Erik Gahner Larsen

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #4

Hos TV 2 kan man læse, at en opsigtsvækkende meningsmåling fra Megafon antyder nye styrkeforhold i dansk politik. Konkret fremhæves det, at Socialdemokratiet og Venstre begge står til en mærkbar tilbagegang.

På baggrund af dækningen af Megafon-målingen hos TV 2 er det således nemt at tro, at den konkrete måling viser store forandringer. Dette er, som jeg vil vise i dette indlæg, slet ikke tilfældet. I artiklen står der først: “I en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, går regeringspartiet 2,7 procentpoint tilbage sammenlignet med forrige måling.” Dette tal stemmer ikke overens med, hvad de rapporterer i figuren, hvor det er klart, at det blot er 2,1 procentpoint.

Det er relevant at sammenligne den nye Megafon-måling (fra august) med den forrige måling fra Megafon (fra maj). Når vi sammenligner en meningsmåling med et valgresultat, har vi kun en statistisk usikkerhed for meningsmålingen, men ikke for valgresultatet. Når vi sammenligner en meningsmåling med en tidligere meningsmåling, er det vigtigt at tage den statistiske usikkerhed for begge i betragtning.

Vi kan beregne den statistiske usikkerhed for forskellen mellem to andele ved hjælp af følgende formel, der giver os standardfejlen for forskellen mellem opbakningen til et parti i to forskellige meningsmålinger:

$$ \sqrt{p_{a}\frac{(1-p_{a})}{n_{a}} + p_{b}\frac{(1-p_{b})}{n_{b}}} $$

Hvor $ p_{a} $ og $ n_{a} $ er henholdsvis opbakningen til et parti (evt. 0,3 hvis partiet står til 30% af stemmerne) og stikprøvestørrelsen, begge i meningsmåling $ a $, og $ p_{b} $ og $ n_{b} $ er henholdsvis opbakningen til et parti og stikprøvestørrelsen i meningsmåling $ b $.

Denne usikkerhed kan vi så bruge til at se, om der er forskelle mellem to andele. Konkret kan vi multiplicere standardfejlen med 1,96, der giver os et 95% konfidensinterval, når vi lægger det til og fra forskellen mellem $ p_{a} $ og $ p_{b} $. Hvis du hurtigt vil sammenligne tallene fra to målinger men ikke gider at lave disse beregninger selv, kan du altid bruge denne service.

I nedenstående figur ser vi nærmere på, hvor store forskelle der er i partiernes opbakning i de to Megafon-målinger. Er der tale om en opsigtsvækkende meningsmåling, der antyder nye styrkeforhold i dansk politik? Nej.

I figuren kan vi se, at Socialdemokratiet er det parti, der går mest tilbage, men det er også det største parti, hvorfor den statistiske usikkerhed er større. Det står dog klart, at der ikke er tale om de store forandringer. Bemærk også, at TV 2 skriver, at tilbagegangen særligt gavner SF og Enhedslisten, der “begge går nævneværdigt frem”. Jeg har ingen anelse om, hvad det vil sige, at partierne går nævneværdigt frem.

Hvad jeg finder nævneværdigt her er det modsatte. Siden den seneste Megafon-måling, der fandt sted før sommerferien, har intet parti rykket sig nævneværdigt i meningsmålingerne. Dette er i tråd med min pointe i de forrige indlæg omkring opbakningen til Socialdemokratiet i de seneste meningsmålinger. Dette bekræftes også, når vi ser på meningsmålingerne fra Epinion. Hvis vi sammenligner den seneste meningsmåling fra Epinion med deres meningsmåling fra før sommerferien, ser vi en forskel i Socialdemokratiets opbakning på 0,0%.

Mit gæt er, at hvis alle andre meningsmålinger havde vist akkurat det samme som Megafons seneste måling, ville der ikke have været en historie. Derfor nævnes Berlingskes vægtede snit da også et par gange i artiklen, hvor det fremhæves, at målingen står i kontrast med hvad Berlingske Barometer viser. Det er interessant at TV 2 flere gange refererer til Berlingske Barometer, da Megafon har gjort hvad de kunne for ikke at være inkluderet i dette vægtede gennemsnit. Megafon (eller TV 2 eller Politiken?) ønsker ikke at bidrage til, at vi har den bedst tilgængelige viden om, hvad målingerne viser (ved at være inkluderet i Berlingske Barometer), men de har det fint med, at de bruges til at opsummere andre målinger. Det er helt til grin.

Som med tidligere indlæg jeg har skrevet om Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, savner jeg at se flere meningsmålinger, der systematisk viser en tilbagegang på tværs af institutterne, før jeg vil konkludere, at partiet ligger tættere på 25% end 30% af stemmerne. Flere medier synes dog at have det fint med at konkludere på baggrund af enkeltmålinger.

Fem ud af fem meningsmålingshistorier var forkerte

Den 22. oktober kunne TV 2 præsentere en ny Megafon-måling med rubrikken: ”Radikale Venstre er halveret siden valget – næsten dødt løb mellem blokkene”.

Meningsmålingen viste store forandringer i det politiske landskab og fik ikke overraskende meget opmærksomhed blandt politiske kommentatorer og andre plattenslagere. Søs Marie Serup kaldte det en vild måling med følgende beskrivelse: “Målingen pegede på en halvering af Det Radikale Venstre, et tilbageslag til Socialdemokratiet, at Nye Borgerlige var dobbelt så store som Dansk Folkeparti og et nærmest dødt løb mellem blokkene.” Henrik Qvortrup kaldte det ligeledes helt vildt.

Kristian Madsen fremhævede, at der er (mindst) fem historier i meningsmålingen: 1) en halvering af Radikale, 2) Nye Borgerlige er dobbelt så store som DF, 3) minus 6 procentpoint til Venstre, 4) Socialdemokratiet er solidt tilbage under 30 procent og 5) dødt løb mellem rød og blå blok.

Der er flere gode grunde til at være skeptisk over for disse fem historier. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at der er evidens for så meget som én af de historier, Kristian Madsen fremhæver. Husk på Twymans lov, der om noget gælder, når det handler om meningsmålinger: Jo mere interessant noget data er, desto større er sandsynligheden for, at der er tale om en fejl.

Megafon har en notorisk dårlig track record, når det kommer til ekstreme enkeltmålinger. I 2016 viste de, at Socialdemokratiet mistede halvdelen af deres vælgere (hvilket der ikke var belæg for i andre målinger – inklusiv deres efterfølgende målinger). Lignende ekstreme Megafon-historier har der været med de Konservative (i 2017), Dansk Folkeparti (i 2017), Socialdemokratiet (i 2018) og Radikale (i 2018). Derfor tillader jeg mig at være ekstra skeptisk hver gang, der er en ny vild Megafon-måling. Modsat de politiske kommentatorer, der har en lidt kortere hukommelse.

Jeg har derfor også ventet med at skrive dette indlæg, til vi havde endnu en Megafon-måling i hus, blot for at se, om der var tale om nogle historier, der kunne være korrekte. Kigger man på den seneste måling fra Megafon (eller alle meningsmålinger fra andre analyseinstitutter), er der dog intet der tyder på, at historierne holder vand. De Radikale er på magisk vis ikke længere halveret, Nye Borgerlige er ikke dobbelt så store som DF, Socialdemokratiet er på 30% og der er ikke længere dødt løb mellem rød og blå blok – eller som det beskrives i artiklen: “I oktober var blå og rød blok næsten lige, men med den seneste måling er vi stort set tilbage ved det vante billede for denne valgperiode.” Tilbage? Vi har aldrig været væk fra det vante billede.

Den eneste historie man med lidt god vilje kan sige ikke er direkte forkert, er historien om en tilbagegang på 6 procentpoint til Venstre. Men kigger man på de seneste Megafon-målinger har Venstre ikke rykket sig. Der er således tale om en tilbagegang siden valget i 2019, hvorfor der ikke er noget nyt ved den pågældende Megafon-måling. De vilde historier udebliver – og det er misvisende at sige, at der har været en stor ændring i målingerne, når det kommer til Venstres opbakning i løbet af de seneste måneder.

Jo vildere en meningsmåling er, desto mindre skal du stole på den. Og når én historie i en meningsmåling ikke holder, bør du også forvente, at andre vilde historier ikke holder. Én ulykke kommer sjældent alene.

Mistede Socialdemokraterne en fjerdedel af deres vælgere?

I slutningen af januar fik én bestemt meningsmåling opmærksomhed på alle sendeflader. Målingen viste, at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint. Mere specifikt fra 26,3 procent til 19,3 procent. Meningsmåling blev foretaget af Megafon for TV2 og Politiken.

Syv procentpoint er meget. Mere end en fjerdedel af, hvad Socialdemokraterne stod til at få tilbage i november hos Megafon. Nyheden om at Socialdemokraterne gik tilbage med syv procentpoint fik af samme grund omtale hos blandt andre MetroXpress, Information, Ekstra Bladet, Berlingske, TV2 (igen), Fyens Stiftstidende, BT og sågar i udlandet. Hos Politiken valgte man at bruge anledningen til også at følge op med et par artikler omkring tallene bag vælgertabet og de sidste 20 års største vælgerskred.

Asger H. Nielsen, direktør for Megafon, udtalte til TV2, at han var 100% sikker på, at meningsmålingen var korrekt. De havde sågar lavet en såkaldt kontrolmåling, for at være sikker på, at målingen var valid. Med andre ord var selv Megafon overraskede over resultatet. Tallene fra målingen er som illustreret:

Det interessante ved målingen, og grunden til at journalister elsker målinger som den fra Megafon, er, at historierne står i kø for at blive fortalt. Politisk kommentator Søs Marie Serup får eksempelvis hele syv historier ud af målingen, herunder at “Dansk Folkeparti er Danmarks største parti. Succesen er ikke forbigående!”

Når der er så mange historier i én måling, altså så mange store forandringer, er der grund til at være ekstra skeptisk. Vi ved, at når én måling viser noget ekstremt, er sandsynligheden for, at det er korrekt, minimal. I forhold til den journalistiske dækning er det paradoksale, som jeg pointerede for nogle år siden i Berlingske, at de forkerte målinger netop er kendetegnet ved, at de får ekstra meget omtale.

Fredag, dagen efter Megafons måling var blevet præsenteret i 22 Nyhederne på TV 2, kom der en meningsmåling fra Greens for Børsen, der viste, at Socialdemokraterne ikke gik tilbage. Denne måling fik ikke lige så meget omtale som Megafons, men formåede dog heldigvis at blive dækket af blandt andre Jyllands-Posten, Information, Metroxpress og Berlingske.

Dette førte til nogen forvirring, og på den baggrund var jeg med i TV2 News fredag aften. Her havde jeg to pointer. For det første, at Megafons kontrolmåling ikke var nogen garanti for validiteten. Kontrolmålingen viste blot, at Megafon havde været i stand til at ramme det samme estimat to gange i træk, altså opbakningen til Socialdemokraterne, men ikke at man havde ramt bullseye. For det andet at man – som altid – bør være varsom med at tolke for meget ud af enkeltmålinger. Det er med andre ord vigtigt i situationer hvor én måling viser noget ekstremt, at være åben for det mulige scenarie, at kommende målinger ikke ville bekræfte de ekstreme tendenser, og i de fleste tilfælde decideret afkræfte dem.

Samme dag blev det meldt ud fra Megafon, at man var fagligt inkompetent, hvis man ikke kunne se forskellene på Greens og Megafons målinger. Mandag den 1. februar gav Martin Vinæs Larsen fra Københavns Universitet fem grunde til, at man skulle tvivle på Megafons måling, og Megafons direktør, Asger H. Nielsen, gav fire grunde til at tro på Megafons måling.

Den ugentlige Voxmeter-måling, også fra om mandagen, viste, at der ikke var noget, der tydede på, at Socialdemokraterne gik tilbage. Voxmeter-målingen, der bliver foretaget for Ritzau, fik omtale hos BT, Fyens Stiftstidende og Politiken. Det interessante er, at til trods for at nogle medier dækkede både Greens og Voxmeters målinger, kom de ikke i nærheden af at få lige så meget omtale som Megafons måling, og slet ikke på print og i TV. Dette skyldes blandt andet, at det er nemmere at skrive opfølgende historier, der bygger på forandring. Det er nemmere at få en kommentar fra et utilfreds S-bagland, når Socialdemokraterne går tilbage, end det er at få en kommentar, når der ikke er sket noget som helst.

Megafon plejer at gennemføre en meningsmåling i slutningen af hver måned, men i februar, mere specifikt torsdag den 11. februar, kom der en ny måling, hvor Socialdemokraterne af uransaglige årsager går frem. Dette på trods af diskussioner omkring intern uro i partiet, blandt andet affødt af den ekstreme måling fra Megafon.

Siden da har vi set endnu en måling fra Megafon, der viser, at Socialdemokraterne ligger på omkring de 24 procent, som de har gjort i flere måneder. Det samme mønster, bare uden en ekstrem måling, finder man i hos de andre analyseinstitutter. I lørdags (den 5. marts) havde jeg derfor en analyse i Politiken, der inkluderede nedenstående figur:

I analysen, der ikke er online, skriver jeg således om de efterfølgende målinger og formidlingen af dem:

Når det gælder Megafon, er det især instituttets efterfølgende målinger, der er interessante. Her får Socialdemokraterne, af uransagelige årsager, et opsving i begge målinger. Det bedste gæt er, at det blot er en langsom tilbagevenden til den reelle opbakning, som partiet har, og som alle andre meningsmålinger viser.

Det triste er så, at landets journalister ikke har dedikeret lige så megen tid til at formidle lige netop disse aspekter. Der er med andre ord en klar asymmetri, der gør det svært at dræbe myter om store partivandringer. Når én meningsmåling viser noget ekstremt, får den masser af opmærksomhed, men når forudgående og efterfølgende meningsmålinger afkræfter den pågældende måling, er journalisterne med få undtagelser tavse.

Her står vi så: Det har ingen konsekvenser, når journalisterne går i selvsving i forbindelse med en ekstrem måling. Medierne, såvel som analyseinstitutterne, har endda klare incitamenter til at skabe så meget omtale som muligt, uafhængigt af, om en meningsmålingen så ellers er korrekt.

Megafon fik masser af omtale, og alle – med undtagelse af et par politologer, der går op i meningsmålinger – har glemt alt om målingen. Tilbage er der blot at vente på den næste ekstreme måling, der kan rydde sendefladen. Vi har set det før, vi har set det igen med Megafons måling, og vi kommer til at se det igen. Desværre.

Får Carl Holst laveste karakter nogensinde?

Megafon har for Politiken og TV2 lavet en meningsmåling, der viser, at forsvarsminister Carl Holst ikke er blandt de mest populære ministre i disse dage. Hos Ekstra Bladet kan man således læse, at Carl Holst scorer ufattelige 0,0 pct. i en chokmåling. Dette er angiveligt den laveste karakter nogensinde.

Tallet overraskede mig, da popularitetsmålinger over politikere i almindelighed og ministre i særdeleshed normalt ikke skaber overskrifter med popularitetsmål omkring 0 procent. Ligeledes irriterede det mig, at man skrev ”nogensinde”, da jeg ved, at det er vanskeligt at sammenligne sådanne meningsmålinger over tid. Dette især på grund af spørgsmålsformuleringen, der ikke altid er den samme. YouGov stillede eksempelvis forrige år spørgsmålet ”Uanset dine poliske præferencer, hvad synes du så om følgende personer”, for at finde den mest og mindst populære minister, hvor Annette Vilhelmsen indtog sidstepladsen med 2,11 point. I en meningsmåling foretaget af Epinion for DR i 2013 var Lars Barfoed den mindst populære politiker med en PDI-score på -45 (positive vurderinger minus negative vurderinger).

Hvordan kan vi så vurdere Carl Holsts opbakning i forhold til andre målinger? Det kan vi ikke. Spørgsmålet der er stillet, er slet ikke stillet med henblik på at sige noget om, hvor dårligt ministrene har klaret sig, men udelukkende at finde ud af, hvilke ministre, der klarer sig bedst. Således lyder spørgsmålet ”Hvilke af regeringens ministre, mener du, klarer sig bedst?”, hvor hver respondent maksimalt måtte vælge tre ministre. 1125 respondenter afgav i alt 1838 svar.

Hvorfor er dette problematisk? Fordi de nul procent ikke er det samme som, at 0 procent af vælgerne bakker op om Carl Holst. Kigger man således på tallene, får Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen, Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Jørn Neergaard Larsen, Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt alle hver især mindre end fem procent (og de tre sidstnævnte får én procent). Det at ingen nævner de nævnte ministre som værende de mest populære, er ikke det samme som, at de er upopulære.

Ikke nok med, at meningsmålingen ikke er lavet til at undersøge om en minister er upopulær, var en af svarmulighederne ”Jeg mener ikke, at nogen af ministrene har klaret sig godt”. Med andre ord kan vi ikke sige ret meget om, hvor upopulære de enkelte ministre er med udgangspunkt i det pågældende spørgsmål. Dette er selvfølgelig blot endnu et eksempel på en misvisende meningsmåling. Normalt når Megafon plejer at stille dette spørgsmål med henblik på at finde ud af, hvilke ministre der er upopulære, spørger de eksplicit respondenterne om, hvilke ministre, der har klaret sig dårligst.

Det bliver dog værre endnu. Anders Langballe konkluderer på baggrund af målingen, at: ”Det er helt entydigt, at ingen peger på Carl Holst. Det viser hvor stort et problem han er for Venstre. Han er en klods om benet på regeringen.”. Det giver ingen mening. Betyder det også, at dem der kun nævnes én procent af gangene også er en klods om benet på regeringen? Spørgsmålet er retorisk.

Carl Holst er ikke en populær minister i disse dage, men det er ingen undskyldning for at journalister og politiske kommentatorer kan tage tal ud af en kontekst og misbruge dem efter forgodtbefindende.

Den gode, den onde og den grusomme: Mediernes formidling af statistisk usikkerhed i meningsmålingerne

Den kyndige læser af meningsmålinger ved efterhånden alt om den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne og ikke mindst vigtigheden af, at journalisterne formidler helt essentielle metodiske informationer. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de respektive danske medier gør det. I dette indlæg kigger jeg nærmere på, hvordan de danske medier formår at formidle et af de vigtigste aspekter af meningsmålingerne: den statistiske usikkerhed.

Der er især to forhold, der er vigtige i denne sammenhæng. For det første at undersøge, om medierne formår at formidle den statistiske usikkerhed. For det andet at undersøge, om de formidler den korrekte statistiske usikkerhed. I forhold til sidstnævnte er det vigtigt at huske på, at usikkerheden for partierne i den samme meningsmåling varierer, alt efter partiets størrelse. De fleste artikler omhandlende meningsmålinger rapporterer dog oftest kun én usikkerhed, mere specifikt for det estimat med den største usikkerhed (altså usikkerheden for det estimat, der kommer tættest på 50%).

Det relevante ved meningsmålingerne i denne valgkamp er, at de alle omhandler styrkeforholdet mellem rød og blå blok. Jeg har ikke været i stand til at finde så meget som én artikel, der ikke kommenterer på opbakningen til henholdsvis rød og blå blok. Dette gør især det andet forhold ved den statistiske usikkerhed interessant. Det er ikke tilstrækkeligt, at disse artikler kun formidler usikkerheden for partierne, da den største usikkerhed er tilknyttet de to blokke. Nedenstående figur illustrerer dette ved at vise hvordan usikkerheden med et 95% konfidensinterval ændres som en funktion af partiets/blokkens størrelse (ved en stikprøvestørrelse på 1000, se her for matematikken bag):

På figuren har jeg angivet et parti, der har 25% af stemmerne (det kunne i disse dage være Socialdemokraterne), samt en blok, der får 50% af stemmerne. Hvis en artikel kun formidler den statistiske usikkerhed for partiet, men er interesseret i opbakningen på blokniveau, vil den rapporterede statistiske usikkerhed være misvisende svarende til afstanden mellem de to stiplede linjer.

For at kigge nærmere på, om medierne tager højde for dette i dækningen, gennemgik jeg en del af de artikler, der er tilgængelige online. Jeg kiggede især på de meningsmålinger fra medierne, der har et bestemt analyseinstitut tilknyttet deres dækning (da de med sikkerhed får den statistiske usikkerhed fra institutterne). Da Voxmeter leverer meningsmålinger til Ritzau, fandt jeg et par tilfældige artikler herfra, der var formidlet i medierne.

I min læsning af hver artikel undersøgte jeg 1) om den maksimale statistiske usikkerhed blev rapporteret, 2) hvad den maksimale statistiske usikkerhed var (altså egen udregning) og 3) vurderede om de to usikkerheder var identiske. Til min store overraskelse var det desværre ikke alle artikler, der formåede at levere noget så basalt som den statistiske usikkerhed.

Overordnet er der tre typer af dækning af den statistiske usikkerhed: Den gode, den onde og den grusomme. Den gode dækning formår at rapportere den statistiske usikkerhed og dette på en sådan måde, at alle rapporterede estimater har en maksimal usikkerhed, der stemmer overens med den rapporterede. Den onde dækning formår også at rapportere den statistiske usikkerhed, men nævner eksempelvis, at det blot er den maksimale usikkerhed for partierne, hvorefter forskellene mellem blokkene rapporteres. Den grusomme dækning nævner ikke usikkerheden med ét ord.

Det gode eksempel først: DR og Epinion. Lige så elendige DR og Epinion var på valgdagen under kommunalvalget i 2013 med deres exit prognose, lige så dygtige er de i deres formidling af den statistiske usikkerhed under denne valgkamp. I samtlige artikler på DR.dk, hvor Epinions målinger formidles, rapporteres den maksimale statistiske usikkerhed på blokniveau. Og for at dette ikke skulle være nok, er der i de fleste tilfælde også en henvisning til rapporten fra Epinion, hvor man kan læse meget mere om meningsmålingen. Det er fantastisk god formidling. Epinion har desuden flere respondenter med end normalt, hvilket gør, at selvom usikkerheden formidles for blokkene, er den stadig lav i forhold til, hvad man normalt ser for partierne.

Det onde eksempel: Jyllands-Posten og Wilke. Jyllands-Posten formår at formidle den statistiske usikkerhed og er eksplicit omkring, at det er for de største partier, men tolker også på forskellene mellem blokkene – og angiver den statistiske usikkerhed for partierne i figurerne hvor de viser forskellene mellem blokkene. Der er dog et tilfælde hvor de rent faktisk formidler usikkerheden på blokniveau, så jeg tror på, at de har kompetente journalister ansat, der har styr på den slags. Et par lignende tilfælde finder vi hos Politiken, der dog også har gode eksempler.

Det grusomme eksempel: TV2 og Megafon. Her formidles ingenting. Læserne af meningsmålingerne hos TV2 har kun mulighed for at vide, hvor stor den statistiske usikkerhed er, hvis de selv finder lommeregneren frem. Til gengæld får man Anders Langballe på autoplay, der fortæller om, hvor spændende alle målingerne er. Mette Østergaard, der nu er hos TV2 News, er desuden uvidende om kvaliteten af dækningen på TV2s hjemmeside, når hun siger, at TV2 gør meget ud af at beskrive den statistiske usikkerhed “udførligt på vores hjemmeside”.

Nedenfor har jeg samlet min læsning af artiklerne i tabelform. Første kolonne angiver mediet, der har formidlet målingen, samt en henvisning til selve artiklen. Anden kolonne angiver analyseinstituttet samt datoen for hvornår dataindsamlingen stoppede. Tredje kolonne den statistiske usikkerhed som rapporteret (hvis den er rapporteret). Fjerde kolonne den statistiske usikkerhed som kalkuleret (hvis der var tilstrækkelige informationer i artiklen til at kalkulere den). Femte kolonne om der er tale om en god ( ), ond ( ) eller grusom ( ) formidling af usikkerheden.

Medie Institut (dato) Maks. usikkerhed: Nævnt Maks. usikkerhed: Kalkuleret Vurdering
TV2 Megafon (27.5) – 3,02
TV2 Megafon (30.5) – 3,10
TV2 Megafon (31.5) – 3,10
TV2 Megafon (1.6) – –
TV2 Megafon (2.6) – 3,05
TV2 Megafon (3.6) – 3,05
TV2 Voxmeter (29.5) 2,70 3,03
Politiken Megafon (29.5) 3,00 3,10
Politiken Megafon (30.5) 3,00 3,38
Politiken Megafon (1.6) 3,00 3,00
Politiken Megafon (2.6) 3,00 3,00
Politiko Gallup (27.5) – 2,72
Politiko Gallup (27.5) 3,00 2,23
DR Epinion (27.5) 2,60 2,59
DR Epinion (28.5) 2,30 2,28
DR Epinion (30.5) 1,90 1,87
DR Epinion (1.6) 2,40 2,39
DR Epinion (2.6) 2,30 2,31
DR Epinion (3.6) 2,20 2,22
JP Wilke (29.5) 2,63 3,02
JP Wilke (30.5) 3,09 3,09
JP Wilke (31.5) 2,65 3,09
JP Wilke (1.6) 2,68 3,09
MX Voxmeter (27.5) – –
JP Voxmeter (27.5) 2,70 3,03

Som det kan ses er der både gode og dårlige eksempler. DR klarer sig uden tvivl bedst. Jyllands-Posten klarer sig godt, med plads til forbedringer. TV2 har Anders Langballe. Der er indikationer på, at nogle medier har en praksis der fungerer på den måde, at man først udregner den statistiske usikkerhed for partierne, hvorefter man tolker på opbakningen til blokkene, hvor den statistiske usikkerhed er større end for partierne. Opfordringen til journalisterne er simpel: Husk at formidle den statistiske usikkerhed – og rapporter den statistiske usikkerhed for blokkene, hvis opbakningen til disse er af interesse.

Tre simple step til at gøre din kedelige meningsmåling unik

Hvad gør man som journalist når de fleste af de meningsmålinger der kommer ud med timers mellemrum i disse dage, ligner hinanden, men skal formidles og gerne blive set af så mange som muligt? Der er heldigvis flere ting man skal/kan gøre, for at få sin enkelte og kedelige meningsmåling til at se ud af mere, end den er. Her følger tre simple step.

1. Lev i en osteklokke
Det første og måske vigtigste step som journalist er selvfølgelig at undlade at formidle andre meningsmålinger, på samme måde som Coca Cola ikke reklamerer for Pepsi. I løbet af valgkampen er eksempelvis Epinion, der laver målinger for DR, kun nævnt én gang på TV2s politiske site. Megafon, der foretager målingerne for TV2, er ikke, jf. hvad jeg kan se, nævnt på DRs hjemmeside i løbet af den seneste uge. Dette er perfekt. For hver gang et medie nævner en måling fra et institut, de ikke selv har smidt penge efter, falder værdien af deres egen investering i egne målinger – og den enkelte måling bliver mindre unik.

2. Find på en historie
Det andet step handler om at finde en journalistisk vinkel, der har en god historie. Ingen gider læse om en meningsmåling, hvis der kun er rå tal og den faktuelle kendsgerning, at sammenlignet med andre målinger, er der intet sket. Hvis dækningen var sådan, kunne læserne nøjes med én artikel om meningsmålingerne om dagen, og det kan vi ikke have. Det er dog ikke noget nemt job at finde en unik vinkel, for de fleste meningsmålinger viser ikke noget specielt i forhold til, hvad andre målinger viser. Det er derfor, at langt de fleste journalister glemmer alt om den statistiske usikkerhed i målingerne og tolker på decimalers ikke-signifikante forskelle.

Et godt eksempel på en god historie er TV2s dækning af den seneste Megafon-måling. I denne måling får de blå partier sammenlagt 50,6% af stemmerne, men hvis man fjerner de 1,3 procent Kristendemokraterne får og regner på tallene hos de partier, der er over spærregrænsen, giver det 50% til blå blok. 50/50. Ikke en anden måling, men en meget sjovere historie – og en journalistisk vinkel, hvor man kan sige, at det er et enormt spændende valg. Og så kan man selvfølgelig få Megafons direktør, Asger H. Nielsen, til at kommentere på den: “Det er første gang jeg ser 50/ 50. Jeg har aldrig set noget så tæt i hele mit liv.” Med andre ord: Vi har en meningsmåling, der ikke adskiller sig fra de andre, men pludselig er en god historie.

3. Spred nyheden… før, under og efter

Når du har en god historie, er det bare om at få den delt. Forsøg gerne at overdøve vægtede gennemsnit og andre målinger (jf. pkt. 1) og brug alt fra de sociale medier til nyhedsudsendelser, for at få budskabet ud til selv de personer, der er af den naive opfattelse, at de kunne nøjes med en håndfuld målinger om dagen. Hvis man er rigtig dygtig skal man også bygge en stemning op omkring målingen, så folk ved, at der er noget specielt i vente. For at blive ved Megafon-målingen kan det gøres ved at fortælle om, at der er noget opsigtsvækkende og spændende i vente (før målingen offentliggøres):

Dette er tre simple step, der let lader sig applicere. Selvom du ligger inde med en meningsmåling, der ikke er unik og ikke viser noget nyt, kan du godt få det til at se sådan ud. God fornøjelse.

Er vi på vej mod et kendis-demokrati?

Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

  • De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
  • Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans”

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.