Fem ud af fem meningsmålingshistorier var forkerte

Den 22. oktober kunne TV 2 præsentere en ny Megafon-måling med rubrikken: ”Radikale Venstre er halveret siden valget – næsten dødt løb mellem blokkene”.

Meningsmålingen viste store forandringer i det politiske landskab og fik ikke overraskende meget opmærksomhed blandt politiske kommentatorer og andre plattenslagere. Søs Marie Serup kaldte det en vild måling med følgende beskrivelse: “Målingen pegede på en halvering af Det Radikale Venstre, et tilbageslag til Socialdemokratiet, at Nye Borgerlige var dobbelt så store som Dansk Folkeparti og et nærmest dødt løb mellem blokkene.” Henrik Qvortrup kaldte det ligeledes helt vildt.

Kristian Madsen fremhævede, at der er (mindst) fem historier i meningsmålingen: 1) en halvering af Radikale, 2) Nye Borgerlige er dobbelt så store som DF, 3) minus 6 procentpoint til Venstre, 4) Socialdemokratiet er solidt tilbage under 30 procent og 5) dødt løb mellem rød og blå blok.

Der er flere gode grunde til at være skeptisk over for disse fem historier. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at der er evidens for så meget som én af de historier, Kristian Madsen fremhæver. Husk på Twymans lov, der om noget gælder, når det handler om meningsmålinger: Jo mere interessant noget data er, desto større er sandsynligheden for, at der er tale om en fejl.

Megafon har en notorisk dårlig track record, når det kommer til ekstreme enkeltmålinger. I 2016 viste de, at Socialdemokratiet mistede halvdelen af deres vælgere (hvilket der ikke var belæg for i andre målinger – inklusiv deres efterfølgende målinger). Lignende ekstreme Megafon-historier har der været med de Konservative (i 2017), Dansk Folkeparti (i 2017), Socialdemokratiet (i 2018) og Radikale (i 2018). Derfor tillader jeg mig at være ekstra skeptisk hver gang, der er en ny vild Megafon-måling. Modsat de politiske kommentatorer, der har en lidt kortere hukommelse.

Jeg har derfor også ventet med at skrive dette indlæg, til vi havde endnu en Megafon-måling i hus, blot for at se, om der var tale om nogle historier, der kunne være korrekte. Kigger man på den seneste måling fra Megafon (eller alle meningsmålinger fra andre analyseinstitutter), er der dog intet der tyder på, at historierne holder vand. De Radikale er på magisk vis ikke længere halveret, Nye Borgerlige er ikke dobbelt så store som DF, Socialdemokratiet er på 30% og der er ikke længere dødt løb mellem rød og blå blok – eller som det beskrives i artiklen: “I oktober var blå og rød blok næsten lige, men med den seneste måling er vi stort set tilbage ved det vante billede for denne valgperiode.” Tilbage? Vi har aldrig været væk fra det vante billede.

Den eneste historie man med lidt god vilje kan sige ikke er direkte forkert, er historien om en tilbagegang på 6 procentpoint til Venstre. Men kigger man på de seneste Megafon-målinger har Venstre ikke rykket sig. Der er således tale om en tilbagegang siden valget i 2019, hvorfor der ikke er noget nyt ved den pågældende Megafon-måling. De vilde historier udebliver – og det er misvisende at sige, at der har været en stor ændring i målingerne, når det kommer til Venstres opbakning i løbet af de seneste måneder.

Jo vildere en meningsmåling er, desto mindre skal du stole på den. Og når én historie i en meningsmåling ikke holder, bør du også forvente, at andre vilde historier ikke holder. Én ulykke kommer sjældent alene.

De fire gamle partier i meningsmålingerne

Socialdemokratiet oplevede i forbindelse med COVID-19 en stor fremgang i meningsmålingerne. Men hvor stor er denne fremgang i et historisk perspektiv?

Jeg har kigget nærmere på 773 meningsmålinger fra Gallup fra 1957 til 2020 for de fire gamle partier. De fire gamle partier omfatter som bekendt Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Den første meningsmåling er fra 28. juni 1957 og den seneste meningsmåling er fra 11. juni 2020.

Til at gøre dette har jeg anvendt et R-script lavet af Simon Straubinger til at visualisere læsbarheden af statsministertaler over tid.

Her er alle meningsmålingerne:

Der er i min optik mindst fire interessante observationer.

For det første er det nemt at se, at Socialdemokraterne har oplevet en stor fremgang i meningsmålingerne over kort tid ifm. COVID-19. Socialdemokratiet står historisk stabilt selvom de stadig ligger pænt fra de 40% af stemmerne, de engang lå stabilt til at få. Kenneth Thue Nielsen har desuden lavet en god analyse for Altinget, hvor han sammenligner Socialdemokratiets opbakning med hvordan andre partier har klaret tidligere kriser.

For det andet bekræfter figuren, at meningsmålingerne generelt er stabile på kort sigt. Vi skal normalt ikke forvente de store forandringer i meningsmålingerne over kort tid, så du kan uden de store vanskeligheder undlade at følge med i hvad meningsmålingerne viser fra uge til uge. Det går dog op og ned i politik, og det er især interessant at se hvordan Socialdemokratiet i løbet af de seneste ti år er gået fra at have over 30% af stemmerne til at ligge på under 20% – til at være tilbage på over 30%.

For det tredje ser vi historisk mere variation hos Venstre, hvor det går betydeligt mere op og ned over tid, alt efter hvilken periode vi er i. Venstre ligger givetvis lavt sammenlignet med Socialdemokratiet og deres opbakning over de seneste år, men der er intet der tyder på en historisk krise for partiet.

For det fjerde har Konservative og Radikale Venstre oplevet stor opbakning på vidt forskellige tidspunkter (især relateret til, hvornår de var statsministerparti), men de har over de seneste fem år fulgt hinanden godt. Det er desuden altid en fornøjelse at se de Konservatives meningsmålinger og huske på, at da Bendt Bendtsen blev kaldt ‘Mr. 10 procent’, var det ment som en kritik.

Vi har for vane blot at kigge på de seneste meningsmålinger, når vi ønsker at se hvordan partierne klarer sig, men det kan være sundt at tage de historiske briller på i ny og næ. Jeg planlægger således at skrive et opfølgningsindlæg om 63 år.

Er de Radikale stormet frem?

I Politiken kan man læse, at de Radikale er stormet frem siden valget. Konkret formidles det: “Siden valget har Radikale Venstre hentet en hel del opbakning blandt vælgerne. Det viser en ny Megafon-måling, hvor de står til 9,6 procent af stemmerne og dermed 17 mandater.”

9,6%! Er det virkelig der, de Radikale ligger i meningsmålingerne? Lad os straks se nærmere på, hvad meningsmålingerne rent faktisk viser.

Figur 1: Radikale i meningsmålingerne, 2015-

Nej, der er intet der tyder på, at de Radikale stormer frem. Figuren viser de Radikales opbakning fra seneste folketingsvalg frem til i dag, og der er intet der taler for, at der har været en stor fremgang til partiet. Der er blot tale om en journalist, der tager én meningsmåling fra Megafon og skriver en historie op på et tyndt – i værste tilfælde lodret forkert – grundlag.

Den radikale udenrigsordfører, Martin Lidegaard, udtaler på baggrund af meningsmålingen, at den er et tegn på, at det er ved at lykkedes for partiet, at komme ud med de positive politiske budskaber. Jeg ser dog nu snarere målingen som et tegn på, at Megafon igen er ude med en måling, man skal forholde sig ekstra kritisk til.

Målingen og dækningen heraf er blot endnu et eksempel til samlingen, hvor én outlier, altså en ekstrem meningsmåling, skrives op som en nyhed på bekostning af al anden evidens (i dette tilfælde alle andre meningsmålinger). Faste læsere af bloggen vil huske lignende tilfælde for andre partier. Eksempelvis da det i 2017 kunne rapporteres, at de Konservative stod til fremgang.

Figur 2: Konservative i meningsmålingerne, 2017

Eller hvad med historien om Dansk Folkeparti i 2017, der styrtdykkede i meningsmålingerne, hvis man skulle tro på TV 2. Her kunne man også se, at dette blot var et fænomen hos Megafon.

Figur 3: Dansk Folkepartis opbakning over 5 måneder i 2017

Eller hvad med historien fra 2016 om, at Socialdemokraterne mistede en fjerdedel af deres vælgere? Den meningsmåling diskuterede jeg med direktøren for Megafon på TV 2 News, hvor han gjorde det klart, at jeg selvfølgelig ikke havde adgang til de samme data, som de havde, hvorfor jeg ikke kunne udtale mig med samme sikkerhed om kvaliteten heraf. Det stod dog klart over de efterfølgende måneder, at Megafon havde ramt helt forbi. Det havde været pinligt for dem, hvis de rummede blot den mindste evne til selvkritisk reflektion, endsige hukommelse.

Og som et sidste eksempel havde vi tidligere på året nyheden om, at Socialdemokraterne var gået tilbage siden folketingsvalget. Denne historie blev ligeledes skrevet udelukkende på baggrund af én måling fra Megafon og var ligeledes ikke et kønt syn i en forvejen miserabel dækning.

Figur 4: Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, januar-juli 2018

På baggrund af disse historier er jeg sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, før Megafon og enten TV 2 eller Politiken vil bringe en nyhed om et parti, der går ekstremt frem eller tilbage i målingerne én måling. Denne historie vil bære præg af 1) ikke at kunne spores i andre målinger og 2) ikke at holde vand i efterfølgende målinger.

Hvad skal man så gøre? For det første skal man holde øje med de vægtede snit i stedet for enkeltmålinger (evt. Berlingske Barometer). For det andet skal man undersøge hvordan en enkeltmåling ligger i forhold til andre målinger (evt. via mit overblik her).

Det radikale regeringsgrundlag

En lille tanke: Kan det tænkes at vælgerne generelt ville være mere positive overfor regeringsgrundlaget, hvis radikale vælgere og politikere havde været ude og kritisere samme?

Et kompromis er når flere parter bliver enige om noget, som ingen er enige i. I dette tilfælde virker det mest som om, at de Radikale ikke er imod noget som helst af det der står i regeringsgrundlaget. Denne holdning finder man i hvert fald blandt radikale vælgere. Ligeledes er det en stor del af vælgernes opfattelse, at regeringsgrundlaget er radikalt.

De Radikale har fået sat et tydeligt og klart aftryk på regeringsgrundlaget, og de har grund til at være tilfredse – men måske har de solgt det for godt til vælgerkorpset og medierne? Måske ville S-SF-vælgerne være mere tilfredse, hvis radikale vælgere ikke havde haft glædestårer i øjnene ved en gennemlæsning af regeringsgrundlaget, men snarere udviste utilfredshed over 24-årsreglen og lignende. For hele regeringens bedste.

Spurgt med andre ord: Har det skadet regeringen, at radikale vælgere fremstår enige i det som ingen bør være enige i?

Er der tale om løftebrud?

Intet parti i Folketinget har 90 mandater. Betyder det, at man ikke skal kunne hænge partierne op på noget af det de lover vælgerne? Eller spurgt med andre ord: Hvornår kan man tale om at partierne begår løftebrud?

Det skal selvfølgelig slås fast at politik er det muliges kunst. Der bliver indgået kompromiser og forhandlet frem og tilbage mellem politiske partier ved forskellige lejligheder, der bliver indgået forlig på forskellige områder m.v.

Derfor skal man selvfølgelig ikke forvente, at alt hvad Socialdemokraterne og SF har præsenteret af politiske udspil over de seneste år nu vil blive realiseret. Tværtimod. De er i regering med et parti der på det økonomiske område ligger op til en anden linje – og noget tyder på, at de har meget at skulle have sagt. Af samme grund kan eller skal man heller ikke tale om løftebrud, når al den politik ikke bliver realiseret.

I et regeringsgrundlag – der er forhandlet på plads mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti – vil det derfor heller ikke være et løftebrud, når bestemte politiske udmeldinger ikke står i et regeringsgrundlag. Hos Politiken har man valgt at konkludere på baggrund af regeringsgrundlaget, at Helle Thorning-Schmidt begår løftebrud hvad angår boligskatten, fordi en langsigtet garanti er fraværende i regeringsgrundlaget. Dette forekommer at være en forfejlet konklusion.

Omvendt kan man selvfølgelig godt undre sig over, hvor langt man kan tale om, at Socialdemokraterne og SF kan se deres vælgere i øjnene med god samvittighed. For eksempel er der næppe nogle vælgere fra de to nævnte partier, der i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at en minister ville gå ud og garantere skattelettelser til de rigeste. Det er da derfor heller ingen overraskelse, at hverken baglandet hos Socialdemokraterne eller SF jubler over den umiddelbare politiske linje i regeringen.

Ovenstående skal dog ikke tolkes således, at Socialdemokraterne og SF ikke kan begå nogen form for løftebrud. Dette vil dog kun være tilfældet på områder hvor alle regeringspartier har lovet noget før valget, og efter valget ikke ser ud til stadig at love det (og vil kunne samle et politisk flertal for det). Et eksempel på dette kan være børnechecken, hvor besparelserne på denne næppe bliver tilbagerullet af den nye regering, til trods for at de tre regeringspartier var store modstandere af besparelsen (og vil kunne samle et parlamentarisk flertal).

I spørgsmålet om hvorvidt der er tale om løftebrud eller ej, er en interessant vinkel at kigge på de udmeldinger regeringspartierne kommer med. De fleste udmeldinger der kommer fra partierne, specielt SF, om hvorfor al deres politik ikke er en del af regeringsgrundlaget, refererer til de politiske forhandlinger. Der er dog også udsagn der kunne tyde på, at ikke alt handler om politiske forhandlinger, men også om regulære løftebrud, som det for eksempel står skrevet i denne artikel i Berlingske:

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, erkender, at regeringen ikke har levet op til alle sine løfter fra valgkampen og giver danskernes krisebevidsthed æren for flertallets accept.

»Vi ved alle sammen godt, at Danmark er i en økonomisk krise, og at det tager tid at komme ud af den. Det betyder, at danskerne er klar over, at det her ikke er en gavebod,« siger Socialdemokraternes nyslåede politiske ordfører.

Her er der tale om en ren tilståelsessag. For det første erkendes der direkte, at partiet ikke har levet op til sine løfter. For det andet hentydes der til, at Danmark er i en økonomisk krise, hvorfor Socialdemokraterne ikke kan leve op til sine valgløfter. Dette har intet med et løftebrud at gøre, såfremt den økonomiske krise var indtruffet efter valgkampen. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Der vil blive og der bliver skrevet meget om løftebrud i medierne i disse dage. Hvorvidt der reelt set er tale om løftebrud, kan være svært at afgøre, og der vil være tilfælde hvor man ikke kan tale om løftebrud, og omvendt tilfælde hvor det giver meget god mening at konkludere, at der bliver begået løftebrud.

Skal man overordnet konkludere noget må det være, at Foghs kontraktpolitik ikke kan genfindes i disse tider. Dette er der økonomiske såvel som parlamentariske grunde til. Kontraktpolitik kræver for det første at man ikke skal hen og gøre noget upopulært efter et valg (hvorfor det vil være meget svært at vinde regeringsmagten) og for det andet at ens parlamentariske grundlag tilsiger, at man kan gøre det uden de drastiske forhandlinger efter et valg.

Hverken den økonomiske situation såvel som det parlamentariske grundlag har lagt op til nogen form for mulighed for kontraktpolitik fra Helle Thorning-Schmidts side. Derfor skal man være mere end godt almindeligt blåøjet for at bebrejde Socialdemokraterne og SF for, ikke at gøre alle deres ambitioner som fremlagt i forskellige »Fair«-udspil, til realiteter.

15 punkter: Socialdemokraternes, SFs, de Radikales og Venstres holdninger

En ny regering er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme bestå af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Enighed er der omkring, at Det Radikale Venstre får mest ud af regeringssamarbejdet, og får gennemført deres økonomiske mærkesager.

SF står tilbage som den store taber. Partiet har i bestræbelserne på at blive regeringsduelige brugt mange kræfter på at ændre deres værdipolitiske standpunkter, og nu må de så også tage til takke med, at de ikke får gennemført deres økonomiske politik. Partiet får med andre ord ikke sat sig nogle synlige spor på hverken den værdi- eller fordelingspolitiske kamp.

I skrivende stund rapporteres der om 15 punkter som vil blive gennemført af den kommende regering. Jeg vil i nærværende indlæg se nærmere på de enkelte punkter og vurdere hvilke partier der får deres politik gennemført på disse.

Det skal dog pointeres, at disse 15 punkter ikke kan bruges til at konkludere noget om hvor meget magt de enkelte partier har haft på den politik der gennemføres. De enkelte punkter har ikke den samme vægtning, da der for eksempel er meget forskel på at droppe millionærskatten og hurtigere hjælp til psykisk syge børn. Desuden er der, som gennemgangen af punkterne vil vise, også nogle ting der ikke nævnes, som også er interessante. Et eksempel på dette kan være bevarelsen af 24-årsreglen, der af gode grunde ikke får megen opmærksomhed.

I min gennemgang inddrager jeg – foruden de tre regeringspartier – Venstre, primært for at undersøge om de politikområder og mål der er fremlagt, er noget der distancerer sig fra hvad landets største parti har af holdning og hvordan vi kan forvente (eller rettere bør forvente), at Venstre vil forholde sig til de pågældende udmeldinger.

1. Regeringen agter at gennemføre den efterlønsreform, som blev vedtaget i maj af VKO.
Dette er næppe den store overraskelse. Efterlønsreformen brød på Velfærdsforliget fra 2006, hvorfor denne først ville blive vedtaget efter et valg, når vælgerne er blevet hørt. Som bekendt er der ikke kommet et alternativt flertal, der har muligheden for at forhindre efterlønsreformen i at blive vedtaget.

Når dette er sagt er det mod Socialdemokraternes og SFs præferencer, modsat de Radikale og Venstres ønsker, som var med til at gennemføre aftalen om en efterlønsreform.

2. De potentielle 38.500 personer, som kunne ryge ud af systemet første juli næste år, får et halvt år mere på dagpenge. Samtidig bliver dagpenge et tema i de trepartsforhandlinger, som der bliver indkaldt til senere i år.
Der er intet parti der har meldt ud, at de ønsker at udskyde forkortelsen af dagpengeperioden med et halvt år. Det står ganske uvist hvad der kommer til at ske efter denne udskydelse, som er overladt til trepartsforhandlingerne. Enhedslisten er dog på ingen måde tilfredse.

Socialdemokraterne og SF har begge meldt ud, at der er brug for et såkaldt opsamlingsår, så ingen mister deres dagpenge før arbejdsmarkedets parter har haft mulighed for at forhandle et nyt dagpengesystem på plads. Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra hhv. Det Radikale Venstre eller Venstre, der forholder sig eksplicit til dette.

Jeg vil derfor konkludere, at S og SF kan være tilfredse med udskyldelsen, men samtidig pointere, at dette ikke er ensbetydende med, at de Radikale såvel som Venstre skal være utilfredse.

3. Starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og varighedsbegrænsningen på sygedagpenge fjernes.
Her har vi at gøre med et område, hvor Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er enige – hvor Venstre ikke er enige med dem. Venstre har blandt andet meldt ud, at beskæftigelsesinitiativerne som starthjælpen, kontanthjælpsloftet m.v. er en succes.

Modsat har Socialdemokraterne, SF og de Radikale meldt ud, at de gerne ser disse initiativer fjernet. Det er da derfor ingen overraskelse, at dette er et punkt der bliver gennemført.

4. Skattefradraget for private sundhedsforsikringer fjernes.
Det må alt andet lige være Socialdemokraterne og SF der har kæmpet denne sag. Det er ikke vanskeligt at finde udmeldinger fra hhv. Socialdemokraterne og SF, der direkte skriver, at skattefradraget på private sundhedsforsikringer skal fjernes. Som en læser af bloggen har informeret mig om, går de Radikale ligeledes ind for at fjerne skattefradraget fra private sundhedsforsikringer.

Jeg har ikke været i stand til at finde udmeldinger fra Venstre, der eksplicit forholder sig til spørgsmålet. Jeg vil dog af logiske årsager antage, at de er modstandere af dette.

5. Den nye regering vil reducere udslippet af drivhusgasser med 40 procent og sikre, at halvdelen af elforbruget kommer fra vind i 2020.
Her er der tale om et punkt fra et fælles udspil fra de tre kommende regeringspartier. Det er derfor ingen overraskelse, at dette punkt også er lækket til journalisterne som et af de områder, hvor der vil blive gjort noget. Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har alle omtalt dette punkt.

Det pågældende issue er ikke et Venstre eksplicit har forholdt sig til.

6. Grundlaget lægger op til en skattereform, som vil sænke skatten på arbejde. Den skal være fuldt finansieret og have en rimelig social balance.
Haha! Skattelettelser. Hvem havde troet dette? Næppe Morten Bødskov, der i valgkampen sagde følgende:

Vælgerne skal på torsdag, når de står i stemmeboksen, gøre sig klart, om de ønsker en VK-regering, der vil gøre alt for at begunstige de rigeste endnu mere med nye skattelettelser, eller om de ønsker en Socialdemokratisk ledet regering, der vægter fællesskabet og investeringer i Danmarks fremtid højest.

Socialdemokraterne gik i 2007 til valg på ”Skattelettelser eller velfærd” som var de hinandens modsætninger. SF har ved talrige lejligheder omtalt skattelettelser som en sparekniv.

Socialdemokraterne er imod skattelettelser, SF er imod skattelettelser, de Radikale er for skattelettelser og Venstre er for skattelettelser.

7. Den kommende regering vil begrænse uligheden i samfundet: – Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden. Regeringen vil måles på at mindske fattigdommen og sikre reelt lige muligheder, står der i grundlaget.
Du finder ikke noget parti (måske med undtagelse af Liberal Alliance), der hylder uligheden. De få gange politikere fra VK-regeringen har meldt ud, at ulighed kunne være godt, er de blevet banket på plads af deres respektive partiledere. Der er en god principiel debat at tage omkring ulighedsspørgsmålet, og jeg ville ønske at Venstre var uenige med S, SF og R, men dette kan jeg desværre ikke finde materiale der underbygger.

8. Den bebudede millionærskat er i første omgang droppet, men kan blive taget op til diskussion i forbindelse med forhandlinger om skattereformen.
Igen et af de væsentligste områder fra valgkampen, hvor Socialdemokraterne og SF meldte klart ud, at en millionærskat – der skulle sikre en fordelingspolitisk bedre social profil, er blevet droppet.

Igen er der tale om et af de mange økonomiske områder, hvor de Radikale står til at få deres politik gennemført. Og Venstre er næppe uenige.

9. Dansk økonomi skal kickstartes med en vækstpakke til cirka 10 mia. kr. i form af fremrykkede offentlige investeringer.
Her finder vi et økonomisk spørgsmål, hvor der faktisk er enighed blandt de kommende regeringspartier. Omfanget af offentlige investeringer har været et stort emne, og selv Venstre er hoppet med på vognen om en fremrykning af offentlige investeringer. Deres beløb er dog »kun« på 3,2 mia. kr., hvorfor de næppe vil være tilfredse med de 10 mia. kr. der omtales her.

Dette beløb er Socialdemokraterne, SF og de Radikale omvendt, som sagt, nok enige omkring.

10. Der skal være hurtigere hjælp til psykisk syge børn.
SF vil næppe blive husket som det parti der definerede den politiske linje i regeringssamarbejdet. Her er dog taler om et område hvor jeg ikke har været i stand til at finde udmeldinger fra hverken Socialdemokraterne, de Radikale eller Venstre. Jeg går dog ikke ud fra, at de er uenige.

Det eneste parti der melder klart ud om hurtigere hjælp til psykisk syge børn, er SF. Jeg forestiller mig at en skuffet Villy Søvndal til forhandlingsmøderne desperat har meldt ud, at han har brug for et eller andet der står SF på – og så har fået dette. Konfliktpotentialet med de andre partier er ikke-eksisterende.

11. Flere praktikpladser og uddannelse til alle unge, uddannelse til ufaglærte og forbedring af videregående uddannelser.
Alle er igen enige.

12. Visionen om to-lærer-ordning, som har været erklæret død de seneste par dage, indskrives på forsøgsbasis.
Denne er lidt vanskelig. Som punktet melder ud, har visionen været erklæret død. Uanset hvordan man vender og drejer den, er der dog næppe nogen tvivl omkring, at S ikke kan holde hvad de lovede i denne sag.

Både Socialdemokraterne, SF og de Radikale har været positive over for en tolærerordning, men sandsynligheden for at den bliver realiseret i praksis, er minimal. De eneste der kan være tilfredse er Venstre.

Det er selvfølgelig en realistisk mulighed, at en sådan ordning vedbliver, og ikke kun kommer til at eksistere på forsøgsbasis. Sådan er der jo så mange ting i det offentlige, der pludseligt bliver permanente ordninger. Hvis vi dog antager, at de andre punkter skal finansieres, er der intet der taler for realiseringen af den pågældende ordning, som oprindeligt ønsket af specielt S og SF.

13. Desuden vil den nye regering arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemiske stoffer i mad, sutter og legetøj udfases hurtigt muligt.
Lad os starte med det svære: Venstres holdning. Jeg har søgt og søgt, og det eneste jeg har været i stand til at finde fra Venstre om hormonforstyrrende stoffer og lignende, er et oplæg der går ind for mere oplysning og information omkring farlige kemiske stoffer. Dette tolker jeg som en negativ indstilling til det pågældende udspil.

Hvad angår de kommende regeringspartier, er Socialdemokraterne, SF og Radikale alle enige.

14. Betalingsringen etableres og den kollektive trafik gøres markant billigere.
Et af de store emner i hovedstadsområdet i valgkampen var spørgsmålet om betalingsringen. Det er ingen overraskelse, at betalingsringen er et af de 15 punkter der er meldt ud her. Det er nok et af de få punkter hvor de kommende regeringspartier er enige (Socialdemokraterne, SF, Radikale) hvor Venstre er uenig.

Qua at det var så stort et issue i valgkampen og at der her er en reel uenighed med Venstre, ville det være decideret dumt ikke at få nævnt dette punkt.

15. Hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme.
Alle partier vil have hurtigere behandling af kræft og andre livstruende sygdomme. Der er i denne sammenhæng tale om et valens issue, hvor der ikke er uenighed blandt partierne, men det blot handler om at signalere, at man er bedst til at tage sig af det område.

Alle er derfor enige.

15 politiske punkter
Hvorfor er dette relevant? De pågældende 15 punkter er politiske sager der er meldt ud fra de tre kommende regeringspartier. Dette er ikke 15 tilfældigt udvalgte punkter, men er strategisk udvalgte forsøg på at sætte en dagsorden i medierne, der tager fokus fra de største uenigheder.

Som jeg skriver i indledningen til dette indlæg, er der ingen tvivl omkring, at SF er de største tabere. Kun på mere eller mindre uvæsentlige punkter som psykisk syge børn og miljøpolitikken (hvor der ikke er de største uenigheder), synes partiet at have sat deres synlige aftryk.

Internt i SF er der da også noget der tyder på, at ikke alle er tilfredse. Men »SF går da heller ikke hjem uden sejre over de Radikale. Blandt andet står det klart, at S-formand Helle Thorning-Schmidt afskaffer titlen som vicestatsminister«. Baglandet må juble.

Hvad kan vi konkludere? Det er svært på baggrund af ovenstående at finde ét væsentligt punkt hvor SF har sat deres synlige aftryk. Omvendt er det ret nemt at finde områder hvor Det Radikale Venstre har sat tydelige og mærkbare aftryk. Vinderen af regeringsforhandlingerne hvad angår de politiske aspekter, er de Radikale.

De Radikales opvågnen

En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser en vælgermæssig fremgang til De Radikale. Fremgangen kommer efter at De Radikale har taget aktiv del i 2020-forhandlingerne, og dermed har bragt ekstra energi til regeringens ambitioner om at afskaffe efterlønnen. De Radikale har længe argumenteret for økonomiske reformer og en afskaffelse af efterlønnen, dog med den eneste konsekvens at se sig ydmyget af S-SF koalitionens hån og latter og garanti om, at efterlønnen ikke vil blive afskaffet.

I alle de politiske analyser jeg har læst af disse dages begivenheder, hersker der ingen tvivl omkring, at De Radikales forhandlinger med regeringen om de økonomiske aspekter af 2020-planen, har en betydning. Hvor stor denne betydning er og hvor langt den rækker, kan diskuteres – og bliver diskuteret. Jeg vil i dette indlæg inddrage de aspekter jeg finder relevante for at forstå hvad det er der finder sted.

Overordnet er den altovervejende forklaring på det vi ser, et strategisk flot spil fra De Radikales side af med Margrethe Vestager som frontfigur. Det klare faktum at partierne overvejer deres adfærd i forhold til et snart kommende valg, gør det alt andet lige nemmere at forholde sig til De Radikales udmeldinger. Der er fire væsentlige signaler at Margrethe Vestager gerne vil sende, hvor der kan adresseres følgende modtagere, 1) Socialdemokraterne, 2) Socialistisk Folkeparti, 3) baglandet i Det Radikale Venstre og 4) potentielle vælgere.

For det første har De Radikale i en lang periode ligget i oppositionens halespids uden nogen reel indflydelse på et alternativ til regeringens politik. Regeringsalternativet har været formuleret af S og SF i deres Fair Løsning. De Radikale melder nu – fornuftigt og klart – ud, og sender et klart signal om, at de vil have noget at skulle have sagt efter et valg. Konkret manifesterer det sig nu ved et ultimativt krav fra De Radikale til Socialdemokraterne om, at en eventuel aftale mellem R og den nuværende regering om efterlønnen, ikke må ændres efter et valg, hvis R skal bidrage med stemmer. Helle Thorning kan næppe være glad.

For det andet sender De Radikale et lignende signal til Socialistisk Folkeparti, dog med en ekstra kritik af SFs politik. De Radikale ved godt, at deres politik næppe vil kunne hente stemmer fra Socialdemokraterne. Omvendt ved de, at ikke alle der stemte på Socialistisk Folkeparti ved sidste valg (og det var mange!), har været lige tilfredse med den midtersøgende kurs Villy Søvndal har stået for. De Radikale ligger dermed op til at kunne appellere til modernisterne i SF, hvilket at en udmelding som denne skal ses i lyset af. Villy Søvndal kan næppe være glad.

For det tredje tilfredsstiller den radikale ledelses udmeldinger uden tvivl baglandet. Der bliver sendt et klart signal til de forvirrede og frustrerede R-vælgere (ja, ok – det er de altid, men de har været det lidt mere på det seneste), om, at en stemme på De Radikale ikke blot er en tilkendegivelse af en opbakning til S-SFs »retfærdige« løsning. Det radikale bagland er højst sandsynligt tilfreds.

For det fjerde – og som en opsummerende pointe på de tre ovenstående signaler – sender De Radikale et generelt signal til vælgerne (specielt de potentielle vælgere) om, at De Radikale ikke er selverklærede røde eller blå. Det er, hvor meget jeg så end hader at bruge formuleringen, et reformvenligt parti med et humant ansigt. Et Det Radikale Venstre classic der søger det politiske kompromis på midten, den pragmatiske vej i dansk politik, der hverken er venstre- eller højreorienteret, men fremadrettet. Hvis De Radikale kan fortsætte med at holde balancen, vil vælgerne uden tvivl kvittere for det med en øget opbakning til partiet i de kommende meningsmålinger.

Dette indlæg har til nu fokuseret på at eksplicitere mine tolkninger af De Radikales udmeldinger. Hvad kan man så sige mere overordnet om den politik der måske banes vej for nu? Overordnet kan man sige, at vi har at gøre med et radikalt parti der har løsrevet sig fra den dogmatiske logik, at reformer skal ske gennem et samarbejde med S og SF, som har været opfattelsen de senere år. Det er med andre ord De Radikales opvågnen. 2020-forhandlingerne har blot været den ideelle platform til at melde klart ud, at blokpolitik og Det Radikale Venstre ikke harmonerer.

Tryk avler modtryk – og blokpolitik avler blokpolitik. Det stærke VKO-fællesskab har fordret et lignende stærkt fællesskab på venstrefløjen. I en lang periode var der brug for at vise, at venstrefløjen stod sammen og kunne bringe et troværdigt alternativ – altså en rød blok. Situationen er en lidt anden nu. Der er stadigvæk brug for at vælgeren kan se et rødt reelt alternativ, men uanset hvad, så står Helle Thorning højst sandsynligt stadigvæk til, selvom at De Radikale skulle gå med i et forlig med regeringen, at blive landets kommende statsminister. De Radikales våde drøm er dermed, for at konkludere, at kunne bruge 2020-forhandlingerne til at sende et signal om opgøret med blokpolitikken og dermed positionere sig selv i forhold til de to fløje, hvor at de føler sig hjemme – og har været fraværende i snart 10 år.

Min gode kammerat Hvilsted konkluderer i hans nyeste blogindlæg, at De Radikale ikke vil gå med i et forlig. Nærværende indlæg er skrevet direkte med henblik på at skabe den stik modsatte profeti, nemlig at De Radikale vil gå med i et forlig. Hvilsted skriver:

»Jeg tror ærligt talt ikke, at Vestager vil stille partiet i en sådan situation, hvor de vil spille sig selv ud af en regering, hvor de vil underminere rød bloks økonomiske politik og hvor de kan risikere, at DF fortsat har magt, som de har agt – og i sidste ende skal lave politik sammen med dem i et meget meget besynderligt regeringsgrundlag. Dette vil Vestagers vælgere næppe bifalde.«

Jeg vil påstå, at Margrethe Vestager har nosser nok til at kunne indgå et forlig med regeringen. For det første fordi at noget tyder på, at det skaber en vælgermæssig opbakning og en tilsvarende opbakning fra baglandet. For det andet fordi at det næppe ændrer på, at Helle Thorning står stærkt i forhold til at blive landets næste – og første kvindelige – statsminister.

»Vestager forsøger at gå så langt, at hun reelt udspiller sin rolle i forhandlingerne. Vestager vil få tilbudt en særdeles god aftale, som hun bliver tvunget til at afslå, hvorefter vi vil se en meget vred og frustreret Claus Hjort udtale sig i medierne om Vestagers manglende seriøsitet og spil for galleriet.«

Jeg kan ikke se logikken. Er det realistisk at forestille sig, at hun vil stille sig i en position hvor at hun kan få realiseret den politik hun og partiet står for, for bare at bakke ud? Det vil virke utroværdigt. Jeg siger dermed ikke, at det ikke er et muligt scenarie, blot at jeg lige så nemt kan forestille mig et andet udfald. Time will tell.