Talte forleden med en journalist fra Kristeligt Dagblad. Det kom der en artikel ud af, der kan findes her såvel som i torsdagens avis. Emnet var konflikten mellem regeringen og de Konservative, personificeret ved Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen. Pointen i artiklen er, at konflikten kan forstås med relativt simpel spilteori.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg hvori jeg redegør for, hvorfor jeg mener, at Paradise Hotel er alment dannende. Overordnet set er min pointe, at der i Paradise Hotel er noget ret alment at lære omkring strategiske valg, rationalitet og tillid. Deltagerne i Paradise Hotel agerer inden for nogle konstruerede rammer der rummer strategiske elementer, som stiller deltagerne i nogle beslutningssituationer hvor de ikke blot skal overveje deres egne valg – men også de andre deltageres (vi har med andre ord at gøre med strategisk interdependens).
I dette indlæg vil jeg give et konkret eksempel på hvordan disse strategiske elementer kommer til udtryk og kan analyseres vha. spilteori og et af de nok mest kendte spil, fangernes dilemma. Dette vil jeg gøre i to dele, hvor jeg først vil redegøre for det originale fangernes dilemma for derefter at applicere dette på finalen i Paradise Hotel i 1. sæson og opstille en pay-off matrix der viser de aktuelle nytteværdier for de forskellige valg de to finaledeltagere kan træffe.
I det originale fangernes dilemma har vi at gøre med to mistænkte (A & B) som har begået forbrydelse X. De to mistænkte bliver i den forbindelse forhørt separat i hvert deres lokale. Der er dog ikke beviser nok mod de to mistænkte, hvorfor en tilståelse fra en af dem er nødvendig. Hvad den ene mistænkte siger, er ukendt for den anden, hvilket gør, at vi teoretisk kan sige at de træffer deres strategiske valg samtidigt.
Hvis ingen af dem tilstår, kan politiet ikke gøre andet end at straffe dem for en mindre forbrydelse Z (X>Z), som de har beviser for, at de stod bag. Hvis bare én af dem tilstår, kan politiet dog dømme dem for forbrydelse X. Hvis kun én af de mistænkte tilstår, vil han gå fri mens den anden vil blive dømt hårdt for forbrydelse X.
Den beslutningssituation de to aktører står over for og de pay-offs der er forbundet med deres valg, er vist i følgende matrix:
| B: Benægter | B: Tilstår | |
| A: Benægter | A: -1 B: -1 |
A: -10 B: 0 |
| A: Tilstår | A: 0 B: -10 |
A: -5 B: -5 |
Vi kan se, at det allerbedste for begge vil være at tilstå og håbe på, at den anden benægter. Hvis begge tilstår, står de dog dårligere, end hvis de begge valgte at benægte. Derfor ser vi fangernes dilemma og et regulært kollektivt handlingsproblem.
Retter vi nu blikket mod finalen i 1. sæson af Paradise Hotel, har vi to deltagere, Dorte og Benjamin. I finalen er der 250.000 kroner på højkant, og finalen skal afgøre hvordan disse penge skal fordeles mellem de to deltagere. Dette sker ved, at de hver især, uafhængigt af hinanden, skal træffe et valg mellem om de vil have det hele (altså alle pengene selv) eller om de vil have det halve (altså halvdelen af pengene).
Hvis begge deltagere siger at de vil have det halve, får de begge det halve hver. Hvis én siger det halve og én det hele, får vedkommende der siger det hele, det hele. Hvis begge siger det hele, får ingen noget overhovedet.
Dette kan vises i følgende pay-off matrix for Benjamin og Dortes valgmuligheder og relationen til hinandens valg:
| Benjamin: Det halve | Benjamin: Det hele | |
| Dorte: Det halve | D: 125.000 B: 125.000 |
D: 0 B: 250.000 |
| Dorte: Det hele | D: 250.000 B: 0 |
D: 0 B: 0 |
I finalen valgte Dorte det halve og Benjamin det hele. Benjamin fik derfor de 250.000 kroner (som han valgte at dele med en anden deltager), og Dorte fik 0 kroner. Dette er blot ét eksempel blandt flere i game/reality shows, der viser, at det handler om mere end personlige intrigere og meningsløst personfnidder. Det handler om de situationer der udspiller sig mellem mennesker når der skal foretages (strategiske) overvejelser omkring bl.a. tillid.
I visse kredse er det ikke synderligt velanset at være én af de mange, der zapper over på TV3 når det er tid til Paradise Hotel. I skrivende stund søges der deltagere til den syvende sæson, og i mellemtiden kunne det måske være relevant at dvale lidt ved, om det er fordummende fjernsyn – eller om det rent faktisk er tilfældet, at det bidrager med noget godt.
Der er i den offentlige debat en udbredt opfattelse omkring programmet, at det er intetsigende og intrigepræget drama for et teenagersegment der ikke tænker på ret meget andet end pik, fest og patter. Nuvel, der er da helt sikkert også mange der udelukkende ser programmet på grund af det seksuelle indhold og/eller de overfladiske konflikter der udspiller sig, eller på grund af den eventyrinspirerede form. Når dette er sagt, står vi dog tilbage med et program, der rent faktisk lærer os en vigtig lektie, og som gør, at programmet har en alment dannende kvalitet.
Lad mig slå det fast med syvtommersøm med det samme: Det er ikke de intellektuelle guldkorn eller manglen på samme, som gør programmet værd at se. Dét er efter min opfattelse i hvert fald ikke alment dannende. Næ, det der gør Paradise Hotel alment dannende, er selve spillet. Det er de situationer vi ser nogle mennesker i, hvor de skal reflektere over deres valg, ikke mindst under hensyn til hvad de andre spillere gør. Der er med andre ord en strategisk interdependens, som også tvinger seeren til at tænke over spørgsmål som rationalitet i forhold til tillid, loyalitet og moral[1].
Paradise Hotel har dermed en masse spilteoretiske aspekter[2], som rent faktisk kan fortælle os, at det ikke kun er kyniske og egennyttemaksimerende unge mænd og kvinder, vi har med at gøre. Paradise Hotel er et eksempel på, at mennesket faktisk er i stand til at stole på andre mennesker, selv når det er i så iscenesat og strategisk virkelighed som Paradise Hotel repræsenterer. Ikke bare for at komme længst i spillet, men også når spillet reelt set er overstået.
Som et eksempel kan vi se på troskabstesten, som hver sæson afsluttes med. En test hvor at de to tilbageværende finalister skal testes i, om de rent faktisk stoler på hinanden, og er klar til at afskrive sig det rationelle valg. Hvis de to finalister stoler på hinanden længe nok, ender de i en situation, hvor at valget står mellem a) at få 500.000 kroner selv og efterlade sin partner med 0 kroner eller b) at dele de 500.000 mellem sig selv og sin partner. Dette alt imens at ens partner står med samme valgmuligheder. Ud fra et rationelt egennyttemaksimerende perspektiv, ville man selvfølgelig vælge valgmulighed a. Ikke desto mindre er tilfældet dog, at sæson 6 sluttede med at de 500.000 blev delt mellem de to finalister, Peter og Cecilie. Samme scenarie så man i forrige sæson, hvor at Frederik og Line-Sofie delte de 500.000 kroner.
Det ville være rationelt at tage alle pengene selv, men alligevel er der en tillid/moral der spiller ind og gør, at man ikke bare stikker en kniv i ryggen på sin partner. Selv når tilfældet er, at det ville være yderst profitabelt. Derfor er det alment dannende at se Paradise Hotel. Det lærer seeren, at det ikke altid er klogt at stole på andre mennesker, men at det er et minimum for at kunne begå sig i denne verden. Kan vi ikke stole på hinanden, kommer vi ikke videre.
Som seer sidder man ofte tilbage med spørgsmål som ”Hvad ville jeg gøre hvis jeg stod i den situation?”, ”Ville jeg handle moralsk eller umoralsk?” etc. Programmet rejser nogle spørgsmål, som kan sætte nogle hjerneceller i gang, som intet quiz-program kan, for slet ikke at nævne programmer som Top Gear, America’s Next Top Model, X-Factor, Vild med dans eller fodbold-VM. Dét er en kvalitet der gør Paradise Hotel værd at se for alle – og sjovt at se for alle.
——
[1] Forholdet mellem det rationelle og det moralske valg, introduceres i Kurrild-Klitgaard, Peter (1998). “Politik, rationalitet og det Moralske Dilemma”, Politica 30(4): 423-439. [2] Vincent Hendricks, der er aktuel som vært på programmet Kontrovers på DR2, har skrevet en artikel, der introducerer spilteori-disciplinen.