en tidsperiode der matcher deres behov. I den konservative velfærdsstatsmodel er det moderen der primært står for barnets udvikling, og det modtager derfor mindre påvirkning fra faderen. I den liberale model kan moderen være nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (Saxonberg 2009: 675). Dette gør, at udviklingen gennem proksimale processer fra både faderen og moderen kan blive begrænset. Det er dog for barnet (fokuspersonen) vigtigt, at det indgår i dyader med personer der forpligter sig til barnets velbefindende og udvikling (Gulbrandsen 2006: 55). I den socialdemokratiske model er barnet en del af proksimale udviklingsprocesser i to dyader (med begge forældre) i familien, hvor barnets sociale position er unik, og det i dets relationer ikke blot er et objekt for arbejde (Dencik 2005: 23).

Barnet er en del af flere mikrosystemer, og det er vigtigt at der centrale forbindelser mellem disse mikrosystemer, som udgør et mesosystem. Dette er specielt relevant i forhold til yngre børn, som er relevante i dette tilfælde, hvor at det f.eks. er meget normalt, at børn har deres forældre med i børnehave de første dage, for at skabe forbindelser mellem centrale mikrosystemer (Gulbrandsen 2006: 59). Det er derfor kun godt for barnet, hvis det indgår i flere sociale sammenhænge som kan forbindes med hinanden, og i den konservative velfærdsstat, kan man risikere, at barnet vil indgå i få mikrosystemer, hvor moderen er den primære gensidige udviklingsperson. Den socialdemokratiske velfærdsmodel giver dermed gode betingelser for barnets udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og ligeledes en god relation mellem disse i mesosystemer.

I eksosystemet kan det blive aktuelt, at den holdning der er på arbejdspladsen til at faderen går på barselsorlov, kan influere forældrenes syn på det ansvar der ligger til den tidlige forpligtelse til barnets velbefindende. Den socialdemokratiske velfærdsmodel skaber dermed en mulighed for harmoni mellem forskellige miljøer, ved at faderen også er hjemme. Det er dermed her, at tiltag rettet mod børn og familier spiller ind, da proksimale processer også skaber udviklingsmuligheder for faderen (Gulbrandsen 2006: 62). Her kan man derfor fremføre en marxistisk kritik af det liberale syn på frie valg, ved at faderen måske er i besiddelse af en slags falsk bevidsthed (Saxonberg 2009: 672).

Hvad angår makrosystemet, kan man f.eks. se på hvad der er kulturelt anerkendt. Det er f.eks. ikke en kulturel selvfølge i nogle velfærdsregimer, at fædre over for arbejdsgiver og kolleger ytrer ønske om reduceret arbejdstid grundet barsel (Gulbrandsen 2006: 63). Dette kan resultere i, at der f.eks. i konservative velfærdsstater, vil man helt nede i mikrosystemet kunne se en mangel på faderens tilstedeværelse i barselsperioden, der strider imod barnets ”frie valg”.

Overordnet må vi konkludere, at jf. den økologiske udviklingsmodel, er det den socialdemokratiske model der fremmer barnets ”frihed” bedst muligt, og derfor kan Saxonbergs argumentation underbygges af den økologiske udviklingsmodel.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse set på hvordan velfærdsregimer kan influere børns udvikling gennem proksimale processer på et mikroniveau. Dette har jeg gjort med udgangspunkt i Esping-Andersens sondring mellem forskellige typer af velfærdsstater, og Saxonbergs argumentation om hvordan de hver især fremmer eller hæmmer mulighederne. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i barnets frihed, og undersøgt med Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel, hvordan velfærdsstatsmodellen påvirker det enkelte barns udviklingsmiljøer.

Jeg kan konkludere, at den socialdemokratiske velfærdsmodel fremmer de bedste betingelser for udvikling gennem proksimale processer. Den socialdemokratiske velfærdsmodel er desuden god til at skabe en relation mellem forskellige mikrosystemer, hvilket er vigtigt for barnets udvikling. Makrosystemet kan dermed analyseres helt ned på hvordan det giver mulighed for at forældrene kan tage ansvar for barnets velbefindende.

6. Litteraturliste

Dencik, Lasse (2005). ”Børns tilegnelse af livskvalifikationer i den postmoderne tilværelse – om betydningen af børns dobbeltsocialisation i den moderne velfærdsstat”, i Mennesket i postmoderniseringen. Billesø & Baltzer: 16-33

Esping-Andersen, Gøsta (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford: Polity Press.

Gulbrandsen, Liv Mette (2006). ”Urie Bronfenbrenner: En økologisk utviklingsmodell”, i Oppvekst og psykologisk utvikling – Innføring i psykologiske perspektiver. Oslo: Universitetsforlaget: 50-71

Gupta, Datta et al. (2008). “The impact of Nordic countries’ family friendly policies on employment, wages, and children”, Rev Econ Household 6: 65-89.

Saxonberg, Steven (2009). ”Freedom of Choice through the Promotion of Gender Equality”, Social Policy and Administration 43(6): 666-679.