Skaber sociale medier ekkokamre? #2

For over et år siden skrev jeg et indlæg om sociale medier og ekkokamre. Mit argument var og er, at der ikke er overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre, hvor borgerne udelukkende eksponeres for holdninger, der harmonerer med, hvad de allerede mener.

Der er selvfølgelig al mulig grund til at være kritisk i forhold til sociale medier. Der er dog intet der giver grundlag for dommedagsprofetier om, at sociale medier vil placere os alle i vores eget lille meningsbekræftende mikrokosmos, hvor ingen længere vil blive eksponeret for udfordrende synspunkter.

Siden jeg skrev indlægget, er der (heldigvis) kommet flere undersøgelser, der i overvejende grad afkræfter denne demokratiske dommedagsprofeti.

Hos Politiken kunne man således i september 2017 læse en artikel med titlen “Mytedræber: Facebook er ikke kun et ekkokammer“, der formidlede en undersøgelse fra IT-Universitetet. Undersøgelsen viste, at borgere møder holdninger, de er uenige i, mens de diskuterer nyheder eller politik på Facebook.

Undersøgelsen har sine begrænsninger, men det interessante er, at Vincent F. Hendricks, leder af et center med navnet Center for Information og Boblestudier (da et simpelt nysgerrigt prik kan punktere det Carlsbergfondet-finansierede vrøvl, der kommer ud derfra), stadig mener, at Facebook er med til at skabe ekkokamre. Som han siger: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat«.

Jeg har som altid stor sympati for det synspunkt, at man skal være på vagt i forhold til nye tendenser i samfundet og de potentielle negative effekter, de kan have på den demokratiske samtale (hvis den da overhovedet eksisterer eller nogensinde har eksisteret). Der er bare ingen evidens for, at vi er vidne til, at sociale medier er i fuld sving med at ødelægge den generelle debat. De undersøgelser, jeg har været i stand til at finde, taler om noget for det modsatte.

I en undersøgelse foretaget af Richard Fletcher og Rasmus Kleis Nielsen, finder de, at sociale medier ikke fører til, at folk kun bliver eksponeret for information, der harmonerer med deres verdensopfattelse. Tværtimod. Som Rasmus Kleis Nielsen udlagde studiet til Mandag Morgens TjekDet: “Folk, der bruger sociale medier, bliver eksponeret for signifikant flere forskellige nyhedskilder end dem, der ikke bruger sociale medier.”

Dette er ligeledes konklusionen i en gennemgang af litteraturen foretaget af Andrew Guess, Benjamin Lyons, Brendan Nyhan og Jason Reifler, der bærer titlen ‘Avoiding the Echo Chamber about Echo Chambers: Why selective exposure to like-minded political news is less prevalent than you think’. I rapporten, der ligeledes opsummeres her, konkluderes det: “the data frequently contradict or at least complicate the “echo chambers” narrative”. Der gennemgås flere interessante studier, der ikke alene taler for, hvorfor vi ikke udelukkende ser ekkokamre, men også belyser hvilke mekanismer, der kan forklare hvorfor.

Der er flere interessante nye studier, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Andrew Guess, en af forfatterne bag omtalte gennemgang af litteraturen, undersøger amerikanske borgeres nyhedsforbrug online og finder et betydeligt overlap i, hvilke medier borgere med forskellige politiske holdninger konsumerer. På den baggrund konkluderer han: “if online “echo chambers” exist, they are a reality for relatively few people who drive the traffic and priorities of the most partisan outlets.”

I et andet studie foretaget i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016, vises det, at dem der fik nyheder via Facebook ikke var mere tilbøjelige til at være i et ekkokammer, da de blev eksponeret for forskellige typer af nyheder, herunder også nyheder der udfordrede deres politiske overbevisninger.

Dette harmonerer med konklusionen i et nyt studie, der undersøger hvilke nyheder algoritmer anbefaler via Google News. Nærværende studie finder, at folk med forskellige politiske overbevisninger får ensarterede nyheder og dermed ikke blot nyheder, der stemmer overens med deres egne overbevisninger. Altså igen ikke meget evidens for idéen omkring ekkokamre.

Det kan dog tænkes, at dette blot er for moderat politisk interesserede, og jo mere politisk interesseret man er, desto mere vil man søge væk fra udfordrende synspunkter. Dette argument udfordres dog af dette studie, ‘The echo chamber is overstated: the moderating effect of political interest and diverse media’, der viser, at især politisk interesserede ikke ender op i ekkokamre.

Før vi går videre er det værd at minde os selv om citatet fra Vincent F. Hendricks: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat« (min fremhævning). Jeg vil mene at ovenstående taler for, at der ikke er overbevisende evidens for, at vi lever i ekkokamre. Hvad vi dog også kan udfordre er argumentet om, at ekkokamre – skulle de eksistere – er med til at polarisere den generelle debat. Der er sågar noget der tyder på, at det modsatte kan være tilfældet.

I et nyt studie, ‘Exposure to opposing views on social media can increase political polarization’, foretager en række forskere et felteksperiment på Twitter, hvor brugere af forskellig politisk overbevisning bliver eksponeret for indhold, der enten konvergerer med deres egen overbevisning eller udfordrer samme. Som altid er der aspekter, der kan diskuteres ved studiets metode og resultater, men noget tyder på, at polariseringen var størst hos de brugere, der blev eksponeret for synspunkter i konflikt med deres egne.

Vi ved ikke hvad fremtiden bringer og hvordan sociale medier vil påvirke den politiske debat på længere sigt. Det ville dog være at foretrække, skulle forskere have interesse i at udtale sig om sociale medier og ekkokamre, at de også bringer en flig af evidens med til bordet i stedet for udelukkende at betro sig til egne overbevisninger.

Som det ser ud nu, er der intet der taler for, at sociale medier er ved at placere os alle i ekkokamre.

Får størstedelen af amerikanerne deres nyheder fra Facebook og Twitter?

Politiken kunne her den anden dag berette, at størstedelen af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook og Twitter. Mere specifikt så rubrik og underrubrik i artiklen ud som følger:

Jeg læste artiklen og kunne se, at der ikke var tale om en repræsentativ undersøgelse, men kun en analyse af de amerikanere, der bruger sociale medier. Journalisten blev informeret herom og svarede tilbage, at: ”En rubrik kan aldrig være helt dækkende. Derfor har man underrubrik og artikel”. Da jeg senere læste artiklen igen, var underrubrikken ændret og så ud som følger:

Point til journalisten for at gøre underrubrikken mindre misvisende. Lad os kigge nærmere på, hvad der ellers skrives om den amerikanske undersøgelse: ”En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center viser, at hele 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier melder, at de får deres nyheder fra sociale medier. Og den andel er stigende. På to år er tallet steget med henholdsvis 11 og 16 procentpoint for Twitter og Facebook. Men hvad betyder det, at vi alle sammen mere eller mindre får kurateret vores verdensbillede via de sociale medier og dem vi følger – i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis hvor der sidder en journalistisk redaktion og prioriterer og vægter verdens nyheder for os?”

Undersøgelsen kan findes her. Efter at have kigget nærmere på undersøgelsen er der som minimum tre aspekter ved ovenstående, der er værd at kommentere på. For det første er det vigtigt at huske på, som antydet ovenfor, at 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier ikke er det samme som 63 procent af den amerikanske befolkning.

For det andet konkluderer artiklen, at brugere af sociale medier har valgt de traditionelle medier fra. Dette er der dog ikke belæg for, men blot at undersøgelsen finder, at “clear majorities of Twitter (63%) and Facebook users (63%) now say each platform serves as a source for news about events and issues outside the realm of friends and family”. Med andre ord: Det er ikke undersøgt, om de amerikanske brugere i mindre grad følger traditionelle medier. Tværtimod er der tal i rapporten der viser, at brugerne nok ikke valgte mere traditionelle medier fra til fordel for de sociale medier, eller som følgende tabel i rapporten viser (side 13):

Til tabellen skrives der: “Both Twitter and Facebook serve as important sources of news for some users, but only a small core consider them a top source of news”. Det er svært at finde en empirisk overensstemmelse med formidlingen af undersøgelsen i Politiken, når journalisten skriver, at brugere af de sociale medier har valgt disse medier “i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis”.

For det tredje er det forsimplet at tale om forholdet mellem traditionelle og sociale medier på en måde, hvor brugerne fravælger traditionelle medier til fordel for sociale medier. I langt de fleste tilfælde kan det tænkes, at det brugerne finder på facebook og twitter, er henvisninger til de traditionelle medier, og i mange tilfælde at det er ved at følge et traditionelt medie på et af de sociale medier. Eksempelvis har Politiken omkring 165 tusinde følgere på facebook, der synes godt om deres side.

Det stopper dog ikke her. Journalisten refererer til endnu en rapport, der viser, ”at 47 procent af danskerne finder deres nyheder via de sociale medier. Udviklingen går hurtigt, men danskerne er indtil videre mere trofaste overfor traditionelle nyhedsmedier end amerikanerne”. Omtalte undersøgelse er Reuters Digital News Report 2015, og kan findes her. Forskellen mellem denne undersøgelse og Pew Research Center er, at nærværende undersøgelse er repræsentativ for borgere i en lang række lande, der har adgang til internettet (herunder også USA). Som ved rapporten fra Pew Research Center er det dog heller ikke her muligt at konkludere, at brugere af sociale medier i højere grad vælger traditionelle medier fra.

Spørgsmålet som et repræsentativt udsnit af borgere i 12 lande er blevet spurgt, er: ”Which, if any, of the following have you used in the last week as a source of news? Please select all that apply.” Her har de adspurgte så – blandt andre muligheder – kunne vælge sociale medier. De 47 procent, som der refereres til i artiklen hos Politiken, er at finde på side 53 i rapporten (de røde søjler er tallene fra 2015, de blå fra 2014):

Det sjove ved denne figur er, at tallene fra USA også er at finde her, og de viser to ting: 1) ikke engang størstedelen af amerikanerne anvender de sociale medier som en kilde til nyheder og 2) flere danskere anvender sociale medier som en kilde til nyheder end amerikanere. Vi kan derfor konkludere, at ikke alene er rubrikken på artiklen hos Politiken lodret forkert, men der er intet belæg for, at danskerne er mere trofaste end amerikanerne.

Sociale medier betyder mere og mere i takt med at flere bruger dem, og de genererer trafik til de traditionelle mediers hjemmesider, og det er vigtigt at diskutere implikationerne for de traditionelle medier. Når man vælger at formidle og diskutere disse spørgsmål på baggrund af flere rapporter, er det dog vigtigt, at man har styr på, hvad rapporterne helt præcist kan fortælle os (og ikke fortælle os).

Top 10: Populære politikere på twitter

Hvilke danske politikere er de mest populære på twitter? Det spørgsmål vil jeg i dette indlæg besvare. Metoden er simpel: Vha. Twittertinget har jeg noteret hvor mange der følger de enkelte politikere og hvor mange tweets de hver især har skrevet. Risikoen ved fremgangsmåden er, at der er danske politikere jeg ikke har fået med.

Lad os først tage et kig på hvem der er de mest populære danske politikere på twitter, forstået som hvilke politikere der har flest followers:

  1. Lars Løkke Rasmussen (8.476)
  2. Margrethe Vestager (4.269)
  3. Ida Auken (2.742)
  4. Morten Østergaard (1.002)
  5. Kristian Jensen (900)
  6. Simon Emil Ammitzbøll (874)
  7. Jens Rohde (629)
  8. Yildiz Akdogan (502)
  9. Anne Marie Geisler Andersen (458)
  10. Michael Aastrup Jensen (449)

Oprindeligt skulle der være to andre med på listen: Anders Samuelsen og Villy Søvndal. Begge har kun skrevet ét tweet, hvorfor jeg ingen grund ser til, at placere dem på den pågældende liste. De er dog begge gode eksempler på, at man ikke nødvendigvis skal være aktiv på twitter, for at have mange followers.

Endnu et godt eksempel på dette er Lars Løkke Rasmussen. I forhold de andre politikere, har han flere followers, hvis man tager højde for hvor aktiv han er (og jeg er end ikke sikker på, at det er Lars Løkke selv, der opdaterer hans twitter-bruger).


Figur 1: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets

Langt størstedelen af de danske politikere har under 1000 followers, hvilket nok bare siger noget om, at twitter ikke er ret udbredt i Danmark. Ligeledes kan vi observere, at langt de fleste politikere har skrevet under 500 tweets.

Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre er – med sine i skrivende stund 1882 tweets (damn, nu 1883!) og 458 followers – et eksempel på, at mange tweets ikke giver tilsvarende mange følgere. Margrethe Vestager og Ida Auken er omvendt de to brugere der har formået at have et højt aktivitetsniveau og ligeledes få en stor andel followers målt i forhold til den gennemsnitlige politiker på twitter.

Det er muligt, at jeg i ovennævnte helt har set bort fra visse danske politikere, som har flere followers end de nævnte. Er du bekendt med danske politikere der har flere followers, og derfor hører til på listen, så skriv gerne en kommentar.

Partierne på twitter: Hvis followers var stemmer

Hvor mange procent af stemmerne ville de forskellige partier i Folketinget få, hvis det var antallet af followers på twitter, der var stemmer? Dette spørgsmål tog jeg op i et tidligere indlæg relateret til facebook og »Synes godt om«-tilkendegivelser, og nu er turen så kommet til twitter.

Først og fremmest skal det pointeres, at den samlede brugerskare på twitter på ingen måde er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerpopulation. Hensigten med dette indlæg er derfor snarere at vurdere partiernes andele af followers relativt i forhold til hinanden – og komme med et par overvejelser omkring, hvordan jeg synes, partierne bør bruge deres twitter-profil.

Vi kan dog starte med at sige, at Dansk Folkeparti ingen andele har af følgere, da de ganske enkelt ikke har en twitter-profil. Dette er et bevidst fravalg fra partiets side. I bund og grund er det nok et meget godt fravalg, og jeg ser ingen grund til at gå nærmere i dybden med dette parti i nærværende indlæg.

Der er et overordnet forhold der gør, at vi kan problematisere ideen om at tage udgangspunkt i followers når vi skal se på partiernes opbakning. Dette er, at nogle brugere ikke følger partierne på baggrund af en partipolitisk tilknytning eller support, men blot for at følge med i den politiske debat. Det samme kan man dog sige, om end nok i et mindre omfang, om partierne på facebook.

Desuden kan det diskuteres, om partiernes tilstedeværelse på twitter overhovedet har nogen betydning. For det første fordi det ikke er vanvittigt mange danskere der bruger twitter, og for det andet fordi, at twitter-brugerne har tilbøjelighed til at følge de respektive politikere frem for partiprofilerne. Væsentligt er det dog, at hvert parti selv referer til partiets twitter-profil på deres hjemmeside.

Parti Followers Relativ andel Following F/F ratio Tweets
A: Socialdemokraterne 260 6,0% 25 10,4 68
B: Det Radikale Venstre 1.424 32,9% 535 2,7 1.690
C: Det Konservative Folkeparti 286 6,6% 0 370
F: Socialistisk Folkeparti 868 20,0% 83 10,5 801
V: Venstre 358 8,3% 25 14,3 117
I: Liberal Alliance 598 13,8% 1.430 0,4 128
Ø: Enhedslisten 536 12,4% 16 33,5 374

Foruden at notere andelen af followers og den relative andel af followers i forhold til de andre partier, har jeg angivet hvor mange twitter-brugere de forskellige partier selv følger, en ratio der angiver hvor mange followers de har i forhold til hvor mange de følger, samt antallet af tweets de forskellige partier har skrevet.


Figur 1: Partiernes relative andele af followers

Der er to ting der umiddelbart falder i øjnene: 1) Det Radikale Venstre er det parti med langt flest followers (relativt set en tredjedel) og 2) Socialdemokraterne og Venstre har meget få followers, taget deres vælgermæssige opbakning i betragtning. Der er dog ikke den store overraskelse i at partierne overordnet har – med undtagelse af Liberal Alliance – flere followers end de selv følger.

Hvis taburetterne i Folketinget var fordelt efter antallet af followers, ville Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti kunne danne en flertalsregering. Endnu bedre kunne Det Radikale Venstre og Liberal Alliance danne en mindretalsregering med Det Konservative Folkeparti som støtteparti. Man begynder helt at dagdrømme ved tanken.

Hvad kan så forklare, at visse partier har flere følgere end andre? En teori kan være, at de mere ”moderne” partier der appellerer til den kreative klasse, får større opmærksomhed på et medie som twitter. Jeg vil dog påstå, at der intet ligger i vejen for, at et politisk parti kan få mange followers på twitter, hvis bare mediet tages seriøst, og der ligeledes smides ressourcer i det. Ressourcer forstået som tid og fordybelse.


Figur 2: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets

Ser man på hvor aktive partierne er med udgangspunkt i mængden af tweets, kan det tænkes, at jo mere aktive partierne er, desto flere følger dem. Det Radikale Venstre har 1.424 followers, men har tilgengæld næsten også skrevet lige så mange tweets, som alle de andre partier til sammen. De Radikale bruger bl.a. twtter-profilen til at indgå i dialog, retweete det de finder relevant og aktuelt og komme med politiske udmeldinger. Alt sammen noget der øger den politisk interesserede twitter-brugers incitament til at følge De Radikale på twitter.

Liberal Alliance ligger sammenlignet med de andre partier til at have flere followers end de andre partier i forhold til antallet af skrevne tweets. Her kan forklaringen være, at nogen af dem der følger Liberal Alliance er follow-backs, altså twitter-brugere der følger Liberal Alliance, fordi Liberal Alliance følger brugeren. Dette er selvfølgelig også en strategi at forfølge, men faren kan være, at dem der så følger LA, er oprigtigt ligeglade med, hvad de skriver.

Overordnet opererer vi dog i dette tilfælde kun med 7 twitter-profiler, hvorfor det kan være svært at sige noget systematisk omkring de forhold der betinger hvor mange der interesserer sig for de politiske partier på twitter. En idé kan være, at man ændrer sit fokus og kigger på de folketingspolitikere der har en twitter-profil.

For at opsummere kan vi sige, at der er stor variation på hvor mange der følger partierne på twitter. En variation der på ingen måde kan forklares med udgangspunkt i deres politiske opbakning i meningsmålingerne. Mit argument er, at de partier der klarer sig bedst på twitter, er dem der tager mediet og brugerne alvorligt, og ikke bruger det som platform til at udsende noget der ikke udstråler andet end regulær partipropaganda.