valg – Erik Gahner Larsen

Hvordan vil danskerne stemme til Europa-Parlamentsvalget? #2

Forleden kom der en rapport fra Europa-Parlamentet, foretaget af Kantar Public, der gav bud på, hvordan partierne ville klare sig ved det kommende Europa-Parlamentsvalg.

En af ulemperne ved denne rapport var, at den ikke byggede på meningsmålinger omkring Europa-Parlamentsvalget, men i Danmark i stedet målinger til Folketinget (noget jeg udtalte mig kritisk om her).

Heldigvis har vi nu meningsmålinger foretaget af analyseinstitutterne på samme tid til både Europa-Parlamentsvalget (EP) og folketingsvalget (FT). Derfor kan vi nu sætte tal på, hvor stort et problem, der var tale om for de forskellige partiers opbakning.

Hos DR kan man finde to meningsmålinger fra Epinion – både til EP-valget og FT-valget. Hos Jyllands-Posten kan man ligeledes finde en måling for både EP-valget og FT-valget (foretaget af Norstat).

Før vi sammenligner partiernes opbakning til FT-valget og EP-valget, er det dog vigtigt at huske på en af de afgørende kritikpunkter ved rapporten foretaget af Kantar Public, netop at nogle partier stiller op til FT-valget og ikke EP-valget (og vice versa).

Figur 1: Opbakningen til partierne i EP- og FT-valget, Epinion og Norstat

Figur 1 viser opbakningen i meningsmålingerne til partierne der stiller op ved begge valg. Meningsmålingerne fra Epinion og Norstat viser (heldigvis) sammenlignelige resultater. Vi kan se, ved alle valg, at Socialdemokraterne står til at blive størst, efterfulgt af Venstre og Dansk Folkeparti.

Kritikken jeg gav forleden kan koges ned til, at vi ikke blot kan bruge meningsmålinger ved FT-valget til at konkludere, hvordan EP-valget vil gå. Til trods for at nogle partier vil klare sig godt i begge valg, er der nævneværdige forskelle.

Mest nævneværdigt stiller Folkebevægelsen mod EU udelukkende op til EP-valget, hvorfor vi vil se at målinger, der kun kigger på FT-valg, naturligvis vil undervurdere deres opbakning.

Figur 2 viser forskellen i partiernes opbakning mellem de to valg, hvor positive værdier indikerer større opbakning ved EP-valget, og negative værdier indikerer større opbakning ved FT-valget. Ingen forskel indikerer at et partis opbakning vil være den samme ved de to valg.

Figur 2: Forskel i opbakning mellem EP- og FT-valg.

Her ser vi, som nævnt ovenfor, at Folkebevægelsen mod EU klarer sig betydeligt bedre i EP-målingerne. Andet er logisk umuligt. Vi ser også at Enhedslisten klarer sig betydeligt bedre i FT-målinger, da flere af deres vælgere stemmer på Folkebevægelsen mod EU ved EP-valget.

Radikale Venstre, Venstre og SF klarer sig også bedre i EP-målingerne end FT-målingerne, hvor det modsatte gør sig gældende for Socialdemokraterne, Liberal Alliance og de Konservative, omend disse forskelle er marginale. Der er ikke helt enighed mellem Epinion og Norstat om, hvordan Dansk Folkeparti vil klare sig relativt mellem de to valg.

Ovenstående viser at vi, til trods for nogle ligheder mellem EP- og FT-målinger, ikke blindt skal betro os til FT-målinger og konkludere, hvordan EP-valget vil gå. Især ikke når det vedrører partier som Folkebevægelsen mod EU, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Hvordan vil danskerne stemme til Europa-Parlamentsvalget?

I en ny rapport fra Europa-Parlamentet foretaget af Kantar Public, gives der tal på, hvordan partierne vil klare sig ved det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Der er dog tale om en rapport, der har betydelige svagheder. Disse svagheder gør, at man bør være varsom med at tolke for meget ud af disse resultater. Dette udtaler jeg mig om i en artikel hos Mandag Morgens TjekDet. Artiklen kan læses her.

Kan meningsmålingerne have påvirket Venstres valg i 2011?

Hos Politiken kan man læse, at hvis “Venstre havde haft bedre meningsmålinger op til valget [i 2011], så havde Venstre også klaret sig bedre på valgdagen”. Med dette menes der ikke blot, at hvis Venstre havde haft en opbakning på 40 procent i meningsmålingerne, ville de også ligge tættere på 40 procent på valgdagen, men derimod at meningsmålingerne i sig selv kunne have haft en effekt på den offentlige opinion. Det vil sige, at gode meningsmålinger kunne have fået flere til at stemme på Venstre og dermed føre til endnu bedre målinger.

Mere specifikt fremhæver artiklen i Politiken, at analyseinstitutterne gav Venstre færre stemmer i løbet af valgkampen, end de endte med at få ved selve valget i 2011. Logikken er, at dette kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. Der er dog mindst to grunde til, at jeg er skeptisk i forhold til, hvorvidt dette var tilfældet.

For det første er der ingen grund til at tro, at vælgerne fokuserer på den absolutte support til partierne, men, hvis overhovedet, fokuserer på forandringen i meningsmålingerne. Det vil sige at en stigning eller et fald i meningsmålingerne kan skabe en bandwagon effekt, hvor man forlader den synkende skude og hopper over på vinderholdet. Det er dog ikke dét, der argumenteres for, var tilfældet i 2011, men derimod at Venstre skiller sig “ud fra de andre partier ved gennem hele valgkampen at ligge meget lavere i meningsmålingerne end valgets endelige resultat”. Kigger man på opbakningen til Venstre i løbet af valgkampen 2011 finder man da også et meget stabilt mønster (med de velkendte tilfældige og systematiske skævheder fra måling til måling):

Jeg har svært ved at se forekomsten af betingelserne for, at meningsmålingerne kunne have resulteret i en bestemt type dækning af Venstres opbakning i meningsmålingerne, som så videre kunne have påvirket vælgerens partivalg.

For det andet er der ikke stærk evidens for, at meningsmålingerne har effekter på den offentlige opinion, selv når man fokuserer på den relative forandring (se eksempelvis her og her). Hvis meningsmålingsartiklerne i 2011 for Venstre viste, at de ikke flyttede sig i meningsmålingerne, vil det kontrafaktiske scenarie jf. det refererede studie hos Politiken, altså at de får flere stemmer, næppe generere nogen ændring i vælgeropbakningen til partiet. Var der derimod en meget stor fremgang i meningsmålingerne og det kontrafaktiske scenarie var en meget stor tilbagegang, kunne der måske være en forskel i opbakningen til partiet (jeg er ikke sikker på, hvordan man skal tolke en sådan kausal effekt). Dette synes dog ikke at være tilfældet eller aktuelt for Venstre i 2011.

I det store hele er jeg skeptisk i forhold til, hvor meget en artikel om opbakningen til et parti kan betyde for den videre opbakning til partiet. Dette af især fire grunde. For det første er effektstørrelserne i studiet af effekten af meningsmålingerne ikke store (og i forhold til de estimater, vi helt basalt er interesserede i, ikke-signifikante).

For det andet er der en høj grad af selvselektion. Dem der interesserer sig for politik vil være dem, der er mest tilbøjelige til at se en meningsmåling, og disse personer vil sandsynligvis være mindre påvirkelige end dem, der aldrig vil se en sådan artikel. Med andre ord er det dem der i forvejen har en stærk holdning til deres partivalg, som vil være mere nysgerrige efter at vide, hvordan det går med deres parti. Det er den samme logik der ligger til grund for, at jeg aldrig får nogen information om, hvordan det går OB i Superligaen.

For det tredje læser man ikke meningsmålingerne neutralt. Mange vælgere har stærke holdninger til partierne i forvejen som påvirker deres 1) tilbøjelighed til at læse bestemte typer af artikler og 2) måden hvorpå de læses og fortolkes. På samme måde som man ikke tager en valgtest eller ser en politisk debat uden forudindtagede holdninger til partierne, læser man ikke en meningsmåling uden et bestemt set af eksisterende holdninger til partierne. En meningsmåling vil derfor i mange tilfælde blot tiltrække mere opmærksomhed fra de personer, der i forvejen køber historien, der sælges. Socialdemokrater elsker meningsmålinger, hvor Socialdemokraterne går frem og det samme for de andre partier og dets vælgere.

For det fjerde skal man være meget påpasselig med, som artiklen hos Politiken også er, at generalisere effekterne i ét studie til virkelighedens verden. Kort fortalt er den økologiske og eksterne validitet i de eksperimentelle studier meget lille. Der findes eksempelvis ikke lignende eksempler på en sådan artikelopbygning, som der anvendes i det citerede studie, i den virkelige verdens mediedækning. Ligeledes er der i en valgkamp et informationsoverload og en tidsdimension der gør, at én artikel næppe vil have nogen effekt dage efter, når krydset sættes. Og sidst men ikke mindst er der ofte ikke tale om nogen reel forandring i en meningsmåling, som i studiet, men blot insignifikante forskelle som varierer på tværs af målinger og institutter (jf. ovenstående figur), der resulterer i vidt forskellige artikler i løbet af en valgkamp med både fremgang og tilbagegang for de fleste partier.

Derfor tvivler jeg blandt andet på, at meningsmålingerne kan have kostet Lars Løkke Rasmussen statsministerposten i 2011.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Torsdag den 18. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Med lidt simpel hovedregning fortæller det os, at det giver 23 dages valgkamp. 23 dage med omfattende mediedækning, politikerdebatter og dugfriske meningsmålinger flere gange dagligt. Der er ingen regler omkring, hvor længe en valgkamp skal være, dog udelukkende nogle praktiske grunde til, at valget udskrives omkring tre uger før selve valgdagen.

For at se nærmere på, hvor lang valgkampen er i et historisk perspektiv, har jeg indsamlet information omkring tidligere valgkampes længde (fra 1957 og frem) fra Folketingets hjemmeside og tilføjet den kommende valgdag. Den kommende valgdag er markeret med blåt i nedenstående figur:

Sammenlignet med de seneste valgkampe får vi denne gang et par dages ekstra valgkamp (og, alt andet lige, nok et par debatter og mellem 5 til 10 meningsmålinger ekstra). Vi skal tilbage til valgkampen i 1994 for at finde en valgkamp med samme længde som ved folketingsvalget 2015. Kigger man på det storre billede kunne det dog være meget værre. Vi har således set eksempler på valgkampe der forløb over en hel måned.

Afslutningsvis er her lidt trivia om valgdagen fra Politiken: “Der er afholdt 69 folketingsvalg siden 1848. Dengang faldt valget torsdag torsdag 5. oktober. Siden er størstedelen af valgene afholdt på en tirsdag – 36 i alt. Men det er ikke et krav. Faktisk er alle ugedage undtagen søndag blevet brugt til at afholde valg. Der er en gang blevet afholdt valg en lørdag. Det var 26. februar 1853. Seneste valg, 15. september 2011, blev afholdt på en torsdag.”

Partierne på facebook: Hvis tilkendegivelser var stemmer

Hvor mange stemmer ville de enkelte partier få, hvis deres opbakning på facebook var stemmer? Det er spørgsmålet at dette indlæg vil fokusere på. Datagrundlaget stammer fra mit sidste indlæg om partierne på facebook, og den grundlæggende idé bag at undersøge dette stammer ligeledes stadig fra en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S.

I det sidste indlæg tog jeg udgangspunkt i tre forskellige typer af tilkendegivelser på facebook som indikatorer for en tilkendegivelse af opbakning til et politisk parti: 1) Partisider, 2) facebook spørgsmål og 3) partiledersider. Det enkelte partis andel af tilkendegivelser er angivet i nedenstående tabel. Tallene er angivet i procent, så de angiver den relative opbakning til partierne ved de forskellige tilkendegivelsesformer i forhold til de andre partiers ditto.

Parti	Partisider	Spørgsmål	Partileder	Meningsmåling
A: Socialdemokraterne	16,7%	25,2%	34,8%	28,4%
B: Det Radikale Venstre	8,1%	5,5%	4,6%	6,4%
C: Det Konservative Folkeparti	6,7%	6,0%	0,7%	6,3%
F: Socialistisk Folkeparti	20,4%	18,5%	29,6%	13,8%
O: Dansk Folkeparti	1,7%	10,0%	4,9%	13,7%
V: Venstre	10,9%	11,5%	17,8%	22,8%
I: Liberal Alliance	14,8%	10,8%	0,9%	4,3%
Ø: Enhedslisten	20,7%	12,6%	6,8%	3,6%
I alt	100%	100,1%	100,1%	99,3%

Tabel 1: Partiernes opbakning i meningsmålingerne og ved forskellige tilkendegivelsesformer.

Der er i tabellen ligeledes angivet hvor stor en andel af stemmerne partierne forventes at få jf. meningsmålingerne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er de eneste to partier der ved alle tilkendegivelsesformerne har større opbakning end i meningsmålingerne. Dansk Folkeparti og Venstre er de eneste to partier derved alle tilkendegivelsesformer har mindre opbakning end i meningsmålingerne.

Det første vi kan kigge på, er partisiderne. Her er de tre største partier socialistiske: Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne. Det største borgerlige parti er Liberal Alliance – efterfulgt af Venstre.

Figur 1: Partiernes opbakning på baggrund af partisider

Den største overraskelse i denne sammenhæng må uden tvivl være Enhedslistens store mængde af tilhængere. En potentiel forklaring kan være, at Enhedslisten har et højt aktivitetsniveau på facebook, hvilket alt andet lige øger incitamentet for politisk engagerede at »synes godt om« deres side – og ikke mindst at vedholde opbakningen. Ligeledes er der tale om et fløjparti, hvilket også kan være en forklarende faktor, ligesom tilfældet kan være ved Liberal Alliance. Den næststørste overraskelse er Dansk Folkeparti, der ikke engang ville nå over spærregrænsen. Forklaringen er her nok udelukkende, at partiet ikke driver en officiel side med opdateringer og lignende.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelserne gennem Facebook Spørgsmål, ser vi da også, at opbakningen til Dansk Folkeparti stiger til et meget mere realistisk niveau. Dette harmonerer også fint med, at denne tilkendegivelsesform nok er den, der ligger tættest op af hvad vi vil se i forhold til vælgerne som population – sammenlignet med de to andre tilkendegivelsesformer.

Figur 2: Partiernes opbakning på baggrund af Facebook Spørgsmål

Igen er det Enhedslisten og Liberal Alliance der relativt får en meget stor opbakning her. Et kvalificeret bud kan være, at folk der sympatiserer med disse partier, matcher gruppen af aktive internetbrugere bedre, der bruger tid på at besvare spørgsmål af denne type m.v.

Kigger vi nærmere på tilkendegivelser til partiledersiderne, finder vi den største opbakning til de socialistiske partier. Her får Socialistiske Folkeparti og Socialdemokraterne den største opbakning både i forhold til de andre tilkendegivelsesformer og de andre partier.

Figur 3: Partiernes opbakning på baggrund af partiledersider

Her er Anders Samuelsen og Lars Barfoed de helt store tabere. Dette kan være et resultat af mere fokus på de politiske aspekter, frem for et fokus på politikernes personlighed, som man kan finde i andre partier. Ligeledes skal man have for øje, at Lars Barfoed er den nyeste partileder. Lars Løkke Rasmussen opbakning er ganske tilfredsstillende hvis man tager højde for, at han for alvor først begyndte at etablere hjemmeside, facebook, YouTube, twitter m.v., da han blev statsminister.

Der har været meget snak om, at der er gået præsidentvalg i dansk politik. I den sammenhæng er det et væsentligt aspekt at fremhæve, at hvis dette var tilfældet, burde man se en meget stor opbakning til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, alt efter distributionen af vælgere på hhv. højre- og venstre fløj, og ligeledes en lav opbakning til de andre partiledere qua det store fokus på de to førnævnte. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Tværtimod ser vi f.eks. at Villy Søvndal har større opbakning end Lars Løkke Rasmussen.

Kigger vi mere overordnet på hvordan det samlede valgresultat ville falde ud, kan vi – til trods for at nogle taler om at blokpolitikken er fortid – kategorisere partierne i en hhv. rød og blå blok. Den røde blok består af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Den blå blok består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Figur 4: Forholdet mellem stemmer til rød og blå blok ved de forskellige tilkendegivelsesformer

Fælles for de tre tilkendegivelsesformer er, at den røde blok ville vinde stort. Ved de enkelte tilkendegivelsesformer er der dog faktorer der hver især ville kunne gøre, at de to blokke ville ligge tættere på hinanden, f.eks. hvis at Dansk Folkeparti havde en officiel partiside.

Den absolut største valgsejr til rød blok ser vi når det drejer sig om partiledersiderne. Her får rød blok sammenlagt over 75% af stemmerne. Ligeledes er partiledersiderne det eneste sted at Socialdemokraterne får større opbakning end i meningsmålingerne. En lidt kontroversiel tolkning af venstrefløjens store opbakning når det kommer til partiledere kan være, at man historisk set skal huske på, at kollektivistiske tankesæt har sat deres lid til en karismatisk leder med en stor opbakning ;-)

Som borgerlig vælger må konklusionen være, at man skal være glad for, at tilkendegivelserne på facebook ikke er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerskare.

Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

På Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

På JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.