Blev vi oversvømmet med meningsmålinger i valgkampen? #2

I forlængelse af mit seneste indlæg om antallet af meningsmålinger i valgkampen, har jeg talt med Fagbladet Journalisten omkring kvaliteten af dækningen af meningsmålinger.

Jeg kommer blandt andet med følgende pointe omkring meningsmålinger: “Meningsmålinger er ikke i sig selv ubrugelige. De har et formål. Men der er en naturlig grænse for, hvor meget information man faktisk kan få ud af dem”.

Artiklen kan findes her.

Blev vi oversvømmet med meningsmålinger i valgkampen?

Lisbeth Knudsen kom før valget med følgende profeti: “Når valget udskrives, vil vi igen blive oversvømmet af meningsmålinger.”

Blev vi igen oversvømmet med meningsmålinger? Det er et svært spørgsmål at besvare. Dette da nogen helst ser et komplet fravær af meningsmålinger, hvorfor mere end nul meningsmålinger er for mange meningsmålinger.

Vi kan dog se nærmere på, hvor mange meningsmålinger vi fik under denne valgkamp og sammenligne dette med tidligere valgkampe. For fire år siden hjalp jeg Politiken med at kigge på antallet af meningsmålinger i en historisk kontekst, hvor det kunne ses, at vi har fået flere meningsmålinger over tid.

Derfor ville en simpel lineær ekstrapolation fortælle os, at vi skulle forvente et hav af meningsmålinger under denne valgkamp, hvis vi skulle toppe tidligere valgkampe – og blive oversvømmet med meningsmålinger.

Her kigger jeg på de tre seneste folketingsvalg, hvor jeg har fyldestgørende data: 2011, 2015 og 2019. I Figur 1 vises de dage, der dækker de respektive valgkampe i 2011, 2015 og 2019, samt antallet af meningsmålinger for hver dag.

Figur 1: Antallet af meningsmålinger i valgkampene

Figuren viser at vi i 2011 og 2015 havde dage i valgkampen med omkring 7-8 daglige meningsmålinger. Dette så vi ikke i 2019. Generelt var der langt flere målinger i 2011 og 2015 end i 2019. Der er derfor – relativt betragtet – ingen evidens for, at vi blev oversvømmet med meningsmålinger i 2019.

En del af forklaringen på dette kan være, at vi i 2019 havde en lang valgkamp. Det ville være voldsomt at have over fem daglige meningsmålinger i løbet af en måned. Dette kan dog ikke være den eneste forklaring, da flere medier meldte ud forud for valgkampen, at de ikke ville foretage mange meningsmålinger.

I 2011 så vi i løbet af valgkampen 114 meningsmålinger (5,7 meningsmålinger om dagen), i 2015 så vi 129 meningsmålinger (5,9 meningsmålinger om dagen) og i 2019 fik vi (relativt) beskedne 74 meningsmålinger (2,5 meningsmålinger om dagen).

Det var især YouGov og Voxmeter, der med tæt på daglige meningsmålinger, bidrog til størstedelen af de meningsmålinger, vi havde til rådighed i løbet af valgkampen. De andre analyseinstitutter foretog meningsmålinger få gange i løbet af valgkampen, der alt bidrager til et gennemsnit på 2,5 daglige meningsmålinger.

Det kan som sagt altid diskuteres, hvad der konstituerer mange og få meningsmålinger, men der er intet der taler for, at vi blev oversvømmet med meningsmålinger i denne valgkamp.

Hvad du skal vide om valgkampens meningsmålinger

Jeg har for Altinget besvaret en række spørgsmål om meningsmålinger. Der er tale om aspekter, der er gode at have styr på i forbindelse med valgkampen.

Spørgsmålene er blandt andet:

  • Hvad betyder det for meningsmålingerne, at der pludselig er tre helt nye partier med? (Nye Borgerlige, KRP og Stram Kurs)
  • Når et parti som Nye Borgerlige en dag får 0,9 procent og en anden dag får 6,3 procent – kan vi så bruge meningsmålinger?
  • Hvad er dine tre bedste råd til at navigere i de mange meningsmålinger?

Du kan finde alle spørgsmålene (og svarene) her.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Onsdag den 5. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Ved seneste valg så vi en valgkamp, der varede 22 dage.

Hvor lang bliver valgkampen denne gang? En uge længere end seneste valgkamp – og dette med afholdelsen af EP-valget midt i denne valgkamp. Med data fra Folketingets hjemmeside tilføjet dagens informationer, kan vi se, hvordan valgkampens længde placerer sig historisk.

I ovenstående figur ser vi, at vi skal et godt stykke tilbage i tid, før vi finder en mindst lige så lang valgkamp. Helt specifikt skal vi tilbage til 1974, hvor valgkampen varede 35 dage.

Det bliver én lang valgmåned.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Torsdag den 18. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Med lidt simpel hovedregning fortæller det os, at det giver 23 dages valgkamp. 23 dage med omfattende mediedækning, politikerdebatter og dugfriske meningsmålinger flere gange dagligt. Der er ingen regler omkring, hvor længe en valgkamp skal være, dog udelukkende nogle praktiske grunde til, at valget udskrives omkring tre uger før selve valgdagen.

For at se nærmere på, hvor lang valgkampen er i et historisk perspektiv, har jeg indsamlet information omkring tidligere valgkampes længde (fra 1957 og frem) fra Folketingets hjemmeside og tilføjet den kommende valgdag. Den kommende valgdag er markeret med blåt i nedenstående figur:

Sammenlignet med de seneste valgkampe får vi denne gang et par dages ekstra valgkamp (og, alt andet lige, nok et par debatter og mellem 5 til 10 meningsmålinger ekstra). Vi skal tilbage til valgkampen i 1994 for at finde en valgkamp med samme længde som ved folketingsvalget 2015. Kigger man på det storre billede kunne det dog være meget værre. Vi har således set eksempler på valgkampe der forløb over en hel måned.

Afslutningsvis er her lidt trivia om valgdagen fra Politiken: “Der er afholdt 69 folketingsvalg siden 1848. Dengang faldt valget torsdag torsdag 5. oktober. Siden er størstedelen af valgene afholdt på en tirsdag – 36 i alt. Men det er ikke et krav. Faktisk er alle ugedage undtagen søndag blevet brugt til at afholde valg. Der er en gang blevet afholdt valg en lørdag. Det var 26. februar 1853. Seneste valg, 15. september 2011, blev afholdt på en torsdag.”

Politiske bloggere og folketingsvalget 2011

I 2011 skal der være folketingsvalg. Der diskuteres i den forbindelse hvilken betydning at specielt sociale medier og politiske blogs kommer til at få. Jeg vil i dette indlæg primært forholde mig til sidstnævnte og give mit bud på, hvilken rolle at politiske blogs kommer til at spille i valgkampen. Dette vil ske ved at tage udgangspunkt i det indlæg jeg ovenover henviser til, ”2011/12 – de politiske bloggeres gennembrud” skrevet af Annegrethe Rasmussen.

Indlægget bærer de to årstal ’11 og ’12, da der i 2011 er folketingsvalg i Danmark og i 2012 præsidentvalg i USA. Der forsøges dermed anlagt et komparativt perspektiv, i bestræbelserne på at sammenligne nogle tendenser i de forskellige lande. Ved en sådan sammenligning er der to yderst relevante aspekter der skal tages højde for. For det første er der tale om et andet medielandskab i USA, der har en anden struktur end det danske. For det andet er der i Danmark, sammenlignet med USA, meget få kompetente politiske bloggere som folk overhovedet gider læse. Konsekvensen af dette er, at hvis de politiske bloggere får deres gennembrud ved folketingsvalget 2011, er der tale om et par enkelte politiske bloggere.

Fordi at der i en artikel i New York Times påstås, at bloggerne vil spille en større rolle ved det næste præsidentvalg i USA, vil jeg derfor være yderst påpasselig med at drage nogle paralleller til en dansk kontekst. Det overordnede spørgsmål der danner udgangspunktet for indlægget er da også: ”Bliver valgåret 2011 det år, hvor de politiske bloggere overhaler de traditionelle medier i betydning, når det gælder valgdækning?”.

Svaret på dette spørgsmål kan gøres simpelt: Nej. De politiske bloggere kommer ikke til at overhale de traditionelle medier i betydning når det gælder valgdækning. De politiske bloggere får en magt fordi at de traditionelle medier citerer dem. I det sekund at journalisterne ikke gider citere Jarl Cordua, har han næppe nogen magt. Styrkeforholdet er på plads. Og dette vil næppe ændre sig fordi at der udskrives valg. Får Jarl Cordua en god historie kan han sætte dagsordenen i medierne. Men næppe udenom de traditionelle medier.

Hvad angår de sociale medier, vil jeg nok gå så vidt som til at sige, at de ikke kommer til at spille nogen rolle overhovedet. Det er nok også oftest folk der har specialiseret sig i sociale medier, der tror på, at facebook og twitter kommer til at påvirke valget. Twitter kan skabe en revolution i Egypten, men ikke ændre udfaldet ved et folketingsvalg. Det er da heller ikke uden grund, at partiernes pressefolk ikke prioriterer de sociale medier ret højt.

2011 bliver ikke de politiske blogs gennembrudsår.

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.

Hvilken rolle spiller internettet under valgkampe?

Det hænder at vi i Danmark skal til stemmeurnerne. Valgkampe associerer jeg normalt med valgplakater, politikere på gågaden, intensiveret politisk dækning i medierne etc. Hvad der i de senere år er kommet fokus på er, at valgkampene ikke blot foregår ude i den virkelige verden men også på internettet. Hvor meget har internettet så at skulle have sagt i en valgkamp?

Personligt er jeg af den opfattelse, at det er marginaler der kan flyttes på nettet under den korte periode som valgkampene forløber sig over i Danmark. Her tror jeg på, at det handler om at frame de politiske emner der passer en bedst i medierne. En ny rapport viser dog, at internettet har en effekt i valgkampe, og rent faktisk kan flytte stemmer. Undersøgelsen bygger på kommunalvalget 2009, hvor at flere tusinde kandidater har besvaret en e-survey.

I rapporten distanceres der mellem hhv. traditionelle (gadearrangementer, læserbreve, valgplakater etc.) og elektroniske (blog, facebook, nyhedsbreve, sms, twitter etc.) redskaber. Der er en sammenhæng mellem brugen af redskaber i den forstand, at jo flere traditionelle redskaber der bruges, desto flere elektroniske redskaber bruges der også. Det der overordnet set irriterer mig er hele ideen om, at man tager elektroniske redskaber og prøver at gøre dem til noget der bruges i valgkampen i en bestemt periode.

Jeg køber gerne argumentet om, at elektroniske redskaber har en effekt, men hvorfor skulle det være lige i valgkampen, at størstedelen af denne effekt kommer fra? Langt de fleste af de politikere der har en facebook-profil, har vel i de fleste tilfælde oprettet denne før en valgkamp, og slet ikke med nævnte i tankerne. Det kan og vil derfor være svært at klarlægge den effekt at en facebook-profil har, da den ikke kun er at finde i en valgkamp.

Man kan undersøge, som de gør i rapporten, hvor meget forklaringskraft at enkelte elektroniske redskaber har i forhold til ens succes i en valgkamp, men det ændrer ikke på, at når man taler om elektroniske redskaber og valgkampe generelt den dag i dag, forekommer det mig besynderligt, at man behandler valgkampen som noget autonomt. Nuvel, det er fornuftigt af metodiske grunde (og mange forskningsprojekter tager da også udgangspunkt i valgkampe), men virkeligheden er en anden, end dengang hvor at meningsmålinger var en sjældenhed og folk tog til vælgermøder i det lokale forsamlingshus.

Den virkelighed at politikere må forholde sig til i dag, er valgkamp 365 dage om året – 24/7. Også på internettet. Meningsmålinger er ingen sjældenhed længere, tværtimod. Efter et hvilket som helst politisk udspil skal der straks komme en meningsmåling, så man kan isolere effekten af det, og høre de ansvarlige og kommentatorer hvordan de tolker det. Partierne tænker derfor også evigt og konstant strategisk i forhold til næste valg, med alt fra fokusgrupper til spindoktorer. Når at Lene Espersen rejser på ferie til Mallorca og sidenhen undskylder, skal der derfor også straks foretages en meningsmåling, så vi kan se, hvad vælgerkorpset synes om dette (og hvad sker der for idealismen i dansk politik, når at folk straffer partiet for sådan noget?).

I denne virkelighed spiller internettet en stor rolle – ikke kun i valgkampen. Som rapporten også kommer ind på, har de elektroniske redskaber den fordel, at de ikke kræver store kampagnebudgetter. Politikere kan på nettet derfor mindske transaktionsomkostningerne og levere budskabet direkte ud til potentielle vælgere udenom (kritiske) kanaler. Ikke kun i en valgkampsperiode men året rundt, og skabe en relation til den enkelte vælger.

Der er derfor mange fordele i, at de politiske partier tænker på de muligheder der er på internettet. Det er selvfølgelig også derfor tragisk at læse denne rapport, der viser, at partiernes hjemmesider i et meget ringe omfang besøges af danskerne.

Det er meget få der besøger partiernes hjemmesider, og ingen af de politiske partiers hjemmesider er i top1000 over de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Det undrer mig, at partierne ikke har fokuseret mere på søgemaskineoptimering (SEO) og større integration af social medier end tilfældet er. Valgkampen foregår 24/7 – også på internettet, og partierne kunne snildt arbejde mere aktivt på at få mere velbesøgte hjemmesider.

Vender vi tilbage til kommunalvalget i november, ser vi da også, at antallet af brugere på partiernes hjemmeside stiger i denne periode. Dette skyldes nok primært 1) øget interesse for partiernes politik blandt vælgerne og 2) partiernes øgede fokus på at komme ud med deres politik.

Partierne kan ikke ændre på, at vælgernes interesse stiger når valgkampen står på, men der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at partiernes arbejde i forhold til generelt at have velbesøgte hjemmesider, er alt for mangelfuld. Når dette er sagt, er der selvfølgelig også et mønstereksempel på nogle der rent faktisk gør noget. Her er der tale om radikale.net, der rent faktisk formår at udnytte en del af de muligheder som at internettet giver. Jeg skal dog ikke kunne sige noget om, hvorvidt at førnævnte side, er optimeret ift. søgemaskiner og den generelle vælgerskare, eller om det er forbeholdt til en lille gruppe af politisk interesserede.

For at opsummere: Det er min opfattelse, at internettet er et godt og nyttigt redskab i forhold til kommunikation med vælgerne, men at behandle dette som noget der er mest relevant under valgkampe, virker som gammeldags vanetænkning. Internettet er derimod med til at sikre muligheden for kontinuerlig kontakt med vælgeren, noget som de politiske partier burde prioritere bare lidt højere.