Erik Gahner Larsen

Hvem skal betale for krisen?

Cevea stiller ovenstående spørgsmål og kommer ikke så overraskende frem til, at danskerne ser »finanssektoren og millionærerne, som dem, der endnu ikke har taget deres del af ansvaret for krisen«.

Hvordan er Cevea kommet frem til konklusionen? Simpelt: De har lavet en meningsmåling gennem analyseinstituttet Internetresearch A/S og spurgt danskerne om, hvem der skal betale for krisen. Analysen er blevet omtalt hos bl.a. Politiken, Avisen.dk og FinansWatch.

Lad os se nærmere på de svarmuligheder respondenterne i undersøgelsen er blevet stillet over for, og på en Likert-skala skulle ytre deres enighed i forhold til, da de skulle besvare spørgsmålet.

På den første side i analysenotatet finder vi figur 1, der viser svarene på: ”Hvem skal betale prisen for den økonomiske kriser [sic]”. Her skal respondenterne blandt andet svare på om de synes, at det er de arbejdsløse og/eller de nedslidte, der skal »betale for krisen«. Dette er der – knap så overraskende – ikke så mange, der synes om. Meget bedre ser det ikke ud i forhold til ønsket om at alle skal betale ved at skære i velfærden eller arbejde mere.

Dem der skal betale er ikke engang de rigeste, men de allerrigeste – og så bankerne. Bum. Det kan næppe være nogen overraskelse at respondenterne i højere grad svarer, at de er enige med dette, når alternativerne handler om at ramme de svageste i samfundet eller skære i velfærden. Det er smart skruet sammen af Cevea, og de har undgået at bruge penge på en undersøgelse der kunne vise noget, som ikke matchede den dagsorden de ønsker at sætte.

Cevea tolker undersøgelsen som om, at mentaliteten fra Occupy Wall Street er at genfinde i den danske befolkning, og der protesteres mod det »økonomiske borgerskab og finansfyrsterne«. Det er måske at konkludere lige lovligt meget på baggrund af den pågældende undersøgelse.

Jeg ville hjertens gerne skrive mere om analysen, men for det første har jeg ganske enkelt svært ved at tage den seriøst, og for det andet er det vanskeligt, når de metodiske informationer er henlagt til en simpel, lille fodnote i notatet og generelle oplysninger er fraværende.

Går de Konservative ind for skattelettelser?

Går Det Konservative Folkeparti ind for skattelettelser? De fleste danskere vil næppe vide hvad svaret er på dette spørgsmål. Og med rette. I dette indlæg vil jeg for alle de interesserede læsere demystificere de Konservatives holdning til spørgsmålet om de kontroversielle skattelettelser.

Det kan være svært at forholde sig til udmeldinger fra de Konservative. Det synes at være alt efter hvordan vinden blæser den pågældende dag, at en eller anden ordfører har en tilfældig holdning til hvorvidt skattelettelser er noget man kan få ved at stemme på de Konservative. Det viser sig dog, at hvis vi skal sige noget generelt om de Konservatives holdning til skattelettelser, må vi se på relationen til Venstre.

De Konservative og Venstre har siddet i regering i små 10 år, og det har da ikke været nogen dans på roser hele vejen. Når dette er sagt skal det siges, at det alt i alt er gået meget godt. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen gjorde det fint – og alle var glade. Verden er dog en anden i dag. Liberal Alliance er kommet til og der sidder nye partiformænd (Løkke i stedet for Fogh og Espersen Barfoed i stedet for Bendtsen).

Hvilket svar kan du så forvente, hvis du spørger en ordfører fra de Konservative om deres holdning til skattelettelser? Det afhænger af én ting: Hvor langt væk at den ordfører fra De Konservative du spørger, er fra nærmeste toppolitiker fra Venstre. Hvis du har at gøre med en ganske almindelig ordfører fra de Konservative, vil du kunne forvente, at skattelettelserne er lige rundt om hjørnet. Hvis du spørger de i Det Konservative Folkeparti der gennemfører reelle forhandlinger med Venstre, er skattelettelser ikke noget der er det vigtigste i verden.

lineær funktion

Ovenstående graf viser dette forhold. På X-aksen har vi afstanden til nærmeste toppolitiker fra Venstre. På Y-aksen har vi graden af, hvor åben den Konservative politiker er til spørgsmålet om skattelettelser.

Lad os tage et eksempel. Den 5. juni melder flere fremtrædende politikere fra de Konservative ud, at vi skal have skattelettelser. Charlotte Dyremose udtaler sågar: »Jeg vil intet mindre end udstede en garanti for, at hvis vælgerne genvælger mig, så vil jeg arbejde aktivt for yderligere skattelettelser i næste valgperiode.«. Kan man så forvente, at de Konservative har denne holdning som parti? Desværre ikke. Spørger man partiets formand – som er en af dem der skal føre forhandlingerne med Venstre, når mulighederne for skattelettelser er der, er skattelettelser ikke et krav.

Selvfølgelig går de Konservative ind for skattelettelser. Det ved alle. Eller, jeg ved det sgu ikke. Hvis de gør, manifesterer det sig i hvert fald på ingen måde i den førte politik. I tilfældet de Konservative er der nok mest af alt tale om borgerlige stemmer der svigter.

Går de Konservative så ind for skattelettelser? Det er næppe mange der stemmer på Det Konservative Folkeparti, som er tilfredse med det nuværende skattetryk, så et oplagt svar vil være, at de går ind for skattelettelser. Virkeligheden synes dog at være lidt anderledes. Måske ville det bedste for de Konservative være at miste regeringsmagten ved næste valg og de dertilhørende ministerbiler, så de kan stå lidt på egne ben igen?

Hermed vil jeg slutte dette indlæg med en opfordring til de Konservative politikere om, at melde klart ud, hvad de egentlig kræver af et samarbejde med Venstre – og indtil da, så kan konservative vælgere jo stemme på et parti, de ved hvad står for.

Det skattebetalende individ

Benjamin Franklin citeres ofte for hans erkendelse af, at “[…] in this world nothing can be said to be certain, except death and taxes.”. Uanset hvilken politisk styreform man er underlagt, med mindre man lever under en anarko-kapitalistisk samfundsorden, må man – hvis man er lovlydig borger – betale skat.

Så på samme måde som at alle på et eller andet tidspunkt i livet når at gøre sig nogle lommefilosofiske overvejelser omkring, hvad der er meningen med livet, på samme måde tænker de fleste forhåbentlig over, hvad der er meningen med skat.

Dette er selvfølgelig også noget man bør tænke meget over. Når der betales skat, sker der et indgreb i individets ejendomsret. Vi krænker det enkelte individs frihed og autonomi, for at kunne bedrive kollektive aktiviteter, uafhængigt af individets accept af samme. Det skal derfor tages dødhamrende alvorligt, når der indkræves skatter.

Som liberal er det et fundamentalt princip, at skatteprocenten skal være på et absolut minimum. Dette absolutte minimum skal omhandle de områder som er essentielle for, at samfundet kan fungere. Nu kunne dette indlæg så sagtens blive et forsvar for negative frihedsrettigheder og en retsstat, og hvordan at dette er det eneste der er påkrævet, for at samfundet kan fungere. Denne debat er dog blevet taget en del gange her på bloggen og i utallige andre sammenhænge, så jeg vil undlade at gå nærmere ind i den diskussion her.

Hvad jeg vil bruge dette indlæg på at postulere er, at vi for længst har forladt ambitionen om dette absolutte minimum, hvordan vi så end definerer dette. Uanset om det er at stille nogle velfærdsydelser til rådighed for alle, tage vare på de svageste eller noget helt tredje, handler diskussionen om beskatningsgrundlaget ikke mere om, at tage så få penge som muligt fra det enkelte individ, for at kunne få samfundet til at hænge sammen. Tværtimod.

Debatten har udviklet sig således, at det handler om at tage mest muligt fra det enkelte individ. Dette for at kunne finansiere tonsvis af aktiviteter, nogle mindre vigtige end andre, der er at finde i samlekategorien ’velfærd’. Praksis er, at skattelettelser kun må gives, hvis det betyder, at det er for kollektivets bedste.

Det er ikke længere et ønskværdigt mål at sørge for, at staten tager så få penge som muligt fra det enkelte individ (det der i den offentlige diskurs kaldes ”at give penge”). Det ønskværdige mål er at kunne tage lige netop så meget fra det enkelte individ, at det stadigvæk gider tage på arbejde og blive boende i Danmark – uden hensyn til det enkelte individs frihed. Dette er en ærgerlig tendens.

Dette er dog ikke en tendens man kun ser på skatteområdet. Vi ser flere og flere forbud, restriktioner, afgifter, reguleringer etc. der alle ser komplet og fuldstændigt bort fra individets selvstændighed. Den passende måde at afslutte dette lidt mavesure indlæg på, må være ved at citere Milton Friedman fra hans bog Free to Choose: “Freedom cannot be absolute. We do live in an interdependent society. Some restrictions on our freedom are necessary to avoid other, still worse, restrictions. However, we have gone far beyond that point. The urgent need today is to eliminate restrictions, not add to them.” (s. 69).