Gode serier #2

I 2010 skrev jeg et indlæg med anbefalinger til gode serier. Det er interessant at se listen igen, især da der er serier, der ikke længere hører til på en liste over mine yndlingsserier. Med andre ord har mine præferencer ændret sig i løbet af det seneste årti. Ikke desto mindre har jeg ingen intentioner om at ændre listen. Hvad jeg vil gøre i stedet er blot at tilføje flere serier til listen.

Jeg har tilføjet en række serier til listen, så den nu sammenlagt tæller 30 serier. De er placeret alfabetisk i nedenstående liste, og nummer 17 er dermed ikke nødvendigvis hverken dårligere eller bedre end nummer 30. Jeg satser på at smide et par ekstra serier på listen om et årtis tid.

17. Atlanta (2016)
Atlanta, af auteuren Donald Glover, er en af de mest interessante serier, vi har set i løbet af de seneste fem år. Dette da serien er bedst (og intet mindre end fremragende) når den tager chancer og afviger fra den måde, hvorpå serier normalt fortæller en historie (i.e. det serielle format). Symptomatisk for de bedste afsnit er således, at de afviger radikalt for den samlede rammefortælling (i det omfang der er en sådanne) og stiller knivskarpt på en enkelt karakter, problematik eller idé. Dette har man set i talrige andre serier (blandt de bedre bør nævnes afsnit 3 af Horace and Pete, flere afsnit af Master of None og 9/11-afsnittet af Ramy), men det gøres bedst i Atlanta.

18. BoJack Horseman (2014)
Oprindeligt havde jeg Rick and Morty med på denne liste, men jeg må erkende, at den bedste animationsserie er BoJack Horseman, der slår førstnævnte med længder. BoJack Horseman beskæftiger sig med temaer, der står i skærende kontrast til de lyse farver og lette animationsstil, der præger seriens visuelle udtryk. Det er en serie der holder et djævelsk højt niveau og er på højde med de bedste sæsoner af andre animationsserier som South Park, The Simpsons og nævnte Rick and Morty (der desværre ikke har holdt et højt niveau).

19. Breaking Bad (2008)
Breaking Bad er en af de bedste TV-serier, og jeg har ikke set noget a la dette siden The Wire. Jeg anbefalede serien i et indlæg tilbage i 2013, og jeg mener afgjort at serien holder den dag i dag (jeg har genset den et par gange). Det skal nævnes, som jeg også har pointeret i et tidligere indlæg, at serien bliver bedre og bedre, jo længere ind i serien du kommer. Og den er klart bedre end Better Call Saul, som du nemt kan ignorere.

20. Chernobyl (2019)
Chernobyl er fra 2019 men er mere aktuel i 2020. På samme måde som COVID-19 er fra 2019 men er mere aktuel i 2020. Kort fortalt er Chernobyl et formidabelt eksempel på, hvordan politikeres løgne kan have katastrofale konsekvenser. Det er svært ikke at se denne serie i 2020 og tænke på, hvordan pandemien kunne have udspillet sig anderledes i en lang række lande (især i USA med Donald Trump), hvis politikerne ikke havde løjet omkring pandemiens omfang og alvor. Måske ville hundrede tusinde liv være reddet. Jeg kan desuden også anbefale bogen, som flere af seriens storylines er inspireret af.

21. Dekalog (1989)
Krzysztof Kieslowskis mesterværk Dekalog er en samling af ti mindre film, der er løst baseret på de ti bud. Hvis du har set nogle af de mere kendte film af samme instruktør, evt. farvetrilogien, og kan lide disse, er jeg overbevist om, at du også vil synes om de fleste (hvis ikke alle) afsnit af Dekalog, da det er meget samme stil og tematikker, der berøreres.

22. Fleabag (2016)
Phoebe Waller-Bridge har med Fleabag skabt en af de bedste britiske serier i nyere tid. Der er i skrivende stund to sæsoner (hvoraf sæson 2 klart er den bedste), og intet tyder på, at der vil komme flere afsnit. Dette passer mig perfekt, da serien er afrundet og formår at fortælle en sammenhængende historie i løbet af de relativt få afsnit. Min bekymring er, at en beskrivelse af tematikker og plot ikke vil gøre serien fyldest, så jeg vil nøjes med blot at give den en kæmpe anbefaling.

23. Freaks and Geeks (1999)
Freaks and Geeks fik desværre (eller heldigvis?) blot én sæson med 18 afsnit (og dermed seks afsnit mere end Fleabag. Den er indbegrebet af en god ungdomsserie fra 90erne (a la My So-Called Life). Den er let at se og alle afsnit holder et højt niveau. Persongalleriet tæller også flere skuespillere, der fik et gennembrud med denne serie (herunder blandt andre James Franco, Seth Rogen og Jason Segel).

24. Game of Thrones (2011)
Game of Thrones har været den absolut mest omtalte serie det seneste årti og var intet mindre end et globalt fænomen i de seneste sæsoner. Der er også tale om en af det seneste årtis bedste serier. En sidste dårlig sæson ændrer således ikke på, at der er tale om en formidabel serie. Faktisk er jeg af den overbevisning, at hvad der gjorde de tidligere sæsoner fantastiske var at sætte så høje forventninger, at det ville være en noget nær umulig opgave at give en tilfredsstillende slutning.

25. Mad Men (2007)
Mad Men er en af de serier jeg har højt på listen over serier, jeg gerne vil gense snart. Jeg har tiltro til, at den kun vil være bedre ved gensyn. Det er nu 13 år siden, at den havde premiere, og selvom der er stor forskel på, hvor meget jeg kan lide de respektive sæsoner af serien, er og bliver det spændende at følge Don Drapers liv og karriere.

26. Scener ur ett äktenskap (1973)
Scener ur ett äktenskap er, som mange andre ting Ingmar Bergman står bag, et mesterværk. Det er på tale at der skal laves en amerikansk remake, hvilket jeg har svært ved at forestille mig, at der kommer noget godt ud af. Det der gør serien god er netop, at det er svært at forestille sig en amerikansk remake.

27. Seinfeld (1989)
Seinfeld er den absolut bedste sit-com til dato – og jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at nogen sit-com vil kunne overgå den. Jeg skrev et indlæg om serien tilbage i 2017, hvor jeg kommer nærmere ind på, hvorfor jeg kan anbefale den. Se desuden denne datavisualisering, der giver et fint overblik over flere aspekter af serien.

28. Succession (2018)
Jesse Armstrong, der også var inde over serien Veep, står bag Succession. Jeg var af den grund yderst skeptisk i forhold til, hvad jeg skulle forvente af denne serie (da jeg ikke brød mig om humoren i Veep). Der er flere ligheder mellem Succession og Veep, men hvor sidstnævnte ingenlunde formår at underholde, er Succession en af de bedste nyere komedieserier. Måske især fordi det er pakket ind i drama (hvilket også kan forklare, at den vandt en Emmy). Coronapandemien har som bekendt besværliggjort en tredje sæson, men den bliver forhåbentlig ventetiden værd.

29. The Sopranos (1999)
Jeg skrev et indlæg om The Sopranos sidste år, hvorfor jeg ikke vil tilføje andet her end at den klart er værd at se hvad der med rette kan kaldes for The Godfather of TV.

30. The Wire (2002)
Dette er den bedste TV-serie nogensinde, bar none. Som jeg formulerede det tilbage i 2011: “The Wire er raffineret drama af den højeste kvalitet. Jeg kan kun håbe, at fremtidige serier vil lade sig inspirere af The Wire. I skrivende stund kan jeg ikke forestille mig nogen anden serie der kommer i nærheden af at slå The Wire.” Dette har ikke ændret sig i løbet af de seneste ni år. Serien formår stadig med sin narrative kompleksitet at skildre narkokriminalitetsbekæmpelse fra et sociologisk-politologisk perspektiv med fokus på indbyrdes forbundne institutioner centreret om fagbevægelsen, (lokal)politik, uddannelsessystemet og medierne.

Hvor god en serie er Borgen?

TV-serien Borgen har fået en del ros. Den anbefales eksempelvis i bogen 50 tv-serier du skal se, og er blandt andet kaldt den bedste TV-serie omhandlende politik nogensinde. Personligt vil jeg argumentere for, at der findes mindst 50 serier, der er bedre, samt et par britiske og en håndfuld amerikanske serier omhandlende politik der skal ses, før man kaster sig over Borgen (begynd eventuelt med The Wire). Normalt ser jeg ikke danske serier, men grundet al den omtale serien har fået nationalt såvel som internationalt, satte jeg mig for at set den. Jeg er ikke imponeret.

I Borgen følger vi partiformanden Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, der efter et folketingsvalg kan placere sit parti De Moderate på midten af det politiske spektrum med de afgørende mandater. Efter diverse forhandlinger med ledere fra de andre partier, vælger Birgitte Nyborg at tage statsministerposten selv. Dette bringer et hav af udfordringer med sig, både politisk og privat, og i løbet af de tre sæsoner serien forløber, får så godt som alle karakterer med en eller anden relation til Birgitte Nyborg oplevet et hav af op- og nedture.

Borgen er fiktion, men den er kraftigt inspireret af virkeligheden. Vi har den statsejede public service kanal TV1 (DR1), der bare gerne vil lave god journalistik og ikke fokusere på seertal. Vi har politiske partier, der giver en en-til-en afbildning af det partipolitiske landskab, som vi kender det. Vi har politikere, spindoktorer og andet godtfolk i mediebranchen, der vækker talrige associationer til diverse real life-karakterer. For danske seere tager det derfor ikke mere end et par minutter at identificere sig med miljøet omkring det fiktive parlament.

Der er væsentlige problemer med Borgen, men skal jeg udpege især ét aspekt, der ikke fungerer, er det seriens udgangspunkt. Birgitte Nyborg tager som beskrevet posten som statsminister, og skal nu balancere privatliv og karriere i en politisk (herunder hektisk) hverdag. Det kan være spændende, men når det tager udgangspunkt i en politiker, der angiveligt har taget magten uden at gå på kompromis med sine idealer (hvilket i sig selv må være dybt urealistisk) – og nu vil forvalte den med god, gammeldags, bedrevidende, politisk korrekthed, er det intet mindre end ualmindelig kedeligt. Det er i hvert fald påfaldende, hvor lidt politisk drama vi har med at gøre. Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at der mangler power. Med andre ord: Der mangler i den grad en drivkraft.

Borgen er politisk drama med tryk på drama (cirka 90 procent drama og 10 procent politik) – og det fungerer ikke, da det mest af alt virker som om, at manuskriptforfatterne har plukket en alt for stor mængde af lavthængende frugter. Eller som Christian Monggaard har formuleret det: »Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.«

Den diametrale modsætning til Birgitte Nyborg er Francis Underwood i House of Cards. I House of Cards er der en drivkraft. Udgangspunktet holder og man fornemmer, at det er mere end blåøjet naivitet-slash-idioti, der motiverer karaktererne. I Borgen er der ingen drivkraft men mestendels ydre omstændigheder, der placerer Birgitte Nyborg & Co i en ny politisk og/eller familiemæssig situation. Der er til syvende og sidst derfor intet, der får os til hverken at hade eller elske endimensionelle, politisk korrekte Birgitte Nyborg. En skilsmisse her og lidt depression der. Who cares? Man er simpelthen ligeglad med, hvordan det går hende.

Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at selvom alle sæsoner er lettere forudsigelige, præget af ligegyldige sidehistorier og generelt stråler langt væk af middelmådighed, er der stor forskel på dem. Her er især tredje sæson den dårligste, og det er mig en gåde, hvorfor man valgte at lave denne. Eller som man kan læse på Politiken: »Men i sin tredje sæson er ‘Borgen’ blevet en soap, dramatikkens banale lillesøster, der altid tager den oplagte vej gennem en firkantet spændingsopbygning af cliffhangere og klassiske konflikter. Det er en hermetisk lukket verden, hvor alt, hvad der sker i handlingen, er brændstof for hovedplottet.« Det samme kan man sige om de to første sæsoner, men det bliver væsentligt værre i den sidste sæson.

Borgen kan nok bedst beskrives som en politisk Anna Pihl. Borgen har da også en del ligheder med denne serie. Begge har en på overfladen principfast kvinde i hovedrollen. Begge er tre sæsoner med i alt 30 afsnit. Begge hovedroller har et job, man normalt har associeret med mænd. Begge hovedroller har problemer med familielivet (herunder får begge oplevet at være singlemor). Begge hovedroller står i et trade-off mellem karriere og arbejde. Begge serier er skabt af Adam Price. Begge er letfordøjelig underholdning til aftenkaffen – og ikke meget mere end det.

Når dette er sagt, har serien selvfølgelig også visse kvaliteter. Serien er flere steder ganske behagelig og oser af dansk design, stearinbelyst hygge, minimalistiske kulisser med videre. Nævnes bør det også, at skuespillerne med succes gør alt hvad de kan for, at få en middelmådig, fejlfyldt og urealistisk fortælling til at virke troværdig. Tilføj dertil at måske ikke alle serier bør have et ambitionsniveau a la det man finder i talrige amerikanske og britiske serier i disse år, og at der rent faktisk er en efterspørgsel efter pseudopolitisk drama fra et konsensusdemokratisk eventyrland, hvor ingen overraskende veje befærdes, når forudsigeligheden er chauffør. Er man til den slags, er Borgen vel egentlig en fin serie, men ellers må konklusionen være, at der er en del andre serier, man bør se før Borgen.