Mens de kendte forsøger at indtage Christiansborg, har Christiansborgs politikere travlt med at svinge træbenet for åben skærm. Tendensen er klar, men hvilke konsekvenser har det for vores samfund. Er vi på vej mod et kendis-demokrati, og skal politikere vælges på baggrund af deres underholdningsfaktor?

Sådan lyder indledningen i et læserbrev bragt i Information i dag – og nu også i dette indlæg. Lad os se på hvad der bliver postuleret på de få linjer – og hvor at skribenten, Bjørn Ubbe Ebbesen, mener at tendensen er klar:

• De kendte forsøger at indtage Christiansborg (kendis -> politiker)
• Politikere har travlt med at svinge træbenet for åben skærm (politiker -> kendis)

Jeg har kun en meget kort kommentar til de to påstande: Jeg søger belæg for begge. Nuvel, måske vi bare skal gå lidt mere i dybden med de holdninger der ytres og den empiri der inddrages.

Det handler jo i bund og grund om personer – kendisser og politikere. I hele indlægget inddrages følgende personer: Kristian Jensen, Joachim B. Olsen, Arnold Schwarzenegger, Ronald Reagan og Klaus Bondam. To amerikanere og tre danskere. Af de tre danskere har to af dem aldrig været repræsenteret i Folketinget. Vi står altså tilbage med én politiker i Folketinget, Kristian Jensen, der har ”travlt med at svinge træbenet for åben skærm”. Med denne erfaring og uden videre belæg for sin påstand, er det måske lige i overkanten at gå til at konkludere, at politikerne over en bred kam har travlt med at svinge træbenet for åben skærm.

Hvad angår at de kendte forsøger at indtage Christiansborg, er det måske også på sin plads at slå lidt koldt vand i blodet. Det nyeste danske politiske eksempel vi har på noget der bare ligner en kendismarch mod Folketinget, var Ny Alliance, og hvordan gik det? Igen, af de få personer der nævnes som eksempler, er Joachim B. Olsen det eneste eksempel på en kendt der forsøger at indtage Christiansborg.

Jeg er ked af at være sådan en mood killer, men: Vi har at gøre med en storm i et glas vand.

Selvfølgelig er der strategiske overvejelser forbundet med at deltage i offentlige TV-programmer, og man skal være godt naiv og blåøjet for at påstå andet. Selvfølgelig kan det være en fordel at være et kendt ansigt, men det er det ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal vælgerne ikke bare vælge folk ud fra hvem der danser bedst eller ser godt i et stramt outfit eller kan kaste kugler længst, men ja – logisk nok på baggrund af holdninger, værdier og politik!

I den forbindelse er det sgu ikke programmer som Vild med dans eller Kristian Jensens egen tolkning af hans deltagelse der er det demokratiske problem, men mere de danske journalisters evne til at lave god og seriøs journalistik. Evnen til at tage vælgerne i hånden og angribe folketingskandidaterne med alle de journalistiske våben der findes, for at komme helt ind til benet af, hvilke holdninger at politikerne har.

Argumentationen i indlægget er for mig ganske ulogisk: ”Om Joachim B. Olsen vil være i stand til at adskille underholdning og politik på samme måde, vil være afgørende for hans politiske troværdighed i fremtiden.”

Flere undersøgelser viser, at politikernes troværdighed er alfa omega for at vælgerne gider stemme på vedkommende. Skribenten påstår, at kun såfremt Joachim B. Olsen er i stand til at adskille underholdning og politik, vil han have politisk troværdighed. Noget kunne altså tyde på, jf. den logik der bruges i indlægget, at det ikke nødvendigvis styrker en politikers karriere, at deltage i underholdningsprogrammer. Det kunne m.a.o. tyde på, at vælgerne ikke nødvendigvis er så dumme som de ifølge skribenten tilsyneladende er, og blot stemmer på folk der har en høj underholdningsværdi.

Indlægget sluttes af med: ”Vi kommer ikke uden om at Kristian Jensen succesfuldt har brugt et underholdningsprogram til at kapre stemmer, og eftersom TV2 er 100 procent statsejet, har du været med til at betale gildet.”

Her er det værd at bide mærke i, at TV2 ikke har modtaget licens eller lignende siden 2004, og med mindre at du frivilligt på markedet har besluttet dig for at afgive en SMS-stemme og betale de få kroner at dét koster, har du ikke været med til at betale gildet. Desuden vil jeg betvivle, hvor meget at Kristian Jensens optræden i Vild med dans har givet ham. Den første overskrift jeg får på Google når jeg søger på Kristian Jensen Vild med Dans er: ”Kristian Jensen floppede i Vild med dans”

Jeg vil ikke udelukke, at ens kendisfaktor eller politikernes søgen på en større af samme betyder mere for politik i dag end engang for længe siden, men jeg savner nu et belæg for at påstå dette. Et belæg der er større end en politikers deltagelse over nogle uger i et TV-program og vedkommendes overvejelser omkring dette.