SFs holdning til effekterne af lettelser i topskatten

Dette indlæg skal ikke handle om løftebrud, men lad os for en god ordens skyld lige få udgangspunktet på plads ved at kigge på hvad der blev meldt ud før, under og efter forhandlingerne omkring det nye regeringsgrundlag:

Igen – dette indlæg skal ikke handle om spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej. Hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er SF’s syn på topskattelettelser henholdsvis før og efter valget.

Før valget var topskattelettelser ikke noget der ville gavne den danske økonomi. Tværtimod. Nu er initiativet omvendt noget der skal bruges til at få styr på økonomien. Set i bakspejlet er følgende udmeldinger derfor ret underfundige:

»Det er en kæmpe hån mod de hundredetusinde danskere, der bliver ramt af forringelser af efterlønnen og højere pensionsalder, at foreslå nye skattelettelser til de rigeste. De fik at vide, at der ikke var råd til efterløn. Men nu kommer sandheden.«
– Ole Sohn (kilde)

og

»[…] Venstre [har] fortsat flere indefrosne skattelettelser som vil blive frigivet i løbet af de næste par år. Samtidig kan hjemmehjælperen og pensionisten se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen.«
– Villy Søvndal (kilde)

Der er ingen tvivl omkring at SF har været inde i nogle hårde forhandlinger med de Radikale, men betyder det så, at de skattelettelser der nu bliver gennemført vil føre til, at »hjemmehjælperen og pensionisten [kan] se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen«? Eller har SF blot ændret holdning til effekterne af topskattelettelser?

Er der tale om løftebrud?

Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?

Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.

Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.

I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.

Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.

Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).

I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

10 andre punkter

I går publicerede jeg et indlæg hvor jeg kiggede nærmere på de politikpunkter, der var udsendt fra den konstellation af partier, der i dag har præsenteret et regeringsgrundlag. I går udsendte de rundt regnet 15 punkter, som den nye regering vil arbejde for at få gennemført. Overordnet konkluderede jeg, at Det Radikale Venstre blev den store vinder, SF taberen, og noget af Venstres politik ville blive gennemført.

Problemet med sådanne punkter er, at de – som jeg også pointerede – er strategisk udvalgt. For at komme med et andet eksempel på hvilke pointer man også kunne have fokuseret på, kan man kigge nærmere på 10 punkter Berlingske har valgt ud, hvor S og SF må skuffe deres vælgere.

På den baggrund kan man komme frem til følgende tabel over partiernes holdninger til de 10 udvalgte punkter:

Politikpunkt
1. Efterløn
 2. 12 minutter
mere
3. Dagpenge
4. Vækstpakke
5. Boligpakke
6. Millionærskat
7. Bankskat
8.-9. Folkeskole
10. Integration

Jeg er ikke helt sikker på specielt de Radikales holdning til et par af punkterne, men ikke desto mindre er konklusionen ganske klar: Man kan nemt finde områder hvor partierne i den nye regering ikke er enige, og omvendt områder hvor de er helt enige. Den nye regering vil selvfølgelig fokusere på sidstnævnte.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.

Hvem synes eksperterne klarede sig bedst?

Der var politisk debat her til aften om sygehusområdet med særligt fokus på privathospitalerne og frit valg-ordningen. Debatten stod mellem partiformændene for hhv. Socialistisk Folkeparti og Venstre, Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen.

Der har været megen palaver i medierne de sidste par dage omkring debatten, specielt i forhold til hvor den skulle afholdes. Det blev, som den kvikke læser nok har bemærket, TV2 News der stod for debatten og sendte samme. For et overblik, læs mere om dette her.

Jeg så ikke debatten (men har dog set et sammendrag), og de to diskuterende parter nåede ikke frem til nogen dybere forståelse af hinandens argumenter (surprise, surprise!). Det er dog også ligegyldigt, for politiske debatter handler ikke om hvem der har de bedste argumenter – det handler om hvem ”eksperterne” kårer som vinder.

For at være ærlig, så må jeg nok tilstå, at jeg har et meget kritisk syn på eksperter i politisk kommunikation, når det kommer til deres opgave at kåre en vinder af en politisk debat. Jeg har ganske enkelt en idé om, at deres fordomme, intentioner og forventninger i forhold til debatten i for høj grad vil påvirke deres vurderinger.

Vi vil dog hjertens gerne have fundet en vinder. Hvad ville en fodboldkamp mellem FCK og Brøndby være, hvis ikke vi kunne finde ud af, hvordan kampen endte? Hvad angår danske politiske nyheder abonnerer jeg på to RSS feeds. Disse er Politiken (politiken.dk) og Berlingske Tidende (berlingske.dk). Her viste min RSS-reader, Snarfer, mig følgende:

Snarfer: RSS feeds fra berlingske og politiken

Samme debat, men ja – to vidt forskellige vindere jf. eksperterne. Lad os blot konkludere én ting allerede nu: Der er ingen objektive kriterier vi kan bruge til at afgøre hvem der vandt debatten. Hvor meget det end piner mig at skrive det, så kan den ene eksperts mening sgu være lige så god som den andens! Lad os slutte med et par ”ekspert”vurderinger fra aftenens debat.

Fra berlingske.dk, ”Ekspert kårer Lars Løkke som lille vinder”:

” – Facit er en mindre sejr til Lars Løkke. Jeg synes godt, man kan kalde det et mindre comeback til statsministeren, siger Bo Bredsgaard Lund.”

Facit? Det ord burde efterhånden være forbudt når eksperter skal vurdere udfaldet af politiske debatter!

Fra politiken.dk, ”Eksperter: Søvndal sejrer klart i tv-duel”:

”SF’s formand kan gå glad i seng.

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) har troet, at han kunne give SF’s Villy Søvndal politiske håndmadder, må han ærgre sig, vurderer kommunikationseksperter, som politiken.dk har talt med efter aftenens tv-duel.”

Hvad er facit så? Måske skulle eksperter i politisk kommunikation i bund og grund bare holde sig fra et ideal om at se på politiske debatter som en kamp med vindere og tabere.