Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Christian Elmelund-Præstekær og Michael Baggesen Klitgaard. Analysen beskæftiger sig med, hvordan vælgerne reagerer på regeringens reformtiltag. Fra analysen (ikke online):

Den klassiske forestilling er, at vælgerne generelt har et stærkt ønske om at bevare det eksisterende. Vælgernes tilfredshed med regeringen forventes derfor at falde, når der gennemføres reformer med direkte og iøjnefaldende velfærdstab for vælgerne til følge – også selvom regeringen forsvarer reformerne med henvisning til f.eks. økonomisk krise. Vælgerne vægter nemlig konkrete velfærdsgoder højere end abstrakte økonomiske nøgletal. I det omfang regeringer alligevel har et ønske om at gennemføre nedskæringer, kan de med fordel koncentrere reformkræfterne om politiske områder, hvor den brede vælgerbefolkning ikke er overbevist om, at modtagerne har et legitimt behov for offentlig hjælp.

Konkret vil det sige områder, hvor den generelle opfattelse – rigtig eller forkert – er, at modtagernes problemer er delvis selvforskyldte, og at modtagerne selv kan afhjælpe deres problemer. Ved at sætte ind på sådanne områder kan regeringen afgrænse reformens negative effekt på vælgeropbakningen og dermed forfølge sine politiske mål uden at spille hasard med vælgeropbakningen.

Et godt eksempel på en aktuel nedskæringsreform, som i vælgermæssig henseende kun har påført regeringen begrænsede skader, er den såkaldte studiefremdriftsreform, som for nylig har fået landets universitetsstuderende på barrikaderne. De protesterer over en reform, som mindsker deres mulighed for at planlægge – og ikke mindst forlænge – deres studieforløb. Studentermodstanden er et klassisk eksempel på, at velfærdsreformer er upopulære. Men både minister og regering ser ikke ud til at lade sig påvirke af kritikken – hvilket kan skyldes det enkle forhold, at den kommer fra en lille og klart afgrænset gruppe, der ikke formår at vinde opbakning til deres sag fra den brede vælgerbefolkning.