Meningsmålinger og eksperternes gættelege

Sigge Winther Nielsen, ph.d.-studerende ved KU, har skrevet et fint indlæg på Politiken.dk, hvor han korrekt nævner flere af de faldgruber, der er forbundet med at udtale sig på baggrund af variationer på tværs af meningsmålinger over tid.

Problemet er, som Sigge pointerer, at de konklusioner der laves, ikke altid giver mening, da samvariation ikke er det samme som en årsagssammenhæng. Eller som han formulerer det: »At SF har fået en ny formand (A) og er gået frem i meningsmålingerne (B), betyder ikke, at A fører til B.«

Når Sigge åbenlyst har så godt styr på disse svagheder forbundet med at forholde sig til kausaleffekter i denne slags meningsmålinger, fremstår det tragikomisk, at han selv flittigt udtaler sig om lige præcis dette. Lad os blot tage udgangspunkt i eksemplet med SFs nye formand og SFs elektorale opbakning i meningsmålingerne.

Der har været foretaget et par meningsmålinger efter valget af Annette Vilhelmsen som ny formand for SF, og disse har Sigge Winther Nielsen forholdt sig til. Den ene meningsmåling viser en fremgang til SF, den anden en tilbagegang1.

Meningsmåling 1, 23. okt: Fremgang hos SF, YouGov for metroXpress. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A) og en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne effekt (A → B) være en såkaldt formandseffekt: »Vi så den samme umiddelbare effekt, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) blev valgt til nye partiformænd i 2005. Da oplevede SF og Socialdemokraterne også en hurtigt [sic] fremgang, men de tabte den lige så hurtigt igen. Man ved faktisk ikke, hvorfor vælgerne reagerer sådan, men et godt gæt er, at de tiltrækkes af det nye og spændende, men hurtigt mister interessen igen«

Meningsmåling 2, 25. okt: Tilbagegang hos SF, Megafon for Politiken og TV 2. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A), og ikke har fået en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne manglende effekt tilskrives det faktum, at vælgerne er kritisk afventende: »Jeg ser målingen som et udtryk for, at vælgerne er kritisk afventende. De vil give Vilhelmsen mere tid, før de vælger, om det er et hold, de springer over på«

For at opsummere: 23. oktober fortæller Sigge, at vælgerne tiltrækkes af det nye og spændende, og 25. oktober, at vælgerne er kritisk afventende. Vel at mærke i forhold til det samme fænomen. Det må per definition være en selvmodsigelse.

Jeg er derfor heller ikke nødvendigvis enig med Sigge, når han skriver: »Derfor kan medierne godt ranke ryggen og forlange mere journalistik (af den strengt metodiske slags) i deres egne meningsmålinger. Hvis det ikke sker, vil den kvalificerede gættekonkurrence fortsætte.«. Den kvalificerede gættekonkurrence fortsætter kun så længe politiske kommentatorer og eksperter fejlagtigt kommer med konklusioner, der ikke er belæg for, hvor fluktuationer i meningsmålingerne (der sjældent er så store de kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed), betragtes som var de eksperimentelt isolerede effekter.

Journalisterne er ikke altid eminente til hverken at formidle eller fortolke meningsmålinger, men det legitimerer på ingen måde eksperternes gættelege. Der er intet galt i de meningsmålinger der foretages, så længe eksperter og journalister kan formidle de begrænsninger, der er forbundet med den slags.

  1. Jeg er ikke overbevist om, at variationen er så stor, at den kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed og andre tilfældigheder, men det gør på ingen måde sagen bedre. []