Erik Gahner Larsen

Hvorfor er flere respondenter ikke nødvendigvis bedre? #2

I 2011 skrev jeg et trivielt indlæg om, at flere respondenter ikke nødvendigvis er bedre i en meningsmåling, og ofte er værre, da det kan være et tegn på, at meningsmålingen ikke er repræsentativ. Hvis du ser en meningsmåling med 100.000 respondenter, kan du være ganske sikker på, at der er problemer.

I løbet af de seneste par dage har jeg tænkt på en anden grund til, at flere respondenter i og for sig selv ikke gør meningsmålingen bedre – selv hvis meningsmålingen i udgangspunktet er repræsentativ. Forklaringen herpå skal findes i, at der kan være mange respondenter i en meningsmåling, der angiver, at de ikke ved, hvad de vil stemme, at de nægter at stemme m.v., som ikke bruges til at udregne andelene i en meningsmåling.

Lad os eksempelvis antage, at vi har to meningsmålinger. Den ene meningsmåling har 1.000 respondenter, hvoraf 10% af disse ikke vil stemme på et parti. Den anden meningsmåling har 1.200 respondenter, hvoraf 30% af disse ikke vil stemme på et parti. Den anden meningsmåling har i udgangspunktet en mere imponerende stikprøve, men når man kigger på, hvor mange respondenter vi har, der har stemt på de forskellige partier, har vi en mindre stikprøve. Dette handler ikke om at vurdere, hvilken af meningsmålingerne der er bedst, blot at den stikprøvestørrelse du ser i en meningsmåling, og dermed den statistiske usikkerhed, ikke altid er retvisende.

Den statistiske usikkerhed i en meningsmåling påvirkes som bekendt af stikprøvestørrelsen. Jo flere respondenter, desto mindre usikkerhed. Du kan selv beregne den statistiske usikkerhed for et parti her.

Den seneste Voxmeter-måling kan fungere som et fint eksempel. Her er beskrivelsen af meningsmålingen:

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 8. november 2020, baserer sig på telefoninterview med 1.028 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 2. november 2020 til d. 7. november 2020.
Voxmeter afdækker i tabellen kun de personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Ca 25,6% af de adspurgte var på det pågældende tidspunkt “i tvivl om partivalg”, “vil ikke stemme”, “vil stemme blankt” eller “er ikke stemmeberettiget”.
Tallene i parentes angiver forskellen i procentpoint fra folketingsvalget d. 5. juni 2019. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,8 % point.

Målingen har interviewet 1.028 danskere omkring deres partivalg og giver Socialdemokratiet 32,5% af stemmerne. Her er det interessante: De 32,5% er ikke et tal udregnet på baggrund af 1.028 repræsentativt udvalgte respondenter. De 32,5% er kalkuleret med udgangspunkt i et tal der er betydeligt lavere. Vi kan se i målingen, at ca. 25,6% af de adspurgte var i tvivl om deres partivalg, ikke ville stemme, vil stemme blankt eller ikke er stemmeberettiget. 25,6% af 1.028 er ~263, hvilket betyder at 263 respondenter ikke er medregnet i den stikprøve, som er brugt til at udregne de 32,5% til Socialdemokratiet. Stikprøven der er brugt til at udregne denne andel er ~765.

Dette er vigtigt når vi skal forholde os til den statistiske usikkerhed. Den statistiske usikkerhed for et parti med 32,5% af stemmerne med en stikprøve på 1.028 er som rapporteret omkring 2,8%. Men den statistiske usikkerhed for et parti med 32,5% af stemmerne, når tallet er udregnet med udgangspunkt i 765 respondenter, er 3,3%.

Jeg bruger ikke Voxmeter som eksempel fordi de har problemer. Tværtimod. Sammen med Megafon, der angiver andelen af respondeter, der er “i tvivl om partivalg eller ikke ønsker at stemme”, er de blandt de få institutter, hvor det er muligt at finde informationer som ovenstående i deres seneste meningsmålinger. Det er problematisk, at det er undtagelsen snarere end normen, at sådanne informationer formidles.

Kigger vi på meningsmålingerne fra Voxmeter og Megafon i 2020, kan vi se substantiel variation mellem institutterne i, hvor stor en andel af deres respondenter, der ikke angiver et partivalg.

Der kan være forskellige grunde til disse forskelle. For det første er det muligt, at Megafon gør mere for at presse et partivalg ud af deres respondenter (og eksempelvis gør mere for at respondenterne ikke kan vælge, at de vil stemme blankt). For det andet kan det skyldes metodiske forskelle i, hvordan respondenter udvælges og interviewes (via telefon eller over nettet). Det mest interessante er dog hvor begrænset variation der er hos Megafon, hvor andelen af respondenter uden et partivalg er noget nær konstant. Dette forekommer meget mystisk, da der også burde være usikkerhed omkring disse estimater. Variationen vi finder hos Voxmeter ser betydeligt bedre ud.

På baggrund af ovenstående kan vi se, at der vil være forskelle i, hvor stor den statistiske usikkerhed er for de forskellige partier, alt efter hvor stor en andel af respondenterne, der ikke har et partivalg. Jo større denne gruppe er, desto større en diskrepans vil der være mellem de rapporterede statistiske usikkerheder og den reelle statistiske usikkerhed for den rapporterede opbakning til et parti.

Dette minder mig om et indlæg jeg skrev i forbindelse med folketingsvalgkampen i 2015, hvor medierne rapporterede opbakningen til hhv. rød og blå blok, men brugte den maksimale usikkerhed for partierne til at sige noget om, hvorvidt der var forskel på rød og blå blok. Her kan man også sige, at dette vil være et større problem 1) jo tættere rød og blå blok er på 50% og 2) jo mindre det største parti i en måling er (når vi taler om den maksimale statistiske usikkerhed).

Heldigvis er det en norm, at medierne rapporterer noget så basalt som antallet af respondenter i en meningsmåling (i vores studie af folketingsvalg fra 2005 til 2011 fandt vi, at ~94% af meningsmålingsartiklerne formidlede denne information). Det er dog et problem, at det ikke er muligt at finde information om, hvor stor den reelle stikprøve i en meningsmåling er. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til Voxmeter og Megafon for at dele sådanne tal. Man kan kun håbe, at de andre analyseinstitutter med tiden vil begynde også at offentliggøre disse tal, hvis de vil have, at man skal tage deres målinger seriøst.

Skal medierne formidle metodiske informationer i dækningen af meningsmålinger?

Nyhedsartikler med meningsmålinger fortæller ofte historier, der har rod i tilfældig støj, laver absurde fortolkninger på baggrund af misvisende spørgsmålsformuleringer, “glemmer” at informere om hvem der har betalt for meningsmålingerne og så videre.

Derfor har jeg argumenteret tidligt og silde for, at medierne skal informere om metodiske aspekter, da disse er altafgørende for at kunne vurdere, hvor god dækningen af en meningsmåling er. Hvis metodiske informationer udebliver, er vi med andre ord ikke i stand til at kunne vurdere kvaliteten af en meningsmåling.

I 2011 besluttede jeg mig for, sammen med en god ven, at indsamle en masse artikler i medierne og undersøge, hvor gode medierne var til at informere om metodiske aspekter. Motivationen for dette var en begrænset systematisk viden herom i en dansk sammenhæng, men også en frustration over mediernes – i vores optik – mangelfulde dækning af metodiske informationer.

På baggrund af tidligere studier valgte vi at fokusere på bestemte aspekter, herunder om spørgsmålsformuleringens ordlyd, stikprøvestørrelsen og den statistiske usikkerhed blev formidlet. Resultaterne bekræftede overordnet betragtet vores forventninger og blev publiceret i Tidsskriftet Politik.

Til trods for at jeg i de fleste sammenhænge finder metodiske informationer relevante, er jeg ikke ukritisk tilhænger af blot at formidle så mange metodiske informationer som muligt. I dette indlæg vil jeg derfor gøre hvad jeg kan for at mindske relevansen af vores føromtalte studie. Eller som minimum komme ind på nogle af de forbehold, det er vigtige at holde sig for øje.

For det første er der begrænset plads i nyhedsartikler. AAPOR opererer eksempelvis med +10 metodiske informationer, der bør formidles, og der vil være tilfælde, hvor pladsen ikke tillader formidlingen af så mange informationer. Pladsbegrænsninger er en mindre bekymring når det handler om netartikler, men man skal ikke desto mindre være bevidst om, at der ganske enkelt er naturlige begrænsninger på, hvor lange historier der kan skrives om meningsmålinger.

For det andet er alle metodiske informationer ikke lige relevante. Hvad der kan være relevant i én sammenhæng kan i andre sammenhænge være tilnærmelsesvist ligegyldigt. Hvis der eksempelvis er tale om en meningsmåling omkring partivalg, er den eksakte ordlyd på spørgsmålet som regel ikke afgørende, hvor ordlyden i en meningsmåling omkring holdningen til et bestemt politisk emne er yderst relevant – og i mange tilfælde afgørende for, hvilke svar man får.

For det tredje kan formidlingen af mange metodiske informationer føre til at læseren husker mindre fra en meningsmålingsartikel. Derfor kan det give mening at anbefale journalister ikke at bestræbe sig på at formidle et tocifret antal af metodiske informationer, men i stedet at skulle forholde sig til, hvilke metodiske informationer der er relevante i den pågældende sammenhæng.

For det fjerde er det ikke selvskrevet, at metodiske informationer hjælper læserne med at forstå meningsmålinger. Det er således muligt, at en læser kan huske hvad den statistiske usikkerhed er i en meningsmåling, men dette betyder ikke, at vedkommende forstår hvad den statistiske usikkerhed helt præcist er for en størrelse og hvordan den skal tolkes. Derfor kan metodiske informationer ofte ikke stå alene. Nogle informationer kan være nødvendige, men de er sjældent tilstrækkelige.

For det femte er der andre elementer, der påvirker hvordan læserne tolker meningsmålingernes troværdighed. Vi skal dermed ikke forholde os til metodiske informationer isoleret set. Et amerikansk studie viser således, at borgerne er mere tilbøjelige til at finde en meningsmåling pålidelig, hvis den harmonerer med egne politiske overbevisninger, og det at formidle metodiske informationer gør hverken fra eller til i forhold til dette. Gevinsterne ved at formidle metodiske informationer er dermed sandsynligvis mindre end vi har antaget.

Alt dette fører til, at formidlingen af metodiske informationer ikke kan stå alene. Det er vigtigere at fokusere på, om de narrativer journalisterne laver, er konsistente med meningsmålingerne, der formidles, end at tælle hvor mange metodiske aspekter, der formidles. Der kan således være tilfælde, hvor 2-3 metodiske informationer er alt, der er brug for, og ekstra informationer tilføjes på bekostning af andre informationer og læserens oplevelse.

Da vi lavede vores undersøgelse i 2011 fandt vi talrige eksempler på nyheder, hvor der var en eksplicit diskrepans mellem de metodiske aspekter og selve artiklen. Eksempel 1: “Alle forskydninger ligger dog inden for målingens statistiske usikkerhed på 2,8 procent.” Eksempel 2: “Men selvom S går frem fra 25 pct. af stemmerne i går til 26,5 i dagens måling, så skal man bemærke, at bevægelsen ligger indenfor den statistiske usikkerhed, som stikprøveundersøgelsen bevæger sig indenfor.” Eksempel 3: “Bevægelserne er inden for den statistiske usikkerhed.”

I de tilfælde blev den statistiske usikkerhed nævnt, men det var ikke en god dækning. Vi kan derfor gå nok så meget op i, hvor mange metodiske informationer, der formidles, men hvis vi i sidste instans ikke har en dækning, der tager dem seriøst, har vi langt større problemer. Dette er elementer Yosef Bhatti og Rasmus Tue Pedersens tager op i deres undersøgelse af formidlingen af meningsmålinger i relation til den statistiske usikkerhed.

Min opfattelse er, at journalister i de fleste tilfælde ikke er kvalificerede til at vurdere, hvilke informationer der er relevante. Derfor er det ofte tilfældigt, om metodiske informationer formidles – og i så fald hvilke. Som tommelfingerregel bør medierne formidle metodiske informationer, men flere informationer er ikke altid bedre, og i værste fald fjerner det fokus fra, hvilke metodiske informationer der er vigtige samt hvordan de bruges.

Den gode, den onde og den grusomme: Mediernes formidling af statistisk usikkerhed i meningsmålingerne

Den kyndige læser af meningsmålinger ved efterhånden alt om den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne og ikke mindst vigtigheden af, at journalisterne formidler helt essentielle metodiske informationer. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de respektive danske medier gør det. I dette indlæg kigger jeg nærmere på, hvordan de danske medier formår at formidle et af de vigtigste aspekter af meningsmålingerne: den statistiske usikkerhed.

Der er især to forhold, der er vigtige i denne sammenhæng. For det første at undersøge, om medierne formår at formidle den statistiske usikkerhed. For det andet at undersøge, om de formidler den korrekte statistiske usikkerhed. I forhold til sidstnævnte er det vigtigt at huske på, at usikkerheden for partierne i den samme meningsmåling varierer, alt efter partiets størrelse. De fleste artikler omhandlende meningsmålinger rapporterer dog oftest kun én usikkerhed, mere specifikt for det estimat med den største usikkerhed (altså usikkerheden for det estimat, der kommer tættest på 50%).

Det relevante ved meningsmålingerne i denne valgkamp er, at de alle omhandler styrkeforholdet mellem rød og blå blok. Jeg har ikke været i stand til at finde så meget som én artikel, der ikke kommenterer på opbakningen til henholdsvis rød og blå blok. Dette gør især det andet forhold ved den statistiske usikkerhed interessant. Det er ikke tilstrækkeligt, at disse artikler kun formidler usikkerheden for partierne, da den største usikkerhed er tilknyttet de to blokke. Nedenstående figur illustrerer dette ved at vise hvordan usikkerheden med et 95% konfidensinterval ændres som en funktion af partiets/blokkens størrelse (ved en stikprøvestørrelse på 1000, se her for matematikken bag):

På figuren har jeg angivet et parti, der har 25% af stemmerne (det kunne i disse dage være Socialdemokraterne), samt en blok, der får 50% af stemmerne. Hvis en artikel kun formidler den statistiske usikkerhed for partiet, men er interesseret i opbakningen på blokniveau, vil den rapporterede statistiske usikkerhed være misvisende svarende til afstanden mellem de to stiplede linjer.

For at kigge nærmere på, om medierne tager højde for dette i dækningen, gennemgik jeg en del af de artikler, der er tilgængelige online. Jeg kiggede især på de meningsmålinger fra medierne, der har et bestemt analyseinstitut tilknyttet deres dækning (da de med sikkerhed får den statistiske usikkerhed fra institutterne). Da Voxmeter leverer meningsmålinger til Ritzau, fandt jeg et par tilfældige artikler herfra, der var formidlet i medierne.

I min læsning af hver artikel undersøgte jeg 1) om den maksimale statistiske usikkerhed blev rapporteret, 2) hvad den maksimale statistiske usikkerhed var (altså egen udregning) og 3) vurderede om de to usikkerheder var identiske. Til min store overraskelse var det desværre ikke alle artikler, der formåede at levere noget så basalt som den statistiske usikkerhed.

Overordnet er der tre typer af dækning af den statistiske usikkerhed: Den gode, den onde og den grusomme. Den gode dækning formår at rapportere den statistiske usikkerhed og dette på en sådan måde, at alle rapporterede estimater har en maksimal usikkerhed, der stemmer overens med den rapporterede. Den onde dækning formår også at rapportere den statistiske usikkerhed, men nævner eksempelvis, at det blot er den maksimale usikkerhed for partierne, hvorefter forskellene mellem blokkene rapporteres. Den grusomme dækning nævner ikke usikkerheden med ét ord.

Det gode eksempel først: DR og Epinion. Lige så elendige DR og Epinion var på valgdagen under kommunalvalget i 2013 med deres exit prognose, lige så dygtige er de i deres formidling af den statistiske usikkerhed under denne valgkamp. I samtlige artikler på DR.dk, hvor Epinions målinger formidles, rapporteres den maksimale statistiske usikkerhed på blokniveau. Og for at dette ikke skulle være nok, er der i de fleste tilfælde også en henvisning til rapporten fra Epinion, hvor man kan læse meget mere om meningsmålingen. Det er fantastisk god formidling. Epinion har desuden flere respondenter med end normalt, hvilket gør, at selvom usikkerheden formidles for blokkene, er den stadig lav i forhold til, hvad man normalt ser for partierne.

Det onde eksempel: Jyllands-Posten og Wilke. Jyllands-Posten formår at formidle den statistiske usikkerhed og er eksplicit omkring, at det er for de største partier, men tolker også på forskellene mellem blokkene – og angiver den statistiske usikkerhed for partierne i figurerne hvor de viser forskellene mellem blokkene. Der er dog et tilfælde hvor de rent faktisk formidler usikkerheden på blokniveau, så jeg tror på, at de har kompetente journalister ansat, der har styr på den slags. Et par lignende tilfælde finder vi hos Politiken, der dog også har gode eksempler.

Det grusomme eksempel: TV2 og Megafon. Her formidles ingenting. Læserne af meningsmålingerne hos TV2 har kun mulighed for at vide, hvor stor den statistiske usikkerhed er, hvis de selv finder lommeregneren frem. Til gengæld får man Anders Langballe på autoplay, der fortæller om, hvor spændende alle målingerne er. Mette Østergaard, der nu er hos TV2 News, er desuden uvidende om kvaliteten af dækningen på TV2s hjemmeside, når hun siger, at TV2 gør meget ud af at beskrive den statistiske usikkerhed “udførligt på vores hjemmeside”.

Nedenfor har jeg samlet min læsning af artiklerne i tabelform. Første kolonne angiver mediet, der har formidlet målingen, samt en henvisning til selve artiklen. Anden kolonne angiver analyseinstituttet samt datoen for hvornår dataindsamlingen stoppede. Tredje kolonne den statistiske usikkerhed som rapporteret (hvis den er rapporteret). Fjerde kolonne den statistiske usikkerhed som kalkuleret (hvis der var tilstrækkelige informationer i artiklen til at kalkulere den). Femte kolonne om der er tale om en god ( ), ond ( ) eller grusom ( ) formidling af usikkerheden.

Medie Institut (dato) Maks. usikkerhed: Nævnt Maks. usikkerhed: Kalkuleret Vurdering
TV2 Megafon (27.5) – 3,02
TV2 Megafon (30.5) – 3,10
TV2 Megafon (31.5) – 3,10
TV2 Megafon (1.6) – –
TV2 Megafon (2.6) – 3,05
TV2 Megafon (3.6) – 3,05
TV2 Voxmeter (29.5) 2,70 3,03
Politiken Megafon (29.5) 3,00 3,10
Politiken Megafon (30.5) 3,00 3,38
Politiken Megafon (1.6) 3,00 3,00
Politiken Megafon (2.6) 3,00 3,00
Politiko Gallup (27.5) – 2,72
Politiko Gallup (27.5) 3,00 2,23
DR Epinion (27.5) 2,60 2,59
DR Epinion (28.5) 2,30 2,28
DR Epinion (30.5) 1,90 1,87
DR Epinion (1.6) 2,40 2,39
DR Epinion (2.6) 2,30 2,31
DR Epinion (3.6) 2,20 2,22
JP Wilke (29.5) 2,63 3,02
JP Wilke (30.5) 3,09 3,09
JP Wilke (31.5) 2,65 3,09
JP Wilke (1.6) 2,68 3,09
MX Voxmeter (27.5) – –
JP Voxmeter (27.5) 2,70 3,03

Som det kan ses er der både gode og dårlige eksempler. DR klarer sig uden tvivl bedst. Jyllands-Posten klarer sig godt, med plads til forbedringer. TV2 har Anders Langballe. Der er indikationer på, at nogle medier har en praksis der fungerer på den måde, at man først udregner den statistiske usikkerhed for partierne, hvorefter man tolker på opbakningen til blokkene, hvor den statistiske usikkerhed er større end for partierne. Opfordringen til journalisterne er simpel: Husk at formidle den statistiske usikkerhed – og rapporter den statistiske usikkerhed for blokkene, hvis opbakningen til disse er af interesse.

Den interessante sondring mellem det journalistiske og det statistiske

En meningsmåling fra Megafon for TV2 og Politiken viste, at Dansk Folkeparti ville få 21,2 procent af stemmerne, Venstre 20,9 procent og Socialdemokraterne 19,8 procent. Det kræver ikke den store lommeregner eller statistiske tæft at konkludere, at ingen af de tal er signifikant forskellige fra hinanden. Alligevel konkluderede TV2, at meningsmålingen var historisk, da Dansk Folkeparti nu var landets største parti. Meningsmålingen og den samme tolkning af den var efterfølgende at finde hos B.T., Børsen, Berlingske, Ekstra Bladet og Metroxpress.

Som det er blevet pointeret flere steder, er der intet belæg for at sige, at Dansk Folkeparti er størst (se eksempelvis her, her og her). Der er dog intet nyt i, at journalister er tilbøjelige til at vælge en god nyhed på bekostning af den rigtige nyhed (som i dette tilfælde nok vil være, at de tre partier nærmer sig hinanden rent størrelsesmæssigt). Hvad der er interessant er til gengæld det faktum, at ikke alene står TV2 på mål for sådan en tolkning, men også Megafon! Hos Berlingske valgte man, efter man havde skrevet historien om, at Dansk Folkeparti nu var størst, at sætte spørgsmålstegn ved en sådan tolkning. Kanalchefen for TV 2 News, Mikkel Hertz, er i den forbindelse blevet interviewet og udtaler: “De målinger er altid forbundet med en vis usikkerhed. Men det ændrer ikke på, at målingen er udtryk for en klar tendens. I forhold til sidste måling har Venstre taget et mærkbart dyk, og DF gået frem.” Hvis han med “en klar tendens” mener “tilfældig støj”, er jeg helt enig.

Forelagt information omkring den statistiske usikkerhed i meningsmålingen, svarer Mikkel Hertz: “Hvis vi er inde i sådan noget talgymnastik, så synes jeg, at du skal ringe til Megafon. Det kan de meget bedre svare på. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om vi ligger inden for grænsen af det acceptable. Jeg udtaler mig kun om det journalistiske.” TALGYMNASTIK!? Hvis man ikke kan forholde sig til meningsmålinger på anden måde end var de et eksakt valgresultat, bør man ikke arbejde med meningsmålinger eller stå på mål for samme. Usikkerhed er så afgørende et element i formidlingen af meningsmålinger, at det ikke bare kan reduceres til teknisk talgymnastik hinsides det journalistiske. Og her kommer så det væsentlige: Siden hvornår er man begyndt at sondre mellem det journalistiske og det statistiske? Jeg finder denne sondring djævelsk interessant.

Hvorfor? Fordi det er umuligt. Man kan ikke bare betegne bestemte statistiske kendsgerninger som værende ikke-journalistik, for derefter at udvælge specifikke tal, der så er journalistik. Det er i bedste fald misvisende (og i værste fald manipulation). Det er i hvert fald alt andet end god journalistik. Hvis man vælger at skrive nyheder hvori statistik spiller en væsentlig rolle, er det sørgeligt at se, at man ikke engang gider tage det seriøst, men bare selektivt bygger narrativer op omkring de dele af virkeligheden, der udgør en spændende historie. Det er ikke journalistik, men skønlitteratur.

Bedre bliver det ikke i artiklen hos Berlingske, da de spørger Casper Jensen, chef for Megafons kvantitative afdeling, om Megafons holdning til tolkningen af meningsmålingen: “Vi står inde for, at vi har målt DF som det største parti, og vi står inde for, vi mener, at DF nu er det største parti med 0,3 procentpoint, men der er noget usikkerhed forbundet med det”. Det gør det selvfølgelig ikke rigtigt, bare fordi man står inde for det. Det viser bare, at man ikke har forstået noget helt grundlæggende om, hvornår man kan sige – med udgangspunkt i en meningsmåling – at et bestemt parti er størst.

Konklusion: Det er ikke muligt at foretage en sondring mellem journalistik og talgymnastik (“statistik”). Det er muligt at det øger kompleksiteten, at man skal formidle statistisk usikkerhed og lignende tal, men det øger også sandhedsværdien. Den journalistiske kerneopgave er i den forbindelse at reducere kompleksiteten gennem god formidling snarere end gennem selektiv formidling, hvor det sidste desværre var tilfældet med den seneste Megafon-måling, der førte til en decideret forkert tolkning og formidling i noget nær den samlede danske presse.