De rigtige holdninger skal belønnes

Henrik Sass Larsen er ikke en mand der finder sig i hvad som helst. Og da slet ikke, at der gives støtte til medier, der ikke skriver hvad der passer ham. Ovenpå mediernes (retmæssige) skriverier om efterlønnen og kritik af S-SFs plan Fair Løsning 2020, mener Henrik Sass Larsen, at et »økonomisk pay back« er en mulighed.

Dette er ikke en enkeltstående udmelding fra Henrik Sass Larsen, men er, som Jarl Cordua analyserer det, et større opgør med fuck-journalistikken. Overordnet er der planer om, at S og SF kan skaffe 100 mio. kr. ved at fjerne støtten til de personer, som de kategoriserer som borgerlige debattører, f.eks. Bjørn Lomborg og koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og nu måske også borgerlige medier.

Jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om medierne overhovedet er borgerlige. Dette er jeg ikke den eneste der gør. Selvfølgelig er Jyllands-Posten, Børsen og Berlingske ud af en borgerlig ånd, men der er intet der indikerer, at der i indholdet skulle være en politisk bias (hvis man ser bort fra opinionsstoffet). Hvem er det så der skal miste offentlige støttekroner i form af mediestøtten? Og på baggrund af hvilke kriterier?

Det er da heller ikke uden grund, at politikere fra begge sider af det politiske spektrum, kritiserer ideen. Og lige så fornuftigt er det af Helle Thorning, at forholde sig meget tavs til Henrik Sass’ angreb.

Jeg kan ikke beskrive hvor dum en udmelding det er, at man vil differentiere mediestøtten efter hvordan dagbladenes politiske orientering tolkes af politikere. Det er næppe det der vil være kriterierne for Henrik Sass Larsens forslag, men i hvert fald konsekvensen deraf. Man kan kun håbe på, at de såkaldte borgerlige medier ikke lader sig skræmme.

Der er mest af alt nok bare tale om et desperat forsøg fra Henrik Sass Larsens side på at føre en centrum-venstre repræsenteret kulturkamp. Da Berlingske spørger Henrik Sass om borgerlige medier ikke skal have så meget mediestøtte, fordi de er borgerlige, svarer han:

»- Ja, jeg synes, at det er ejendommeligt, at man skal blive ved med at støtte aviser, som udkommer med den ene holdning efter den anden om, at man betaler for meget i skat i Danmark, at det frie marked står over alt andet, og der derfor ikke er nogen grund til at have statsstøtte, når de aviser nu selv i massivt omfang er på støtten. Det, synes jeg, er temmelig problematisk.«

Logikken er: Staten skal kun støtte de medier der har de rigtige holdninger til staten. De rigtige holdninger skal belønnes. De forkerte skal straffes. Det er desuden vigtigt at holde fast i, at der ikke er tale om et frit marked, når nogle aktører får statsstøtte, hvorfor at argumentationen da heller ikke giver så meget mening.

Det må aldrig være sjovt, at være afhængig af støttekroner fra det offentlige. Man skal i hvert fald passe på med hvad man siger, når man bider den hånd der fodrer en. Det kan derfor med rette diskuteres, om det bedste ikke vil være, at afskaffe mediestøtten.

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.