Erik Gahner Larsen

Er danskerne de tryggeste ved at færdes alene efter mørkets frembrud?

Justitsministeriets Forskningskontor konkluderer i en ny rapport “at Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”. Eller som de skriver i pressemeddelelsen: “Kun overgået af islændingene er danskerne de tryggeste ved at færdes alene efter mørkets frembrud”. Rapporten bygger på data fra European Social Survey (ESS) og mere specifikt pointeres det i rapporten at “Det ses af figur 2.1, at de nordiske lande placerer sig blandt de europæiske lande med den største andel, der er meget trygge ved færden alene i mørke i deres lokalområde. Danmark ligger på andenpladsen, men afviger dog ikke signifikant fra Island, der placerer sig på førstepladsen.” (side 2). Nuvel, personen der har skrevet pressemeddelelsen har ikke kendskab til statistisk signifikans, men lad os se på figur 2.1:

Her kan det ganske rigtigt ses, at der ikke synes at være signifikante forskelle mellem Norge, Danmark og Island. Det interessante er dog, hvorfor der udelukkende kigges på andelen af respondenter, der føler sig meget trygge. I ESS kunne respondenterne, foruden “ved ikke”, vælge mellem meget utryg, utryg, tryg og meget tryg. I ovenstående figur indeholder den resterende andel dermed også de respondenter, der føler sig trygge ved at færdes alene i deres lokalområde. Er det retvisende? Nej.

Hvad sker der, når man kigger på andelen af respondenter, der føler sig enten trygge eller meget trygge i de respektive lande? I så fald ligger Slovenien øverst som det land, hvor respondenterne føler sig mest trygge. Denne forskel er statistisk signifikant i forhold til de andre lande. Selvom “Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”, er det misvisende ikke at inkludere andelen der føler sig trygge, hvis man gerne vil konkludere noget om andelen der føler sig trygge. I dette tilfælde virker det til, at dem der har lavet rapporten, har lavet ovenstående figur for netop at kunne skrive en fin pressemeddelelse.

Kan tilfældet dog ikke være, at forfatterne bag rapporten har fundet det ligegyldigt at sammenligne andelen af meget tryg og tryg med andelen af meget utryg og utryg, og dermed helt har overset implikationerne af dette for resultaterne? Nej. Figur 2.3 gør lige præcis dette, men som forfatterne skriver, er det muligt at gøre forskellen mellem Slovenien og de andre lande insignifikant ved eventuelt kun at kigge på kvinders svar: “Slovenien har en har [sic] signifikant lavere andel utrygge end Danmark, mens niveauet i Finland og Norge svarer til det danske. En beregning, hvor alene kvinder er inkluderet, viser en helt tilsvarende placering af Slovenien, Finland, Danmark og Norge.”. Det er lidt komisk.

Til trods for dette konkluderes der på den sidste side i rapporten, at “Undersøgelsen fra 2012 viser, at at [sic] Danmark sammen med Island og Norge ligger i top med hensyn til tryghed ved at færdes alene i mørke i lokalområdet”. Danmark ligger i top, ja, men har ikke topplaceringen. Andre af rapportens konklusioner er ligeledes misvisende eller mangler statistiske tests. Bemærk eventuelt den sjove detalje i konklusionen om “at danskernes tillid til politiet er vokset gennem de senere år”. Her er der blot tale om, at tilliden har været faldet omkring politireformen, og nu er vendt tilbage til hvad der ligner et niveau fra før politireformen.

Ligeledes er det komisk at der rapporteres ændringer over tid, uden at det undersøges statistisk om disse ændringer er signifikante. Det er selvfølgelig irriterende som læser, da rapporten skifter mellem at rapportere figurer med konfidensintervaller og figurer uden, men også fordi der er indikationer på, at nogle af tolkningerne er decideret forkerte. Tag eksempelvis figur 2.4, der viser andelen i de nordiske lande, der er utrygge eller meget utrygge, når de færdes i deres lokalområde efter mørkets frembrud:

Her skriver Justitsministeriets Forskningskontor på side 5: “Udviklingen i de nordiske landes placering viser, jf. figur 2.4, at Sverige ved alle målinger har den største andel, der angiver at føle sig utrygge i deres lokalområde.”. Hvis man kigger godt efter kan man se, at dette ganske enkelt ikke er sandt. I 2008 er der ingen forskel på Danmark og Sverige. Faktisk er tallet højere for Danmark (15,29) end for Sverige (15,12). Igen, der laves ingen egentlige tests for forskelle over tid, men der skrives om statistiske tests mellem landene for de enkelte år (de rapporteres dog ikke i nogen form – og mit gæt er at de[n] person[er], der har lavet analyserne, ikke har taget sig tid til at sammensætte de forskellige datasæt, men blot har kørt analyser på de enkelte datasæt relateret til hver ESS runde).

Danskerne er ikke de tryggeste ved at gå alene ude efter mørkets frembrud, men helt klart i den høje ende. Det ville være en helt fin pointe at formidle, men hvorfor skal det gøres på den måde? Spørgsmålet er ikke retorisk.

Hvilken rolle spiller internettet under valgkampe?

Det hænder at vi i Danmark skal til stemmeurnerne. Valgkampe associerer jeg normalt med valgplakater, politikere på gågaden, intensiveret politisk dækning i medierne etc. Hvad der i de senere år er kommet fokus på er, at valgkampene ikke blot foregår ude i den virkelige verden men også på internettet. Hvor meget har internettet så at skulle have sagt i en valgkamp?

Personligt er jeg af den opfattelse, at det er marginaler der kan flyttes på nettet under den korte periode som valgkampene forløber sig over i Danmark. Her tror jeg på, at det handler om at frame de politiske emner der passer en bedst i medierne. En ny rapport viser dog, at internettet har en effekt i valgkampe, og rent faktisk kan flytte stemmer. Undersøgelsen bygger på kommunalvalget 2009, hvor at flere tusinde kandidater har besvaret en e-survey.

I rapporten distanceres der mellem hhv. traditionelle (gadearrangementer, læserbreve, valgplakater etc.) og elektroniske (blog, facebook, nyhedsbreve, sms, twitter etc.) redskaber. Der er en sammenhæng mellem brugen af redskaber i den forstand, at jo flere traditionelle redskaber der bruges, desto flere elektroniske redskaber bruges der også. Det der overordnet set irriterer mig er hele ideen om, at man tager elektroniske redskaber og prøver at gøre dem til noget der bruges i valgkampen i en bestemt periode.

Jeg køber gerne argumentet om, at elektroniske redskaber har en effekt, men hvorfor skulle det være lige i valgkampen, at størstedelen af denne effekt kommer fra? Langt de fleste af de politikere der har en facebook-profil, har vel i de fleste tilfælde oprettet denne før en valgkamp, og slet ikke med nævnte i tankerne. Det kan og vil derfor være svært at klarlægge den effekt at en facebook-profil har, da den ikke kun er at finde i en valgkamp.

Man kan undersøge, som de gør i rapporten, hvor meget forklaringskraft at enkelte elektroniske redskaber har i forhold til ens succes i en valgkamp, men det ændrer ikke på, at når man taler om elektroniske redskaber og valgkampe generelt den dag i dag, forekommer det mig besynderligt, at man behandler valgkampen som noget autonomt. Nuvel, det er fornuftigt af metodiske grunde (og mange forskningsprojekter tager da også udgangspunkt i valgkampe), men virkeligheden er en anden, end dengang hvor at meningsmålinger var en sjældenhed og folk tog til vælgermøder i det lokale forsamlingshus.

Den virkelighed at politikere må forholde sig til i dag, er valgkamp 365 dage om året – 24/7. Også på internettet. Meningsmålinger er ingen sjældenhed længere, tværtimod. Efter et hvilket som helst politisk udspil skal der straks komme en meningsmåling, så man kan isolere effekten af det, og høre de ansvarlige og kommentatorer hvordan de tolker det. Partierne tænker derfor også evigt og konstant strategisk i forhold til næste valg, med alt fra fokusgrupper til spindoktorer. Når at Lene Espersen rejser på ferie til Mallorca og sidenhen undskylder, skal der derfor også straks foretages en meningsmåling, så vi kan se, hvad vælgerkorpset synes om dette (og hvad sker der for idealismen i dansk politik, når at folk straffer partiet for sådan noget?).

I denne virkelighed spiller internettet en stor rolle – ikke kun i valgkampen. Som rapporten også kommer ind på, har de elektroniske redskaber den fordel, at de ikke kræver store kampagnebudgetter. Politikere kan på nettet derfor mindske transaktionsomkostningerne og levere budskabet direkte ud til potentielle vælgere udenom (kritiske) kanaler. Ikke kun i en valgkampsperiode men året rundt, og skabe en relation til den enkelte vælger.

Der er derfor mange fordele i, at de politiske partier tænker på de muligheder der er på internettet. Det er selvfølgelig også derfor tragisk at læse denne rapport, der viser, at partiernes hjemmesider i et meget ringe omfang besøges af danskerne.

Det er meget få der besøger partiernes hjemmesider, og ingen af de politiske partiers hjemmesider er i top1000 over de mest besøgte hjemmesider i Danmark. Det undrer mig, at partierne ikke har fokuseret mere på søgemaskineoptimering (SEO) og større integration af social medier end tilfældet er. Valgkampen foregår 24/7 – også på internettet, og partierne kunne snildt arbejde mere aktivt på at få mere velbesøgte hjemmesider.

Vender vi tilbage til kommunalvalget i november, ser vi da også, at antallet af brugere på partiernes hjemmeside stiger i denne periode. Dette skyldes nok primært 1) øget interesse for partiernes politik blandt vælgerne og 2) partiernes øgede fokus på at komme ud med deres politik.

Partierne kan ikke ændre på, at vælgernes interesse stiger når valgkampen står på, men der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at partiernes arbejde i forhold til generelt at have velbesøgte hjemmesider, er alt for mangelfuld. Når dette er sagt, er der selvfølgelig også et mønstereksempel på nogle der rent faktisk gør noget. Her er der tale om radikale.net, der rent faktisk formår at udnytte en del af de muligheder som at internettet giver. Jeg skal dog ikke kunne sige noget om, hvorvidt at førnævnte side, er optimeret ift. søgemaskiner og den generelle vælgerskare, eller om det er forbeholdt til en lille gruppe af politisk interesserede.

For at opsummere: Det er min opfattelse, at internettet er et godt og nyttigt redskab i forhold til kommunikation med vælgerne, men at behandle dette som noget der er mest relevant under valgkampe, virker som gammeldags vanetænkning. Internettet er derimod med til at sikre muligheden for kontinuerlig kontakt med vælgeren, noget som de politiske partier burde prioritere bare lidt højere.