Erik Gahner Larsen

Meningsmålinger og eksperternes gættelege

Sigge Winther Nielsen, ph.d.-studerende ved KU, har skrevet et fint indlæg på Politiken.dk, hvor han korrekt nævner flere af de faldgruber, der er forbundet med at udtale sig på baggrund af variationer på tværs af meningsmålinger over tid.

Problemet er, som Sigge pointerer, at de konklusioner der laves, ikke altid giver mening, da samvariation ikke er det samme som en årsagssammenhæng. Eller som han formulerer det: »At SF har fået en ny formand (A) og er gået frem i meningsmålingerne (B), betyder ikke, at A fører til B.«

Når Sigge åbenlyst har så godt styr på disse svagheder forbundet med at forholde sig til kausaleffekter i denne slags meningsmålinger, fremstår det tragikomisk, at han selv flittigt udtaler sig om lige præcis dette. Lad os blot tage udgangspunkt i eksemplet med SFs nye formand og SFs elektorale opbakning i meningsmålingerne.

Der har været foretaget et par meningsmålinger efter valget af Annette Vilhelmsen som ny formand for SF, og disse har Sigge Winther Nielsen forholdt sig til. Den ene meningsmåling viser en fremgang til SF, den anden en tilbagegang1.

Meningsmåling 1, 23. okt: Fremgang hos SF, YouGov for metroXpress. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A) og en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne effekt (A → B) være en såkaldt formandseffekt: »Vi så den samme umiddelbare effekt, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) blev valgt til nye partiformænd i 2005. Da oplevede SF og Socialdemokraterne også en hurtigt [sic] fremgang, men de tabte den lige så hurtigt igen. Man ved faktisk ikke, hvorfor vælgerne reagerer sådan, men et godt gæt er, at de tiltrækkes af det nye og spændende, men hurtigt mister interessen igen«

Meningsmåling 2, 25. okt: Tilbagegang hos SF, Megafon for Politiken og TV 2. Her konkluderes det, at SF har fået ny formand (A), og ikke har fået en større vælgertilslutning (B). Jævnfør Sigge kan denne manglende effekt tilskrives det faktum, at vælgerne er kritisk afventende: »Jeg ser målingen som et udtryk for, at vælgerne er kritisk afventende. De vil give Vilhelmsen mere tid, før de vælger, om det er et hold, de springer over på«

For at opsummere: 23. oktober fortæller Sigge, at vælgerne tiltrækkes af det nye og spændende, og 25. oktober, at vælgerne er kritisk afventende. Vel at mærke i forhold til det samme fænomen. Det må per definition være en selvmodsigelse.

Jeg er derfor heller ikke nødvendigvis enig med Sigge, når han skriver: »Derfor kan medierne godt ranke ryggen og forlange mere journalistik (af den strengt metodiske slags) i deres egne meningsmålinger. Hvis det ikke sker, vil den kvalificerede gættekonkurrence fortsætte.«. Den kvalificerede gættekonkurrence fortsætter kun så længe politiske kommentatorer og eksperter fejlagtigt kommer med konklusioner, der ikke er belæg for, hvor fluktuationer i meningsmålingerne (der sjældent er så store de kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed), betragtes som var de eksperimentelt isolerede effekter.

Journalisterne er ikke altid eminente til hverken at formidle eller fortolke meningsmålinger, men det legitimerer på ingen måde eksperternes gættelege. Der er intet galt i de meningsmålinger der foretages, så længe eksperter og journalister kan formidle de begrænsninger, der er forbundet med den slags.

  1. Jeg er ikke overbevist om, at variationen er så stor, at den kan tilskrives andet end statistisk usikkerhed og andre tilfældigheder, men det gør på ingen måde sagen bedre. [↩]

Mattias Tesfayes 10 teser

Der venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.

I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.

Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.

De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.

Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.

Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.

Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.

Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.

Er Socialistisk Folkeparti et liberalt parti?

Det undrer mig at SF-minister Pia Olsen Dyhr kan melde ud, at Socialistisk Folkeparti er et liberalt parti. Det undrer mig ligeledes, at hun kan kalde Karl Marx for den største frihedstænker. Dertil undrer det mig også, at hun mener, at det er de »ægte liberale værdier, der har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde gennem generationer«.

Lad mig dog alligevel rose Pia Olsen Dyhr for hendes pointe om, at det er en falsk varebetegnelse, når Venstre kalder sig for »Danmarks liberale parti«. Kæden falder dog af, når hun (vistnok i ramme alvor) melder ud, at de ikke kan kalde sig liberale, da de har gennemført »skattelettelser til de rigeste«. Jeg tager ikke pis på dig, kære læser. Tjek selv ovenstående link.

Socialistisk Folkeparti er ikke Liberalistisk Folkeparti. Marxisme er ikke liberalisme. Socialistiske værdier har været ledetråden i venstrefløjens politiske arbejde. Dermed ikke sagt, at liberale værdier er de bedste, men det er sgu ikke de værdier der har været ledetråden hos hverken SF, Marx eller resten af venstrefløjen. Det er udtryk for en uhumsk leflen for de vælgere, der ikke besidder en grundlæggende historisk viden og kendskab til forskelle på politiske ideologier, når der siges, at SF er de liberale værdiers bannerfører. Socialistisk Folkeparti er ikke et ægte liberalt parti.

SFs holdning til effekterne af lettelser i topskatten

Dette indlæg skal ikke handle om løftebrud, men lad os for en god ordens skyld lige få udgangspunktet på plads ved at kigge på hvad der blev meldt ud før, under og efter forhandlingerne omkring det nye regeringsgrundlag:

Igen – dette indlæg skal ikke handle om spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej. Hvad jeg finder interessant i denne sammenhæng er SF’s syn på topskattelettelser henholdsvis før og efter valget.

Før valget var topskattelettelser ikke noget der ville gavne den danske økonomi. Tværtimod. Nu er initiativet omvendt noget der skal bruges til at få styr på økonomien. Set i bakspejlet er følgende udmeldinger derfor ret underfundige:

»Det er en kæmpe hån mod de hundredetusinde danskere, der bliver ramt af forringelser af efterlønnen og højere pensionsalder, at foreslå nye skattelettelser til de rigeste. De fik at vide, at der ikke var råd til efterløn. Men nu kommer sandheden.«
– Ole Sohn (kilde)

og

»[…] Venstre [har] fortsat flere indefrosne skattelettelser som vil blive frigivet i løbet af de næste par år. Samtidig kan hjemmehjælperen og pensionisten se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen.«
– Villy Søvndal (kilde)

Der er ingen tvivl omkring at SF har været inde i nogle hårde forhandlinger med de Radikale, men betyder det så, at de skattelettelser der nu bliver gennemført vil føre til, at »hjemmehjælperen og pensionisten [kan] se frem til endnu flere velfærdsforringelser for at betale regningen for skattelettelserne i toppen«? Eller har SF blot ændret holdning til effekterne af topskattelettelser?

Skal unge forbydes at gå i solarium?

Som vi alle ved er der intet galt med forbud, så længe de blot kommer fra de fornuftige mennesker i SF. Måske skal man derfor hylde sundhedsminister Astrid Krags (SF) forslag om, at forbyde unge mennesker at gå i solarier. Man kan selvfølgelig også vælge at problematisere forslaget – noget som artiklen desværre ikke formår at gøre.

For det første er der ikke tale om noget nyt forslag. Socialdemokraterne har ved flere lejligheder meldt ud, at et forbud er at foretrække. Det er dog ikke udelukkende S og SF der går ind for et forbud. I 2008 var der sågar et politisk flertal for forslaget, hvor man ligeledes fremhævede, at alle solcentre skulle blive bemandet.

For det andet bør man være lidt kritisk over for, om det i det hele taget er et område, hvor staten bør gå ind og kontrollere. Astrid Krag siger, at det er uvist om forbuddet bør gælde unge til og med 16 eller 18 år. Om det bliver den ene eller anden aldersgrænse ændrer ikke på, at der er tale om unge mennesker som forældrene har myndigheden over. Jeg bryder mig ikke om ideen, at staten nu skal tage endnu mere ansvar fra forældrene, der alt andet lige bør stå for opdragelsen af deres børn.

For det tredje skal man huske på, at fordi et forbud gennemføres, betyder det ikke, at det vil have en effekt. Vil de unge under 18 sjældnere frekventere det lokale solarium? Det kommer an på mange ting, men én ting er sikkert: Det løser næppe noget problem. Og der vil stadig være unge under 18 der tager sol. Uafhængigt af hvor mange sundhedsskadelige konsekvenser det indebærer. Noget tyder på, at der mest af alt er tale om regulær symbolpolitik.

For det fjerde skal sådan et forbud opretholdes. Hvem skal stå for finansieringen? Hvem skal stå for at kontrollere, at unge under 18 ikke går i solariet? Hvad skal straffen være for at skade sin egen krop?

For det femte skal sådan et forbud afgrænses. Skal forbuddet kun gælde de solariecentre der ikke har andet formål end at sælge sol? Hvad med de solarier der er i møntvaskerier? Eller de solarier der er i træningscentre? Og hvad med dem der har solarierør hjemme i privaten? Dansk Solarie Forening frygter at et forbud blot vil flytte forbruget af sol til mere private forhold. Hvor langt vil man gå i forsøget på at gøre noget godt for de unge?

For det sjette er der andre måder at blive brun på. En forholdsvis ny trend er brugen af Melanotan II (også kaldet Barbiepillen), der sprøjtes ind i kroppen med kanyle. Stoffet er ikke godkendt i nogle lande, men kan skaffes over internettet uden de store vanskeligheder. Hvis vi antager, at unge på grund af forbuddet ikke vil gå i solarier, er det meget plausibelt, at brugen af (farlige alternativer) vil stige.

For det syvende ser jeg gerne, at såfremt journalister skal formidle et politisk forslag, må de gerne tage kontakt til andre dele af det politiske spektrum end tre regeringspartier, der i denne tid næppe er uenige om ret meget. Det må være journalisters opgave at være kritiske over for de forslag politikerne kommer med. En oplagt måde at gøre dette på ville være at tage kontakt til politikere der er modstandere af sådan et forbud.

Jeg er ikke i tvivl omkring det faktum, at politikerne har mange gode intentioner og oprigtigt ønsker at gøre noget godt for de solarieforbrugende unge. Jeg er dog heller ikke i tvivl omkring, at politikere i mange tilfælde nok overvurderer egne evner. Det er desværre ikke sådan, at man blot kan vedtage en lov, og vupti – det hele fungerer efter hensigten. Sådan er det sjældent. Meget sjældent.

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.