Erik Gahner Larsen

Skaber sociale medier ekkokamre? #4

Jeg har i tidligere indlæg kigget nærmere på, om der er evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre (se mine indlæg fra 2017, 2018 og 2019). Det første indlæg jeg skrev om spørgsmålet var et forsøg på at give modspil til det argument, der var dominerende i den danske debat, navnligt at sociale medier skabte ekkokamre (primært fremført af personer, der bruger mere tid på at tegne bobler end at analysere data). Jeg har i løbet af 2020 ikke fulgt forskningen nøje, men tilstrækkeligt til at kunne give nogle henvisninger til den nyeste forskning på området.

Det er min klare vurdering, at der er et mere nuanceret syn på sociale medier og ekkokamre i 2020 end tilfældet var i 2017. Vi taler ikke længere blot om sociale medier generelt, men en lang række af forskellige sociale medier (Facebook, Twitter, YouTube, TikTok etc.), der i større eller mindre grad kan have implikationer for den måde brugerne finder og deler information på. Ligeledes er der en erkendelse af, at ekkokamre ikke blot vedrører sociale medier men også medieforbrug mere generelt (se eksempelvis Hmielowski et al. 2020).

Dette er relevant da folks nyhedsforbrug i overvejende grad stadig kommer fra TV. Et amerikansk studie af Allen et al. (2020) viste eksempelvis, at nyhedsforbruget fra TV er omkring fem gange større end nyhedsforbruget online – og kun 0,15% af indholdet kan betegnes som værende fake news. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal være bekymret for, hvad der foregår på sociale medier, men vi skal huske på, at problemet – i det omfang der er et problem med den måde borgerne konsumerer information – ikke kan isoleres til sociale medier.

Vanen tro er der nye studier, der kan sige noget fornuftigt omkring sociale medier og ekkokamre. Et af de mest interessante studier, vi har set i år, er en stor undersøgelse af amerikanernes nyhedsforbrug i 2015 og 2016 (Guess 2020). Dette studie kombinerer både medieforbrug og spørgeskemadata til at vise, at amerikanerne har et balanceret medieforbrug, hvorfor informationsforbruget online hverken tager sted i filterbobler eller ekkokamre. Kort fortalt er der et stort overlap mellem republikaneres og demokraters nyhedsforbrug. Når vi ser disse fund i en meget polariseret kontekst som den amerikanske, er det svært at forestille sig, at der skulle være et problem i en kontekst som den danske, der alt andet lige er mindre polariseret.

Et andet interessant studie undersøger tyske internetbrugeres internethistorik (på deres PC og/eller smartphone) (Scharkow et al. 2020). Dette studie finder ingen evidens for, at sociale medier fører til et mere snævert, ideologisk nyhedsforbrug. Studiet finder omvendt at sociale medier fører til et mere varieret nyhedsforbrug. Dette – og de fleste andre studier – er ikke eksperimentelle, men der er intet der tyder på, at sociale medier i og for sig selv skaber ekkokamre.

Et tredje studie kigger på omkring 250.000 amerikaneres nyhedsforbrug fra 2014 til 2018 (Yang et al. 2020). I dette studie findes der ej heller overbevisende evidens for, at amerikanerne lever i ekkokamre på de sociale medier. Faktisk viser de, at ideologisk selvselektion – altså at man vælger indhold der harmonerer med ens egne overbevisninger – forklarer en yderst begrænset andel af ens nyhedsforbrug. Mest interessant finder de, at i den periode der studeres, hvor flere amerikanere finder deres nyheder på deres mobiltelefon, konsumeres der mere diverst indhold.

Ovennævnte studier har – som alle studier – deres begrænsninger, men i min optik demonstrerer de overbevisende, at vi ikke lever i vores eget lille ekkokammer, når vi bevæger os på nettet, herunder de sociale medier. Som jeg tidligere har nævnt er det ikke det samme som, at der ikke er udfordringer med de sociale medier, eller at der ikke er nogen, der konsumerer information på en måde, vi vil betegne som værende identisk med et ekkokammer.

Der er således nye studier, der bruger eksperimentelle metoder til at belyse nogle af de dynamikker, der finder sted på sociale medier. Et af de bedste studier jeg har læst i år, der belyser dette, er af Kim et al. (2020). Dette studie undersøger hvordan kommentarsporet til nyhedsartikler på Facebook påvirker andre brugeres adfærd. Specifikt opererer de med en såkaldt toksicitetsværdi (“toxicity score“), der måler variation i hvor slemt indhold er (målet går fra 0 til 1, hvor 1 er højest). “Please get blown away”, for eksempel, har en toxicity score på 0,5, og “Stupid ugly bitch” har en toxicity score på 0,99. I et eksperiment viser de således, hvordan at tilfældig eksponering til indhold med en høj toksicitetsværdi får brugere til selv at lave indhold med en højere toksicitetsværdi. Dette viser hvordan indhold på de sociale medier kan have selvforstærkende effekter.

Et andet eksperiment viser ligeledes hvordan indhold på sociale medier kan føre til mere polarisering (Banks et al. 2020). Konkret undersøger studiet hvordan forskellige tweets kan påvirke borgernes opfattelse af den ideologiske distance mellem partier og kandidater. De viser eksempelvis tweets fra henholdsvis Donald Trump og Hillary Clinton i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, og finder, at den opfattede polarisering måske påvirkes af at være eksponeret for sådanne tweets. Når jeg siger måske skyldes det, at effektstørrelser er små og ser ud til at variere alt efter hvilke statistiske modeller, der kigges på.

Et tredje eksperiment undersøger hvordan republikanere og demokrater vælger nyheder på sociale medier (Mukerjee og Yang 2020). Dette studie bruger et conjoint eksperiment på mTurk-platformen til at vise, at når respondenterne præsenteres med forskellige nyhedsartikler, er de mindre tilbøjelige til at vælge nyhedsartikler fra et medie der er mere associeret med det andet parti. Til trods for at det er et eksperiment, er det et studie af en mildest talt middelmådig kvalitet, hvorfor jeg vil være påpasselig med at drage for store konklusioner på baggrund af dette studie. En generel kritik af dette studie – og snart sagt samtlige studier, der forsøger at sige noget omkring politiske bias, politisk motiveret tænkning osv. – er, at de kun studerer personer med en klar politisk identitet. Det svarer til kun at undersøge religiøse respondenter og konkludere, at religion er vigtigt. Der er dog en lang række ekstra begrænsninger her sammenlignet med de andre studier nævnt ovenfor, hvorfor du bør læse dette studie med dine ekstra kritiske læsebriller.

De fleste studier kigger på enten Twitter eller Facebook, da disse er de mest populære platforme, og især Twitter giver rig mulighed for at indsamle data. Der er dog heldigvis også kommet et øget fokus på andre sociale medier, herunder YouTube. Hosseinmardi et al. (2020) finder eksempelvis evidens for et lille men voksende ekkokammer med højreorienteret indhold. Så til trods for at der ikke er noget der taler for, at vi alle går rundt og lever i ekkokamre på sociale medier, kan der være grund til bekymring med nogle sociale medier og de tendenser, vi ser.

Et andet studie der kigger på YouTube, og især betydningen af deres anbefalingsalgoritme, er Kaiser og Rauchfleisch (2020). Dette studie kigger på kanalanbefalinger i USA og Tyskland og finder, at algoritmerne spiller en rolle i at skabe miljøer på YouTube. Dette er dog ikke nødvendigvis et ekkokammer, hvis man forbinder selvselektion som værende et afgørende kriterie for at kunne tale om et ekkokammer. Eller som de skriver i artiklen: “We understand filter bubbles as algorithmically induced homophilous communities, while echo chambers can be understood as homophilous communities that are formed by deliberate user choices.”

Generelt er der et større fokus på, at de forskellige sociale medier – herunder de algoritmer, de implementerer – kan have konsekvenser for, hvilket indhold, der konsumeres. Der er således mindst to studier, der kigger på algoritmernes betydning på Facebook. Levy (2020) demonstrerer at algoritmerne kan føre til, at man bliver eksponeret for mindre information på Facebook, man er uenig med, hvilket kan føre til øget polarisering. Garz og Szucs (2020) viser i Tyskland at algoritmerne på Facebook kan påvirke hvilket indhold, medier vælger at dele. Algoritmerne spiller med andre ord en stor rolle i forhold til, hvad vi ser på de sociale medier. Igen, dette er ikke det samme som, at sociale medier automatisk vil føre til ekkokamre, men at der er en del nuancer at tage i betragtning.

Skaber sociale medier ekkokamre? Ikke nødvendigvis. Svaret er ikke et entydigt ja eller nej, men afhænger af hvem vi kigger på, hvordan vi studerer det og hvad vi mener med et ekkokammer. Der er dog ingen overbevisende evidens for, at der er tale om så stort et demokratisk problem, som det ofte gøres til af meningsdannere. Kevin Munger har desuden nogle gode overvejelser i et blogindlæg, hvor han også pointerer, at det i høj grad handler om hvordan vi definerer et ekkokammer. Her kommer han også med nogle ekstra henvisninger til relevant litteratur, der varmt kan anbefales.

Referencer

Allen, J., B. Holland, M. Mobius, D. Rothschild og D. J. Watts. 2020. Evaluating the fake news problem at the scale of the information ecosystem. Science Advances 6(14): eaay3539.

Banks, A., E. Calvo, D. Karol og S. Telhami. 2020. #PolarizedFeeds: Three Experiments on Polarization, Framing, and Social Media. The International Journal of Press/Politics.

Garz, M. og F. Szucs. 2020. Algorithmic Selection and Ideological Diversity of News on Facebook.

Guess, A. M. 2020. (Almost) Everything in Moderation: New Evidence on Americans’ Online Media Diets. American Journal of Political Science.

Hmielowski, J. D., M. J. Hutchens og M. A. Beam. 2020. Asymmetry of Partisan Media Effects?: Examining the Reinforcing Process of Conservative and Liberal Media with Political Beliefs. Political Communication.

Hosseinmardi, H., A. Ghasemian, A. Clauset, D. M. Rothschild, M. Mobius, D. J. Watts. 2020. Evaluating the scale, growth, and origins of right-wing echo chambers on YouTube. arXiv: 2011.12843.

Kaiser J. og A. Rauchfleisch. 2020. Birds of a Feather Get Recommended Together: Algorithmic Homophily in YouTube’s Channel Recommendations in the United States and Germany. Social Media + Society 6(4).

Kim, J. W., A. Guess, B. Nyhan og J. Reifler. 2020. The Distorting Prism of Social Media: How Self-Selection and Exposure to Incivility Fuel OnlineComment Toxicity.

Levy, R. 2020. Social Media, News Consumption, and Polarization: Evidence from a Field Experiment. American Economic Review.

Mukerjee, S. og T Yang. 2020. Choosing to Avoid? A Conjoint Experimental Study to Understand Selective Exposure and Avoidance on Social Media. Political Communication.

Scharkow, M., F. Mangold, S. Stier og J. Breuer. 2020. How social network sites and other online intermediaries increase exposure to news. Proceedings of the National Academy of Sciences 117(6): 2761-2763.

Yang, T., S. Majó-Vázquez, R. K. Nielsen og S. González-Bailón. 2020. Exposure to news grows less fragmented with an increase in mobile access. Proceedings of the National Academy of Sciences 117(46) 28678-28683.

Skaber sociale medier ekkokamre? #2

For over et år siden skrev jeg et indlæg om sociale medier og ekkokamre. Mit argument var og er, at der ikke er overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre, hvor borgerne udelukkende eksponeres for holdninger, der harmonerer med, hvad de allerede mener.

Der er selvfølgelig al mulig grund til at være kritisk i forhold til sociale medier. Der er dog intet der giver grundlag for dommedagsprofetier om, at sociale medier vil placere os alle i vores eget lille meningsbekræftende mikrokosmos, hvor ingen længere vil blive eksponeret for udfordrende synspunkter.

Siden jeg skrev indlægget, er der (heldigvis) kommet flere undersøgelser, der i overvejende grad afkræfter denne demokratiske dommedagsprofeti.

Hos Politiken kunne man således i september 2017 læse en artikel med titlen “Mytedræber: Facebook er ikke kun et ekkokammer“, der formidlede en undersøgelse fra IT-Universitetet. Undersøgelsen viste, at borgere møder holdninger, de er uenige i, mens de diskuterer nyheder eller politik på Facebook.

Undersøgelsen har sine begrænsninger, men det interessante er, at Vincent F. Hendricks, leder af et center med navnet Center for Information og Boblestudier (da et simpelt nysgerrigt prik kan punktere det Carlsbergfondet-finansierede vrøvl, der kommer ud derfra), stadig mener, at Facebook er med til at skabe ekkokamre. Som han siger: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat«.

Jeg har som altid stor sympati for det synspunkt, at man skal være på vagt i forhold til nye tendenser i samfundet og de potentielle negative effekter, de kan have på den demokratiske samtale (hvis den da overhovedet eksisterer eller nogensinde har eksisteret). Der er bare ingen evidens for, at vi er vidne til, at sociale medier er i fuld sving med at ødelægge den generelle debat. De undersøgelser, jeg har været i stand til at finde, taler om noget for det modsatte.

I en undersøgelse foretaget af Richard Fletcher og Rasmus Kleis Nielsen, finder de, at sociale medier ikke fører til, at folk kun bliver eksponeret for information, der harmonerer med deres verdensopfattelse. Tværtimod. Som Rasmus Kleis Nielsen udlagde studiet til Mandag Morgens TjekDet: “Folk, der bruger sociale medier, bliver eksponeret for signifikant flere forskellige nyhedskilder end dem, der ikke bruger sociale medier.”

Dette er ligeledes konklusionen i en gennemgang af litteraturen foretaget af Andrew Guess, Benjamin Lyons, Brendan Nyhan og Jason Reifler, der bærer titlen ‘Avoiding the Echo Chamber about Echo Chambers: Why selective exposure to like-minded political news is less prevalent than you think’. I rapporten, der ligeledes opsummeres her, konkluderes det: “the data frequently contradict or at least complicate the “echo chambers” narrative”. Der gennemgås flere interessante studier, der ikke alene taler for, hvorfor vi ikke udelukkende ser ekkokamre, men også belyser hvilke mekanismer, der kan forklare hvorfor.

Der er flere interessante nye studier, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Andrew Guess, en af forfatterne bag omtalte gennemgang af litteraturen, undersøger amerikanske borgeres nyhedsforbrug online og finder et betydeligt overlap i, hvilke medier borgere med forskellige politiske holdninger konsumerer. På den baggrund konkluderer han: “if online “echo chambers” exist, they are a reality for relatively few people who drive the traffic and priorities of the most partisan outlets.”

I et andet studie foretaget i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 2016, vises det, at dem der fik nyheder via Facebook ikke var mere tilbøjelige til at være i et ekkokammer, da de blev eksponeret for forskellige typer af nyheder, herunder også nyheder der udfordrede deres politiske overbevisninger.

Dette harmonerer med konklusionen i et nyt studie, der undersøger hvilke nyheder algoritmer anbefaler via Google News. Nærværende studie finder, at folk med forskellige politiske overbevisninger får ensarterede nyheder og dermed ikke blot nyheder, der stemmer overens med deres egne overbevisninger. Altså igen ikke meget evidens for idéen omkring ekkokamre.

Det kan dog tænkes, at dette blot er for moderat politisk interesserede, og jo mere politisk interesseret man er, desto mere vil man søge væk fra udfordrende synspunkter. Dette argument udfordres dog af dette studie, ‘The echo chamber is overstated: the moderating effect of political interest and diverse media’, der viser, at især politisk interesserede ikke ender op i ekkokamre.

Før vi går videre er det værd at minde os selv om citatet fra Vincent F. Hendricks: »Ekkokamrene opstår simpelthen ved, at de, der i øvrigt er ligesindede, finder sammen i grupper og forstærker hinandens argumenter. Det er med til at polarisere den generelle debat« (min fremhævning). Jeg vil mene at ovenstående taler for, at der ikke er overbevisende evidens for, at vi lever i ekkokamre. Hvad vi dog også kan udfordre er argumentet om, at ekkokamre – skulle de eksistere – er med til at polarisere den generelle debat. Der er sågar noget der tyder på, at det modsatte kan være tilfældet.

I et nyt studie, ‘Exposure to opposing views on social media can increase political polarization’, foretager en række forskere et felteksperiment på Twitter, hvor brugere af forskellig politisk overbevisning bliver eksponeret for indhold, der enten konvergerer med deres egen overbevisning eller udfordrer samme. Som altid er der aspekter, der kan diskuteres ved studiets metode og resultater, men noget tyder på, at polariseringen var størst hos de brugere, der blev eksponeret for synspunkter i konflikt med deres egne.

Vi ved ikke hvad fremtiden bringer og hvordan sociale medier vil påvirke den politiske debat på længere sigt. Det ville dog være at foretrække, skulle forskere have interesse i at udtale sig om sociale medier og ekkokamre, at de også bringer en flig af evidens med til bordet i stedet for udelukkende at betro sig til egne overbevisninger.

Som det ser ud nu, er der intet der taler for, at sociale medier er ved at placere os alle i ekkokamre.

Får størstedelen af amerikanerne deres nyheder fra Facebook og Twitter?

Politiken kunne her den anden dag berette, at størstedelen af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook og Twitter. Mere specifikt så rubrik og underrubrik i artiklen ud som følger:

Jeg læste artiklen og kunne se, at der ikke var tale om en repræsentativ undersøgelse, men kun en analyse af de amerikanere, der bruger sociale medier. Journalisten blev informeret herom og svarede tilbage, at: ”En rubrik kan aldrig være helt dækkende. Derfor har man underrubrik og artikel”. Da jeg senere læste artiklen igen, var underrubrikken ændret og så ud som følger:

Point til journalisten for at gøre underrubrikken mindre misvisende. Lad os kigge nærmere på, hvad der ellers skrives om den amerikanske undersøgelse: ”En ny undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew Research Center viser, at hele 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier melder, at de får deres nyheder fra sociale medier. Og den andel er stigende. På to år er tallet steget med henholdsvis 11 og 16 procentpoint for Twitter og Facebook. Men hvad betyder det, at vi alle sammen mere eller mindre får kurateret vores verdensbillede via de sociale medier og dem vi følger – i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis hvor der sidder en journalistisk redaktion og prioriterer og vægter verdens nyheder for os?”

Undersøgelsen kan findes her. Efter at have kigget nærmere på undersøgelsen er der som minimum tre aspekter ved ovenstående, der er værd at kommentere på. For det første er det vigtigt at huske på, som antydet ovenfor, at 63 procent af de amerikanske brugere af sociale medier ikke er det samme som 63 procent af den amerikanske befolkning.

For det andet konkluderer artiklen, at brugere af sociale medier har valgt de traditionelle medier fra. Dette er der dog ikke belæg for, men blot at undersøgelsen finder, at “clear majorities of Twitter (63%) and Facebook users (63%) now say each platform serves as a source for news about events and issues outside the realm of friends and family”. Med andre ord: Det er ikke undersøgt, om de amerikanske brugere i mindre grad følger traditionelle medier. Tværtimod er der tal i rapporten der viser, at brugerne nok ikke valgte mere traditionelle medier fra til fordel for de sociale medier, eller som følgende tabel i rapporten viser (side 13):

Til tabellen skrives der: “Both Twitter and Facebook serve as important sources of news for some users, but only a small core consider them a top source of news”. Det er svært at finde en empirisk overensstemmelse med formidlingen af undersøgelsen i Politiken, når journalisten skriver, at brugere af de sociale medier har valgt disse medier “i stedet for en papir-, net-, tv- eller radioavis”.

For det tredje er det forsimplet at tale om forholdet mellem traditionelle og sociale medier på en måde, hvor brugerne fravælger traditionelle medier til fordel for sociale medier. I langt de fleste tilfælde kan det tænkes, at det brugerne finder på facebook og twitter, er henvisninger til de traditionelle medier, og i mange tilfælde at det er ved at følge et traditionelt medie på et af de sociale medier. Eksempelvis har Politiken omkring 165 tusinde følgere på facebook, der synes godt om deres side.

Det stopper dog ikke her. Journalisten refererer til endnu en rapport, der viser, ”at 47 procent af danskerne finder deres nyheder via de sociale medier. Udviklingen går hurtigt, men danskerne er indtil videre mere trofaste overfor traditionelle nyhedsmedier end amerikanerne”. Omtalte undersøgelse er Reuters Digital News Report 2015, og kan findes her. Forskellen mellem denne undersøgelse og Pew Research Center er, at nærværende undersøgelse er repræsentativ for borgere i en lang række lande, der har adgang til internettet (herunder også USA). Som ved rapporten fra Pew Research Center er det dog heller ikke her muligt at konkludere, at brugere af sociale medier i højere grad vælger traditionelle medier fra.

Spørgsmålet som et repræsentativt udsnit af borgere i 12 lande er blevet spurgt, er: ”Which, if any, of the following have you used in the last week as a source of news? Please select all that apply.” Her har de adspurgte så – blandt andre muligheder – kunne vælge sociale medier. De 47 procent, som der refereres til i artiklen hos Politiken, er at finde på side 53 i rapporten (de røde søjler er tallene fra 2015, de blå fra 2014):

Det sjove ved denne figur er, at tallene fra USA også er at finde her, og de viser to ting: 1) ikke engang størstedelen af amerikanerne anvender de sociale medier som en kilde til nyheder og 2) flere danskere anvender sociale medier som en kilde til nyheder end amerikanere. Vi kan derfor konkludere, at ikke alene er rubrikken på artiklen hos Politiken lodret forkert, men der er intet belæg for, at danskerne er mere trofaste end amerikanerne.

Sociale medier betyder mere og mere i takt med at flere bruger dem, og de genererer trafik til de traditionelle mediers hjemmesider, og det er vigtigt at diskutere implikationerne for de traditionelle medier. Når man vælger at formidle og diskutere disse spørgsmål på baggrund af flere rapporter, er det dog vigtigt, at man har styr på, hvad rapporterne helt præcist kan fortælle os (og ikke fortælle os).

Partierne på facebook: Opbakning på facebook i forhold til meningsmålingerne

Der er forskellige værktøjer på facebook der kan tages i brug, hvis man ønsker at ytre sin politiske observans. Man kan give udtryk for den i en statusopdatering, angive den under ’Politiske holdninger’, melde sig ind i grupper for alverdens politiske statements osv. Der er dog også måder at tilkendegive sin politiske observans, så man mere eller mindre systematisk kan sammenligne opbakningen til forskellige partier.

Inspireret af en mindre analyse lavet af Kristian Selch Larsen for Humedia I/S, der viser, hvordan at »Folketinget ville være sammensat«, hvis det byggede på ”Synes godt om”-tilkendegivelser til de politiske partier, har jeg identificeret to andre tilkendegivelsesformer, der kan bruges til at sammenligne og vurdere partiers vælgermæssige tilslutning på facebook i forhold til meningsmålingerne.

Hensigten med dette indlæg er dermed at undersøge hvordan de forskellige tilkendegivelser harmonerer med meningsmålingernes population (altså alle vælgere). Dette vil ske ved at identificere de enkelte partiers opbakning relativt i forhold til andre partiers opbakning, for at kunne finde differensen mellem dette og et vægtet gennemsnit af de politiske meningsmålinger fra den seneste måned. Hvad angår sidstnævnte bruges tal fra Berlingske Barometer.

Foruden at kigge på partisider, som Kristian også kigger på, vil jeg inddrage hhv. den nye funktion Facebook Spørgsmål og partiledernes sider. Formålet med dette er at kunne vurdere hvilken tilkendegivelsesform der bedst matcher den opbakning partierne har i meningsmålingerne. Alle data der bruges i dette indlæg er indsamlet 13. maj 2011.

Partisiderne har overordnet ikke mange ”Synes godt om”-tilkendegivelser sammenlignet med partilederne (se nedenunder). I denne sammenhæng har jeg fundet partiernes officielle facebook-sider gennem deres hjemmesider. Dansk Folkeparti har ingen officiel facebook-side, hvilket kan være medvirkende til, at differensen er stor her.

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 8.169 16,7% 28,4% -11,7
B: Det Radikale Venstre 3.984 8,1% 6,4% 1,7
C: Det Konservative Folkeparti 3.268 6,7% 6,3% 0,4
F: Socialistisk Folkeparti 10.016 20,4% 13,8% 6,6
O: Dansk Folkeparti 847 1,7% 13,7% -12
V: Venstre 5.342 10,9% 22,8% -11,9
I: Liberal Alliance 7.238 14,8% 4,3% 10,5
Ø: Enhedslisten 10.155 20,7% 3,6% 17,1
I alt 49.019 100% 99,3%[1] 0,7

Tabel 1: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partisider i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Det Konservative Folkepartis side er den side der harmonerer mest med meningsmålingerne. Da differensen er positiv på baggrund af meningsmålingsopbakningen subtraheret fra partiers tilslutning på facebook, er Det Konservative Folkepartis tilslutning på partisiden større end i forhold til meningsmålingerne. Omvendt betyder en negativ værdi for Venstre, at deres opbakning i meningsmålingerne, er større end til deres facebook-side. Hvis differensen er 0, er der ingen forskel på partiernes tilslutning på deres facebook-side relativt til andre partiers tilslutning i forhold til meningsmålingerne.

For at kunne undersøge om partisiderne giver et mere retmæssigt billede af den reelle tilslutning end de andre tilkendegivelsesformer, tager jeg udgangspunkt i differensen for de forskellige partier, og finder standardafvigelsen. Jo mere standardafvigelsen afviger fra 0, desto mindre harmonerer partiernes opbakning jf. den pågældende tilkendegivelsesform i forhold til meningsmålingerne.

Gennemsnittet vil være lidt over 0, da jeg ikke har medtaget Kristendemokraterne i denne undersøgelse, til trods for at de har 0,7% tilslutning i meningsmålingerne. Standardafvigelsen for partisiderne i forhold til meningsmålingerne er 11,2.

Kigger vi nærmere på Facebook Spørgsmål, har vi at gøre med en forholdsvis ny funktion, hvor at brugerne kan give deres holdning til kende i forhold til forskellige spørgsmål. Jeg har været i stand til at finde to spørgsmål[2] på Facebook Spørgsmål som vil have brugerens holdning til, hvem man vil stemme på. Jeg har taget disse data og lagt dem sammen i den tro, at det er de færreste der vælger at give udtryk for den samme holdning to gange til det samme spørgsmål. Ved at lægge disse sammen får vi i alt 18.073 respondenter.

Parti Stemmeafgivning Procent Meningsmåling Differens
A: Socialdemokraterne 4.561 25,2% 28,4% -3,2
B: Det Radikale Venstre 996 5,5% 6,4% -0,9
C: Det Konservative Folkeparti 1.086 6,0% 6,3% -0,3
F: Socialistisk Folkeparti 3.340 18,5% 13,8% 4,7
O: Dansk Folkeparti 1.799 10,0% 13,7% -3,7
V: Venstre 2.070 11,5% 22,8% -11,3
I: Liberal Alliance 1.951 10,8% 4,3% 6,5
Ø: Enhedslisten 2.270 12,6% 3,6% 9
I alt 18.073 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 2: Facebook Spørgsmål tilkendegivelser omkring hvilket parti man vil stemme på i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er tilfældet (igen), at Det Konservative Folkeparti ligger tættest på virkeligheden, dog med en større opbakning i meningsmålingerne end på Facebook Spørgsmål. I denne sammenhæng er standardafvigelsen 6,5, og dermed tættere på 0 end ved. partisiderne.

Den sidste tilkendegivelsesform er partilederne. Alle partiers ledere har deres egen side som man kan »synes godt om«. Der er i forhold til denne tilkendegivelsesform meget stor spændevidde i forhold fra den partileder med færrest tilhængere (Lars Barfoed, 2.160) til den med flest (Helle Thorning-Schmidt, 105.243).

Parti “Synes godt om” Procent Meningsmåling Differens
A: Helle Thorning-Schmidt 105.243 34,8% 28,4% 6,4
B: Margrethe Vestager 14.005 4,6% 6,4% -1,8
C: Lars Barfoed 2.160 0,7% 6,3% -5,6
F: Villy Søvndal 89.493 29,6% 13,8% 15,8
O: Pia Kjærsgaard 14.944 4,9% 13,7% -8,8
V: Lars Løkke Rasmussen 53.762 17,8% 22,8% -5
I: Anders Samuelsen 2.714 0,9% 4,3% -3,4
Ø: Johanne Schmidt-Nielsen
 20.526 6,8% 3,6% 3,2
I alt 302.847 100,1% 99,3%[1] 0,8

Tabel 3: ”Synes godt om”-tilkendegivelser til partiledere i forhold til partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Her er det for en gangs skyld ikke Lars Barfoed og det Konservative Folkeparti der har den mindste differens, men derimod Margrethe Vestager og De Radikale. Standardafvigelsen er ved differensen mellem opbakningen til partilederne og partiernes tilknytning i meningsmålingerne på 8,0.

Overordnet viser mine data, at det er de besvarede spørgsmål på Facebook Spørgsmål der harmonerer mest med meningsmålingerne, dernæst partileder-tilkendegivelser og så til sidst partisider-tilkendegivelser. En standardafvigelse på 6,5 er på mange måder alt for højt til, at facebook er repræsentativt i forhold til den population meningsmålingerne opererer med. En øget repræsentativitet vil dog kunne forekomme ved øget stratifikation.

Der er et hav af problematikker der melder sig, når man undersøger partiernes opbakning i forhold til meningsmålingerne. For det første en grad af usikkerhed forbundet med forskellen mellem dem forårsaget af variationer i begge. For det andet er det, og det må blive den note der er vigtig at fremhæve er, ikke en repræsentativ andel af den danske vælgerbefolkning, der synes godt om politikere og partier på facebook – eller angiver hvem de ville stemme på, hvis der var valg i dag/morgen.

Den mindre analyse jeg refererer til øverst i indlægget indledes med: »Internettet herunder netaviser, Youtube, Twitter og ikke mindst Facebook vil utvivlsomt have en hidtil uset stor rolle i valget år 2011.«. Jeg har tidligere udtrykt min tvivl omkring dette, men ikke desto mindre bliver det utroligt spændende at se nærmere på, hvilken betydning af sådanne medier og platforme, vil få i fremtiden.

For at opsummere, er der ingen tilkendegivelsesform på facebook hvor resultatet tilfredsstillende matcher meningsmålingerne. Højreorienterede vælgere har derfor ingen grund til at være direkte bekymrede for det store flertal, at den mindre analyse giver, til de røde partier. Specielt vil et parti som Dansk Folkeparti alt andet lige have større politisk opbakning ved valg, end på facebook. Uanset hvilken tilkendegivelsesform man kigger på, har Dansk Folkeparti en lavere opbakning der, end i meningsmålingerne, hvilket næppe kan være den store overraskelse.

——————-
[1] Kristendemokraterne er ikke medtaget her, hvorfor at den procentvise kumulerede andel ikke giver 100%.
[2] De to spørgsmål der er medtaget er: Hvilket parti ville du stemme på hvis der valg i dag? & Hvilket parti ville du stemme på hvis der var valg i morgen?

Politiske bloggere og folketingsvalget 2011

I 2011 skal der være folketingsvalg. Der diskuteres i den forbindelse hvilken betydning at specielt sociale medier og politiske blogs kommer til at få. Jeg vil i dette indlæg primært forholde mig til sidstnævnte og give mit bud på, hvilken rolle at politiske blogs kommer til at spille i valgkampen. Dette vil ske ved at tage udgangspunkt i det indlæg jeg ovenover henviser til, ”2011/12 – de politiske bloggeres gennembrud” skrevet af Annegrethe Rasmussen.

Indlægget bærer de to årstal ’11 og ’12, da der i 2011 er folketingsvalg i Danmark og i 2012 præsidentvalg i USA. Der forsøges dermed anlagt et komparativt perspektiv, i bestræbelserne på at sammenligne nogle tendenser i de forskellige lande. Ved en sådan sammenligning er der to yderst relevante aspekter der skal tages højde for. For det første er der tale om et andet medielandskab i USA, der har en anden struktur end det danske. For det andet er der i Danmark, sammenlignet med USA, meget få kompetente politiske bloggere som folk overhovedet gider læse. Konsekvensen af dette er, at hvis de politiske bloggere får deres gennembrud ved folketingsvalget 2011, er der tale om et par enkelte politiske bloggere.

Fordi at der i en artikel i New York Times påstås, at bloggerne vil spille en større rolle ved det næste præsidentvalg i USA, vil jeg derfor være yderst påpasselig med at drage nogle paralleller til en dansk kontekst. Det overordnede spørgsmål der danner udgangspunktet for indlægget er da også: ”Bliver valgåret 2011 det år, hvor de politiske bloggere overhaler de traditionelle medier i betydning, når det gælder valgdækning?”.

Svaret på dette spørgsmål kan gøres simpelt: Nej. De politiske bloggere kommer ikke til at overhale de traditionelle medier i betydning når det gælder valgdækning. De politiske bloggere får en magt fordi at de traditionelle medier citerer dem. I det sekund at journalisterne ikke gider citere Jarl Cordua, har han næppe nogen magt. Styrkeforholdet er på plads. Og dette vil næppe ændre sig fordi at der udskrives valg. Får Jarl Cordua en god historie kan han sætte dagsordenen i medierne. Men næppe udenom de traditionelle medier.

Hvad angår de sociale medier, vil jeg nok gå så vidt som til at sige, at de ikke kommer til at spille nogen rolle overhovedet. Det er nok også oftest folk der har specialiseret sig i sociale medier, der tror på, at facebook og twitter kommer til at påvirke valget. Twitter kan skabe en revolution i Egypten, men ikke ændre udfaldet ved et folketingsvalg. Det er da heller ikke uden grund, at partiernes pressefolk ikke prioriterer de sociale medier ret højt.

2011 bliver ikke de politiske blogs gennembrudsår.

Hvilken rolle spiller internettet under valgkampe?

Det hænder at vi i Danmark skal til stemmeurnerne. Valgkampe associerer jeg normalt med valgplakater, politikere på gågaden, intensiveret politisk dækning i medierne etc. Hvad der i de senere år er kommet fokus på er, at valgkampene ikke blot foregår ude i den virkelige verden men også på internettet. Hvor meget har internettet så at skulle have sagt i en valgkamp?

Personligt er jeg af den opfattelse, at det er marginaler der kan flyttes på nettet under den korte periode som valgkampene forløber sig over i Danmark. Her tror jeg på, at det handler om at frame de politiske emner der passer en bedst i medierne. En ny rapport viser dog, at internettet har en effekt i valgkampe, og rent faktisk kan flytte stemmer. Undersøgelsen bygger på kommunalvalget 2009, hvor at flere tusinde kandidater har besvaret en e-survey.

I rapporten distanceres der mellem hhv. traditionelle (gadearrangementer, læserbreve, valgplakater etc.) og elektroniske (blog, facebook, nyhedsbreve, sms, twitter etc.) redskaber. Der er en sammenhæng mellem brugen af redskaber i den forstand, at jo flere traditionelle redskaber der bruges, desto flere elektroniske redskaber bruges der også. Det der overordnet set irriterer mig er hele ideen om, at man tager elektroniske redskaber og prøver at gøre dem til noget der bruges i valgkampen i en bestemt periode.

Jeg køber gerne argumentet om, at elektroniske redskaber har en effekt, men hvorfor skulle det være lige i valgkampen, at størstedelen af denne effekt kommer fra? Langt de fleste af de politikere der har en facebook-profil, har vel i de fleste tilfælde oprettet denne før en valgkamp, og slet ikke med nævnte i tankerne. Det kan og vil derfor være svært at klarlægge den effekt at en facebook-profil har, da den ikke kun er at finde i en valgkamp.

Man kan undersøge, som de gør i rapporten, hvor meget forklaringskraft at enkelte elektroniske redskaber har i forhold til ens succes i en valgkamp, men det ændrer ikke på, at når man taler om elektroniske redskaber og valgkampe generelt den dag i dag, forekommer det mig besynderligt, at man behandler valgkampen som noget autonomt. Nuvel, det er fornuftigt af metodiske grunde (og mange forskningsprojekter tager da også udgangspunkt i valgkampe), men virkeligheden er en anden, end dengang hvor at meningsmålinger var en sjældenhed og folk tog til vælgermøder i det lokale forsamlingshus.

Den virkelighed at politikere må forholde sig til i dag, er valgkamp 365 dage om året – 24/7. Også på internettet. Meningsmålinger er ingen sjældenhed længere, tværtimod. Efter et hvilket som helst politisk udspil skal der straks komme en meningsmåling, så man kan isolere effekten af det, og høre de ansvarlige og kommentatorer hvordan de tolker det. Partierne tænker derfor også evigt og konstant strategisk i forhold til næste valg, med alt fra fokusgrupper til spindoktorer. Når at Lene Espersen rejser på ferie til Mallorca og sidenhen undskylder, skal der derfor også straks foretages en meningsmåling, så vi kan se, hvad vælgerkorpset synes om dette (og hvad sker der for idealismen i dansk politik, når at folk straffer partiet for sådan noget?).

I denne virkelighed spiller internettet en stor rolle – ikke kun i valgkampen. Som rapporten også kommer ind på, har de elektroniske redskaber den fordel, at de ikke kræver store kampagnebudgetter. Politikere kan på nettet derfor mindske transaktionsomkostningerne og levere budskabet direkte ud til potentielle vælgere udenom (kritiske) kanaler. Ikke kun i en valgkampsperiode men året rundt, og skabe en relation til den enkelte vælger.

Der er derfor mange fordele i, at de politiske partier tænker på de muligheder der er på internettet. Det er selvfølgelig også derfor tragisk at læse denne rapport, der viser, at partiernes hjemmesider i et meget ringe omfang besøges af danskerne.

Det er meget få der besøger partiernes hjemmesider, og ingen af de politiske partiers hjemmesider er i top1000 over de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Det undrer mig, at partierne ikke har fokuseret mere på søgemaskineoptimering (SEO) og større integration af social medier end tilfældet er. Valgkampen foregår 24/7 – også på internettet, og partierne kunne snildt arbejde mere aktivt på at få mere velbesøgte hjemmesider.

Vender vi tilbage til kommunalvalget i november, ser vi da også, at antallet af brugere på partiernes hjemmeside stiger i denne periode. Dette skyldes nok primært 1) øget interesse for partiernes politik blandt vælgerne og 2) partiernes øgede fokus på at komme ud med deres politik.

Partierne kan ikke ændre på, at vælgernes interesse stiger når valgkampen står på, men der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at partiernes arbejde i forhold til generelt at have velbesøgte hjemmesider, er alt for mangelfuld. Når dette er sagt, er der selvfølgelig også et mønstereksempel på nogle der rent faktisk gør noget. Her er der tale om radikale.net, der rent faktisk formår at udnytte en del af de muligheder som at internettet giver. Jeg skal dog ikke kunne sige noget om, hvorvidt at førnævnte side, er optimeret ift. søgemaskiner og den generelle vælgerskare, eller om det er forbeholdt til en lille gruppe af politisk interesserede.

For at opsummere: Det er min opfattelse, at internettet er et godt og nyttigt redskab i forhold til kommunikation med vælgerne, men at behandle dette som noget der er mest relevant under valgkampe, virker som gammeldags vanetænkning. Internettet er derimod med til at sikre muligheden for kontinuerlig kontakt med vælgeren, noget som de politiske partier burde prioritere bare lidt højere.