Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne?

Da coronavirussen brød ud, oplevede Socialdemokratiet en voldsom fremgang i meningsmålingerne. Forleden kunne en Megafon-måling vise, at Socialdemokratiet “fastholder [en] kæmpe vælgeropbakning”. Det tyder altså på, at der stadig er stor opbakning til Socialdemokratiet i meningsmålingerne.

I et nyt vægtet snit hos Altinget formidles det dog, at de “seneste måneders medvind for Socialdemokratiet [er] begyndt at stilne af”. Konkret rapporteres det, at partiets opbakning nu er på 31,5 pct.

Er opbakningen så begyndt at stilne af? 31,5 pct. lyder meget plausibelt – og min seneste prognose giver Socialdemokratiet 32 pct. af stemmerne. Jeg vil dog argumentere for, at vi stadig skal se et større fald, før vi kan konkludere, at der er evidens for en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet.

For at forstå dette kan vi kigge på de seneste målinger for Socialdemokratiet:

Her kan vi se, at der var en stor stigning i opbakningen til Socialdemokratiet i løbet af marts. Siden da har opbakningen ligget stabilt på omkring 33 pct., med nogle meningsmålinger højere og andre målinger lavere. Vi har fået to meningsmålinger i denne uge, hvor Socialdemokratiet ligger på hhv. 33,4 pct. (Voxmeter) og 33,2 pct. (Epinion). Tager vi den statistiske usikkerhed i betragtning, er det svært at se et mønster, der viser nogen forandring, siden Socialdemokratiets opbakning steg.

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Hvad synes danskerne om den røde regering?

Det vrimler med meningsmålinger for tiden der på en eller anden måde skal vurdere noget den nye regering gør. Det lettere komiske aspekt er, at regeringen i bund og grund ikke har gjort noget endnu, andet end at tale om regeringsgrundlaget og udvalgt nogle ministre.

Derfor ser vi ret tynde meningsmålinger der handler om danskernes opfattelse af løftebrud, gætterier om hvordan det kommer til at gå og så videre. Alt sammen meningsmålinger der i bund og grund handler om ens opfattelse af den nye regering. Konklusionen er næppe noget der vil slå benene væk under dig, kære læser: Røde vælgere bakker i højere grad op om den røde regering end blå vælgere. Alligevel ser vi forsideartikel efter forsideartikel der bygger på det udgangspunkt.

Lad os tage et par eksempler, begge fra MetroXpress. I dagens udgave af MetroXpress finder man en artikel omhandlende, at danskerne er af den opfattelse, at den røde regering bliver »et dyrt bekendtskab«. For en problematisering af artiklens konklusion på baggrund af meningsmålingen, henviser jeg til dette indlæg. Det interessante i denne sammenhæng er, når man ser på hvordan ens opfattelse sandsynligvis er afhængig af ens politiske orientering.

Spørgsmålet der er blevet stillet er: »Forventer du, at S-R-SF-regeringens politik vil have negativ eller positiv indflydelse på din private økonomi de kommende år? «. Lad os se på hvordan danskernes forventning er fordelt – og blå og røde vælgere er specificeret ud fra farven i søjlen.

Det ses tydeligt, at specielt blå vælgere er mere negativt indstillede end røde vælgere. Det giver ingen reel mening at tale om danskerne som en gruppe, der har én opfattelse af den røde regering, hvorfor overskriften ”Danskere: Den røde regering bliver et dyrt bekendtskab” virker forfejlet. Artiklens konklusion hviler på, at røde vælgere i meget højere gad har en status quo-forventning, end blå vælgere. Skal man konkludere noget på baggrund af meningsmålingen er det, at blå vælgere er mere kritiske over for den røde regering end røde vælgere. Surprise, surprise!

Et andet eksempel er ligeledes fra MetroXpress og handler om danskernes opfattelse af løftebrud versus kompromiser. Her er 1.018 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 blevet stillet over for to udsagn: 1) ‘S-SF har måttet indgå kompromiser med Det Radikale Venstre i regeringsgrundlaget, og derfor er det naturligt, at de to partier ikke har fået alle deres løfter igennem.’ og 2) ‘S-SF har brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige’.

Personerne i meningsmålingen har så svaret på, hvilket udsagn de er mest enige i. For at visualisere min forholdsvist simple pointe, har jeg ved hvert parti taget differensen i procentpoint for de respektive partier, hvorved at vi kan have værdien fra -100 til +100. -100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 2 (at der er brudt så mange valgløfter i regeringsgrundlaget, at de to partier fremstår utroværdige), +100 angiver, at alle vælgere fra et parti er mest enige i udsagn 1 (det med kompromiser) og 0 angiver, at lige mange fra hvert parti er mest enige i de to udsagn. Lad os se hvad vi finder:

Igen, ikke den store overraskelse: De blå vælgere mener at de røde partier fremstår utroværdige, hvor de røde vælgere omvendt mener, at de røde partier har indgået kompromiser. S og SF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at der er tale om politiske kompromiser i regeringsgrundlaget. DF-vælgere er dem der i det største omfang synes, at de to nævnte partier er utroværdige. Surprise, surprise.

Hvordan skal vi forholde os til disse tal? Meningsmålingerne taler mest af alt for, at vælgerne er loyale over for de partier, de har stemt på. Dette harmonerer fint med Rune Slothuus resultater omkring, at der kan være en partiafsendereffekt1. Dette vil sige, at det ikke handler om hvad partierne gør, men hvilke partier der gør det.

Er det et parti man har et tilhørsforhold til (som man for eksempel stemmer på), er man mere åben over for de udmeldinger det parti kommer med. Rune Slothuus lavede et eksperiment på baggrund af vækstpakken i efteråret 2009, hvor både Socialdemokraterne og Venstre gik ind for øgede offentlige investeringer. Her fandt han klare og konsistente effekter i forhold til partiafsenderen. Vælgernes holdning til vækstpakken var dermed tydeligt farvet af det parti der meldte noget ud omkring den – og så om man stemte på det pågældende parti eller ej.

Jeg vil argumentere for, at det er de samme effekter man finder i disse dages meningsmålinger. Der er ingen reelle politiske aspekter i meningsmålingerne, men blot noget der handler om ens opfattelse af partierne. Her er det ingen overraskelse at blå vælgere er mere skeptiske og kritiske over for en rød regering end røde vælgere. Det giver derfor ingen reel mening at tale om danskere som ét folk der har én bestemt holdning til den nye regering på et område (for eksempel om den røde regering bliver et dyrt bekendtskab).

Hvad synes danskerne så om den nye regering? De røde vælgere er positive. De blå vælgere negative. Ryd forsiden!

  1. Slothuus, R. (2010). ”Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige?”. Politica, 42(3): 345-360. []

Er der tale om løftebrud?

Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?

Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.

Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.

I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.

Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.

Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).

I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

10 andre punkter

I går publicerede jeg et indlæg hvor jeg kiggede nærmere på de politikpunkter, der var udsendt fra den konstellation af partier, der i dag har præsenteret et regeringsgrundlag. I går udsendte de rundt regnet 15 punkter, som den nye regering vil arbejde for at få gennemført. Overordnet konkluderede jeg, at Det Radikale Venstre blev den store vinder, SF taberen, og noget af Venstres politik ville blive gennemført.

Problemet med sådanne punkter er, at de – som jeg også pointerede – er strategisk udvalgt. For at komme med et andet eksempel på hvilke pointer man også kunne have fokuseret på, kan man kigge nærmere på 10 punkter Berlingske har valgt ud, hvor S og SF må skuffe deres vælgere.

På den baggrund kan man komme frem til følgende tabel over partiernes holdninger til de 10 udvalgte punkter:

Politikpunkt
1. Efterløn
 2. 12 minutter
mere
3. Dagpenge
4. Vækstpakke
5. Boligpakke
6. Millionærskat
7. Bankskat
8.-9. Folkeskole
10. Integration

Jeg er ikke helt sikker på specielt de Radikales holdning til et par af punkterne, men ikke desto mindre er konklusionen ganske klar: Man kan nemt finde områder hvor partierne i den nye regering ikke er enige, og omvendt områder hvor de er helt enige. Den nye regering vil selvfølgelig fokusere på sidstnævnte.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

Hvad gjorde Socialdemokraterne?

»Vi gjorde det!«, sagde en begejstret Helle Thorning-Schmidt på valgaftenen. Det står mig uklart hvad de gjorde, men det er klart at der var to ting Socialdemokraterne ikke gjorde: 1) slog Anders Fogh Rasmussen og 2) skabte et tilfredsstillende valgresultat.

Hvad Socialdemokraterne formåede, var at være tålmodige nok til at vente på, at folk blev trætte af VK-regeringen. Om det i selv er en bedrift, må være op til den enkelte at vurdere. Jeg er ikke selv overbevist om, at det ligefrem skriger efter klapsalver.

Jeg vil i dette indlæg argumentere for at Socialdemokraterne hverken historisk eller i valgkampen leverede et godt resultat. Ligeledes vil jeg fremhæve, at hvis nogen i forbindelse med den røde blok skal have æren for den røde bloks succes, er det de Radikale.

Hvad gjorde Socialdemokraterne i valgkampen?
Det er muligt at finde enkeltstående meningsmålinger i valgkampen der viste en fremgang til S, bl.a. var der en nyhed om at Socialdemokraterne kom bedst fra start. Der er dog intet mere uinteressant end enkeltmålinger, hvorfor disse også bør droppes. Ved at se på flere meningsmålinger fra flere institutter over tid, viser der sig dog en faldende tendens for Socialdemokraternes opbakning i valgkampen.

Ovenstående graf lavet af Talmagi viser Socialdemokraternes mandattal i meningsmålingerne under valgkampen. De farvede områder angiver den statistiske usikkerhed ved de enkelte målinger. Hvad gjorde Socialdemokraterne så i valgkampen? Mistede stemmer.

Hvad gjorde Socialdemokraterne historisk?
Historisk dårligt valg. 24,8 pct. 44 mandater. Nuff said.

Hvad gjorde … Det Radikale Venstre?
Selvom Socialdemokraterne i valgkampen formåede at trække vælgere fra Dansk Folkeparti, skal valgsejren tilskrives de Radikale, der formåede at trække vælgere over midten fra alle fire borgerlige partier. Som følgende oversigt over vælgervandringer til de Radikale viser, fra Berlingske, hvor tallene angiver procent af alle vælgere og den blå søjle angiver mænd og den orange kvinder, kunne Det Radikale Venstre overtale en god portion borgerlige stemmer (selv vælgere fra Dansk Folkeparti!), til at stemme på dem.

Om dette skyldes Lars Barfoeds signal om at de Radikale er et godt parti for borgerlige vælgere kan ikke vides, men én ting er sikkert: Det var de Radikale der vandt på det »samarbejde«. Havde de Konservative ikke leveret et historisk dårligt valg samtidigt med at de Radikale fik en stor valgsejr, ville Lars Løkke Rasmussen angiveligt kunne have undladt at pakke sammen i Statsministeriet.

Socialdemokraterne havde stået med endnu et historisk nederlag, og intet taler for, at de socialdemokratiske vælgere ville være tålmodige nok til at give Helle Thorning-Schmidt endnu en chance. Hvad gjorde Socialdemokraterne så? Ikke det store. Helle Thorning-Schmidt burde have indledt sin tale mere ydmygt med ordene: »Tak, Radikale. Tak, tak, tak!«.

DSU Odense og billige øl

Socialdemokraterne er glade for at tage ansvar. Ikke alene at tage ansvar for andre, men også fra andre. Vi skal leve sundere, længere og bedre. Den bedste måde at opnå dette politisk bestemte mål på, er ved at adfærdsregulere vha. afgifter, så at det bliver dyrere at leve usundt og billigere at leve sundt.

Danskerne lever for usundt og der er brug for flere penge til at sikre alle et sundere liv. Som Socialdemokraterne i deres udspil ”Fair Forandring” selv beskriver løsningen på problemet:

”Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand og chokolade. […] Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring.”

Der skal derfor investeres i forebyggelse og mere effektiv kræftbehandling etc. Dette skal jf. Socialdemokraterne bl.a. finansieres ved højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Disse afgifter skulle gerne kunne give 3,9 mia. kroner mere i statskassen.

Det der så er lidt komisk er, at dette tal nok kunne være symbolsk højere, hvis alle bare valgte at betale de afgifter.

Jeg var til en julefrokost i lørdags, hvor at vi endte med at tage et smut forbi DSU Odenses lokaler, der også holdte julefrokost. Flinke mennesker og hyggeligt selskab, ingen tvivl om det. Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg begyndte at grine meget, da mine venner pointerede for mig, at der var tale om tyskimporterede øl.

Det kan godt være, at der kan sælges øl billigt og man kan lave en god privatfest med masser af drikkelse, når man tager et smut forbi Tyskland, men det ændrer ikke på, at jeg finder det direkte hyklerisk og dobbeltmoralsk, når man udadtil går ind for, at alle skal betale lidt mere til fællesskabet, hvis de lever usundt, mens at man selv vælger at holde fest med varer der er billigere bl.a. pga. de manglende danske afgifter.

Noget kunne tyde på, at der ikke kun er brug for nytænkning, men også principper.